Katten sad foran opgangen. I denne opgang havde han boet i mange år sammen med sin gamle bedstemor. Hvor hun dog elskede ham. Hun tilbad ham som sit eget barnebarn. Inde i ham rumlede der som en lille traktor omkring hans hjerte, og en dejlig varme bredte sig. Men det blev ikke ved.
Da hans gamle ejer døde, kom der pludselig en masse mennesker på besøg. Mens hun levede, kom der ellers aldrig nogen. Nu blev hun begravet, og alle forsvandt igen og han stod mutters alene tilbage. Hoveddøren til lejligheden blev låst, og han blev lukket ud. Den store, gamle grå hankat sad nu direkte foran hoveddøren, hvor han før havde levet et hyggeligt liv med sin ejer. Vinterkulden piskede gennem den tykke pels, mens folk skyndte sig forbi, optaget af deres egne travle ærinder.
Alle hastede af sted, bekymrede over deres egne problemer. Og katten sad bare og kiggede efter dem. Folk bar gaver hjem, for det var nytårsaften. Maven knurrede, og han havde både lyst til mad og et toiletbesøg. Men man kan vel ikke gå på toilettet uden sit sædvanlige kattegrus? Kan en kat bare sådan lade vandet midt på gaden? Katten så spørgende på de forbipasserende, men ingen ænsede ham eller hans stille undren.
Han lagde sig på den kolde jord og lukkede øjnene. Han havde intet sted at gå hen. Skumringen faldt på, og sneen begyndte at dale. Flagerne smeltede hurtigt på den varme pels, men snart frøs det til is, og katten begyndte at fryse voldsomt. Lysene tændtes i vinduerne, derfra lød glade stemmer og aromaen af festmad. Maven snurrede ekstra højt, men der var intet at spise.
Vinterstormen dansede rundt i København og blæste sneen så gaderne blev dækket. Pludselig lød et brag, og katten løftede hovedet. Fyrværkeriet overdøvede alt, byen blev oplyst et øjeblik i et festligt skær, og for katten føltes det som om det var blevet dag. Men derefter vendte mørket og kulden tilbage gaderne lå øde hen, mens alle fejrede nytår i deres varme lejligheder. Katten lukkede øjnene og forberedte sig på, at dette måske var hans sidste nat.
“Ingenting… det går snart over,” tænkte han, “jeg skal bare holde lidt ud, så bliver alting varmt, og jeg ser min bedstemor igen.”
Nogen kom gående. Katten åbnede øjnene. Lige foran ham stod et par store støvler. Katten tænkte, at det var bedst, hvis der bare kom et spark, så var det slut. Men pludselig blev han løftet op af stærke, varme hænder.
Der er du jo! lød en uventet blid stemme.
Han kiggede op og så en stor mand, én han havde genkendt fra begravelsen.
Vi har ledt efter dig overalt. Hele familien har rendt rundt i gården i timevis. Det er min skyld, jeg troede min kone havde taget dig, hun troede jeg gjorde. Undskyld, sagde manden og satte i løb, med katten trykket fast ind mod siden.
Katten så forbløffet til, mens byen suste forbi. Ved bilen åbnede manden døren, lagde katten på passagersædet og tørrede forsigtigt hans kolde, våde pels med en bunke gamle fodboldtrøjer.
Bare jeg får dig tør, så du ikke bliver forkølet, og så kører vi hjem, mumlede han stille.
Han lagde et varmt håndklæde på sædet og svøbte katten i det. Bilen startede, og de kørte hurtigt gennem de sneklædte, festlige gader. Manden, stor og godmodig, styrede med én hånd, holdt telefonen med den anden, og råbte med glædestårevædet stemme:
Skat, skat, jeg har fundet ham! Ja, fundet! F-U-N-D-E-T! Hvor han var? Lige ved opgangen, han lå bare dér. Ja, han har det fint. Vi er hjemme om lidt, så fejrer vi nytår sammen! sagde han febrilsk, mens han klemte telefonen mellem skulderen og øret.
Han vendte sig for at sige noget til katten, men så at den var faldet i søvn. Katten sov og smilede i drømme. Og sig ikke, at katte ikke kan smile. For dybt inde i hans lille kattehjerte tordnede en traktor forsigtigt videre.
Tro aldrig, at nytårsnatten ikke kan bringe mirakler. De findes, selvfølgelig findes de man må bare hjælpe dem lidt på vej, så får vi masser af dem …
Der har du Dine Lykkelige Forandringer.
