– Det er datteren til din tidligere elsker! Jeg kommer aldrig til at acceptere hende! Forstår du? Aldrig! – gentog min mand igen og igen, hver gang jeg bad ham om noget til Anemette.
Anemette løb grædende hen til mig, hvor hun søgte ly under “mors vinger”. Børn mærker altid, hvordan de voksne ser på dem. Anemette var seks år gammel, og hun begyndte at stammeog jeg forstod godt hvorfor.
Min mand, Henrik, traf jeg første gang, da han var 30 og jeg blot 16. Han var lidt af en skygge og var altid omkring mig. Han blev vred, når andre drenge nærmede sig. Til sidst pressede han sig ind i mit liv, og en dag var jeg gift, næsten uden helt at opfatte, hvad der var sket. Hvad skulle jeg ellers? Bare ikke ende som den sidste, der ikke var gift. Min mor var frygtindgydende og en sand tyran. Far havde forladt os for sin store kærlighed.
Mor håbede længe, at min far ville vende tilbage. Men da han fik tvillinger med sin nye kone, opgav hun håbet og begyndte bittert at forbande ham. Hun talte dårligt om ham overalt, ønskede ham alt ondt, og løb til spåkoner for at få ham til at vende hjem. For mig, som ung pige, var det uudholdeligt at bo under samme tag som min desperate mor. Jeg havde mest lyst til bare at stikke af, blot for at få fred for hendes evige klager og forbandelser.
Henrik blev min redning dengang. Jeg troede virkelig, jeg elskede ham, og at min kærlighed var evig. For Henrik var familien heller ikke nem. Han voksede op med sin far; moderen havde han aldrig kendt. Der gik mange rygter om, hvad der var blevet af hendemåske druknede hun, måske rejste hun kort efter, han blev født.
Henriks far svarede altid undvigende, når Henrik spurgte:
– Hvor er vores mor, far?
Men med tiden mistede han savnet efter hende.
Efter nogle år fik vi lille Mathilde. Vi var lykkelige og forgudede hende. Alt, hvad hun pegede på, skulle hun få. Jeg tænkte: endelig en rigtig familie! Henrik gjorde alt for os og dækkede altid af, hvor han kunne.
Fem år senere ringede det på døren. Udenfor stod en ung kvinde og en pige på måske syv år. Kvinden puffede forsigtigt pigen foran sig.
– Hvem søger I? spurgte jeg forvirret.
– Vi skal tale med Henrik, insisterede kvinden.
– Han er her ikke. Hvad vil du have, jeg skal sige?jeg blev urolig.
– Sig til ham, at han stadig skylder børnepenge! Jeg tager ham i fogedretten! kvinden hævede stemmen.
– Hvem er du? Jeg er hans kone. Hvad sker der? Kan du ikke forklare? protesterede jeg.
– Det er hans datter! Han lovede at hjælpe økonomisk. Ikke en eneste krone har vi set!sagde hun og fik tårer i øjnene.
Først nu gik det op for mig, hvor meget pigen lignede Henrikhun havde endda samme grønlige øjne og den samme måde at rynke brynene på.
Hvornår havde Henrik dog haft tid til det? Jeg var rasende men blev en smule roligere, da det hele var sket før, jeg mødte ham. Han kunne dog have fortalt, han havde et barn, selv hvis det var udenfor ægteskab.
Jeg lukkede dem ikke ind. Foreslog, de kom igen om en måned; Henrik var på forretningsrejse som så ofte før.
Den oplevelse rystede min tro på Henrik. Hvem ved, hvad han ellers lavede på sine ture? Sætningen blev hængende i mig og gnavede som rusten jern.
Mit hoved fyldtes let af alt for levende billeder. Da Henrik vendte hjem, var jeg klar til at gå fra ham. For ægteskab bygger ikke på løgne! Men han fik mig talt fra det. “Hvor vil du gå hen med et barn, lille ven?”og kvinden overdrev alligevel sikkert, sagde han. “Kom nu, Karen, der findes masser af piger med grønne øjne…”
“Fint,” tænkte jeg lettet. “Hun har taget fejl af adressen.” Men helt tryg var jeg ikke længere…
Henrik rejste stadig meget. Jeg tog altid Mathilde med, hvor jeg gik. En dag inviterede en veninde mig forbi sin brors værksted for at aflevere nogle penge. Da jeg så ham, kunne jeg mærke, hvad forelskelse var! Jeg var 25, Jacob var 20.
Vi glemte alt omkring os sammen! Fyrværkeri! Alt var levende og intenst. Jeg forlod Henrik, og Mathilde valgte at blive hos sin far.
Forholdet med Jacob varede et halvt år. Da jeg fortalte, at jeg ventede barn, bad han mig vende tilbage til min familiehan ville ikke bryde mit ægteskab op. “Det er forkert af os, Karen,” sagde han og sendte mig tilbage til min mand. Sådan var prisen for en kort kærlighed.
Jeg vendte hjem til Henrik, fortrød og forsøgte at samle stumperne i vores ægteskab. Ni måneder senere kom Anemette til verden. Henrik ignorerede hende fuldkommenhan vidste, hun ikke var hans.
Mathilde trak sig fra mig, hjalp aldrig til, fandt altid undskyldninger for at være ude. Jeg frygtede, at historien gentog sig; at der voksede samme mur mellem os, som dengang mellem min mor og mig. Mursten for mursten…
Var Henrik ligeglad, eller blev vi bare sammen for ikke at skabe opmærksomhed? Han lod aldrig til at ville skilles, men kunne engang imellem blive voldsom. Jeg tilgav altid, for jeg var selv skyldig.
Alt mit moderhjerte gav jeg til Anemettehun var den udenfor, den fremmede i vores familie. Mathilde syntes aldrig at kunne acceptere Anemette som søster. Dette blev næsten bremset af Henrik.
På sin attende fødselsdag flyttede Mathilde på kollegium. Hendes ord blev til sidst:
– Lev jeres liv, som I vil. Jeg sætter aldrig mere mine ben her!
Hårde, brændende ord. Jeg ville gøre alt for at få min datter tilbage. Følte mig fanget i et spind.
…Henrik og jeg fik så en søn. Jeg håbede, det kunne udligne noget, gøre tingene bedre. Graviditet og fødsel var hårdjeg var 36, og det sled på kroppen. “Her er straffen, Karen. Måske, hvis du dør, bløder knuden op?”
Henrik blev lykkelig for drengen, men kunne ikke dy sig fra en stikpille:
– Mon han nu er min?
Mathilde ringede og sagde: – Tillykke. Nu skal I nok klare jer uden mig. Hils lillebror. Mor, lad være med at gøre ved Anemette, som du gjorde ved mig. Pas på hende.
Siden kom hun ikke hjem, men forberedte sig på at gifte sig og samlede til brudegave.
Henrik kunne stadig finde på at skælde ud på Anemette og sende hende onde blikke. Han sagde ofte:
– Hvordan skulle hun være noget for mig? Vores Anna er fætter til jeres Katrine, og så fortsætter han forvirringen…
Man kan ikke samle aks af knuste korn; det gamle danske ordsprog siger, at mænd må, hvad kvinder ikke tør. Forresten viste det sig, at den grønøjede pige fra dengang, Mette, virkelig var Henriks datter. Da jeg sagde noget, afviste han det bare:
– Alle kan gå gennem en åben dør, ikke sandt?
Mette blev veninde med min Mathilde.
Jeg sukker og lever videre. Man lærer med tiden, at kærlighed og tilgivelse er det, der virkelig binder en familie sammenikke blod, men hjertets generøsitet. Hvis vi kunne se og acceptere hinanden som mennesker først, ville vi have meget mindre at fortryde til sidst.
