11. juni
Nogle dage gør det ondt at skrive, men alligevel må det ned på papir. I dag kom Poul, en ældre mand fra Ballerup, ind på klinikken med sin hund, Balder. Jeg har set så mange rørende farvel mellem mennesker og deres dyr, men denne ramte mig på en måde, ingen andre før har gjort.
Poul var kommet første gang med Balder for tre dage siden. Balder er en 9-årig blandingshund, og Poul fortalte mig med grådkvalt stemme, at han ikke havde nogen anden i verden. De boede alene, og det lød som om, de havde hængt fast i hinanden gennem både gode og svære tider. Han trykkede den gamle, pjuskede hund ind til sig, som om adskillelse var helt utænkelig.
Da jeg undersøgte Balder dengang, var det straks tydeligt: alvorlig infektion, behandling nødvendig nu og her og desværre var det dyrt. Uden behandling ville Balder dø i smerte. Jeg sagde det, som det var: hvis han ikke havde råd, ville en aflivning være mere barmhjertig end at lade hunden lide ihjel. Jeg skammede mig næsten over at sige det, men jeg var nødt til at være ærlig.
Poul gik hjem med Balder den dag og lovede at gøre, hvad han kunne. I dag kom han tilbage, færdig af sorg og med småmønter samt krøllede sedler lige akkurat nok til en aflivning. Han bad om fem minutter alene med Balder før det skulle ske, mens jeg gik udenfor. Bag dørens matte glasrude kunne jeg høre Pouls stille gråd og se, hvordan han strøg Balder bag øret.
Det er mærkeligt, hvordan lykken ikke altid følger pengene, men alligevel styrer de vores skæbne. Tanken om, at kærlighed har en pris, gjorde mig vred og ked af det. Hvorfor er det sådan i Danmark, at en gammel mand kan være nødt til at sige farvel til det eneste væsen, han har, fordi pensionen ikke rækker ud over det mest nødvendige?
Derfor kunne jeg ikke mere. Jeg lagde min hånd på Pouls skulder og sagde: Jeg skal nok behandle Balder på min regning. Han er ikke for gammel til at komme sig. Jeg vil tage mig af ham, Poul det skylder jeg ikke bare Balder, men også mig selv. Det føltes som den eneste rigtige løsning og Pouls skuldre rystede, da han brød sammen i tårer.
En uge senere stod Balder frisk og logrende på klinikkens gulv, klar til at følge Poul hjem igen. Medicinen og omsorgen havde hjulpet, og da jeg så glæden i Pouls øjne, mærkede jeg et øjeblik af ren lykke. Nogle vil mene, det bare var en lille ting, men for både Balder og Poul betød det alt.
Jeg håber, der findes flere mennesker, som tør vise hjerte og varme i en kold verden. I dag gjorde jeg i hvert fald noget rigtigt og dét vil jeg tage med mig.
– Signe JensenEfter de var gået, blev jeg stående lidt i døråbningen. Klinikgangen lå stille hen, og kun et svagt træk af Balders duft sad stadig i luften. Jeg samlede de krøllede sedler op fra bordet, de som var ment til farvel, men nu blev til et nyt kapitel. Udenfor skinnede aftensolen, og jeg kunne se de to forsvinde op ad stien, skuldre tæt sammen, som om intet ondt længere kunne trænge sig ind imellem dem.
Det gik op for mig, at måske er det netop i de små, usynlige gerninger, vi for alvor ændrer verden. Ikke med store armbevægelser, men i stille stunder, hvor vi vælger med hjertet. I dag var ikke bare Balders og Pouls dag det var en påmindelse om, at medmenneskelighed stadig findes, at vi kan være forskellen for hinanden, hvis vi tør.
Og imens jeg slukkede lyset i klinikken for i dag, tænkte jeg, hvor heldig jeg er over at kunne gøre en forskel bare en enkelt gang imellem. Måske var det netop dét, der gjorde alt arbejdet værd.
En mand må ofre sin hund, fordi han ikke har råd til at redde den – men da dyrlægen ser tårerne hos …
