Olina, alt det her behøver du altså ikke. Jeg er gift og elsker min kone, sagde han med den sætning, han allerede havde forberedt.
Anders og Kirstine havde levet sammen i 22 år. Lidenskaben var fadet ud med årene, og deres forhold var roligt, præget af dyb hengivenhed mere end noget andet. Deres datter gik på andet år på lægestudiet i København, helt som begge hendes forældre. Hvordan kunne hun andet, når hendes barndom havde været fyldt med snak om medicin, patienters klager og diskussioner om behandlinger ved middagsbordet? Allerede som lille elskede hun at bladre i anatomiatlasserne og lure på kroppens mysterier.
Anders havde lagt mærke til Kirstine første gang, da praktikopholdene begyndte på Rigshospitalet. Han havde hjulpet hende med at undersøge en ung mandlig patient, der flirtede upassende med Kirstine. To år senere, netop inden lægestudiets afsluttende eksamen, blev de gift.
De fik begge arbejde på samme hospital i Lyngby. Kirstine på hjerteafdelingen, mens Anders blev ortopædkirurg. Det var sjældent, de fik fri samtidig, men i dag havde de begge fri på samme tid og kørte hjem sammen.
Skal vi svinge ind forbi Netto? Vi mangler grøntsager til salaten, sagde Kirstine.
Kan vi ikke undvære salaten bare én aften? Jeg er træt, operationen var svær, svarede Anders, mens han styrede bilen med vante hænder gennem Hellerups myldrende eftermiddagstrafik.
Måske, men i morgen står vi altså igen og mangler. Sæt mig bare af ved butikken, så kan du køre hjem, foreslog Kirstine.
Og så skal du slæbe tunge poser alene, mens jeg ligger derhjemme med dårlig samvittighed? Nej, vi tager den sammen, sagde Anders og kørte ind på parkeringspladsen foran supermarkedet.
Inde i butikken trillede Anders vognen blandt hylderne, mens Kirstine fyldte varer i den.
Jeg sagde det jo, bemærkede Anders i køen og pegede på den nu overfyldte vogn.
Til gengæld slipper vi for at gå i butikker flere dage! grinede Kirstine og sendte ham et drillende blik. Åh, jeg glemte brødet! sagde hun og forsvandt i en fart.
Anders sukkede og begyndte at lægge varerne op på båndet. Der var ikke meget plads, så pakken med pasta væltede ned på bunken af varer, der tilhørte kvinden foran ham i køen.
Kvinden sendte ham et strengt blik. Han undskyldte og holdt pakken i hånden uden at vide, hvor han skulle gøre af den.
Da han så op igen, mødte han hendes blik næsten lige så høj som ham, brune øjne, dybe furer om munden. Hendes lyse hår var mat med mørke rødder samlet sjusket i en knold, og den brune frakke hang løst på hendes spinkle skuldre.
Han forsøgte at smile forsonende og kiggede rundt efter Kirstine. “Hvor blev hun dog af? Typisk, hvis hun nu også slæber chokolade eller ost med” Han sendte kvinden et hurtigt blik. “Mon jeg kender hende fra hospitalet?”
Anders? spurgte hun pludselig, og et lille glimt af glæde tændtes i hendes øjne.
Kender vi hinanden? Har du været patient hos mig? Undskyld, jeg kan ikke helt huske mumlede Anders.
Så du blev altså læge, som du altid drømte om? sagde hun. Jeg hedder Olina. Olina Madsen.
Nu da hun nævnte navnet, genkendte Anders de svage træk fra sin skoletid Stadionet bag Frederiksberg Skole, pigen, der løb foran ham med det lange mørke hår flyvende bag sig, mens han kun fulgte hende med længsel og aldrig nåede hende
Madsen?! sagde han endelig.
Er jeg blevet så meget forandret? spurgte Olina skuffet. Men du er blevet endnu mere charmerende.
Kirstine kom tilbage, smed brødet på båndet og gav Anders et nysgerrigt blik. Han blev så forfjamsket, at han ikke engang bemærkede de ekstra småting, hun smed i kurven helt usædvanligt for ham. Samlebåndet var allerede fyldt helt op, og kassedamen trykkede på knappen, så varerne rullede frem mod kassen.
Anders kom til sig selv.
Det her er Olina, en gammel klassekammerat. Og det er min kone, Kirstine, præsenterede han.
Kirstine hilste nysgerrigt, men Olina vendte sig bort mod kassen. Hun betalte sine varer, tog posen og gik hen mod døren, men hun gik ikke ud. I stedet blev hun stående lidt ved udgangen.
“Hun venter vel ikke på mig? Er det nu, hun vil begynde på patienthistorier eller klager over helbredet?” tænkte Anders.
Anders, har du min dankort? spurgte Kirstine.
Han betalte og samlede poserne op. Olina åbnede høfligt døren for ham situationen var akavet. “Hvorfor gør hun det?” tumlede det gennem hans hovede.
Alle tre trådte ud på trappetrinet foran butikken.
Hvor bor du nu? spurgte Olina, mens hun ignorerede Kirstine. Bor du stadig i dine forældres lejlighed?
Nej, vi købte en ejerlejlighed ved siden af dem, så vi kunne se dem ofte. Hvad med dig?
Jeg bor ikke så langt. Samtalen gik i stå. Det var rart at møde dig igen, men jeg må hellere gå, sagde hun og så på ham, som ventede hun et farvel.
Han svarede ikke. Hun vendte sig og gik med små, hastige skridt.
Var hun forelsket i dig? spurgte Kirstine, da de satte sig ind i bilen. Du har aldrig nævnt hende.
Nej det var ikke hende, der var vild med mig.
Sådan som hun så på dig, tror jeg nu ikke på det, bemærkede Kirstine drillende.
Det var mig, der var vild med hende, indrømmede Anders. Men hun valgte Ruben fra fodboldholdet.
Hun har vist fortrudt nu, grinede Kirstine og så på ham.
Om hun har eller ej, er ligegyldigt. Jeg fortryder ikke, svarede Anders lavmælt.
Siden talte de ikke om det. Den nat kunne Anders ikke sove. Han tænkte på ungdommen, sig selv som den kejtede dreng, der var ulykkeligt forelsket og næsten dumpede til eksamen på grund af hende. Det var dengang, før karaktergennemsnit og optagelsesprøver blev almindelige.
“Hun har forandret sig. Vi er jo jævnaldrende. Kirstine ser stadig ung ud. Mon livet med Ruben var hårdt? Man sagde, han skulle spille for landsholdet. Jeg selv en bogorm”
Han sov først ud på morgenen og hørte ikke, at Kirstine stod op. Efter gårsdagens tunge operation havde han besluttet at tage den med ro. Da han omsider stod op, var Kirstine væk, og på bordet stod der smurte rugbrødsmadder og en halvkold kaffe.
Han tog et langt bad, spiste langsomt og kørte på arbejde. Mens han holdt for rødt, genkendte han Olina, der stod og frøs ved et stoppested stadig med den brune frakke. Hans første indskydelse var at køre forbi og lade som ingenting, men hun vinkede, så han standsede og tilbød hende et lift.
Hvor var det heldigt, du så mig, jeg har ventet længe, mine fingre er iskolde! sagde hun og satte sig ved siden af ham. I dag så hun friskere ud, lidt makeup og håret redt op.
Han tænkte straks: “Hun har ventet på mig. Skiftede stoppested bare for at møde mig.”
Jeg vidste, jeg ville se dig igen, grinede Olina.
“Hvor længe har hun stået her? Siden klokken halv ni?” Inden han nåede at spørge, sagde han:
Har du brug for min hjælp? Er der nogen, der er syge?
Nej. Jeg ville bare gerne se dig. Vi nåede nærmest ikke at tale sammen i Føtex, sagde Olina og smilede skrøbeligt. Jeg kan ikke sove for tiden Kan du huske dengang du altid løb efter mig?
Du valgte jo fodboldstjernen, Ruben.
Du er brutal, Anders, svarede hun alvorligt. Piger tror ofte, de vælger prinsen, og først senere ser de sandheden.
Børn? spurgte han roligt.
Ingen. Ruben rejste konstant, kom hjem udmattet og faldt om på sofaen. Efter knæskaden blev han overhalet af alle. Fodbold og intet andet. Ikke engang børnetræner kunne han blive. Så begyndte han at drikke. Jeg prøvede at hjælpe, men jeg endte selv med at miste modet Jeg gik, før jeg druknede sammen med ham.
Der blev stille.
Hvor skal jeg sætte dig af? spurgte Anders.
Vi kørte for langt. Bare sæt mig af her, jeg tager bussen tilbage.
Han standsede ikke. Hun så på ham.
Har du børn egentlig? spurgte hun.
Ja, en datter. Går på medicinuddannelsen.
Hun er sikkert smuk og begavet som sin far. Stop her, Anders. Ser vi hinanden igen? spurgte Olina.
Ol nåede han lige at sige, da bilen bagved dyttede, og han blev nødt til at køre videre.
Stop, jeg finder selv tilbage. lover du, at vi ses igen?
Han nikkede, og da hun steg ud, åndede han lettet op.
“Hvorfor går jeg med til det? Jeg er gift og elsker Kirstine. Jeg har ikke brug for flere ‘vi ses’-løfter”
Men han mødte Olina igen efter få dage. Faktisk ventede hun på ham udenfor opgangen, mens regnen silede ned. Anders kom hjem fra nattevagt, hovedet tungt af træthed. Han så hende først, da hun råbte på ham.
Olina, du må stoppe alt det her. Jeg er gift og elsker min kone sagde han, klar med sin sætning.
Kan vi tale et sted? spurgte hun, som om hun ikke havde hørt ham.
Anders rystede på hovedet og så op på himlen.
Der er sikkert nogen hjemme. Skal vi tage snakken i bilen?
Kabinen duftede stadig af læder og bilens duftfrisker.
Du skal ikke tro, at jeg vil noget særligt, sagde Olina straks.
Så hvorfor jager du mig, Olina?
Da jeg så dig, vidste jeg det bare. Jeg vil ikke ødelægge dit liv. Afbryd mig ikke. Efter Ruben jeg har mistet troen på mænd. Jeg fortryder så meget, at jeg lod dig gå dengang. Jeg troede, du var rejst væk. Men du var lige her.
Ikke her, men i den anden ende af byen.
Ja, det sagde du vist. Hendes stemme døde ud.
Ville du blot fortælle, hvordan du har haft det?
Da jeg så dig i butikken, vidste jeg, at jeg havde ønsket at få et barn, en søn, med dig.
Olina, jeg vil ikke svigte Kirstine. Jeg elsker hende, gentog Anders.
Jeg har ikke råd til fertilitetsbehandling, sagde Olina, uden at tage notits af hans protest.
Hvad i alverden tænker du på? Hvordan kan du byde mig det? Det er jo vanvittigt, Olina, sagde han vredt.
Jeg er helt alene. Jeg kan stadig få et barn, men jeg lover, du aldrig skal høre fra mig igen. Kun denne ene gang
Hører du dig selv? råbte Anders næsten. Først skubbede du mig væk, nu tigger du næsten. Hvad er der blevet af dig?
Han så på hendes ansigt, som var fuldt af tårer.
Lad nu være prøvede han sagte.
Hun tørrede øjnene, men begyndte i stedet at grine stille. Grinet gik over i tårer. Hun hev et lommetørklæde frem.
Jeg griner af mig selv, ikke af dig, sagde hun til sidst. Undskyld mig, og steg ud af bilen.
Anders så efter hende, hun så så lille ud i regnen.
Da Kirstine senere kom hjem, stod Anders og lavede stegte kartofler.
Hvad er der sket? Du hader jo at lave mad, sagde hun mistænksomt.
Jeg så Olina igen. Han fortalte alt til Kirstine.
Hun lyttede stille, hele kroppen anspændt.
Jeg sagde nej. Tror ikke, hun vil forfølge mig mere. Du stoler på mig, ikke?
Jo Hun må være desperat sådan at bede dig om det. Hvorfor netop dig?
Anders trak på skuldrene.
Hun sagde, hun ville have, barnet skulle ligne mig. Kartoflerne er klar. Skal vi spise nu, eller vente på vores datter?
Lad os spise, sagde Kirstine blidt.
Senere så Anders Olina stå under et træ i gården.
Du tvinger mig til at flytte, sagde han til hende.
Jeg kom bare for at se dig én sidste gang. Jeg lover, du aldrig ser mig igen.
Hun gik væk. Hendes gang bar præg af sårbarhed og ensomhed. Han ville trøste hende men turde ikke.
Han så hende aldrig mere. Og han ønskede egentlig ikke at vide, om hun fandt en at dele sit liv eller sin drøm med. Han havde Kirstine. Og deres datter. Dem ville han aldrig risikere at miste for noget så tilfældigt som et ensomt ønske.
