Hvem skal lave mad til os, hvis du går?
Hvad har du gang i? Hvor skal du hen? Og hvem skal lave mad til os? spurgte hendes mand, da han så, hvad Karen gjorde efter endnu et skænderi med sin svigermor.
Karen kiggede ud ad vinduet. Gråt og trist, selvom det var begyndelsen af foråret. I deres lille by i Nordjylland så solen sjældent dagens lys. Måske var det derfor, at folk tit virkede mutte og lukkede.
Hun lagde mærke til, at hun næsten ikke smilede længere. Den rynke i panden, der altid var der, fik hende til at se et årti ældre ud.
Mor! Jeg går nu, råbte hendes datter, Yrsa.
Ja, ja, svarede Karen fraværende.
Ja hvad? Giv mig nogle penge.
Gåture er ikke længere gratis? sukkede hun.
Åh mor, kan du ikke lade være med at spørge om sådan noget? Yrsa blev irriteret. Mine venner venter, skynd dig nu! Hvorfor så lidt?
Det er rigeligt til en is.
Knauser! sagde Yrsa højt, smækkede døren og lyttede ikke til sin mors forklaring.
Karen tænkte på, hvor sød Yrsa havde været, før hun blev teenager.
Karen, jeg er sulten! Er maden klar? råbte hendes mand, Henrik, vredt.
Ja, det står på bordet, svarede hun uden følelser.
Kan du ikke servere det for mig?
Karen var lige ved at tabe gryden. Sikke en frækhed
Vi spiser i køkkenet, Henrik. Hvis du er sulten, så gå i gang. Ellers gør som du vil, sagde hun og satte sig alene ved bordet.
Et kvarter senere kom Henrik slentrende ud i køkkenet.
Det er blevet koldt ad.
Så kunne du være kommet før.
Jeg bad dig jo! Ingen kærlighed eller en lille indsats for mig! Du ved jo godt, at jeg ser fodbold! knurrede Henrik, mens han spiste kylling. Smager heller ikke af noget.
Karen himlede med øjnene. Han havde aldrig gået op i fodbold før, men nu brugte han flere tusind kroner på billetter, trøjer og alt muligt andet.
Uden at spise op tog Henrik en øl og en pose kartoffelchips, og gik tilbage foran fjernsynet. Karen stod alene tilbage og ryddede det hele af.
Alt det arbejde og ingen satte pris på hendes indsats.
Hun var udmattet efter vagten på sygehuset, hvor hun var oversygeplejerske. Hver dag mødte hun op til sure og syge patienter. Hun følte, at hele verdens brok og stress ventede på hende både på arbejdet og derhjemme. Og derhjemme ventede desuden vasketøj, opvask og praktiske pligter.
Er der ikke mere? Henrik kiggede i køleskabet efter mere øl. Hvorfor er der ikke flere?
Du har selv drukket det hele! Skal jeg også handle for dig? Træk lige vejret, Henrik! sagde Karen, nu på randen.
Du er alt for følsom svarede han og smækkede køleskabet i, før han gik ud for at købe mere, inden næste kamp.
Karen gik i seng. Hun havde en lang vagt dagen efter, men kunne ikke falde til ro. Hun bekymrede sig for Yrsa. Hvor var hun henne? Og hvem var hun sammen med?
Det var allerede mørkt, og Yrsa var stadig ikke kommet hjem. Karen turde næsten ikke ringe til hende hun ville bare få skældud.
Du gør mig til grin foran vennerne! Lad nu være med at plage mig! havde Yrsa råbt sidste gang. Efter det holdt Karen op med at ringe. Hun trøstede sig med, at datteren lige var fyldt 18. Yrsa havde ikke lyst til at arbejde eller studere. Hun havde afsluttet gymnasiet og skulle nu på “ophold for at finde sig selv”.
Halvt i søvne hørte Karen pludselig sin mands jubel sikkert fordi AaB havde scoret. Kort tid efter hørte hun ham snakke højt med en nabo, som var kommet forbi. Naboen og hans partner blev og så kampen med Henrik. Senere den nat kom Yrsa hjem, lavede larm i køkkenet, spiste og gik direkte i seng. Da stilheden lagde sig, og Karen endelig var på vej til at sove, begyndte katten, Snøvsen, at miaue for at få mad.
Er der ingen andre end mig i det her hus, der kan fodre katten? sagde Karen højt, træt og frustreret. Hun håbede at nogen hørte det. Yrsa sendte hende et opgivende blik bag høretelefonerne, og Henrik snorkede allerede foran TVet med en øldåse i hånden.
“Nu er det virkelig nok,” tænkte Karen.
Dagen efter vækkede telefonen hende. Det var svigermor.
Karen, min skat, husker du, vi skal have sået frø i dag? Og vi skal også ud på landet og få ryddet op lidt
Ja, jeg ved det godt, sukkede Karen træt.
Vi tager af sted i morgen.
Hendes eneste fridag blev endnu engang brugt ude i Kolindsund, under svigermors skarpe blik.
Nej, du skal holde kosten sådan! råbte svigermoren, Judith, fra bænken.
Jeg er næsten 50, Judith, jeg ved vist godt, hvordan man fejer, sagde Karen endelig fra.
Ja, hvis bare Henrik havde været her
Hvor er din kære Henrik? Hvorfor hjælper han ikke sin egen mor? Hvorfor skal vi tage bussen tre timer for at komme herud? Og du nævner kun Henrik, Henrik hele tiden
Han er træt.
Og jeg? Tror du ikke, jeg også er?
Så brast det for Karen Hun fortrød hurtigt, at hun havde åbnet munden. Judith elskede retten og retfærdigheden så længe det var til hendes egen fordel. Hele sit liv havde Judith dyrket Henrik, mens Karen bare var den praktiske, hun kunne udnytte og helst overse.
De tog bussen hjem igen, begge tavse. Dagen efter ringede Judith til Henrik og lod al sin utilfredshed gå ud over ham, så han eksploderede.
Hvordan kunne du tale sådan til min mor? råbte Henrik. For uden hende
Uden hende hvad? Karen krydsede armene og mærkede pludselig, at hun ikke kunne holde flere ydmygelser ud.
Ja, så havde du stadig arbejdet på hjemmeplejen, hvis ikke min mor havde hjulpet dig til jobbet på regionshospitalet! udbrød han, som om han havde trumf på hånden. Lønnen var bedre, men hverdagen var stressende, og Karen havde tit fortrudt, at hun havde forladt den rolige hjemmepleje. Hvad er det, du laver? spurgte Henrik forbløffet, da han så, hvad Karen havde i hænderne.
Men det, Karen havde besluttet sig for, havde han slet ikke fantasi til at forestille sig!
Livets lektie: Nogle gange glemmer mennesker, hvor meget vi bør sætte pris på hinanden og det, vi gør for hinanden. For at et hjem kan blomstre, må alle tage ansvar, vise omsorg, og anerkende hinandens indsats ellers visner selv den stærkeste sammenhold.
Hvem skal lave mad til os, hvis du går din vej?
— Hvad laver du? Hvor skal du hen? Og hvem skal så …
