Aften, jeg afspillede optagelsen for min mand. Han lyttede til den flere gange, helt chokeret over, at hans mor kunne opføre sig på den måde.
Inden jeg selv blev gift, havde jeg læst og hørt så mange historier om svigermødre og svigerdøtre fra veninder og bekendte. Jeg var dog sikker på, at jeg nok skulle slippe udenom den konflikt, for jeg har altid været god til at undgå ballade og troede, jeg kunne håndtere enhver situation.
Mit første møde med min svigermor, Lisbeth, var præget af en lidt anspændt stemning. Hun smilede ellers pænt og spurgte til min familie og mit job, men hendes ros lød altid lidt spydig, og hendes øjne var kolde. Hun antydede tilmed, at hendes søn sagtens kunne have fundet sig noget bedre. På trods af hendes kommentarer og tydelige skepsis, blev vi gift. Selvfølgelig var Lisbeth ikke tilfreds med den udvikling, så hun var kun til stede til brylluppet i en time, og så tog hun hjem hun sagde hun havde hovedpine.
Det blev først rigtig svært, da vi efter brylluppet flyttede sammen i min mands lejlighed på Nørrebro. Hans mor havde stadig en nøgle. Jeg kom hjem lidt før ham hver dag, omkring klokken 15, begyndte at lave aftensmad og ordne de daglige pligter, men næsten hver dag kom Lisbeth forbi, og så begyndte bøgeriet: jeg strøg forkert, skar grøntsagerne forkert, foldede håndklæderne forkert og meget mere. Jeg ville ikke optrappe konflikterne, og ofte brød jeg sammen i gråd, når hun havde sagt, hvad hun mente. Derefter gik hun bare, som om intet var hændt. Jeg fortalte aldrig min mand, Rasmus, om det måske fordi jeg havde håbet, det ville holde op, men det blev kun værre og værre. Lisbeth bemærkede, at jeg ikke sagde fra, og så pressede hun bare endnu mere på. Hun lod dog altid, som om hun kun ventede på at få et barnebarn.
En dag besluttede jeg mig for at optage hendes ord på min mobil. Så snart hun trådte ind ad døren, gik hun straks i gang med at fortælle, hvor uduelig jeg var, og hvordan jeg ikke kunne finde ud af noget som helst. Jeg sagde ikke meget, undskyldte bare i ny og næ, og da hun endnu engang fik mig til at græde, tog hun pænt afsked og sagde, hun sås igen dagen efter.
Om aftenen spillede jeg optagelsen for Rasmus. Han lyttede til det flere gange, helt målløs over, at det virkelig var hans egen mor. Senere ringede han hende op, og så kom sandheden frem. Hun prøvede desperat at bortforklare sig og sagde, at jeg bare fandt på ting for at skabe splid, men han havde jo hørt det hele, så han gjorde det klart, at fra nu af skulle hun kun komme, når hun var inviteret, og at han ville skifte alle låsene næste dag.
Efter hele den episode tog det lang tid før jeg var mig selv igen. Jeg begyndte endda at tale med en psykolog, for mit selvværd var fuldstændig i bund. Senere kom vores datter, Frederikke, til verden, og tingene begyndte så småt at rette sig op. Jeg ser ikke længere min svigermor, Rasmus tager selv hen til hende, og nogle gange tager han Frederikke med. Han presser mig aldrig, for han ved, hvor meget det har kostet mig at komme ovenpå igen.
