Brylluppet var overdådigt. Skønt, at det ikke var mit – jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor jeg skulle stå i en kjole, som din mor havde udvalgt til mig. – Mette stirrede i spejlet, mens kulden bredte sig i hendes indre.
– Det er jo hvidt, smukt, fløjllet, – mumlede Mikkel og så sig selv i spejlet. – Og hun har haft planer om at få det syet siden foråret.
– Til mig eller til dig? – vendte Mette sig om. – Hun valgte både menuen, fotografen, blomsterne og endda værelset til bryllupsnatten. Har du selv besluttet noget?
– Jeg vil bare undgå konflikter, Mette… Mor er bekymret.
Der var ingen konflikt, men der var et bryllup. Gæsterne bestod mest af mors veninder, kolleger og slægtninge. Mikkels far slentrede dovent ved siden af naboen, mens Mette ledte efter et kendt ansigt i salen. Hendes egne venner sad ved et fjernt bord, uden at blive introduceret.
– Her er den kvinde, jeg har opdraget til at blive min søns kone! – proklamerede svigermor stolt, mens hun rejste sig med et glas i hånden. – Nu kan jeg endelig slappe af: Mikkel går ikke på afveje.
– Tak, – mumlede Mette, mens hendes eget glas blev mere bittert.
Den første bryllupsnat endte ikke i det reserverede værelse, men i svigermors lejlighed.
– Børn, så sent, hotellet er aflyst, I skal flytte i morgen – sov her hos mig. Jeg har lagt en sofa frem. Jeg har brug for en god nats søvn, blodtryk og så videre, forstår I.
Mette og Mikkel lå på den smalle sofa. Hun i en blomstret, men ubekvem bluse, han i en T‑shirt med Carlsberg‑logoet. Ingen sagde et ord.
– Er du træt? – hviskede han.
– Jeg forstår ikke, hvor jeg er, hvem jeg er, og hvis bryllup det er.
Han svarede ikke.
Næste dag flyttede de ind i den samme lejlighed, i et lille værelse med to skabe og et vindue, der så ud på en kælder. Mette trak vejret dybt.
– Vi må holde ud lidt, – sagde Mikkel. – Vi sparer op og flytter videre. Mor har givet lov til at slippe for husleje, så det er penge i sparegrisen.
Men med besparelsen kom reglerne: mad kun på fastlagt tidspunkt, bad kun om fredagen, rengøring efter skema. I starten smilede Mette, men så begyndte hun at bide tænderne sammen.
– Mette, læg kniven sådan, det er ikke normalt her. –
– Mette, bind håret, vi har ikke kvinder med løst hår i huset. –
– Mette, hvorfor har du smurt så meget creme på? Den er dyr. Jeg købte den på apoteket, så brug den sparsomt.
– Mor, er du seriøs? – spurgte Mikkel en dag. – Det er jo Mette, hun kan…
– Hun kan, hvis hun vil være husets dronning. Indtil da er det min.
– Vil du sige noget? – spurgte Mette sent om aftenen. Han spillede på telefonen og tygge på et æble.
– Ignorér hende, hun har den slags temperament. Jeg har levet sådan hele mit liv – og det er fint.
– Jeg vil ikke bare “intet”. Jeg vil leve.
Arbejde blev hendes fristelse. Mette blev længere på kontoret, meldte sig til aftenkurser i illustration. Nogle aftener sprang hun over middagen for at spise på caféen – roligt, uden “Mette, vi har ingen saltbøtter her”.
En dag ventede en overraskelse derhjemme. Køkkenet var tomt, på bordet lå en seddel: “Håber du har spist. I familien skal alle bidrage. I dag var du ikke med. Middag er til familien, ikke til egoister”.
Mette indså, at dette ikke var hendes hjem.
Forsøg på at tale med Mikkel endte i stilhed eller: “Mette, hold ud. Jeg holder ud”. Til sidst pakkede hun en rygsæk, lagde ringen på natbordet og gik. Hun overnattede hos en veninde, fandt et lille værelse for sig selv, arbejdede, tegnede, trak vejret. Hun levede igen.
En måned gik uden opkald fra hverken Mikkel eller svigermor. Kun en sms: “Du har forrådt familien”.
Et halvt år senere kom et brev fra en advokat. Svigermor havde sagsøgt om “refusion af bryllupsomkostninger”. Mette svarede ikke. Advokaten rystede på hovedet i retten: “Vi har ingen skriftlige beviser. Alt var mundtligt. Ingen grundlag for sag”.
Så sluttede hendes første ægteskab.
Hun mødte derefter Erik. Han bar ikke T‑shirts med mærkelige logoer. Han spurgte ikke “hvad sagde mor?” Men: “Hvad passer dig?”, “Hvordan har du det?”, “Skal vi køre til kysten?”.
– Har du en mor? – spurgte Mette efter to måneder.
– Ja, hun bor i en anden by, hun elsker sin kat Misser. Hun vil ikke have besøg – siger hun, vi er unge, så er det bedre uden hende.
Mette græd. Erik blev bekymret: “Sagde jeg noget forkert?”
– Nej, bare… du forstår ikke, hvor værdifuldt det er.
De holdt ikke et prangende bryllup. De skrev blot under, gik i en park og spiste is. Så sad de på en bænk. Ingen mor, ingen pres, ingen fremmede servietter og regler.
– Ved du hvad, – sagde Mette, – jeg var gift før.
– Jeg havde en fornemmelse. Men nu er du med mig, og alting bliver anderledes.
Det skete.
Et år senere så Mette Mikkel ved metroen. Han stod med en pose fra Netto og stirrede tomt.
– Hej.
– Hej, Mette, du ser godt ud.
– Tak. Hvad så?
– Mor har igen valgt mig en brud. Det er allerede den tredje. Den første holdt ikke ud. Den anden gik aldrig til bryllup. Mor siger, det er en svag generation.
– Hvad med dig?
– Jeg vil bare undgå konflikter. Jeg drømmer nogle gange om vores bryllup. Du griner, og jeg kan ikke forstå hvorfor.
Mette smilede bare og gik videre. Bag hende ventede Erik, en kop kaffe og et liv uden tredjeparter.
Om foråret omplantede Mette sine sukkulenter. Hun gjorde det med omhu, som om hun omarrangerede minder: de gamle i små potter, de nye i store, med plads til vækst.
Livet med Erik var en anden verden. Han spurgte ikke, hvor hun har været, eller hvorfor hun ikke købte den slags brød. Han accepterede hende, hendes arbejde, hendes stilhed om morgenen og hendes højlydte latter om aftenen. De byggede ingen illusioner, blot ro.
– Jeg tror, vores sukkulent har brug for ferie, – sagde Erik, mens han tør
