Mandag, 17. juni
To uger skrev jeg sammen med hende sød pige, klog og sympatisk, ingen kæreste. Vi blev enige om at mødes i København, jeg kender et hyggeligt kaffested på Nørrebro. Gjorde mig lidt umage med tøjet og købte blomster, som man nu gør. Da vi mødtes, var hun faktisk endnu flottere end på billederne mørkhåret, store krøller, fine stiletter og en grøn glitrende kjole. Jeg blev sgu en smule genert.
Vi slentrede sammen gennem gaderne, snakkede om alt og intet. Jeg tænkte, at nu sætter vi os snart ind, får en kop kaffe og en god snak. Men så sker det mest absurde jeg falder lige pludselig ned gennem et åbent dæksel midt på fortovet. Jeg mærker smerten i anklen, og støvet klistrer sig til mit tøj, men lige så hurtigt fatter jeg ikke, hvordan jeg nu nogensinde skal komme ud derfra.
Jeg råber på hende, hun hedder Kirstine, men hun tør tydeligvis ikke komme for tæt på. Jeg skriger lidt mere, til hun langt om længe nærmer sig: “Er du okay?” råber hun ned. “Ja, men jeg kan altså ikke komme op selv få fat i nogen!”. Hun forsvinder i, hvad der føles som en evighed, og jeg begynder at tro, jeg aldrig ser hende igen. Endelig vender hun tilbage sammen med en tjener fra caféen med en skammel, og på mirakuløs vis kravler jeg op pivstøvet, håret fuld af mærkelige nullermænd. Hun står dér med et smil; jeg bliver skidesur.
Du kunne da godt have hentet hjælp noget hurtigere, siger jeg surt. Jeg kunne jo have brækket benet eller endt med at blive kvalt dernede, du kunne have vist lidt mere omtanke! Hun trak bare på skuldrene og sagde tørt: Du burde bare være glad for, jeg ikke smuttede ellers havde du siddet der endnu som en muldvarp.
Der var ikke meget romantik tilbage dér. Min lyseblå skjorte var smadret af mudder og min hæl gjorde ondt. Jeg sagde undskyld, tilbød at følge hende til metroen, og vi gik videre i tavshed.
Det var først der, det gik op for mig hun var slet ikke den Kirstine, jeg havde skrevet med. Selvom hun var mørkhåret og krøllet med grøn kjole, bar hun sandaler og ikke stiletter og havde en anden buket blomster. Det hele blev nærmest helt surrealistisk!
—
Tirsdag, 18. juni
Vi mødte hinanden på en chat, så helt fin ud på billederne, skrev med masser af humor. Efter to uger syntes jeg, vores interesser matchede: begge kunne lide poesi, begge elskede kaffe, og vi aftalte at ses i virkeligheden. Slentrede gennem byen, snakkede og grinede, og vejret var dejligt. Jeg så en hyggelig kaffebar på Østerbro, spurgte om han ikke ville ind? Intet svar, han lod som ingenting. Måske syntes han, det var for dyrt men han havde da i det mindste blomster med, så nærig kunne han vel ikke være. Jeg prøvede igen, kom nu, lad os bare hyggesnakke lidt over en latte stadig tavshed.
Jeg vender mig rundt og han er forsvundet. Uden et ord, som dug for solen. Måske blev han fornærmet, måske syntes han ikke om mig og stak bare af? Gid vide hvad han tænkte. Mænd burde altså opføre sig pænere! Jeg brugte hele eftermiddagen på at forberede mig, og så det her.
Da jeg kom hjem, tænkte jeg bare: sådan en fyr gider jeg ikke bruge mere tid på. Han røg direkte på min blokeringsliste. For hvad skal jeg med sådan en urban nar?
—
Onsdag, 19. juni
Det var min fødselsdag efter arbejde gik jeg med Anna, min bedste veninde. Vi fik kaffe og kanelsnegle på Frederiksberg. Hun gav mig mine yndlingsblomster, freesiaer. På vej hjem fra caféen hører jeg pludselig nogen kalde jeg kigger, men der er ingen. Så ser jeg længere fremme et åbent dæksel; jeg kigger ned og ser en fyr, der ikke kan komme op.
Jeg tager selvfølgelig ansvar! Først ringer jeg til redningsberedskabet ingen tager den. Så finder jeg en ukrainsk gadefejer på hjørnet, men han forstår ikke dansk, smiler bare. Helt ærligt, jeg måtte gå tilbage til caféen for at spørge tjenerne. De fandt heldigvis hurtigt en stige bagved og fik den slæbt ud.
Ud af hullet kommer en ret flot, men meget møgbeskidt fyr vred på mig, fordi det tog så lang tid at hente hjælp. Utroligt, tænkte jeg, her prøver man at redde folk, og så får man bare skældud! Jeg fik sagt min mening, men han undskyldte og spurgte, om han måtte følge mig til metroen. Ja, hvorfor ikke jeg skulle jo alligevel den vej.
Vi gik, og han sendte mig nogle skæve blikke. Så spurgte han pludselig:
Du er vel Kirstine?
Ja, det er jeg da, svarede jeg, hvorfor spørger du?
Ikke for noget, sagde han og smilede, jeg hedder Martin.
Sådan gik min fødselsdag. Nu har vi faktisk set hinanden i et halvt år, og jeg tror, vi er forelskede. Jeg driller ham tit med hans “grubearbejde” den dag, og han kalder mig altid Kirstine den Store.
Nu siger jeg til alle mine veninder: drop de sociale medier og alt det pindehalløj! Man møder ikke en ordentlig mand gennem beskeder det sker ude i virkeligheden i København, på en helt almindelig hverdag.
