Stille, bedstemor hører
— Lejlighed til leje. Uden hund, med bedstemor, — læste Freja højt fra annoncen og så på manden. — Skal vi tage af sted og kigge? Lige i nærheden af dit arbejde.
— Uden hund er et plus. Men “med bedstemor” giver mig en fornemmelse, — mumlede Mikkel, mens han kastede et blik på laptoppen. — Ja, lad os tage et kig.
Lejligheden lå i en gammel kommunalblok i Vesterbro med høje lofter og sprækker i vindueskarme. Døren gik op af en kvik bedstemor med rank ryg, hvide krøller og et fast blik.
— Kom ind. Jeg hedder Ingrid Jensen. Indflytning kan ske allerede i dag. Men lad mig lige advare: ro efter ni, kedel må kun tændes senest kl. 20, varmt vand i bruseren kun om fredagen. Og der skal medbringes hjemmehjemmesko. Jeg har ikke brug for fremmede lyde.
— Øh… må man lave mad i køkkenet? — spurgte Freja tøvende.
— Efter tidsplanen. Morgenmad fra kl. 7 til 8, frokost efter kl. 15, aftensmad senest kl. 19. Ingen natlige pølser! Og lad være med at låse badeværelsesdøren – det er farligt, hvis nogen har brug for hjælp.
Mikkel var ved at vende om, men Freja nikkede med et smil:
— Det passer os fint. Lejligheden ser god ud.
Så de endte i Ingrids hus.
I starten virkede alt endda hyggeligt. Bedstemor lyttede til klassisk musik om morgenen, lavede sig kakao og læste “Argumenter og fakta” højt. Gamle fotografier i rammer prydede gangen: ung Ingrid i uniform, Ingrid til bal, Ingrid på safari i Afrika, Ingrid med katten Misser. Misser var død i 1999, men tallerkenen med “Missers” var stadig på hylden.
— Se, hvor kultiveret hun er. Som noget fra en roman, — hviskede Freja.
— Ja. Jeg har lige tændt hårtørreren – hun bankede på væggen og råbte, at “borgerligt sus” kvælede hende.
Efterhånden skærpede Ingrid reglerne. Først hængte hun en tidsplan for toilettet op. Så erklærede hun køkkenet lukket hver onsdag som “sanitetsdag”. Til sidst indførte hun en “obligatorisk aftenrapport”: når Mikkel og Freja kom hjem, skulle de gå ind i Ingrids værelse og fortælle, hvordan dagen havde forløbet.
— I bor i mit hus, så jeg skal vide, hvad I indånder. Sikkerhed først! — sagde hun med et smil.
I den tredje måned gik Mikkel i oprør. Han gik ind i køkkenet kl. 20.30, tændte kedlen og tog en pølse frem.
— Hvad er det her for rod?! — stormede bedstemor ind. — Jeg sagde, at aftensmad skal være færdig inden kl. 19!
— Vi betaler for at bo her. Vi har ret til at bestemme!
— Ung mand, min mundtlige aftale er så fast som et dansk cementfundament. Den, der ikke respekterer den, bliver smidt ud!
Ord for ord kastede hun en gryde i ham.
— Så flytter vi! — erklærede Mikkel og begyndte at pakke rygsækken.
Men natten vendte alt.
— Mikkel, se… — Freja pegede på et opslag på en boligside: “Lejlighed til leje. Uden hund, med bedstemor.” Det samme. Den samme bedstemor. De samme billeder.
— Er det vores lejlighed?
— Ja. Kun annoncen er ny. Fra i morges.
Samme morgen ringede et ukendt nummer.
— Goddag, jeg er interesseret i lejligheden hos Ingrid Jensen. Er I allerede flyttet? Hvordan var bedstemor?
Det viste sig, at dette ikke var første gang. Ingrid lejede værelser ud hver tredje måned. Nye lejere betalte første og sidste måned og blev derefter smidt ud med “brud på husordenen”. Pengene blev ikke refunderet.
— Det er en svindel! — protesterede Mikkel. — Vi har betalt officielt.
— Officielt? Jeg overførte penge til hendes konto med bemærkningen “hjælp til bedstemor”. — Freja tænkte. — Vi har ingen skriftlig kontrakt. Vi boede bare.
Den aften gik de ind i Ingrids værelse.
— Ingrid Jensen, vi har fundet ud af det hele. Er det en slags fælde? Udnytter du lejere?
— Unge, I har jo selv ødelagt det. Hvorfor tænde kedlen kl. 20? Hvorfor røre ved Missers tallerken? Jeg beder jer høfligt – I overtræder reglerne!
— Vi har ingen kontrakt, men vi har kvitteringer. Vi kan gå i retten.
— Retten? Over mig? — Ingrid udbrød dramatisk. — I har ingen samvittighed!
— Vi kan også spille med. Så enten giver du pengene tilbage, eller…
— Eller hvad?
— Eller vi bliver her på vores egne betingelser. Kedlen tændes, når vi vil.
Ingrid tænkte. Det var første gang, nogen ikke gik ud i vrede, men blev og udfordrede hende.
Derfra begyndte et mærkeligt liv: bedstemor lavede “revisioner”, kiggede ind gennem sprækker, slukkede for strømmen “til forebyggelse”, og Mikkel med Freja installerede en timer på kedlen, lo højt i badet og holdt mini-koncerter i gangen.
— Hvem har overtaget? — mumlede Mikkel, mens han bar en bærbar højttaler hjem.
Efter en måned gav Ingrid op.
— Ungdom, jeg har et forslag. Lad os være ærlige. Lejligheden er andelsbolig, gælden er min. Jeg bliver presset af boligforeningen. I kan købe en andel, så betaler I af på gælden.
Freja og Mikkel så på hinanden. De havde længe ønsket at flytte, men priserne skræmte. Her var næsten centrum, lofter på næsten tre meter, metro kun fem minutter væk.
— Hvad med Misser? — spurgte Freja.
— Misser velsigner, — nikkede Ingrid og strøg et gammelt foto.
Tre måneder senere skrev de under papirer. De betalte en del af gælden, og Ingrid flyttede til en nabolejlighed.
— I forlader mig ikke? — spurgte hun ved afskeden. — Jeg bager jer småkager.
— Kun hvis vi må holde badeværelsesdøren åben, — blinkede Mikkel.
Så fik de deres eget hjem – og bedstemor på sidelinjen. Fra da af var småkagerne lækre, og kedlen kogte selv kl. 03 om natten.
Et halvt år efter underskrivelsen gik livet i roligt tempo. Værelset i den gamle blok tilhørte nu dem, og Ingrid var blot naboen i den anden halvdel. Kontrakten fastslog: køkken og
