Freja, hvor er Missemor? Allerede idet jeg træder ind ad døren, mærker jeg uro i kroppen. Normalt er min store, røde kat det første, der springer ud i entreen og miaver højlydt om sin tomme skål. Men i dag mødes jeg bare af en mistænkelig stilhed.
Mikkel sidder i køkkenet, med blikket stift i bordet og nægter at møde mine øjne. Hans mor, Birgitte Andersen, som har boet hos os i over en uge nu, sidder roligt med sin kop kaffe, som om alt er helt normalt.
Hvor er katten? gentager jeg, og kan mærke kulden sprede sig helt ud i fingerspidserne.
Slap af nu, siger svigermor og vifter med hånden. Der er ikke mere af din kat. Den stak af.
Hvordan det? Den har jo aldrig været ude! Hun er bange for alt udenfor! Hvem har åbnet døren?
Jeg kørte hende ud helt uden skyldfølelse i stemmen, siger Birgitte. Ud til skoven, udenfor byen. Der er masser af frisk luft, plads og mus. Sådan en kat skal leve rigtigt. Herhjemme er der jo bare snavs: Hår over det hele, kattetisselugt det dér kattebakke! Mikkel og jeg tænker jo på børnebørn, og det går bare ikke for et barn at vokse op i så uhygiejniske forhold!
Jeg bliver stående som naglet til gulvet. Skoven? Vinteren? En huskat?
Mikkel, var du med på det her? spørger jeg min mand.
Freja, mor sagde hun havde allergi mumler han uden at se på mig.
Hun har allergi overfor menneskelighed! udbryder jeg. Hvor eksakt slap I hende af?
Det kan jeg da ikke huske, svarer Birgitte køligt. Et sted ved landevejen, måske tyve kilometer udenfor København. Du finder hende ikke. Du skal ikke flæbe, jeg gjorde hende faktisk en tjeneste.
Jeg tager resolut bilnøglerne.
Hvis jeg ikke finder hende, hvæser jeg lavt, så må I be.
I tre dage leder jeg efter Missemor. Jeg vader rundt i sneen, råber hendes navn, hænger opslag op på lygtepæle. Jeg tager fri fra arbejde, får ikke spist, sover næsten ikke bare for at nå at finde hende.
På tredjedagen, hen mod aften, ringer min telefon.
Undskyld, leder du efter en rød kat? Hun sidder herude ved tanken og miaver som om hun græder.
Jeg farer afsted. Det er hende. Tynd, beskidt, rystende, med et forfrossent øre. Hun genkender mig straks, springer op i mine arme og spinder, selvom hun næsten ingen kræfter har tilbage.
Jeg kører hende straks til dyrlægen. Drop, indsprøjtninger, behandling. Dyrlægen siger, hun kommer igennem det.
Jeg er hjemme igen tidligt om morgenen vred, udmattet, tom.
Birgitte ligger i stuen, bredt sig ud på min sofa. Hendes kuffert står ved døren hun havde ellers tænkt at blive et par dage mere.
I stilhed samler jeg hendes kuffert sammen, tager hendes frakke, støvler, hue fra skabet og lægger det hele i bagagerummet.
Så vækker jeg Mikkel.
Op. Vi kører nu.
Hvorhen? spørger han søvnigt.
Vi skal køre din mor til stationen.
Vi vækker svigermor.
Birgitte, pak dine ting. Vi skal af sted til Hovedbanegården.
Hva snakker du om? Mit tog går først om to dage! protesterer hun.
Planerne har ændret sig.
Vi sætter os i bilen. Jeg siger ikke et ord. Mikkel forsøger at sige noget, men et blik fra mig får ham til at tie stille.
Jeg kører ud af byen, forbi afkørslen mod stationen.
Freja, hvor er du på vej hen? svigermor sidder nu helt ude på sædekanten. Stationen er da den anden vej!
Det ved jeg.
Jeg parkerer ved den samme tankstation, hvor jeg fandt Missemor. Tyve kilometer fra byen. Skov, sne, og bidende vind.
Jeg stiger ud, åbner bagagerummet og sætter hendes kuffert på vejkanten.
Ud med dig, Birgitte.
Hvorfor? hun ser skræmt på mig.
Hvorfor? Her er jo natur, frisk luft. Du kan nyde lidt frihed. Det er sundt!
Er du blevet sindssyg?! råber hun. Det er iskoldt! Jeg kommer til at fryse!
Der var også koldt for Missemor. Men du kaldte det en god gerning.
Mikkel! råber hun efter sønnen. Sig noget!
Mikkel ser bleg ud. Han kigger først på hende, så på mig, så ud i mørket.
Mor bestil en taxa, siger han lavt. Freja har ret.
Jeg sætter mig ind igen.
Du har en mobil. Der kommer en taxa om fyrre minutter. Missemor havde ingen mobil.
Vi kører væk. I bagspejlet kan jeg se hende stå og vifte med armene ved siden af sin kuffert.
Selvfølgelig frøs hun ikke ihjel hun tog en taxa ind til byen. Men mit hjem har hun ikke sat sine ben i siden. Og Mikkel han undskylder længe. Jeg siger bare, at hvis han én gang til lader være med at beskytte dem, vi har gjort tamme, kan han følge med sin mor ud. Til skoven.
Er det hævn eller retfærdighed? Kan man overhovedet tilgive den slags grusomhed mod de svageste?
