Mænd fødes som drenge.
For omkring femten år siden, sent om aftenen, løb en sygeplejerske ind i vores vagtstue fra modtagelseslokalet.
Patienten er kritisk på den anden operationssal!
Jeg var allerede på vej, holdet var samlet, og på bordet lå en pige på omkring seks år. Mens jeg klædte mig på og steriliserede udstyret, fik jeg de nødvendige detaljer.
En bilulykke havde ramt en familie på fire: far, mor og tvillingerne, en dreng og en pige.
Den mest alvorligt sårede var pigen; hendes krop blev ramt i højre bagdør, præcis hvor barnet lå.
Mor, far og hendes bror kom kun med lette skraber og blå mærker og fik førstehjælp på stedet.
Pigen havde brud, bløde traumer, revne sår og betydeligt blodtab.
Et par minutter senere kom blodprøverne, og med dem beskjeden om, at vi lige nu manglede en tredje positiv donor. Det var kritisk pigen var svær, tidsrammen var i minutter. Vi foretog straks blodprøver på forældrene. Faderen havde en anden positiv, moderen den fjerde. Så huskede vi på tvillingen; hans blod var den tredje, vi behøvede.
De sad på en bænk i modtagelseslokalet. Mor græd, far var bleg, drengen så ud som om håbet forsvandt. Hans tøj var gennemblødt af sygeplejerskens blod. Jeg satte mig ved siden af ham, så vores øjne var på samme niveau.
Din søster er hårdt ramt, sagde jeg.
Ja, ved jeg, græd drengen og gnubbede sine øjne med knytnæven. Da vi kolliderede, slog hun hårdt ind. Jeg holdt hende på knæene; hun græd, så faldt hun til ro og faldt i søvn.
Vil du redde hende? Så må vi tage noget af dit blod til hende.
Han tørrede sine tårer, så sig omkring, trak vejret dybt og nikkede. Jeg kaldte på en sygeplejerske med en gestus.
Det er tante Karen. Hun vil føre dig til procedurerummet og tage blodet. Tante Karen er meget erfaren; det gør næsten ikke ondt.
Okay, svarede drengen, indåndede dybt og vendte sig mod sin mor. Jeg elsker dig, mor! Du er den bedste! Så til far: Og dig, far, elsker jeg. Tak for cyklen.
Karen førte ham ind i procedurerummet, mens jeg skyndte mig til den anden operationssal. Efter operationen, da pigen allerede var overflyttet til intensivafdelingen, vendte jeg tilbage til vagtstuen.
Jeg så, at vores lille helt lå på en sofa i procedurerummet under et tæppe. Karen havde ladet ham hvile efter blodtagningsproceduren. Jeg gik hen til ham.
Hvor er Jytte? spurgte drengen.
Hun sover. Alt bliver fint med hende. Du har reddet hende.
Hvornår dør jeg?
Nå ikke lige foreløbig, først når du er blevet rigtig gammel.
Først forstod jeg ikke hans sidste spørgsmål, men så gik det op for mig. Drengen troede, at han ville dø, så snart blodet blev taget, og han sagde farvel til sine forældre i den tro, at hans liv var slut. Han ofrede sit liv for sin søster et sandt heltemod.
Årene er gået, men hver gang jeg tænker på den aften, kribler det i min ryg. Historien minder os om, at ægte mod ofte er at sætte en andens liv over sit eget, og at kærlighedens vilje kan lyse selv i de mørkeste timer. Det er i de øjeblikke, hvor vi ser, hvor lille vores egen eksistens er i forhold til den kærlighed, vi kan give.
