Inden hun tager på jagt, svøber moren sit unger i blæretang fra det kolde danske hav.
I det åbne Kattegat kan denne enkle handling betyde forskellen mellem liv og død.
I de iskolde vande langs Danmarks kyst har danske havoddere udviklet en bemærkelsesværdig adfærd. Før de dykker efter føde som krabber, muslinger eller søpindsvin lader mødrene deres unger ligge trygt inde mellem tætte tangskove, der flyder på havoverfladen.
Tangens kraftige rødder forankrer sig mod havbunden, og de lange bånd strækker sig op og griber forsigtigt om ungen, så den ikke føres bort af strømmen.
De nyfødte odderunger kan endnu ikke dykke. Deres pels den tætteste blandt pattedyr holder så meget luft, at ungerne bogstaveligt talt driver ovenpå som små propper.
Det holder dem varme, men gør dem også sårbare: blot et vindpust eller en strøm kan føre dem langt væk på få øjeblikke.
Derfor vikler moren omhyggeligt ungen ind i blæretang som om hun lægger et naturligt tæppe over den. Nogle gange skærmer hun endda ungens øjne med tangbladene, for at berolige den og holde den rolig.
Først derefter dykker hun lydløst ned under overfladen.
Adskillige gange forsvinder hun i dybet, indtil hun vender tilbage til det nøjagtige sted, hvor hun efterlod ungen, for at sikre, at alt stadig er i orden.
I et af verdens barskeste have kan overlevelse afhænge af blot en spinkel tangstrimmel og moderens urokkelige instinkt.
Selv midt i det danske havs barske bølger er det moderhjertets omsorg, der holder alt sammen.
Før hun tager på jagt, svøber moren sit unger i tang fra det danske hav.






