Mads Holm spiste sin anden frikadelle, da hans finger rutinemæssigt gled hen over smartphonens skærm. I feedet poppede et sort-hvidt foto op: en flok piger fra firserne, grinende, slanke, i korte nederdele. Under stod: “Jeg husker dengang, hvor piger spiste det hele og bare lo bekymringsløst. Ingen kalorietællere. Pigerne var smukke og ligetil. De var slanke, men uden diæter. Hvor blev de piger af?”
Mads stivnede med gaflen halvvejs til munden. Lidt længere nede skrev en eller anden “ekspert” hånligt: “Nymferne er blevet til madammer, fordi de ikke hoppede på sundhedsbølgen og stadig spiste remoulade med ske!”
Mads sendte et hurtigt blik til sin kone, Inger. Så ned på hendes slåbrok. Og tilbage på skærmen. Han kastede også et blik på vitrineskabet, hvor der bag glasset stod et bryllupsfoto i ramme. Dengang havde Inger været netop sådan en yndefuld gudinde med glimtende øjne og svanehals.
“Inger,” begyndte Mads forsigtigt, “kan du huske, hvordan du var dengang i halvfemsen?”
“Det kan jeg vel, Madser,” svarede hun uden at se op. “Dengang anede jeg ikke, jeg skulle stå og stege frikadeller til et helt regiment. Vil du have én til?”
Mads sukkede. Indeni voksede en udefinerbar, lidt såret følelse. Han så på Inger og så kun ekstra kilo og slidte hjemmesko. Hans egen mave og begyndende måneplaster bekymrede ham slet ikkemandlig forfald var vel naturens gang, ligesom overgang fra vinter til forår. Kvindelig derimod… Det mente han, var lig med dovenskab.
De næste dage var Mads ekstra opmærksom. I metroen spottede han jævnaldrende kvinder i smarte frakker. Og i nabokontoret var der jo Astriden sand åbenbaring. Astrid var alene, slank og skarpskåren som en dansk designstol. Hun gik i snorlige jakkesæt, parfumeret let af kølig citrus. Mads begyndte at give små, fikse komplimenter: holde døren, rose hendes “utrolige figur”. Astrid kvitterede med at glatte sit skinnende hår og underdrive, at hendes viljestyrke lod hende se ud som 30, selvom hun nærmede sig de 50. En rød buket fredag morgen forstærkede forbindelsen.
“Jeg går, Inger,” bekendtgjorde han højtideligt fredag aften, netop som hun fordelte kartoffelmosen.
Inger frøs med skeen i hånden. “Hvor skal du hen, Madser? Vi har jo ikke engang spist.”
“Jeg går,” gentog han med myndighed.
“Nå,” trak hun på skuldrene og hældte mosen tilbage i gryden. “Så snup lige et rugbrød og en liter kærnemælk med hjem, jeg glemte det i Brugsen.”
“Nej altså. Jeg forlader dig! For alvor! Du har ladet dig selv gå. Du er bare… en kone i slåbrok nu. Jeg vil have en kvinde, der har respekt for sig selv.”
Inger lagde skeen. Hun råbte hverken eller sank sammen. Hun betragtede sin mand, som om hun forsøgte at fange pointen.
“Så du fikser altså ikke hanen på badeværelset? Du går nu da? Pas nu påder er glat udenfor, og dine såler er jo slidte.”
Uden svar snuppede Mads sin pakkede kuffert og stormede ud i halvmørket; mod sin nye, perfekte tilværelse.
Inger stod et øjeblik i stilhed og var egentlig mest overrasket over sin egen ro. Så gik hun ud på badeværelset, smed slåbrokken og kiggede kritisk i spejlet.
“Nå,” sagde hun og klappede sig på siden. “Der ER lidt mave ja, men så heller ikke værre. Brysterne hænger trods alt ikke til navlen. Gråt hår? Det kan farves. Klipningen trænger, men pyt. Rynkerne omkring øjnene, dem har jeg da grinet mig til i de sidste tredive år.”
Hun gik tilbage i køkkenet og spiste færdig.
“Hvis han ikke er hjemme i aften…” Inger smilede pludselig helt barnligt. “Så kan jeg jo lade være med at lave frikadeller i morgen. Eller dagen efter. Ellertænk!jeg kan lade være helt! Sikke meget tid, jeg får frigjort!”
Det gik op for hende, at næsten tredive år af hendes liv havde drejet sig om gryder… og nu var hun fri!
Imens indtog Mads Astrids domæne. Men helvede begyndte lørdag morgen klokken fem.
“Op, Madser!” lød det, og der stod Astrid i neongrønt løbetøj. “Vi skal ud at løbe i Fælledparken. Lungerne skal renses for by-smog.”
Bagefter slæbte Mads sig ud i et minimalistikkt køkken uden skyggen af krummer. Astrid satte en skål med noget gråt foran ham.
“Det er spirede boghvede, chiafrø i mandelmælk.”
Han smagte og mumlede om sukker.
“Sukker er gift.”
“Så salt, måske?”
“Salt er den hvide død. Spis det, det giver dig energi!”
Energi smagte af pap. Mads lukkede øjnene og slugte første skefuld. Den næste gled nemmere, men han åbnede ikke øjnene: for sit indre blik så han en bakke kartoffelmos med smør.
Til frokost havde Astrid pakket dampet broccoli og selleri i madkassen. Mads gemte sig i hjørnet af frokoststuen, mens duften af stegt flæsk og karbonader drev gennem kontoret. Om aftenen ventede yoga og pilates.
“Stræk tæerne, Mads! Din lymfevæske er jo helt stillestående!” instruerede Astrid, mens han forsøgte at rulle sig sammen som “glad baby”, knasende i alle led.
Efter to uger begyndte Mads at drømme om flæskesteg og grillpølser. Hans liv blev én lang guerillakrig. På hjemvejen svingede han forbi DSB-stationens pølsevogn, tryglede den rare, rødmossede pølsemand om en hotdog og skyllede skylden ned med tyggummi for at skjule sporene.
En morgen, mens Astrid var på Womens Empowerment Retreat Tavshed for Tarmfloraens Skyld, gik Mads i Søndermarken. Dagens plan bød på fem kilometers løb. Parken var dækket af rå morgentåge og spredte motionister i samme desperate tilstand. Da så han Inger på stien ved siden af.
Hun var iført nyt lyserødt joggingtøj, håret var klippet smart, og ansigtet så forbløffende friskt ud. Hun gik let, og Mads indså: hun var ikke tyk. Bare dejligt dansk. Hygge, fri for pres og påtaget skønhed.
“Inger!” råbte han, nærmest bag hende. “Inger, vent!”
Hun stoppede og så roligt på ham.
“Nå, Mads. Løber du nu?”
“Inger, jeg er en idiot!” Mads begyndte at krænge sjælen ud midt på stien. “Jeg var så forvirret. Det var forkert! Må jeg ikke godt komme hjem? Til dig! Jeg savner dig, undskyld…”
Hun sagde overraskende let: “Så kom da hjem, Mads. Jeg bærer ikke nag.”
Mads spurtede nærmest på lette fødder for at hente sit tøj. Han glædede sig til duften af kartofler og ovnstegt kylling hjemme i køkkenet.
Inger tog imod ham i døren og betragtede hans blege ansigt.
“Du ser ikke for god ud, Madser. Men bare rolig: et par dage med rigtig mad, så er du dig selv igen.”
Mads blev helt rørstrømsk. Han kastede kufferten og stormede til køleskabetog stivnede.
I stedet for boller og simreretter stod nu rækker af små glas med urter, frø og noget mistænkeligt grønt. Køleskabet skinnede klinisk.
“Hvad er det her?” hviskede han.
“Åh, nu skal du bare høre!” Inger smilede. “Jeg har fundet ud af, hvorfor vores liv ikke fungerede. Vi havde jo for meget dårlig energi! Nu praktiserer jeg kvante-udrensning af karma gennem raw food. For både at tilgive dig og rense min aura har jeg droppet alt tung kost. Det hele herhjemme er nu månebaseret prana-maddu skulle bare prøve!”
Mads så på salatskålen, hun skar til ham.
“Inger… frikadellerne?” hviskede han.
“Frikadeller? Det er lavvibrationelt, Mads. Kun for folk, der ikke har fundet freden med sig selv. Og husk nu hændernesnavsede hænder ødelægger det spirituelle plan.”
I badeværelset stirrede han længe i spejlet på sit udhungrede ansigt, mens han lod vandet bruse. Han ventede på, at vandet skulle overdøve lyden, da han stillelist listede ud og styrtede ned ad trappen, kufferten blev ståendenu var intet ballast nødvendigt!
Han spurtede mod metroen, til byens pølsevogn. I hans fejlsultende fantasi var den glade pølsemand ved Hovedbanegården nu selve inkarnationen af livet som det burde leves: syndigt, herligt og dejligt dansk, uden noget kvantekarma eller chiafrø.
