Se, der går Rasmus, og vasker opgangen sammen med sin mor! Sådan pegede ungerne udenfor blokken altid efter mig hele min barndom.
Vi havde ikke mange penge, min familie var beskeden. Mor og far passede deres arbejde fra mandag til fredag, men selv lørdag var de i gang. De greb hvad som helst, bare for at tjene en krone ekstra.
Det kan simpelthen ikke være rigtigt med al den svineri! Solsikkefrøskaller overalt i opgangen, cigaretskodder hvad foregår der? Er hun ikke betalt for det, den rengøringsdame?
Naboerne diskuterede på ejendomsmødet, utilfredse med rengøringen i opgangen. Den gamle rengøringsdame havde ikke styr på noget, og alle var trætte af at betale for det. Så fik min mor ideen: Hun tilbød at gøre rent hver lørdag og to ekstra dage om ugen, for færre penge end hende den anden.
Selvfølgelig blev alle straks enige det var jo billigere!
Så begyndte mor at vågne tirsdag og torsdag klokken fire om morgenen for at kunne feje opgangen fra femte sal og ned til stueetagen, og bagefter vaske med sæbe og moppe i hvert et hjørne. Hun kom hjem, tog et hurtigt bad, lavede morgenmad til os og skyndte sig videre til sit andet job.
I starten syntes jeg slet ikke, det var pinligt det, min mor lavede. Jeg var faktisk stolt hun var vigtig i blokken, fordi hun holdt det rent for os alle sammen. Da jeg gik ud af tredje klasse med højeste karakterer, stod hun og ventede på mig udenfor blokken med sine slidte rengøringstøj. I den juni havde hun taget fri fra sit andet arbejde for at male opgangen hun svedte, men hun gjorde det, fordi hun kunne tjene lidt ekstra.
Da hun så mig komme med laurbærkrans, slap hun moppen og slog armene om mig med tårer i øjnene af stolthed.
Men da jeg gik i sjette, blev jeg ældre, og stoltheden blev til skam. En dag efter skole begyndte mine venner igen at pege og råbe.
Rasmus, drop bøgerne, kom og grib kosten DET er din fremtid!
Jeg sænkede hovedet. Mor lagde en hånd på min skulder, men jeg rev mig fri og styrtede op på værelset. For første gang skammede jeg mig over at vi var fattige, og at det var min mor, der gjorde rent i opgangen, mens mine kammerater så på.
Mor, hvorfor er vi så fattige? Hvorfor skal du gøre rent i blokken? De andre børn griner af mig
Jeg råbte frustreret en aften. Og årene efter skammede jeg mig ikke over, hvad vennerne sagde, men over at have sat min mor til vægs på den måde.
Hvorfor ser du kun, hvad du ikke har, dreng? Hvem har sagt, du er fattig? Får du mad, når du kommer hjem? Har du madpakke med i skole, som de andre? Får du nye vinter- og skoletøj hvert år? Mangler du bøger? mor talte strengt.
Jeg sagde ingenting.
Hvis jeg ikke vaskede opgangen, havde vi haft det langt sværere, sagde hun stille.
Den samme sommer brugte mor og far de penge, de havde sparet sammen, for min skyld: De tog mig med til Skagen, så jeg kunne se Vesterhavet. Det var min belønning for mine flotte karakterer og min krans. Først bagefter gik det op for mig, at mor kun havde påtaget sig malerarbejdet i hele opgangen, for at vi kunne komme til havet sammen.
Årene gik. Mor blev anset for blokkenes rygrad. Naboerne respekterede hende, hun holdt det hele sammen. Nu gik jeg på gymnasiet, var blevet en stor knægt, og jeg skammede mig ikke længere. Jeg var stolt, og nogle lørdage hjalp jeg hende med at feje trapperne.
Rasmus, drop kosten gå ud og score nogle damer! råbte de samme drenge, der engang havde gjort grin med mig.
Jeg trådte ud foran blokken, moppen i hånden, og råbte over til dem:
Griner I af mig, fordi jeg gør rent?
Jeg vil hellere holde om kosten end bare lommerne!
De blev stille. Én kiggede ned i jorden, en anden trak på skuldrene.
Og én ting til, sagde jeg, mens hjertet hamrede:
Kosten her har taget mig til havet, mættet mig og lært mig at stå med fødderne på jorden. Hvis det er min fremtid, bærer jeg den med stolthed.
De sagde ikke mere. Listede væk, hver til sit.
Og mor, der stod i døren med de slidte hænder fulde af sæberester, smilede til mig.
Den dag vidste jeg, at sand rigdom ikke handler om penge,
men det at kunne se sine forældre i øjnene, uden at skamme sig.
Og lige siden har jeg, uanset hvor højt jeg nåede, altid husket hvor jeg kom fra
og hvem der lærte mig, hvad værdighed betyder.
Min mor.
Ethvert job er ærligt arbejde, og folk, der slider, har fortjent respekt.
Hvis du er enig, skriv RESPEKT og del historien. Hvad ville du have svaret de drenge, der kastede ondsindede ord?
Se lige Dorinel, som hjælper sin mor med at vaske opgangen! Sådan pegede ungerne foran blokken på mi…
