En dreng fra den anden side reddede sin mor
En lille dreng ringede til mig og bad mig om at redde hans døende mor. Hun blev reddet, men som det senere viste sig, var drengen Mikkel, som havde ringet, allerede begravet for en måned siden… Jeg er læge. Gennem årene har jeg oplevet de mest utrolige historier. Nogle var triste, andre glade, og nogle bare sære. Men en af dem, måske den mest mystiske, er især hængt ved mig.
Det skete i starten af min karriere i begyndelsen af 1980erne. Jeg var lige færdig på medicinstudiet og var blevet placeret på en klinik i en lille by. Jeg havde forestillet mig et forfalden bygning, men i stedet var det et nyt, moderne sygehus. Personalet modtog mig med åbne arme. Jeg var så glad! Den første uge var relativt rolig, selvom jeg havde travlt med patienter til langt ud på aftenen. En fredag besluttede jeg at møde tidligt for at nå at ordne papirarbejde, før der kom patienter. Der var stadig en time til åbning, så sygeplejersken Anette var ikke kommet endnu. Men lige da jeg begyndte, ringede telefonen pludselig.
Jeg tog røret og hørte en drengs klare stemme: “Lars Hansen! Min mor har det skidt! Bøgevej 11, kom hurtigt!” “Hvad er der galt med hende?” spurgte jeg. “Hun dør!” svarede drengen, nu mere sagte. “Hvorfor dør hun? Hvad er der sket? Ring efter en ambulance!” sagde jeg engsteligt. “Der er ingen hjemme, kun mig. Og min lillesøster er ikke kommet endnu,” hviskede drengen. Lige så pludseligt blev forbindelsen afbrudt.
Jeg greb min kittel og skyndte mig mod adressen. Efter et kvarter stod jeg foran huset. Døren stod på klem. “Er der nogen, der har bestilt en læge?” råbte jeg, men der kom intet svar. Indenfor fandt jeg en kvinde liggende over sengen, hendes hoved dinglede nedad. Ansigtet var blegt under mørkt, uredt hår.
Jeg greb hendes hånd huden var iskold, men der var en svag puls. På gulvet lå en tom tabletbehølder. Alt tydede på, at hun havde taget en livsfarlig dosis medicin. Jeg havde aldrig før behandlet et selvmordsforsøg. Tiden var knap. Jeg så en telefon på natbordet og ringede efter en ambulance. Mens jeg ventede, ydede jeg førstehjælp. Ambulancen kom hurtigt. Jeg fortalte lægerne, at hun havde taget forkert medicin og selv opdaget det i tide, for at undgå at hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling dengang var man ikke blød omkring selvmordstilfælde.
Da de bar hende ud på båren, havde nysgerrige naboer allerede samlet sig. “Lægen, hvad er der sket?” spurgte en ældre dame. “Er hun død?” “Hun klarer sig,” svarede jeg. Den gamle kvinde sukkede: “Det må være hendes Mikkel, der kalder på hende. Drengen druknede for en måned siden.” “Men hun har jo to børn. En dreng og en pige,” protesterede jeg. Hun rystede på hovedet: “Nej, hun havde kun den ene. Han var hendes eneste barn.”
Det var en mysterium. Hvem havde ringet til mig? Hvem var den “lillesøster”, drengen havde nævnt? Jeg havde ikke tid til at spekulere, for nu begyndte vagten. Anette udbrød: “Lars Hansen, hvor har du været? Jeg blev bekymret!” Jeg fortalte hende om den underlige begivenhed. “Jeg kender den familie,” sagde Anette tungt. “Kvinden hedder Lise. Hun var så glad for deres søn, Mikkel. De ventede i årevis på et barn. Og så måtte de miste ham…”
Pludselig så hun eftertænksomt på mig: “Men én ting forstår jeg ikke. Hvordan kunne nogen ringe til dig, når klinikkens telefon endnu ikke var tilsluttet?” “Hvad mener du?” stirrede jeg på hende. Hun løftede telefonen, og først nu så jeg, at der slet ikke var nogen ledning.
Jeg var målløs. Havde en afdød dreng ringet til en telefon, der ikke virkede? Var jeg ved at blive sindssyg? Men samtalen havde været ægte. Resten af dagen tænkte jeg over det, og efter arbejde besøgte jeg Lise på hospitalet.
Hun var ved at komme sig, og jeg fik lov at se hende. Hendes mand takkede mig: “Hvis ikke det var for dig, havde jeg mistet min Lise.” Kvinden stirrede tomt ud ad vinduet. “Hvordan fandt du mig?” hviskede hun med livløs stemme. Jeg fortalte om den mærkelige opringning. En tåre løb ned ad hendes kind: “Det var Mikkel. Han reddede mig.”
Jeg tog hendes hånd: “Din søn vil have, at du lever. Derfor ringede han. Kæmp for hans skyld! Måske får du endnu flere børn han talte om en lillesøster.” Men hun rystede hovedet: “Lægerne siger, jeg aldrig bliver gravid igen.”
Jeg forlod værelset med et knust hjerte. Jeg besøgte ikke Lise igen, for det føltes forkert at trænge sig på. Men historien forfulgte mig i årevis. Jeg hørte senere, at hun og manden flyttede væk.
Fem år gik. En vinterdag under konsultationen bankede det på døren. “Kom ind,” sagde jeg og så til min overraskelse Lise og hendes mand stå der. Hun var forvandlet smilende og strålende. Den ene hånd hvilede på hendes mave, den andre holdt fast i en femårig pige. “Møde vores datter, Freja,” sagde Lise. Pigen gemte sig bag sin mor, men Lises øjne lyste af lykke.
“Hvis ikke du havde reddet mig den dag, havde jeg aldrig oplevet denne glæde. Vi tog til et børnehjem, og dér stod Freja på trappen, som om hun ventede på os. Så forstod jeg, hvorfor Mikkel ikke lod mig dø. Og så skete der et mirakel.” Hun rørte ved sin mave.
Årene er gået, men jeg tænker stadig på den dreng, der på en eller anden måde nåede ud til mig fra den anden side. Nogle gange, når natten er stille og jeg ikke kan sove, tænker jeg, at måske er det ikke os, der holder fast i dem men dem, der holder fast i os. Og hvis det er sådan, så har Mikkel måske alligevel aldrig forladt sin mor.
