Børnebørnene ser frugt én gang om måneden, men hun køber det dyreste foder til sine katte, klager svigerdatteren og beskylder mig for at være hårdhjertet…
Min svigerdatter har fundet på at skamme mig over, at hendes børn kun får frugt en gang om måneden, imens jeg køber kvalitetsfoder til mine katte. Men sagen er jo, at børnene har både en far og en mor, som bør tage ansvar for, at de får sund og varieret kost mine katte har kun mig. Da jeg for længe siden sagde til min søn og hans kone, at de måske skulle overveje at tage en pause med børneflokken, fik jeg klart besked på at blande mig udenom. Og det gør jeg nu. Jeg passer mit og forkæler kattene, mens jeg lytter til min børneglade svigerdatters evindelige brok.
Min søns bryllup blev holdt, da svigerdatteren allerede var gravid. Selvfølgelig mente de begge, at de giftede sig af stor kærlighed, og at graviditeten bare var tilfældig. Jeg var skeptisk, men det var ikke min sag at kommentere mere på. Min søn er voksen og må tage ansvar for sine valg.
Svigerdatter havde arbejde som kasseassistent i et supermarked inden barslen. Stort set hele graviditeten gik hun og fik sygedage, fordi hun ikke kunne klare kontakten med kunderne, der hele tiden lavede ballade. Hendes temperament var heller ikke ligefrem nemt eller tålmodigt, så jeg tvivler ikke på, at hun var indblandet i diverse konflikter.
Hvordan min søns kone opfører sig, rager mig efterhånden ikke vi bor jo hver for sig. Jeg i min lille lejlighed, og de i deres ejerlejlighed. Før boede sønnen og jeg i en treværelses lejlighed, som jeg ejede. Da han skulle giftes, solgte vi den, og jeg købte en etværelses for min del af pengene. Sønnen lagde sin del til udbetalingen på en ny treværelses lejlighed, som han tog lån i banken til.
“Hvorfor vil du overhovedet have sådan en stor lejlighed nu, du betaler jo mange flere penge for den?” spurgte jeg dengang, da jeg endnu ikke anede, at han snart skulle have barn og familie. Men så behøvede jeg ikke spørge mere.
Sønnen betalte selv af på lånet. Svigerdatteren var jo for det meste sygemeldt og snart på barsel, så hun bidrog ikke økonomisk. Men penge til at bruge, dét kunne hun finde ud af, så de unge havde altid stramt med økonomien.
Jeg blandede mig ikke, for jeg gad ikke ende med at få skylden for alt. Han havde selv valgt hende så måtte han også leve med det. Vi boede ikke sammen, så vi skulle ikke slås om, hvem der skulle gøre rent eller købes ind til.
Faktisk bor min søn tæt på mig, og han kom ofte forbi efter arbejde for at spise aftensmad. Svigerdatteren gad ikke lave mad hun sagde, hun blev dårlig af madlugten. Det kan fint passe, det vil jeg ikke diskutere.
Da det første barnebarn kom til, overvejede jeg om jeg skulle tilbyde min hjælp det er jo første barn men jeg blev ligeud bedt om at holde mig væk. Hun havde internettet og sin egen mor til at spørge til råds. Nå, det passede mig egentlig fint. Siden har jeg bare besøgt dem for at hilse på barnebarnet og give lidt godter, ikke for at hjælpe.
Sønnen kæmper hårdt med lån, kone og barn, men han klager ikke han ved, at det er ham selv, der har valgt både konen og lejligheden. Jeg har ondt af ham, men kan kun hjælpe med en middag eller et kram og sige, at det nok skal gå bedre, når konen kan komme på arbejde igen.
Dog planlagde hun ikke noget job efter barslen. Da den ældste var knap to år, blev hun igen gravid. Jeg forsøgte at antyde, at de da tog familieforøgelse meget seriøst og måske skulle tage en pause, men min svigerdatter gav mig straks mundkurv:
“I skal ikke blande jer i, hvordan vi lever! Vi klarer os fint uden jeres hjælp,” sagde hun.
Min søn mumlede noget om børnepenge og tilskud, og hvordan det ville hjælpe til med budgettet. Og hvad kan jeg så sige? Forholdet til svigerdatteren var aldrig specielt hjerteligt, og efter hendes påtale holder jeg mig helt væk fra dem. Sønnen kommer indimellem med det ældste barnebarn på besøg, men jeg tager aldrig selv kontakt.
Sådan går dagene. Jeg lever mit liv, og de lever deres. Sønnen brokker sig tit over økonomien, og det sniger sig ind, at stemningen derhjemme heller ikke er god. Men jeg siger ikke noget. Skal jeg råde ham til skilsmisse? Tale med konen? Skifte job? Som om det bare er sådan lige.
Det andet barnebarn kom til verden, og denne gang blev jeg slet ikke inviteret på barselsbesøg. Det gjorde ondt, men jeg ville ikke tvinge mig på. Hvad skal jeg med folk, der ikke vil have mig? Sønnen sagde ikke et ord imod konen, så der var ikke noget at gøre.
Jeg så min anden sønnesøn for første gang, da han var syv måneder, fordi jeg fik lov til at komme til det ældste barnebarns fødselsdag. Jeg havde gaver med og lidt ekstra til bordet, fordi jeg vidste, de ikke havde mange penge. Jeg blev der et par timer, men svigerdatteren gik rundt med stift ansigt, som om hun gjorde mig en stor tjeneste, at jeg overhovedet måtte komme.
Jeg gider virkelig ikke rende efter unge kvindfolk for at forsøge at gøre dem tilfredse. Så jeg presser mig ikke på, og de inviterer mig heller ikke. Min kontakt er nu mest med det ældste barnebarn, som min søn tager med forbi mig engang imellem, mens det yngste holder svigerdatteren for sig selv.
Det går stadig ikke godt med økonomien i deres lille familie. Familietilskuddet, de brugte på boliglånet, løste ikke alle problemer. Sønnen klager oftere over, at konen ikke kan spare, og at han heller ikke er bankdirektør. Jeg tier stadig.
For nylig mødte jeg helt tilfældigt svigerdatteren i Netto. Jeg bemærkede straks, at hun igen er gravid. Hun kiggede ned i min indkøbskurv:
“Selvfølgelig! Dine børnebørn ser kun frugt én gang om måneden, mens du køber dyrt foder til kattene,” hvæsede hun nærmest, før hun hev den ældste dreng i hånden og gik hurtigt væk.
Men hvem har egentlig ansvaret for, at jeg har råd til at købe godt foder til mine katte, mens deres børn ikke kan få frugt? Hun ved jo, at økonomien halter, at lånet trykker, og at min søn ikke har god stilling for tiden, men hun fortsætter med at få flere børn. Hun kunne jo også arbejde, hvis hun ville have flere penge til frugt. Hvorfor skulle det være mit ansvar?
Nu kan jeg næsten vædde på, at hun helt vil forbyde mig at se børnebørnene for jeg er jo ikke den rigtige mormor, der straks giver alle mine penge til sønnens familie. Man bør leve sit eget liv, men det virker ikke til, at hun eller min søn rigtig forstår det. Det er egentlig det mest triste af det hele.
