Mit navn er Astrid, og lad mig tage jer med tilbage til dengang for mange år siden, da min mand, Mads, virkelig glemte, hvad det vil sige at have respekt for sin familie. Det var vinter sådan en klassisk dansk december, hvor man kunne mærke julestemningen sprede sig i de hyggeligt oplyste gader i København. Vi havde planlagt at tage hele familien over til Jylland for at fejre højtiden hos hans familie. Julen skulle være hyggelig og afslappet. Lidt klejner, masser af gløgg og tid med børnene. Hvis bare det var blevet sådan.
Mads, som altid har ment, at hans arbejde han var erhvervsadvokat dengang, I ved var vigtigere end alt andet, sagde, han nok skulle ordne billetterne til toget. “Det fikser jeg! Én mindre ting for dig at tænke på, Astrid,” sagde han. Jeg var naiv nok til bare at nikke og sige tak.
Dagen for afrejsen stod vi, jeg og børnene, og hutlede med kufferterne på Hovedbanegården i København. Jeg jonglerede med vores datter, Mille, på armen, mens sønnike Emil forsøgte at hoppe på sin kuffert uden at falde. Det var kaos som kun en dansk juleferie kan byde på; børn, bedsteforældre, stressede familier alle på vej ud i vinterlandet.
Mads var, som altid, fraværende i sin telefon, indtil jeg spurgte: “Mads, skat, hvor skal vi sidde henne?” Han så op, nærmest lidt uroligt.
“Åh… altså… der er lige det” begyndte han.
Mit hjerte sank. Jeg kendte det blik alt for godt.
“Jeg har kunnet opgradere til første klasse altså, til mig og mor, Ingrid. Du ved jo, hvordan hun har det med at køre langt, og jeg trænger sådan til at sove lidt igennem…”
Der gik lidt tid, før jeg forstod, hvad han egentlig havde gjort. Ham og Ingrid i DSBs første klasse med gratis kaffe og alt det mens jeg sad nede i standardklassen med begge børn. Jeg troede først, han lavede sjov, men han trak bare på skuldrene og sagde: “Rol nu, Astrid, det drejer sig bare om fire timer. Du kan sagtens klare det. Ikke så meget drama!”
Som prikken over iet kom Ingrid marcherende med sin flotte taske fra Magasin og et smil, der kunne fryse smør. “Er du klar, Mads? Vi skal vel ikke gå glip af wienerbrødet deroppe?” Hun glimtede til mig, som om hun lige havde vundet i Lotto.
Så stod jeg dér, midt på stationen, mens de luskede afsted mod DSB Loungen. Jeg vidste, at det her ikke kunne stå uimodsagt. Jeg har altid haft lidt fanden i voldskhed, og denne gang lod jeg det ikke være ved tanken. Jeg lagde stille og roligt en plan.
Da vi steg på toget, opdagede jeg straks forskellen: polstrede, brede sæder og stillezoner oppe foran, plastikbægre og snackautomater til os andre. Mads og Ingrid sad allerede med hver deres dampende kop kaffe, mens jeg baksede vores småtlinger på plads.
“Mor, jeg vil sidde hos far!” plagede Mille, mens Emil allerede pillede i saftevandsdåsen.
“Ikke denne gang, skat. Far og mormor sidder på et særligt sted,” svarede jeg og tvang et smil frem.
“Men hvorfor må vi ikke sidde dér?”
“Fordi far åbenbart ikke mente, at hans familie var speciel nok,” hviskede jeg, mest til mig selv.
Jeg satte børnene til rette og fik pludselig øje på Mads, der så lige lovlig tilfreds ud i sit velourbetrukne sæde oppe foran. Det var da jeg kom i tanke om, at jeg, lidt snedigt, havde fået lov at tage hans pung med under sikkerhedskontrollen før afgang “kan du ikke lige passe på den, Astrid?” Ja, selvfølgelig kunne jeg det. Mon ikke jeg lod den forblive trygt i min egen taske.
Tiden gik, og børnene faldt hurtigt i søvn efter en omgang Kongen af Danmark-bolcher. Jeg sad for mig selv og smågrinede, mens jeg så på, at Mads bestilte fra menukortet med det brede udvalg, som kun første klasse får lødige danske oste, laks og godt med snaps. Jeg kunne næsten høre pengene tikke ud af hans konto.
Efter en tid kom en venlig togsteward hen til min vogn. “Vil De have lidt vand eller kaffe, frue?” spurgte hun.
“En kop vand og lidt popcorn, tak. Jeg har på fornemmelsen, at jeg skal overvære et fantastisk skuespil,” svarede jeg med et smil.
Præcis som jeg havde ventet, gik der ikke længe, før jeg så Mads fægte febrilsk med hænderne oppe foran. Jeg kunne ikke høre præcis, hvad der blev sagt, men udtrykket i hans ansigt, da han opdagede, at pungen ikke var at finde, talte sit tydelige sprog.
Stewarden stod foran ham, ventende. Mads rodede rundt, talte lavmælt “Men jeg har helt sikkert haft den… Kan vi ikke… Jeg betaler, når vi er fremme!”
Magien var skabt. Jeg lænede mig tilbage, nød mine popcorn og forventede næsten, at han snart ville komme padlende ned til økonomiklassen.
Det skete selvfølgelig også. Med hengiven og let panisk mine sneg han sig hen til mig.
“Astrid, har du min pung? Jeg kan ikke finde den nogen steder. Kan du ikke låne mig nogle kontanter jeg skylder for 900 kroner!”
Mit smil blev endnu bredere. “900 kroner? Hvad søren har du bestilt, et helt julebord?”
“Kan du ikke bare give mig, hvad du kan? Det er virkelig pinligt!”
Jeg rodede lidt i tasken og fiskede 150 kroner op. “Det er hvad jeg har kan din mor ikke hjælpe? Hun har vel sit kort på sig.”
Det sidste sagde jeg lidt højere end nødvendigt. Det var næsten poetisk at se hans ansigt gå fra bleg til purpurrød, når han indså, at han måtte bede sin mor om hjælp.
Resten af turen var de meget stille i deres polstrede tronsale, mens jeg nød mine børns ro, mine popcorn og en nyfødt triumf over, at Mads måske havde lært lektien.
Da toget trillede ind på Aarhus Banegård, sneg Mads sig endnu engang ned til os.
“Har du set min pung, Astrid? Jeg har ledt overalt, også i første klasse.”
Jeg sendte ham mit mest uskyldige smil. “Åh, måske har du glemt den derhjemme?”
Han rullede med øjnene. “Nej, jeg ved, jeg havde den. Det er simpelthen umuligt!”
“Det kunne være, den forsvandt blandt alle de småretter, du gik og nød,” sagde jeg uskyldigt.
Han sukkede og gav op, mens jeg i mit stille sind tænkte, at retfærdigheden denne gang var håndhævet på den mest danske måde med lune og en smule kreativ snilde.
Jeg beholdt pungen lidt endnu og unnede mig en lille tur i Magasin for Mads regning senere, før den fandt tilbage til sin retmæssige ejer.
Så, kære medpassagerer på livets rejse: Hvis jeres partner nogensinde ivrigt skynder sig mod første klasse og lever jer tilbage med børn og besvær, så husk lidt kreativ retfærdighed kan sætte tingene på plads igen. For i den store rejse gennem livets tog, sidder vi alle, før eller siden, sammen både i standard og første klasse.
