Så vi har bygget det her store hus helt forgæves? udbrød svigermoren forarget. Så må I betale mig halvdelen af udgifterne tilbage!
Jeg må tale alvorligt med dig, sagde kvinden med det korte hår, da hun satte sig overfor Frederikke. Før du gifter dig med min søn, må du vide et par ting.
Den lyse, lidt spinkle unge kvinde så spørgende på sin kommende svigermor, som hun kun havde mødt to gange før.
Helt ærligt, hvis du vil ind i vores familie, skal du forstå, at de vigtigste personer for Mads det er os forældre! proklamerede Karen stolt. Vi gider ikke have en svigerdatter, der skal styre min søn. Familielivet er vigtigt.
Styrer jeg? afbrød Frederikke forbavset.
Hør nu engang efter og vær tålmodig! svarede kvinden med hård stemme.
Frederikke så straks ned og blev pinligt berørt. Hun havde ikke lyst til at komme på kant med Mads mor.
De havde kun været sammen i kort tid, og Frederikke ville ikke virke besværlig.
Sådan, fortsatte Karen, vores plan er: Når Mads gifter sig, flytter vi allesammen ud i huset, som snart er færdigt. Vi skal leve sammen som én stor, lykkelig familie!
Dejligt da! sagde Frederikke smånervøst med et stift smil.
Karen løftede brynene, overrasket over det hurtige ja. Hun havde ikke regnet med, at svigerdatteren så let ville gå med på idéen.
Jeg er glad for, at du ser det på samme måde! Jeg er sikker på, vi nok skal få det hyggeligt! sagde Karen, og blinkede med et smil.
Hun begyndte straks at rose Frederikke overfor Mads, hvor fantastisk, klog og omsorgsfuld hun var.
Det bemærkede Frederikke, og hun anstrengte sig for at gøre et endnu bedre indtryk på Karen.
Hun købte små gaver til Karen, både til lejligheder og uden anledning, for at vise sin opmærksomhed.
Et år efter, hvor Karen begyndte at blive bekymret for, om Mads og Frederikke nogensinde skulle giftes, pressede hun sønnen til at tage sig sammen.
Hvornår frier du? var hendes daglige spørgsmål. Pigen ender med at stikke af, og så vil du ærgre dig bagefter!
Efter lidt betænkningstid gik det op for Mads, at moren måske havde en pointe, så han friede til Frederikke, og hun sagde ja med det samme.
Mads forældre sørgede for at betale hele brylluppet, og det var med til at overbevise Frederikke om, at hun havde fundet den rette.
De første tre måneder boede de nygifte til leje i Valby, og så kom Karen en dag glad med besked om, at huset endelig var klar.
Skynd jer at pakke sammen, vi rykker også! sagde Karen entusiastisk til sønnen og svigerdatteren.
Hvorfor skulle vi det? Vi har det glimrende her! sagde Frederikke mut, for hun havde ikke lyst til at bo med sine svigerforældre.
Hvad mener du? blev Karen forundret. Vi aftalte jo, at når huset stod klar, flyttede vi allesammen!
Jamen så flyt dog det er der jo ingen, der stopper jer i! svarede Frederikke overlegent, og tonen mellem hende og Karen ændrede sig brat.
Karen blev målløs og tav helt.
Du lovede mig det, sagde hun roligt.
Det er ligegyldigt, hvad jeg sagde dengang. Jeg vil ikke længere bo med jer! svarede Frederikke bestemt. Vi bor selv! Og når nu I flytter, så kan Mads og jeg tage jeres lejlighed.
Hvad bilder du dig ind! skældte Karen og smækkede røret på.
Frederikke sad et øjeblik forvirret med telefonen i hånden, indtil hun hørte Mads mobil ringe ude fra køkkenet hun vidste straks, hvem det var.
En halv time senere var samtalen slut, og Frederikke gik ud i køkkenet. Mads så vredt på hende.
Hvad foregår der?
Hvad mener du? spurgte Frederikke og lagde armene over kors.
Min mor kræver penge tilbage…
Hvad for noget?! Hvilke penge? Frederikke var forundret.
For huset. Hvad har du aftalt med hende før brylluppet? At vi skulle bo sammen?
Ingenting, påstod Frederikke.
Du var da helt okay med projektet dengang, ikke? spurgte han alvorligt.
Måske, men det er jeg ikke længere, sukkede hun og kiggede væk.
Jeg gik ikke ind for projektet, for jeg mente, det var spild af tid! Huset stod halvfærdigt i tre år, og først efter brylluppet gjorde hun det færdigt. Udelukkende på grund af dig! rasede Mads.
Nå, nu er huset færdigt. Hvad er så problemet? sagde Frederikke, træk på skuldrene.
Inden Mads nåede at svare, ringede Karen igen. Han rakte mobilen til Frederikke:
Snak selv med hende!
Straks Frederikke tog røret, gik Karen voldsomt på.
I må betale for huset! sagde hun kontant.
Hvad? Er du blevet tosset? svarede Frederikke irriteret.
På grund af dig har vi bygget huset for ingenting? Så skal I give mig halvdelen af pengene tilbage!
Halvdelen! peb Frederikke irriteret.
Tre millioner kroner! I skylder mig tre millioner danske kroner! råbte Karen igennem røret. Ellers…
Ellers hvad? Jeg har ikke skrevet under på noget som helst! svarede Frederikke drilsk.
Så vil vi ikke have kontakt med jer længere! truede svigermoren.
Fint for mig! sagde Frederikke og lagde på.
Karen begyndte i stedet at kræve penge af Mads, som hver måned måtte sende 30.000 kroner til sine forældre.
Det tager dig ti år at betale tilbage! rasede moren. Enten flytter du ind i huset, eller også skal du betale mere.
Mads havde ingen mulighed for at finde flere penge og måtte acceptere morens betingelser.
Frederikke ville dog ikke finde sig i det, og efter et halvt år flyttede de fra hinanden for altid.
