Svært lykke
“Hvad mener du med, at vi skal skilles? Martin, er det en dårlig joke?”
Katrine stirrede på sin mand og forstod ingenting. Skilsmisse? De havde været sammen i næsten femogtyve år! Om to uger skulle de fejre sølvbryllup Eller nu, nej? Tankerne snurrede rundt. Hvad med festen, gæsterne? Invitationerne var allerede sendt ud Alle kommer. Hele familien samles. Venner har ringet non-stop for at høre, hvad de skal give i gave Og nogen, som Signe, hendes bedste veninde, havde allerede sendt sit gavekort. Skade hun ikke kunne komme det er jo langt, og hvem sætter sig op i et fly, højgravid? Hun bliver bare hjemme. De ses jo igen og fejrer endnu engang. Signe havde nemlig haft stor betydning for, at Katrine og Martin fandt sammen. Det var nemlig Signe, der præsenterede Katrine for Martin, hendes medstuderende. Og bagefter var det hende, der råbte højest: “Kys! Kys!” ved brylluppet, gemt bag brudebuketten, som Katrine endda ikke kastede, men bare gav til sin veninde som gave.
“Jeg forstår ikke din Jacob,” grinede Katrine tit til Signe. “Hvordan kan han lade dig gå!?”
“Hvor skulle han hen? Alt til sin tid, Ka,” svarede Signe, mens hun ordnede Katrines frisør. “Han er ikke moden nok endnu. Og hvorfor skal jeg giftes med en grøn mand? For at gå træt af hinanden og lade sig skille om et par år? Nej tak. Jeg venter hellere, til frugten er moden.”
“Du planlægger altså alt for langt,” lo Katrine.
“Jeg kan ikke leve på halv kraft. Skal det være, så skal det være ordentligt!”
“Hvad med børn, Signe? Skal det så også være tvillinger? Ikke bare ét barn?”
“Ja tak! Jeg vil have tvillinger. Så er det overstået, og man får det hele på én gang! Der er nok tvillingegen i familien både hos mig og Jacob.”
“Men så skal de også opdrages.”
“To er lettere end én,” påstod Signe. “De konkurrerer lidt og har altid en legekammerat, og så bliver jeg mor-of-the-year med det samme. Hvad mere kan man ønske sig?”
“Du kan altid finde på gode argumenter, Signe” grinede Katrine og næsten ikke i tvivl: Signe skulle nok få det, som hun ønskede sig.
Og sådan gik det. Men til alles overraskelse var der nogen ovenpå, der syntes, det skulle være endnu sjovere. Signe fødte ikke tvillinger, men trillinger. Det var virkelig en prøve, tænkte Katrine. Men Signe klarede den flot. Svigerfamilien havde efterhånden også forstået at værdsætte hende. Hun var aldrig bange for at sige sin mening, men var altid hjælpsom. Og så var det mest Signes mand, Jacob, der blev sendt afsted til svigermors nye reol eller skulle gøre rent efter huset, mod lidt lokkemad:
“Der kommer en dag, hvor vi får brug for hjælp,” sagde Signe tit. “Og så er det bedst, man har givet lidt igen. Vil du have kartofler med stegte svampe? Så må du tage til din mor og sætte hendes skab op først. Og sig til hende, at vinduerne klarer jeg næste weekend.”
Derfor, da Signe fik brug for hjælp med trillingerne, stod to bedstemødre og én bedstefar klar til at træde til. Så Signe fik sine børn gennem de første svære måneder, og læste bagefter videre på universitetet.
“Er du blevet skør, Signe? Hvordan vil du nå alt?” spurgte Katrine.
“Tror du, nogen tør give en dårlig karakter til en mor med tre børn? Nej, vel? Og jeg bliver ikke dum af den barsel jeg får også et papir som økonom og jurist på én gang. Hvem siger nej til det?”
Signe fik sit eksamensbevis og fanden en god stilling, hvor hun overtalte chefen om, at lønnen dækkede barnepige.
“Men Signe, næsten hele din løn går til barnepige?”
“Først og fremmest, mor og svigermor klarer det. Men chefen behøver ikke at vide det. For mig er erfaring vigtigere jeg skal bruge nogle år, men derefter kan jeg vælge og vrage. Erfaring er guld værd.”
Katrine undrede sig altid over, hvordan Signe kunne nå alt. Hun selv havde altid haft svært ved at træffe valg som lille kunne hun bruge timer på at vælge, om hun skulle tage røde eller blå strømpebukser på i børnehaven.
“Men når du først har valgt, Katrine, så gør du det rigtige,” trøstede Signe. “Du er konservativ, Ka. Det er den slags folk, man kan stole på.”
Stabil Ja, netop! Derfor havde Martin sat pris på hende? Hvordan kunne han nu Hvorfor al den ballade? De havde jo egentlig haft et godt liv sammen. Børn var aldrig kommet, men de havde for længst accepteret det. Katrine havde arbejdet som frivillig på børnehjem og fundet ud af, hun ikke kunne tage et fremmed barn til sig. Ikke fordi hun manglede tålmodighed eller økonomi, men hun frygtede, hun ikke kunne blive den mor, barnet fortjente. Hun anede ikke, hvordan man skulle elske men hun vidste, at det krævede noget helt særligt.
“Du har bare ikke mødt dit barn endnu,” sagde Anna Holm, lederen af et børnehjem, der fik støtte fra Katrines firma. Hun betragtede Katrine, der trist så børnene danse om juletræet. “Når du ser dit barn, ved du det. Så er der intet, der kan stoppe dig.”
“Hvad nu, hvis jeg ikke gør? Hvad hvis jeg ikke er født til at være mor?” spurgte Katrine, mens hun lagde julegaver på bordet.
“Så er det bare sådan. Bedre at lade være end at forsøge og så ikke kunne klare det. Så ender både du og barnet ulykkelige. Se på Jonas der han blev afleveret tilbage to gange.”
“Er det muligt? Han har jo ikke engang fyldt seks?”
“Jo. Først boede han to år hos én familie, derefter et år hos den næste.”
“Hvorfor gør man sådan? Tager et barn og leverer det tilbage?”
“Første gang fik de deres eget barn. Dernæst de havde for mange børn. Jonas blev den fjerde, og kærligheden rakte ikke.”
“Og hvordan gik det?” spurgte Katrine, chokeret.
“Han satte sig bare i hjørnet og nægtede at spise eller drikke. Han bad om at komme tilbage til børnehjemmet, for de elsker mig ikke.”
“Stakkels, stakkels dreng”
“Og nu nægter han at tro på nogen eller håbe på noget. Det kræver et enormt overskud af kærlighed, som få har,” sagde Anna.
Den samtale kastede Katrine ud i fortvivlelse, og hun måtte styre sig for ikke at begynde på adoptionspapirerne med det samme. Det var Signes ord, der fik hende til at stoppe op:
“Er du sikker på, du har den kærlighed, Ka? Har du? Lad nu være med at være drevet af medlidenhed. Ellers svigter du ham også. Hvis du skal øve dig, så lån en af mine unger. Så finder du ud af det.”
Katrine sagde nej. Hun kom ikke på børnehjemmet mere, men Misha Jonas glemte hun aldrig. Han blev et pejlemærke for hende husk at leve, så du aldrig kommer til at såre nogen.
Katrine omfavnede sig selv. Hvorfor føltes det så koldt? Det var bare efterår, og varmen var tændt Skulle hun hjælpe Martin med kufferterne? Hvilke ting? Også vintertøjet? Her blev det jo aldrig for alvor sommer, ikke som nede hos hendes mor på Sydfyn. Katrine vidste knap, hvordan det var at fryse barndommen var let og mild med kun den tynde jakke hele vinteren.
Hun mærkede nu kun ét: længsel efter sin mor og ud i skovene, bare væk fra alt og alle. Men mor var væk. Og nu også Martin
Nej, hun havde ikke brug for friheden hun havde brug for ham. Alt det gamle: morgenkaffe, deres natlige samtaler, spontane byture og teaterbesøg. De havde aldrig kunnet planlægge noget. De fineste øjeblikke kom netop uventet, tilfældigt. Martin kunne ringe midt i arbejdet:
“Hvad laver du, Ka?”
“Kæmpetravl! To jobsamtaler og så banken.”
“Drop det! Skal vi tage i skoven i stedet?”
Og Katrine smed alt og gik i dybgrøn skov, hvor de snakkede eller bare gik tavse og lykkelige.
Nu var det ovre. Hun ville huske det, men tvivlede på, at Martin ville. Hans fremtid lå andetsteds, med den nye og snart med et barn Barnet! Var det det, det hele handlede om? Eller var ægteskabet fra start til slut baseret på løgn? Det første kunne hun næsten tilgive, men det sidste Så havde hun aldrig virkelig betydet noget for ham.
Katrine stod i køkkenet og kunne ikke samle sig til at vende sig om eller gøre noget. Hun kunne høre, at Martin pakkede, skuffe efter skuffe, og dørene smækkede. Hun rystede så meget, at hun var bange for at vælte potteplanten på vinduet. Da hoveddøren endelig smækkede, slap hun sin greb, fejede blomsterkrukken ned og skreg.
Det hjalp ikke. Alt jorden, de splinternye skår afspejlede hendes sorte indre. Intet lys mere. Det, der var, var væk. Hun skulle til at famle sig frem i mørket for nu var der ikke længere pejlemærker.
Bortset fra ét
Katrine gik hen over glasskårene, bed ikke mærke til smerten i foden, og fandt sin mobil.
“Si-i-ign”
Det var ikke gråd, men noget råt og smertefuldt, der slap ud. Signe forstod alligevel det hele med det samme.
“Martin er gået?”
“Ja”
“Godt. Jeg kommer i morgen.”
“Er du vanvittig? Du skal ikke ud og rejse, Signe! Tænk på børnene! Hvis der sker dig noget Vent vidste du det?!”
“Ikke helt men jeg anede det. Sidste gang I besøgte os, kiggede Martin ikke på mig en eneste gang. Nu forstår jeg alt. Ka, det er til det bedste!”
“Signe, hvordan kan du sige, at det er til det bedste? Jeg har jo ingenting tilbage. Alt er væk!”
“Køb dig en kjole!”
“Hvad?” Katrine blev så overrasket, at hun næsten tabte mobilen. “Undskyld, hvad?”
“Køb den kjole, det påhittede du ikke turde spendere på dig selv. Lige nu. Og vis den til mig og tag ikke hjem og sæt dig og græd! Det hjælper ikke. Og så tag toget eller flyet over til os. Vi går en tur i skoven.”
“Hvilken skov, Signe?! Du har tre børn!”
“Og hvad så? Vi tager på hotel og går små ture. Jeg har brug for det, ellers mister jeg forstanden. Tag dig nu sammen! Send mig dit flynummer inden en halv time. Lad nu være at gøre mig nervøs, Ka!”
Signe lagde på. Katrine stirrede på telefonen. Hvad nu?
Svaret kom af sig selv. Hun rejste sig og gik hen til spejlet. Sådan her så hun ud nu ikke længere en pige, men såmænd heller ikke en gammel kone. Næh, faktisk hun så helt godt ud. Ja, ungdommen var væk, men det betød ikke, at man bare skulle ønske sig selv væk fra denne verden. Hvis Martin troede, hun ville sætte sig ned og lade sorgen sluge hende, kunne han godt tro om. Signe havde ret: nok nu!
Hun rettede på håret, tørrede de sidste tårer og gjorde sig klar til at gå i gang. Telefonen blev taget op igen et par beskeder, der aflyste alt. Så lidt koordinering, så festen blev aflyst, restauranten det samme. Færdig!
Hun fejede køkkenet og glemte at hun havde to støvsugere i huset. Hun fik styr på alt.
Kjolen sad perfekt. Rød, knaldrød, meget mere vovet, end hun plejede at gå med. Hun foretrak dæmpede farver, overlod ekstremiteterne til Signe, der altid kunne balancere mellem det vilde og det stilfulde. Katrine var mere en iagttager. Men nu ville hun prøve noget andet. Hvorfor ikke? Spejlet viste nu en anden kvinde. Ja træt, frustreret, men ikke knækket. Noget inde i hende boblede stadig.
Hun forstod, hvorfor Martin havde forladt hende og hun tilgav ham. Det var svært at svigte sin bedste ven, og Martin havde altid været hendes ven, ud over at være hendes mand. Derfor gjorde det ekstra ondt.
Flyrejsen var lang og krævede en mellemlanding, men det gjorde ikke noget. Katrine trængte til lidt adspredelse.
Det blev en uforglemmelig tur. De to veninder gik kilometervis i skovene, snakkede eller gik tavse, men lidt efter lidt slap sorgen sit tag. Signe kunne vende tingene, så det store blev mindre, og det små blev vigtigt.
“Kom hjem igen, Katrine. Hvad har du at blive i København for? Du kan åbne et børnecenter her i Odense der er masser af børn, og der er brug for det. Din far er jo heller ikke ung mere, du ville jo alligevel have ham tættere på.”
Efter et par ugers tænketid traf Katrine beslutningen: Hun flyttede.
Skilsmisse, salg af lejlighed og bil, overdragelse af alt det, hun havde bygget op det hele forsvandt, kun minderne og erfaringen blev tilbage. Hun mødtes med Martin et par gange, upåvirket, og slettede så hans nummer og besluttede ikke at lade fortiden tyngde.
Odense tog imod hende med forår og solskin. Hun bosatte sig tæt på sin far, men i sin egen lejlighed. For han havde nu fået selskab af en rar kvinde, Vibeke. Katrine var glad på sin fars vegne hendes mor havde været elsket, men livet går videre. Når hun så Vibeke smile venligt til hendes far, vidste hun: kærligheden kan vække selv de ældste hjerter.
Så måske var der også én til Katrine, et sted derude?
Et år gik hurtigt. Katrine åbnede to børnecentre i nye forstæder til Odense. Der var travlt, men hun fik fyldt sin hverdag ud. Hunden, hun altid havde ønsket sig, flyttede ind, og hun ændrede både frisure og garderobe. Alligevel kunne savnet snige sig ind om aftenen så sad hun i mørket og håbede, at Martin ville træde ind ad døren og spørge:
“Hvad er der, Ka? Skal jeg lave lidt te og høre på dig?”
Hun vidste godt, det var forkert man skulle give slip. Men helt væk gik Martin aldrig i hendes sind.
Da der lidt over et år efter kom en mindre skatteafregning i postkassen, blev hun næsten glad. Nu kunne hun endelig tage til København og få afklaret det sidste det føltes som et nyt projekt.
Problemet blev hurtigt løst. Hun havde en dag til overs. Hun gik rundt i byen, tog et smut til sit gamle kvarter. En af hendes børnecentre var lukket, den anden kørte stadig. Hun blev stående udenfor en stund og så børnene tegne og grine, mens den unge underviser lod som om han var bjørn og børnene skreg af grin. Det var det vigtigste: børnene skulle trives og have det sjovt.
Hun gik forbi sit tidligere hjem, den store legeplads, parken de plejede at gå ture i om søndagen. Hun vidste ikke hvorfor, men hun drejede ind i parken det var som om benene selv bar hende.
En mand, der sad på bænken ved springvandet og trillede en barnevogn frem og tilbage, virkede bekendt. Da Katrine nærmede sig, standsede hun. Martin.
Det tog lidt tid, før hun kendte ham. Håret var næsten helt gråt, allerede. Han sad lidt klemt sammen og kiggede ud i luften. Det ramte hende: Han så så smertefuld ud, at hun uvilkårligt gik hurtigere. Hun kunne ikke bære det hun kendte ham jo, vidste, hvordan hun kunne hjælpe.
“Martin”
Han stivnede og kiggede ned, turde knap møde hendes blik.
“Hej, Ka.”
Hun satte sig ved siden af ham.
“Hvordan går det?”
Det virkede fjollet at spørge, men nu var de dér. Martin standsede barnevognen, løftede hovedet til hende.
“Det går dårligt. Rigtig dårligt.”
“Hvorfor?”
“Fordi jeg er alene. Fordi jeg mistede alt, der var godt på grund af én dum fejl.”
“Du lyver,” sagde Katrine. “Du har din datter.” Hun nikkede mod barnevognen. “Dreng eller pige?”
“Pige. Hun hedder Eva.”
“Ny ung kone, barn hvad mangler du?”
“Jeg har ingen kone mere, Ka. Mille er væk. Fødslen gik galt”
Katrine tabte mælet. Hun havde ingen hårde følelser for Mille mere, men hun blev fyldt med medlidenhed for den unge kvinde, der måske bare havde forsøgt at gribe chancen for et bedre liv. Martin havde aldrig været den, der lod sig friste hvorfor han den aften havde drukket flere snaps end vanligt, vidste ingen. Men der var sket, hvad der skete. Resultatet lå nu og sov sødt i barnevognen.
De sad længe tavse. Da de endelig begyndte at tale, havde de så meget at sige og spørge hinanden om, at Eva nåede at vågne og stirre på de første stjerner i den mørkeblå aftenhimmel.
Katrine rejste sig for at kigge ned på pigen og standsede. Da hun så ind i Evas ansigt, hørte hun Annas stemme: “Når du ser dit barn, vil du forstå, Katrine”
Et halvt år senere sad Katrine overfor Anna Holm. Ved siden af hende sad en mørkhåret, alvorlig dreng.
“Jonas, ved du hvorfor jeg er her?”
“For at hente mig.”
“Vil du bo med mig?”
“Ved ikke. Tror ikke, du vil tage mig hjem. Ingen gør det.”
Han betragtede hende, mørke, døde øjne uden håb. Kortvarigt lyste han op, da Katrine viste ham billeder.
“Er det din mand?”
“Ja.”
“Og det her, er det din datter?”
“Nej, Jonas, ikke min.”
Jonas blik vågnede lidt. Katrine lænede sig frem:
“Det er ikke mit barn, men jeg vil gerne være hendes mor. Og også din, hvis du selv vil.”
“Du sender mig væk, som de andre.”
“Hvorfor tror du det?”
“Det gør alle.”
“Jeg er ikke alle. Ved du hvorfor?”
“Nej.”
“Fordi jeg ved, hvordan det er at miste alt. Når der ikke er nogen tilbage, og ingen elsker en. Det gør ondt.”
“Det ved jeg godt”
“Ved du, hvad en mor er, Jonas?”
“Nej.”
“Det er én, der aldrig vil lade sit barn få ondt helt indeni.”
“Er det, fordi du synes, jeg er synd for?”
Katrine så alvorligt på ham. “Nej, jeg vil ikke have ondt af dig. Jeg vil holde af dig, forstået? Og jeg vil give Eva, hende der, en storebror én der er stærk, og som aldrig vil lade nogen såre hende. Hvad tror du kan vi det sammen?”
Jonas var stille. Han rørte ved hendes røde kjole, mærkede stoffet.
“Kan du lide den?”
“Ja.”
“Det kan jeg også. Jeg købte den dengang, alt var svært og på en eller anden måde blev det nemmere. Nu elsker jeg rød!”
“Det kan jeg også lide.” Jonas så op. “Jeg vil gerne prøve”
“Nej, Jonas, vi prøver ikke. Vi gør det bare. Fordi det er det rigtige. Jeg giver dig ikke fra mig igen. Kan du hjælpe mig? For jeg ved ikke helt, hvordan man er mor, men jeg vil virkelig gerne lære det for din og Evas skyld, hvis I vil give mig lov.”
Jonas nikkede, og Katrine trak vejret dybt.
Et par år senere gik en familie på rad og række op ad en dansk vandresti. En slank, mørkhåret dreng holdt øje med en livlig pige, der hele tiden stak af.
“Eva, der er ulve inde bag træerne!”
“Nej!”
“Jo! Og bjørne! Store og meget, meget sultne!”
“Har deres mor ikke givet dem grød?”
“Nej. Deres mor kan ikke lave grød.”
“Vores mor kan.”
“Så skal hun lave grød til bjørnene også. Så bliver de mætte.”
“Mor, Eva siger, at du skal lave grød til bjørnene,” drillede Jonas.
“Med semulje?” grinede Katrine. Hun var forpustet, men glad, da hun nåede op til dem.
“Mor!” Eva så op, fornærmet. “Du kan ikke finde ud af at lave semuljegrød. Den er altid fuld af klumper!”
“Nåå, så frækt! Du kan jo ikke lide den, men bjørnene ville elske den. Også selv om der er klumper!”
“Så giv dem min i morgen,” sagde Eva, slængede armene om Katrines hals og blev båret lidt videre. “Og honningen du købte i går, den skal bjørnene også have!”
“Næh du! Den skal jeg selv have. Nå, vil du gå selv, eller fortsætte på armen?”
“På armen!”
“Så må du prøve far nu!” Katrine afleverede Eva til Martin og klappede Jonas i håret.
“Hvad siger du, Jonas orker du mere bjørnegrød?”
“Mor, jeg vil ikke hjem endnu. Vi har ikke set det hele, og hvis Eva begynder at fodre dyr, slipper vi aldrig væk! Måske skulle de være sultne lidt længere?”
Katrine lo og så op.
“Eva, vi laver bjørnegrød en anden gang, okay? Jeg lover at lære det rigtigt.”
“Okay!” svarede Eva hurtigt, og Jonas rullede med øjnene af hende.
“Åh gud, Jonas,” sagde Katrine og grinede til sin søn. “Du har travlt med at kigge efter hende.”
“Åh ja, mor!” Han lavede en grimasse.
“Og hvem ved måske kommer vi hjem med både bjørne, ulve og en vaskeægte trold, hvis Eva får sin vilje. For der er ikke nogen, hun ikke har ondt af!”
Lyset og latteren spredte sig mellem trækronerne, og den dag, der begyndte lys og ny, ville ikke byde på andet end lykke.
