Det Fremmede Sommerhus
For et år siden købte familien Madsen et sommerhus på landet. Da han rundede de halvtreds, følte Poul en stærk trang til at have et ekstra sted at slappe af. Hans barndom ude på landet fik ham til at længes efter havearbejde og duften af jord.
Det lille hus var ikke noget særligt, men det var holdt godt ved lige. Poul malede træværket på huset, reparerede hegnet og satte en ny låge på.
Jorden var lige tilpas til kartofler og lidt grøntsager, men frugthaven skuffede: Ikke ret mange træer, og kun et lille hjørne med hindbærbuske.
Bare rolig, min skat, vi skal nok få det hele på plads efterhånden, sagde Poul, mens han gik i gang.
Hans hustru, Mette, gik nysgerrigt rundt mellem bedene og nikkede anerkendende til sin mands planer.
På den ene side boede venlige naboer, som dog sjældent kom, men de passede deres grund. Til gengæld var der total forladthed på modsatte side. Hækken var halvvejs væltet, og det hele flød over med ukrudt.
Det ukrudt blev Madsens store plage hele sommeren igennem.
Poul, det er til at blive skør af, det grønne vælter ind i vores have. Hele grunden bliver snart kvalt, jamrede Mette.
Poul greb straks hakkejernet og gik til kamp mod de stride urter. Men uanset hvor meget han sled, kom de altid igen.
Mette, se engang, deres pæretræer ser faktisk ud til at give godt i år, sagde Poul og kiggede over nabohegnet.
Og det der abrikostræ… det er virkelig flot, svarede Mette og pegede på et træ, der bugnede af frugt. Nogle grene hang endda ind over deres grund.
Gad vide, om vi nogensinde møder de folk, bemærkede Poul lidt opgivende. Måske dukker de op for at høste.
Til foråret kunne Poul ikke dy sig og vandede naboens træer med sin egen slange han syntes, det var synd, hvis de gik til i tørken.
Men nu irriterede det vilde ukrudt ham bare mere og mere.
De kunne da i det mindste slå græsset én gang i sommer, sukkede Mette.
Da familien Madsen næste gang kom op, blev de helt overraskede over alle de abrikoser, der hang klar til at blive plukket. Det var ikke usædvanligt hos folk i omegnen, men alligevel på en forladt grund…
Nej, nu går jeg over og slår deres ukrudt ned, erklærede Poul, jeg kan ikke holde ud at se det hele gro til.
Se nu, Poul, sagde Mette og pegede på de overhængende, tunge abrikosgrene.
Poul fandt den lille stige frem. Vi tager da lige det, der hænger ind til os, før det rådner væk der kommer jo aldrig nogen.
Det er jo egentlig ikke vores, indvendte Mette.
De ville alligevel gå til spilde, protesterede han og begyndte at plukke de modneste frugter.
Lad os samle hindbær til børnebørnene, foreslog Mette, du har trods alt slået deres ukrudt, så noget-for-noget, ikke?
Ingen gider passe stedet, det hænger som en forældreløs parcel op ad vores, ingen bekymrer sig om det.
(inspireret af kunstneren Jens Peter Møller)
På arbejdet faldt Poul i snak med sine kollegaer i frokostpausen. Lastbilchaufførerne stod i en kreds og udvekslede oplevelser fra deres sommerhuse.
Hver gang jeg vender ryggen til, er der nogen, der sniger sig ind og tager æbler de har rystet mine træer to gange allerede, klagede Henrik Rasmussen, der snart gik på pension.
Poul fik sved på panden ved tanken om, at han for nylig selv havde samlet abrikoser på nabogrunden, og pærerne stod snart for tur.
Hvor ligger dit sommerhus egentlig? vovede Poul at spørge.
Ude i Birkevang Haveforening uden for Roskilde, sagde Henrik.
Nåh, sagde Poul lettet, vores ligger længere ude, mod Høje Tåstrup.
Ja, derude mod Tåstrup modner det jo typisk lidt før, indrømmede Henrik. Hos os sker der ingenting, men alligevel kommer folk og stjæler, de har sågar gravet kartofler op overvejer snart fælder.
Pas nu på, det kan give ballade, indskød en af de andre. Ender bare med, det går ud over dig selv.
Men er det så i orden at stjæle? udbredte Henrik sig fortørnet.
På vej hjem fortrød Poul pludselig dagen, hvor de havde plukket abrikoserne på nabogrunden. Det var ikke hans kollegas have, men samvittigheden gnavede.
Som barn havde han selvfølgelig også stukket næsen for langt ind i andres haver, men det var jo bare for sjov og så et par gange.
Nu var det noget andet han havde taget af naboens høst og havde stadig blikket rettet mod de kommende pærer.
Godt nok havde Poul plantet nye træer på egen grund, som engang ville vokse til, men det gode abrikostræ… det føltes altså synd at lade det hele gå til.
Der kommer jo aldrig nogen, prøver Mette at berolige ham, ingen har været her hele året.
Jeg føler mig som en tyv, sukker Poul.
Skal jeg så smide abrikoserne ud? spørger hun. Jeg har faktisk allerede givet halvdelen til børnene, indrømmer hun stille.
Lad dem nu bare ligge, det er alligevel for sent.
Sommeren gik, mens familien Madsen passede også den forladte nabogrund især ved at bekæmpe ukrudtet. Pærerne holdt de nøje øje med, mens de håbede på at se de rigtige ejere.
Men da frugten til sidst dryssede ned i græsset, samlede Mette en håndfuld pærer i forklædet.
Da efteråret kom, og deres egen grund blev sat i stand, kastede de et sidste blik over på naboens. Selv plankeværket så medtaget ud, som om det tiggede om at blive rettet op.
Ved lågen lå der en bunke affald rester fra et gammelt skur: rådne brædder, ituslåede vinduer, stumper af tøj… Men selv mellem skramlet forsøgte et par standhaftige blomster at bryde frem.
__________
Den vinter rumsterede minderne om sommerhuset hos Poul han følte både vemod og glæde.
Så snart det blev forår, tog Madsen-familien ud igen.
Tror du, ejerne kommer tilbage i år? spurgte Mette om den forladte grund.
Poul trak på skuldrene. Stakkels have, og træerne, det gør ondt at se…
Da tiden kom til at vende køkkenhaven, ringede Poul til en lokal mand for at få det pløjet.
Hele tiden gled blikket over til naboens jordlod de havde allerede slået det værste ukrudt med Mette, men det burde vendes!
Hør, makker, hvis vi nu også vender den jord ved siden af, jeg betaler for det, foreslog Poul.
Men Poul, hvad har du gang i? Det er jo naboens, indvendte Mette.
Jeg kan bare ikke holde ud at se den jord stå og gro til…
Skal vi så passe på andres jord året rundt? spurgte Mette, denne gang alvorligt.
Lad os efter frokost gå forbi Haveforeningen og undersøge, hvem der egentlig ejer grunden jeg kan ikke holde den der vildnis ud mere.
_________
I haveforeningens lille kontor sad en kvinde og slog op i medlemsbogen, brillerne skubbet helt ud på næsen. Hvad var adressen igen Kirsebærvej 45?
Ja, det er den, svarede Mette. Man må da kunne overtale dem til bare at slå græsset og høste frugten det er jo sørgeligt at se sådan en frugthave tilgro.
Nu er det sådan, sagde damen bag skranken, ejeren har opgivet, nu er det foreningens grund.
Den har simpelthen ingen ejer længere? spurgte Poul.
Ja, det ser sådan ud. Den gamle ejers familie ville ikke have arven, ingen tid til det så nu kan du købe grunden billigt, hvis du vil. Alle papirerne er i orden.
Hvad siger du, Mette skulle vi købe jorden lovligt denne gang?
Tror du, vi kan klare det?
Vi gør den i stand og giver den videre til børnene og børnebørnene.
____________
Ak ja, som man siger: Småt kan også gøre det, grinede Mette, da de gik rundt i den nye have.
Det er næsten som om, haven har valgt os nu er den vores barn, sagde Poul.
Jeg fjerner bare alt affaldet godt vi har trailer med, så vi kan køre det væk, og får sat hegnet i stand. Frugthaven skal have nyt liv!
Om sommeren glædede Poul sig over træernes kroner og blomsterne, Mette havde plantet. Jorden på den gamle nabogrund trak vejret igen og åd nærmest regnen op.
Se lige, hvor godt vores lille have har fået det, jublede Poul.
En dag ankom børnene: datteren Karen, svigersønnen Søren og børnebørnene. De to største, Mikkel og Carl, løb ud til bilen, mens lillesøster Astrid stivnede over en blomsterkrukke, så Poul kunne tage et billede af hende.
Jeg synes, det er hyggeligt her, sagde Søren, mens han rullede haveslangen ud for at vande kartoflerne. Måske skulle vi plante stikkelsbær næste år?
Det bliver op til jer, sagde Poul den her ende kan vi lægge græs i, så børnene kan lege.
Jeg køber en lille pool til dem, lovede Søren og pegede over mod hegnet. Skal vi så gå i gang og få det sidste hegn skiftet?
Lad os endelig, nikkede Poul, nu er hele haven jo faktisk blevet vores. Det er næsten som om, den er gledet ind i vores liv af sig selv og se nu bare, hvor frodig den er blevet… Der kommer mange hindbær i år.
Det Udenlandske Sommerhus: En fortælling om Dubois-familiens nye kolonihave, naboernes forfaldne hav…
