Efter julen tog Lene tilbage til København for at arbejde:
Hvad mener du, Peder går vi fra hinanden?
Efter alt, hvad jeg har gjort for vores familie?
Du ved, efter julen føles hjemmene tommere. Grantræet drysser, tallerkenerne er ikke længere fyldte, grinene dør langsomt ud, og kufferterne sniger sig igen ud på entrégulvet. For Lene var det intet nyt. Hun var 50 år og havde levet det meste af sit liv væk hjemmefra for at sørge for sine nærmeste.
Morgenen hvor hun skulle afsted igen, holdt hun ekstra længe om sin mand. Hun kunne næsten fornemme, at noget var galt, men kunne ikke sætte fingeren på hvad.
Det er kun lidt endnu, sagde hun til ham. Hvis vi bare kan spare lidt mere op, så slipper jeg måske for at skulle tage afsted igen
København tog imod hende med den sædvanlige januarkulde. Den gamle dames lejlighed, de samme vægge, stilheden så tung og ensomheden krøb ind under huden meget mere end bagagen på hendes skuldre.
Kun et par dage efter ringede telefonen.
Peders stemme var slet ikke som den plejede.
Intet savn, ingen tålmodighed, ingen os tilbage.
Lene jeg kan ikke mere.
Hvad mener du med det?
Jeg vil ikke have, du er væk hele tiden. Jeg vil ikke leve sådan længere. Og jeg har mødt en anden.
Der blev så stille.
Hvad mener du, Peder går vi virkelig fra hinanden?
Efter alt, hvad jeg har givet af mig selv for vores familie? De år, hvor jeg forlod børnene, hjemmet, min ungdom og mit helbred alt sammen for vores fælles bedste?
Han sukkede.
Jeg vil bare ikke mere. Undskyld.
Telefonen føltes iskold i hendes hånd.
Lene sad og stirrede ud i luften øjnene våde, men tårerne kom endnu ikke. De kom først senere, når smerten for alvor satte sig fast.
Det var dér, det gik op for hende.
Hun indså, at intet er evigt.
At folk kan forlade dig, selvom du bliver.
At ofre sig selv ikke garanterer kærlighed.
At din loyalitet ikke binder nogen til dig.
At hun havde levet hele livet for andre, mens hun udsatte sig selv.
At hun satte familien højere end sin egen værdighed.
At hun sled sig selv op i håbet om, at kærlighed kunne købes med selvopofrelse.
Den aften græd Lene i den fremmede lejlighed.
Men ikke kun over Peder.
Hun græd over den kvinde, hun havde været den der aldrig valgte sig selv.
Over alle de år, der ikke kom tilbage.
Over den lektie, der gjorde så ondt og kom alt for sent.
Men lige dér lovede hun sig selv én ting:
Aldrig mere at opgive sig selv for andres skyld.
Aldrig mere forveksle kærlighed med at give afkald på sig selv.
Hvis intet varer ved, så skulle hun i det mindste altid have sig selv med.
Nogle gange kommer tabene, ikke for at knække os, men for at åbne vores øjne.
Efter julen tog Lene igen til København for at arbejde.
Men for første gang begyndte hun også at vende hjem til sig selv.
Hvis du nogensinde er rejst fra dem, du elsker, for deres skyld, så skriv: JEG GJORDE MIT BEDSTE.
Del historien måske rammer den en kvinde, der i aften græder alene i en fremmed lejlighed og har brug for at vide, at hun ikke er alene.
Fortæl os hvem har du ofret dig for og hvad fik du igen?
