Du skylder mig stadig
Signe, måske er det tid for dig at gå på barsel? sagde Birthe Hansen og betragtede hende. Du ser helt bleg ud, der er ikke meget liv i dit ansigt. Hænderne ryster jo. Det er også ved at være på tide nu.
Signe lod instinktivt blikket falde på sine fingre, der virkelig rystede så svagt om hanken på kruset med lunkent te. Syvende måned var svær kvalmen ville ikke slippe, benene blev tunge og hævede hver aften, og hun skulle være på benene hele dagen på arbejdet i produktionen.
Men pengene? Lønnen? Signe rystede på hovedet. Barselsdagpengene er nærmest ingenting, Birthe. Simon kan ikke klare det alene. Jeg holder ud lidt endnu, bare en måned mere
Svigerinden viftede bare afværgende med hånden.
Du bærer hans barn. Lad Simon selv ordne det. Han må jo vise, om han er en rigtig mand.
Signe havde ikke kræfter til at protestere. Hun gav op en uge senere skrev opsigelsen, pakkede sine ting fra personalestuen og gik med en underlig tomhed ud gennem fabriksporten.
De første dage føltes det mærkeligt at vågne uden vækkeur klokken seks, ikke løbe efter bussen, ikke stå hele skiftet ved samlebåndet. Men snart slap det indre pres. Signe begyndte at få sin søvn, gå ture i parken ved lejligheden, lave rigtig mad frem for evige rugbrødsmadder. Kinderne fik lidt farve, kvalmen fortog sig, og til næste lægebesøg lød lægen næsten overrasket prøverne var endelig fine.
Sønnen blev født i begyndelsen af marts stærk og veltilpas, 3,7 kilo. Signe lå stille på stuen og betragtede det lille, røde ansigt, og hun kunne næsten ikke fatte, at det var hendes barn, hendes Mikkel.
Det første år flød sammen søvnløse nætter, amning hver tredje time, uendelige vaskemængder og vuggen i stuen. Signe kunne ikke engang erindre, hvornår hun sidst havde sovet ordentligt eller haft tid til et bad længere end fem minutter. Alt i livet var blevet til én ting Mikkel. Hans gråd, hans søvn, hans første smil, første tand. Barselsdagpengene kom, men forsvandt hurtigt bleer, modermælkserstatning, medicin mod mavekneb.
Simon arbejdede, bragte løn hjem, og Signe var taknemmelig. Oprigtigt taknemmelig, uden bagtanker. Manden forsørger familien, mens hun passer barnet. Sådan skal det være.
Da Mikkel blev tre, begyndte Signe igen på arbejdet. Ny vagt, ny makker, men hænderne huskede det hele. Første løn efter tre år Signe så ned på kuverten og kunne ikke skjule glæden. Ikke mange penge, men hendes egne, tjent. Hun købte nye støvler til Mikkel, en læbestift til sig selv, den hun havde sukket efter før barslen, og lavede Simons yndlings frikadeller til aftensmad.
De sad sammen om bordet, Mikkel rodede med skeen, Simon spiste brød med mine tanker langt væk. En ganske almindelig aften, et helt hverdagsagtigt måltid
Signe, Simon skubbede tallerkenen væk, hvornår har du tænkt dig at betale din gæld?
Signe stivnede med skeen i hånden.
Hvilken gæld?
Simon tog mobiltelefonen op, trykkede lidt og vendte skærmen mod hende.
Se her. Jeg har skrevet det hele ned.
På skærmen lyste et regneark med kolonner, datoer og beløb. Madvarer, regninger, bleer og medicin, tøj til Mikkel, vinterjakke, barnevogn, autostol tre år i rækker.
En million otte hundrede og fyrre tusind, cirka, Simon sagde roligt. Næsten to millioner kroner, Signe. Jeg har forsørget familien alene.
Signe stirrede på sin mand uden at genkende ham. Et kendt ansigt, føflekken på kinden, smilet i hans mundvig, som Mikkel havde arvet men bag det var en fremmed.
Simon, jeg var på barsel, sagde hun, som om stemmen tilhørte nogen andre. Jeg passede din søn. Vores søn.
Jo, Simon nikkede, som om han havde ventet dette. Det gjorde du godt. Men vi er familie, Signe! Det skal gå lige op. Du har ikke arbejdet i tre år, jeg har kæmpet for to. Nu er det tid til at betale tilbage. Det er jo rimeligt, ikke?
Mikkel var blevet urolig, spurgte om han måtte se tegnefilm. Signe tørrede automatisk hans mund og sendte ham ind i stuen.
Jeg har længe ønsket mig en ny bil sagde Simon, mens han tog mere frikadelle. Så hvornår kan jeg forvente pengene?
Signe sank den tunge klump i halsen.
Hold ud et par måneder mere. Jeg betaler dig tilbage.
Simon smilede tilfreds over svaret, begyndte at fortælle om arbejdet, den nye chef, firmafest næste måned. Signe nikkede, skænkede te, ryddede af bordet. Dybt inde, der hvor der før var taknemmelighed til forsørgermanden, begyndte noget nyt og iskoldt at spire. Ikke vrede foragt. Til denne mand med regnearket i stedet for hjerte, der havde noteret hver eneste ble til sønnen ned i et regneark…
En måned senere mindede Simon hende om gælden igen, som om det var det naturligste.
Signe, hvordan går det? Er du snart klar?
Hun nikkede, så væk.
Lidt endnu, Simon. Snart.
Hun ventede tålmodigt på sin fridag, hvor Simon tog afsted på arbejde tidligt. Hun samlede Mikkels ting t-shirts, små bukser, hans kæreste plyskanin, billedbøger. Sine egne ting var få efter samlivet. To kufferter og tre poser. Så var hele livet pakket.
Etværelseslejligheden tog imod med stilhed. Signe havde sparet af lønnen, talt kroner og øre, undladt sig selv nye strømpebukser for bare at have til depositum og første måneds leje. Mikkel løb rundt i det tomme rum og morede sig over ekkoet, og Signe satte sig på gulvet op ad den kolde rude og lod endelig tårerne få frit løb.
…Telefonen ringede præcis en time senere. “Simon” stod på displayet, og Signe stirrede på apparatet et øjeblik, før hun tog den.
Hvor er du? Simon var rasende. Jeg kom hjem, og alt er tomt. Hvor er tingene? Hvor er Mikkel?
Signe holdt telefonen tæt til øret og tog en dyb indånding.
Jeg vil skilles fra dig, Simon.
Der var pause i røret, og så brød Simon ud i et arrigt, nervøst grin.
Hvad? Er du fra forstanden?
Du sagde selv, jeg skyldte dig to millioner, sagde Signe roligt, mens hjertet hamrede. Så du kan tage den sag til retten. Og jeg søger børnebidrag. Så må vi se, hvem der bliver skyldneren.
Satans! Simon råbte, og Signe tog telefonen væk fra øret. Du er så pengefixeret! Jeg har forsørget dig i tre år, og du tænker kun på kroner og ører!
Hun lagde på og slog lyden fra. Telefonen vibrerede flere gange, men hun lod den ligge og gik for at hjælpe Mikkel med at lægge legetøj i hjørnet. Der ville komme tid til at tænke og tage sorgen, men lige nu glædede hendes søn sig over et nyt hjem, og det var vigtigst.
Skilsmissen tog tre måneder. Møder, papirer, forklaringer. Simon mødte op med advokat og det berømte regneark, udskrevet på ti ark papir. Dommeren, en træt kvinde i halvtredserne, bladede igennem og så udtryklsesløs ud.
Så du ønsker at kræve udgifter til jeres fælles barn dækket af din ekskone? spurgte hun over brillerne.
Til familien, rettede Simon. Hun arbejdede ikke i tre år.
Hun var tre år på barsel med jeres fælles barn, dommeren lagde papirer fra sig. Der er ingen lovhjemmel for et sådant krav. Afvises.
Signe sad på sin side af retssalen og så Simons ansigt skifte fra selvsikkerhed til forvirring og vrede. Børnebidraget blev fastsat samme dag, og beløbet var kontant lønnen fra Simon var lille officielt, resten fik han sort. Dommeren havde set mange af den slags undvigelser.
Simon stormede ud, uden at se hendes vej. Signe samlede sine papirer, lagde dem i tasken og gik mod udgangen. På trappen udenfor rettens bygning hentede Birthe Hansen hende ind.
Signe, vent lidt.
Signe stoppede, klar til alt bebrejdelser, skældud, tårer. Men svigermor, nu tidligere svigermor, stod der helt fortabt.
Undskyld mig, sagde Birthe sagte og så ned. Jeg ved ikke, hvordan jeg har opdraget så ubetænksom en søn. Jeg skammer mig over ham, Signe. Virkelig.
Signe svarede ikke, hun anede ikke, hvad hun skulle sige til en sådan oprigtighed.
Må jeg se Mikkel? Birthe løftede hovedet, og tårerne glimtede i hendes øjne. Han er mit eneste barnebarn, og jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham.
Signe ventede nogle sekunder. Så nikkede hun.
Selvfølgelig, Birthe. Jeg er skilt fra Simon, ikke fra dig. Kom når du vil. Jeg sender dig adressen.
Signe gik hjemad. I dag begyndte et nyt kapitel i hendes liv.
