Min søn er 16 nu, og for et par uger siden sagde han pludselig til mig, at han gerne vil flytte hjem til sin far.
Mor, jeg har gået og tænkt lidt sagde han, mens han kiggede ned i gulvet. Jeg tror, jeg vil bo hos far.
Jeg spurgte ham hvorfor. Jeg forventede næsten, han ville sige, han ikke kunne udstå mig længere eller var blevet træt af mig. Men nej. Det, han sagde, ramte faktisk hårdere.
Det er bare nemmere derovre, sagde han.
Hans far og jeg blev skilt for to år siden. Det var ingen nem skilsmisse. Alt muligt havde hobet sig op over årene vi var uenige om opdragelse, skændtes tit og stemningen var ofte trykket. Jeg var den, der satte grænserne. Henrik, hans far, syntes altid jeg overdrev og var alt for streng. Det føltes naturligt, at min søn blev boende hos mig jeg var den, der havde været der for ham hver eneste dag.
Vores hverdag herhjemme er sådan set simpel, men den er ikke nem. Jeg står tidligt op, laver morgenmad og husker ham på lektier, at pakke den rigtige notesbog, og prøver at få ham til ikke at sidde med mobilen til langt ud på natten. Når han kommer hjem fra gymnasiet, spørger jeg, hvordan dagen er gået, tjekker karaktererne og minder ham om, hvorfor han skal have styr på tingene. Ikke fordi jeg vil kontrollere ham, men fordi ingen andre tager ansvar.
Hos Henrik er det noget andet. Han henter ham fredag eftermiddag, afleverer ham søndag aften. De weekender er altid ren hygge. Fredagspizza, lørdag burger, computerspil til langt ud på natten. Henrik siger ting som:
Bare lad det ligge, vi kigger på det på mandag.
Slap af, du har lært nok i ugens løb.
Altså, herhjemme er der ingen militærregler.
En søndag kom min søn hjem og sagde:
Hos far er der aldrig nogen, der hakker på mig hele tiden!
Jeg svarede:
Det er fordi far ikke er sammen med dig hver dag. Han vækker dig ikke om morgenen, han skal ikke sørge for dit skolearbejde.
Det gjorde ham sur. Han sagde, jeg altid skulle have ret.
Så begyndte sammenligningens tid. Den slags, hvor det er bedre hos far. Han må sove længe, ingen tjekker hans mobil, han skal ikke forklare sig. Jeg prøvede igen og igen at forklare, at hans far kun ser ham i “weekend-versionen”, ikke i den rigtige hverdag. Men han ville ikke høre på mig.
Da karaktererne begyndte at dale, sagde jeg, at vi var nødt til at lave nogle lektier sammen.
Hvis jeg boede hos far, ville det slet ikke være et problem, sagde han.
Der gik det op for mig, at han forveksler frihed med fraværet af ansvar.
Jeg tog en snak med Henrik og sagde, han blev nødt til at snakke rent med ham. Lad nu være med at male et glansbillede.
Henrik svarede bare:
Han er jo blevet stor, han må selv bestemme.
Han sagde aldrig, han ville tage ansvar eller indføre regler. Han lod bare vores dreng leve i en weekenddrøm om, hvor let det hele kunne være.
En aften sagde min søn noget, der virkelig ramte mig:
Du er altid træt, mor. Du er altid stresset.
Jeg råbte ikke. Jeg sagde bare:
Jeg er træt, fordi jeg passer på dig.
Jeg mindede ham om de nætter, han havde feber, og jeg ikke sov. De gange jeg blev hentet fra skolen, eller jeg blev hjemme fra arbejde for at være hos ham.
Han sænkede blikket, men sagde ikke mere.
Nu står vi lidt i et mærkeligt limbo. Han insisterer på at flytte. Jeg vil ikke tvinge ham til at blive, men jeg vil heller ikke bare lade ham gå ind i en løgn. Jeg frygter, han tror livet kun er weekend og kommer hjem, når slaget først har ramt.
Jeg aner ærlig talt ikke, hvad der er det rigtige at gøre. Jeg ved bare, det gør ondt at blive elsket mindre, fordi man gør det rigtige. Det gør ondt at være den ansvarlige mor, mens den anden får lov til kun at være den sjove far.
Hvad ville du egentlig råde mig til?
