31. december
Jeg døde for næsten ni år siden. Men jeg skriver ikke for at fortælle, hvordan livet er på den anden side. Jeg skriver for at fortælle min historie. Min fortælling om kærlighed. Kærlighed dør ikke. Ikke engang her. Uanset hvor hårdt man forsøger eller ønsker det. Kærlighed dør aldrig. Aldrig nogensinde.
Vi mødtes nytårsaften. Jeg skulle fejre med min hustru hos et gammelt vennepar i Odense. Mit liv føltes ubetydeligt før hende. Ofte spurgte jeg mig selv: Hvorfor lever jeg? Mit arbejde? Jo, jeg var glad for, hvad jeg lavede. Familie? Jeg drømte om at få børn, men vi havde ingen. Nu forstår jeg, at meningen med mit liv bare var at vente på hende.
Jeg ved ikke, om jeg kan beskrive hende, så du virkelig forstår, hvem hun var. For hvert bogstav jeg skriver, drypper kærligheden ud. For hver tåre på hendes kind ville jeg have givet alt, bare for at se hende smile igen.
Så det var den 31. december. Lige da hun trådte ind, vidste jeg, at intet ville blive det samme. Hvis hun var kommet alene, var jeg gået direkte hen til hende selv foran min kone. Men hun kom med min bedste ven, Mikkel. De havde kun kendt hinanden et par uger, men han havde allerede fortalt mig så meget om hende.
Da klokken slog tolv, gik jeg væk fra selskabet og hen til vinduet. Jeg åndede på ruden og skrev: “ELSKER.” Skriften forsvandt hurtigt i duggen. Timerne gik med latter og taler, men jeg vendte tilbage til vinduet. Jeg åndede på det igen og så, at nogen havde skrevet: “DIN.” Mine ben blev bløde, mit hjerte stod stille et øjeblik…
Kærlighed kommer kun én gang. Det ved man med det samme. Alt før hende var én stor tåge og tomhed. Men i det øjeblik så jeg i hendes øjne, at hendes liv også begyndte den dag.
Allerede den 2. januar flyttede vi sammen ind på et lille hotel i København. Vi drømte om at købe vores eget sted. Det blev hurtigt en vane at skrive små beskeder på hotellets vinduer til hinanden. Jeg skrev: “Du er min drøm.” Hun svarede: “Vågn aldrig op!”
Vores inderste ønsker stod på bilruder, spejle, alle steder vi kunne finde. Vores lykke varede i to måneder, så forsvandt jeg. Nu besøger jeg kun hende, når hun sover. Sætter mig ved hendes seng, indånder hendes duft. Jeg kan ikke græde længere. Men smerten sidder stadig inde i mig, den fryser fast år for år.
I otte nytårsaftener har hun siddet alene. Hun skænker et glas Cava, sætter sig ved vinduet i sin lille lejlighed på Vesterbro og græder stille. Jeg ved, hun stadig skriver til mig på ruden. Hver eneste dag. Men jeg kan ikke læse hendes ord ikke længere. Mine åndedrag efterlader ingen dug.
Sidste nytårsaften fik jeg en særligt gave, som jeg havde fortjent. Jeg fik ét ønske: at læse hendes sidste besked til mig. Hun sov roligt, mens jeg sad ved hendes side, kørte fingrene gennem hendes hår, kyssede hendes hænder. Så gik jeg hen til vinduet. Jeg vidste, det ville lykkes denne ene gang. På ruden stod ét ord: “GIV SLIP”.
Det kommende nytår bliver det sidste, hun skal tilbringe alene. Jeg har fået lov til et sidste ønske mod aldrig at vende tilbage. Når klokken slår tolv, når champagneboblene danser, og alle i hele landet fejrer årets første åndedrag, vil hun gå hen til vinduet og der vil stå:
“JEG GIVER SLIP”.
