Vennerne kom tomhændet til det dækkede bord, og jeg lukkede køleskabet med et lille smæk.
Mads, er du sikker på, at tre kilo nakkefilet af svin er nok? Sidste gang åd de jo alt selv krummen på brødet blev skrabet op med sovs. Og Helle bad endda om en bøtte til hunden, men så lagde hun billeder af min steg ud på Facebook, som om hun selv havde lavet den.
Marie rodede nervøst med kanten af viskestykket og kiggede ud over det, der engang havde været et køkken og nu mere lignede en slagmark. Klokken var kun tolv, men hun var allerede ved at segne af træthed. Hun havde været oppe siden seks: først på torvet for at vælge det friskeste kød, derefter i Føtex efter god vin og delikatesser og så ellers skære, koge, stege, anrette.
Mads, min kone, stod ved vasken og skrællede kartofler med et halvt smil, men irritation lyssede dog under overfladen kartoffelskrællerne voksede sig til en pæn bunke.
Marie, hvad mere skulle de have? sagde han med et suk. Tre kilo kød til fire gæster og os to det er da næsten et halvt kilo hver. De må da sprække! Du har jo købt ind til en konfirmation: rødspætter, rejer, salater i bunker… Det er jo bare en forsinket indflytterfest ikke et bryllup.
Du forstår det ikke, svarede Marie og rørte i en tyk sovs på panden. Det er jo Trine og Henrik samt Bente og Ole. Gamle venner. Vi har ikke set dem i årevis, og de kommer helt fra et andet kvarter. Det ville være pinligt, hvis bordet så forkert ud. De skal jo ikke snakke om, at vi er blevet nærige, nu vi har købt lejlighed.
Marie havde det nemlig i blodet, det med at være gæstfri noget hun havde fra sin farmor, der kunne få en suppe kogt på en sten til at mætte en hel bataljon. For hende var et dovent bord en personlig fornærmelse. Hvis der var gæster, var der fest og mad nok til at bordet burde knirke. Hun havde brugt ugen på at udtænke menu, læse opskrifter og sparet op fra sin løn for at købe præcis det mærke af cognac, som Henrik holdt af, og netop det franske rødvin, Trine drak.
De kunne nu godt selv tage en kage med, mumlede Mads. Da vi var til Oles fødselsdag sidst, havde vi både gave, vin og den der lagkage, du bagte. Kan du huske, da vi bare kiggede forbi dem? Så var der brevte og knastørre småkager fra sidste år.
Du skal ikke være så smålig, Mads, sagde Marie med et blik. De havde det svært der, med lån og renovering. Nu går det vist bedre. Henrik har fået nyt job, og Bente pralede med sin nye pels. Måske tager de noget med. Måske en kage eller lidt frugt. Jeg lavede i hvert fald ikke dessert og har hintet, at det må de lige sørge for.
Klokken fem var lejligheden funklende ren, og bordet lignede noget fra et madmagasin. Midt på tronen lå en rejestand, omringet af fade med røget laks, hjemmelavet leverpostej, roastbeef og masser af salater. I ovnen hvilede nakkefileten med kartofler og svampe. I køleskabet stod kold snaps, dyr cognac og tre flasker vin.
Marie, træt men tilfreds, satte håret op og tog sit pæneste tøj på, gav sig til at vente i sofaen.
Jeg er faktisk nervøs, tilstod hun, mens Mads knappede skjorten. Det er jo første gang, vi samles i vores nye hjem. Jeg vil have, det går ordentligt.
Dørklokken ringede præcis kl. 17. Vennerne var punktlige.
Marie løb ud for at åbne. På dørtrinnet stod flokken: Trine i dén minkfrakke, der sikkert kostede en halv køkkenrenovering selv, Henrik i læderjakke, Bente med kraftig makeup og Ole lidt småberuset.
Tillykke med lejligheden! råbte Trine og skubbede sig ind med en sky af tung parfume. Nå, så skal vi se paladset!
Det væltede ind med jakker og frakker, som Mads måtte balancere til garderoben. Marie modtog med et smil, men hendes blik gled uvilkårligt hen over deres hænder.
Alle fire kom tomhændet. Intet ikke en pose, ei en kasse med kage, ikke en flaske vin, ikke engang et lille stykke chokolade.
Hvor er … begyndte Marie, men tav. Man spørger jo ikke. Måske havde de noget i bilen? Eller noget gemt i lommen?
Hold da op, Marie, du er blevet slank! udbrød Bente og kyssede hende på kinden beholdt skoene på og styrtede straks mod entreen. Men halløjsa! Sikke en spartansk stil! Vægge til at male på? Det ligner et kontor. Du skulle have haft tapet med mønster.
Vi kan godt lide det enkelt, svarede Mads roligt. Kom ind i stuen, bordet er dækket.
Flokken trådte ind i stuen. Henriks øjne lynede, da han så anretningen.
Wow, Marie, sikke et bord! Jeg vidste, det var din stil. Det er godt, vi har fastet hele dagen plads til din berømte steg!
Alle satte sig. Marie fór ud efter lune forretter. Tankerne snurrede: Måske har de penge i et kort? Derfor er hænderne tomme?
Da hun kom ind, var gæsterne allerede godt i gang med salaterne.
Nøj, russisk salat kan du lave! sagde Ole og åd. Mads, skænk op nu! Vi er tørstige.
Mads hældte snaps op til herrerne og vin til damerne.
Tillykke med boligen! udbragte Henrik. Må I bo godt og ikke få overboeren på nakken. Skål!
Han tømte glasset og duppede næsen i sit ærme, selvom der lå stofservietter på bordet, og rakte straks ud efter laks.
Marie, hvorfor er snapsen ikke iskold? brokkede Henrik sig. Den skulle da have været i fryseren.
Den kom fra køleskabet, Henrik. Fem grader, som den skal, svarede Marie stille, mens hun mærkede irritationen snige sig.
Nå ja, men snaps skal nærmest være sej, ikke bare kold. Det går… Hvad med cognac har du det? Jeg skal lige afslutte.
Det er der, sagde Marie. Men kunne vi ikke spise først?
Det hænger jo ikke sammen, grinede Ole.
Aftenen gik videre. Maden forsvandt med overraskende fart. Gæsterne spiste som gale og smed alligevel kritiske kommentarer.
Silden under dild er lidt tør, sagde Trine og tog tredje portion. Spar du på mayonnaisen eller hvad?
Jeg lavede selv mayo den er sundere, forklarede Marie.
Det kan du godt droppe bare køb fra Irma! lynhurtigt og federe. Og laksen, den er for lille er det fjordlaks? Havde du ikke råd til norsk?
Marie så over på Mads, der greb gaffelen så knoerne blev hvide.
Men hvordan går det ellers? prøvede Mads at skifte emne. Trine, du var vel på Maldiverne?
Oh ja! svarede Trine og rullede med øjnene. Femstjernet hotel, champagne, hummer, alt betalt. Jeg købte en original Louis Vuitton taske 18.000 kr.! Henrik brokkede sig, men jeg sagde: Man lever kun én gang!
I kvinder kan også bruge penge, grinede Henrik og hældte cognac op til sig selv. Jeg har faktisk kig på ny bil. SUV. Vi har jo penge vi bruger dem på oplevelser og tøj, ikke på tapet og badeværelse!
Hvad mener du? spurgte Marie.
Ja, altså, vægge er vægge, forklarede Bente. Vi bor stadig med tapet fra min bedstemor, men vi tager til Nice hvert år. Det er kedeligt at bruge penge på mursten, synes vi.
Apropos restauranter, afbrød Ole, der tørrede sig om munden og smed servietten på dugen. Vi var på NIMB i går drønsvinedyrt, 4.000 kr., men sikke mad. Ikke som at lave mad derhjemme. Marie, er der ikke snart varm mad? Salater er jo kun pynt.
Marie rejste sig for at rydde af. Hun rystede indvendigt. Folk der flasher tasker til 18.000 og restaurantbesøg til flere tusind kr., men ankommer hjemme hos én uden så meget som en blomst. Ikke engang en chokolade til kaffen.
Hun gik ud i køkkenet. Trine kom straks ud for at hjælpe, men reelt for at sladre lidt.
Hold da op, Marie, du har købt stort ind, men man kan godt mærke, I har tømt kontoen. Vinen… den er ikke for god. Vi drikker sådan noget på terrassen om sommeren. Kunne du ikke købe noget bedre til os?
Det er fransk vin, Trine 250 kr. flasken, sagde Marie, mens hun begyndte at fylde opvaskeren.
Det kan ikke passe! Det smager surt… Forresten, kan du ikke pakke noget af maden ind til os? Vi gider ikke stå og lave mad til tømmermænd i morgen. Du har jo lavet rigeligt, og det bliver alligevel dårligt.
Marie stivnede med en tallerken i hånden. Hun vendte sig langsomt om.
Du vil have, jeg skal lave pakker med mad til jer?
Selvfølgelig! Det gør vi altid. Så sparer man lidt. Hehe! Forresten, er der dessert? Jeg har lyst til noget sødt. Har du kage?
Du sagde jo, at kagen var fra jer, mindede Marie stille om.
Mig? Er du tosset! Jeg er på kur køber aldrig kage. Jeg gik ud fra, du havde bagt lagkagen selv. Vi kom da tomhændet, fordi vi regnede med, at I havde ALT. I har jo købt lejlighed og det hele.
Marie satte tallerkenen ned med et lille klask. Porcelænet lød som et lille pistolskud.
Så I tænkte, vi havde alt? Og var rige?
Ja da! I har jo købt lejlighed og betalt håndværkere. Vi sparer op til Bali. Nå, kom nu med stegen, gutterne sidder og banker med gaflerne.
Marie stod tavs og så på Trine. Tankerne fór gennem hovedet: Hvordan hun havde lånt Trine penge til last minute-rejser uden at få mange tak. Da Mads hjalp Henrik med flytning uden at få benzinpenge. Alt det mad og alle gave de kom altid, men selv lagde de ikke mange kræfter i at invitere.
Hun gik hen til ovnen. Åbnede lågen. Duften af stegt kød, urter og fedt bredte sig. Stegen var så indbydende.
Hun så på det store marengskage med bær, bestilt for over 700 kr., som hun ville overraske dem med.
Hun lukkede ovnen. Slukkede for gassen. Gik over til køleskabet og pressede døren hårdt i.
Der bliver ikke noget kød, sagde hun højt.
Hvad mener du? Har det brændt på? spurgte Trine forvirret.
Nej, det er som det skal være. Men I får det ikke.
Marie gik ind i stuen. Mændene var gang i en politiksnak. Mads så plaget ud.
Kære gæster, sagde Marie klart stemmen klang som en fjeder. Festen er slut.
Alle tav og vendte sig.
Marie, hvad? Hvad siger du? Vi har jo ikke fået hovedret endnu! Du lovede steg!
Det gjorde jeg. Men jeg har ombestemt mig.
Hvad er det for noget? Vi er jo sultne! Står du og nægter os mad? udbrød Bente.
Maden bliver i ovnen. I må nu tage jakkerne på og gå hjem. Eller gå på NIMB og få mad for fire tusind, som I plejer.
Er du blevet skør? råbte Ole. Mads, få styr på din kone. Vi er gæster!
Mads rejste sig roligt. Han så på Marie, så på de andre. Han så, hvordan Marie vibrerede af vrede, næsten med tårer i øjnene. Han forstod det hele.
Marie er ikke tosset, sagde Mads roligt. Marie er træt. I kom her uden at have noget med, drak vores cognac, talte ned om hendes mad, vores vin og vores hjem. Og nu kræver I steg?
Vi jokede jo bare! Yes, vi glemte kagen! Sker da for alle! Men vi bidrog med selskabet! udbrød Trine.
Selskab på vores regning? fnøs Marie. Nej tak. Jeg brugte hele min lørdag på at lave mad til jer. Halvdelen af min løn. I har lige købt tasker og spist på NIMB, men I kunne ikke finde 20 kroner til chokolade til værten.
Nå, så er det sådan! udbrød Henrik og væltede stolen. Behold du bare dit kød! Vi går! Her sætter jeg aldrig min fod igen!
I må gerne tage jeres tomme bøtter med, svarede Mads og holdt døren åben.
Gæsterne stormede ud Trine råbte om, hvor egoistisk Marie var. Bente hvæsede om sin ødelagte aften. Mændene bandede.
Da døren smækkede efter den sidste gæst, bredte sig en trykkende stilhed. Marie stod midt i stuen og så på det sønderbombede bord. Skåle med madrester, vinsel på dugen, krøllede servietter.
Mads gik hen og lagde armen om hende.
Hvordan går det? spurgte han sagte.
Jeg ryster, indrømmede Marie. Var jeg nærig? Skulle jeg have serveret og tigeret? De var jo trods alt gæster…
Du var ikke nærig, Marie. Du har bare lært at sætte grænser. Jeg er stolt af dig. Jeg havde også vist dem døren, hvis du ikke havde gjort det. De har gået langt over stregen.
Marie sukkede og lænede sig op ad ham.
Hvad med stegen? spurgte Mads efter lidt tid, med et lille smil. Den dufter så godt, jeg kan næsten ikke vente mere.
Marie lo, for første gang ægte denne aften.
Den er der og så er der kage! Med bær og marengs.
De satte sig ved bordet midt i rodet, skubbede tallerkenerne til side og nød stegen og kagen. Hun skænkede vin det samme sure franske, der i virkeligheden var en perle af Bordeaux.
Skål, sagde Mads. For os. For at der kun må komme folk i vores hjem, der har åbent hjerte ikke bare en åben mund.
De nød det bedste måltid i deres liv i stilhed og hinandens selskab.
En time senere tikkede der en besked ind fra Trine: Du er for grov! Vi sidder på McDonalds og spiser klamme burgere på grund af dig! Du burde skamme dig!
Marie grinede, trykkede bloker gjorde det samme med de andres numre også.
Fire personer færre i hendes kontaktliste. Men mere luft i livet. Og et fyldt køleskab til hende og Mads hele næste uge. Ikke en eneste bid ville gå til dem, der ikke fortjente det.
Og sådan lærer man, at venskab er en vej med to retninger og nogle gange er et lukket køleskab faktisk nøglen til at bevare sin værdighed.
