Malene, du har jo lige arvet lejligheden fra mormor, ik?
Malene rynkede på næsen. Moster Birthe ringede næsten aldrig kun til jul, eller når hun manglede noget. Og tonerne i dag var helt klart af den sidste slags.
Ja, det har jeg, nikkede Malene. Vi fik det hele på plads for et halvt år siden.
Er den stor, lejligheden? Er det noget særligt?
To værelser. Toogfyrre kvadratmeter, andelsbolig i et gammelt betonbyggeri på Søndre Boulevard.
Ej, super. Og hvordan ser den ud mormor passede jo altid på det hele, helt sirlig.
Malene sukkede. Mormor Else, morens mor, gik bort i februar. Boet tilfaldt Malene som den eneste barnebarn, men det føltes ærlig talt mere som en dårlig joke fra universet end som held. Hver gang hun trådte ind i lejligheden, kom der et stik under brystet.
Alt er egentlig fint. Tapetet er nyt, armaturerne virker.
Sig mig, Malene, hvad vil I gøre med den? Dig og Andreas, I har jo jeres eget? Skal den lejes ud?
Så kom det
Vi har ikke besluttet noget. Vi har jo en bolig, gudskelov. Måske lejer vi den ud, måske sælger det må tiden vise.
Tror du, du kunne gøre mig EN Tjeneste? Moster Birthe snakkede hurtigt nu, som om hun frygtede, Malene ville afbryde. Emil, min søn, han skal starte på DTU til sommer. Han har jo hovedet skruet på kommer overlegent ind på SU. Men kollegieværelser er jo ikke til at holde ud. Der er pesten, og ukendte mennesker, og ingen får læst en linje.
Malene sagde ikke noget. Det hele begyndte at give mening nu.
Må han bo i lejligheden? Vi betaler selvfølgelig for forbrug. Men ikke husleje du ved jo, hvordan priserne er. Vi kan ikke klare det.
Moster Birthe, det
Tænk over det! Emil er en stille fyr, du mærker ham ikke. Han holder styr på tingene, og der bliver tørt og pænt. Bedre end at den bare står og keder sig, ik?
Malene masserede næseryggen. Emil var 18, hun havde ikke set ham siden en konfirmation for fem år siden. Sødt fjæs, så vidt hun huskede. Ingen skræk og rædsel.
Vi er jo familie, Malene! Ikke et eller andet vildt fremmede. Mormor Else elskede Emil det kan du huske? Gav ham altid chokolade.
Det var faktisk rigtigt. Else var typen, der elskede alle og hjalp alle.
Ok, Malene hørte ordene uden rigtig at tro på, at det var hende selv, der sagde dem. Han må godt bo der.
Birthe blev ellevild og lovede alt at de ALDRIG glemmer det, Emil er den rene guldklump, og Malene er nærmest en skytsengel. Malene nikkede bare til det tomme køkken, mens hun spekulerede på, hvad hun egentlig havde sagt ja til.
To måneder senere stod hun i mormors opgang og rakte nøglebundtet til fætter Emil. Emil var blevet voksen af udseende, men blikket var stadig mere spejlblankt end selvsikker. Birthe ræsede rundt om ham, sukkede og kiggede kritisk på væggene.
Vi gør pænt rent, Malene, helt sikkert. Emil er god til det, ikke også?
Mmm, Emil nikkede, knugende nøglerne som babysnot. Tak, Malene. Jeg skylder dig big time.
Bare rolig.
Malene smilede, mens hun prøvede at ignorere følelsen af, at hun lige havde afleveret sin sjæl selvom det i virkeligheden bare var hjælpsomhed. Mormor Else ville nok have været glad. Måske.
Senere, hjemme i bilen med udsigt til den gamle opgang, tænkte Malene, at det måtte tælle for noget det med at hjælpe familie. Karma eller hvad det hedder. Emil kan bo der et par år under studierne, og så er det ud. Ikke krise.
Et halvt år strøg forbi. Malene og Andreas havde nok at se til; konstant stress på arbejde, og i weekenden gik de i krig med badeværelset, som selvfølgelig endte med at tage tre måneder i stedet for tre uger. Lejligheden på Søndre Boulevard tænkte Malene kun på, når hun skulle tjekke om regningerne var betalt. Hoppede ind på netbank, så at der ikke var noget i restance, og lukkede fanen med god samvittighed. Emil levede sit studie-liv, hun sit voksen-liv, og der var egentlig ingen grund til at blande dem sammen.
Lørdag morgen klokken 07:30 ringede telefonen. Malene fiskede mobilen frem fra natbordet, stadig med lukkede øjne.
Hallo?
Det er Helle Johansen nede fra stuen du oversvømmer os!
Malene vågnede som om hun havde fået en spand koldt vand i hovedet. Hun satte sig op og prøvede at samle tankerne.
Hvordan? Hvor?
Fra dit badeværelse vælter det ned! Mit loft er drivvådt! Skynd dig, jeg har allerede sat baljer op det er jo katastrofe!
Malene hev et par tilfældige jeans og en sweater på. Andreas mumlede halvt vågen, og hun svarede hurtigt: “Vand på Søndre Boulevard.” Hele vejen i bussen forsøgte hun forgæves at få fat i Emil.
Der lugtede af mug i opgangen. Malene spurtede op til tredje, stak nøglen i og smækkede døren op. I badeværelset sprøjtede en sprængt vaskemaskineslange vand over alt. Hun kastede sig over hovedhanen, lukkede af og der blev stille. Der dryppede stadig et sted bag maskinen.
Helle Johansen stod i gangen og kiggede ind over skulderen.
Jeg ville ikke vække jer, tænkte I selv opdagede det. Men I reagerede jo ikke, jeg bankede og bankede.
Hvem reagerede ikke? Malene tørrede hænderne i jeansene.
Jeres lejere, eller hvad de nu er undskyld, men hvem I har lejet ud til, de er lidt mærkelige. Fest natten lang, trampen, høj musik til klokken tre.
Malene kneb øjnene sammen. Der bor jo kun én. En studerende, min fætter.
Helle rystede på hovedet.
Nej. De er mindst fem mennesker her i tid og utide. Forskellige alle sammen.
Malene skulle til at protestere, men i det øjeblik fløj hoveddøren op, og et ungt par væltede ind. Hun med joggingtøj, han i krøllet t-shirt og shorts.
Hvem er du? han stirrede på Malene.
Det kunne jeg også spørge om. Hvem er I, og hvad laver I i min lejlighed…
Fyren trak på skuldrene, hev mobilen frem og tastede et nummer.
Emil, der er en eller anden dame her, der tror hun bestemmer. Hun siger, det er hendes lejlighed.
Malene åbnede munden, men han var allerede i gang med at lægge mobilen på.
Ejeren kommer om lidt. Han tager sig af det.
Hvilken ejer? Jeg ejer den! MIG!
Sekunderne krøb forbi i et akavet stilhed. Helle listede ud og mumlede noget om vandet. Parret så usikkert på hende, og Malene stod som en sur hveps i entreen.
Emil kom ti minutter senere. Han stoppede i døren, fik øje på Malene og blev grå i ansigtet.
Malene hvorfor er du her?
Siger du virkelig det? Malene gik hen mod ham, og han trådte instinktivt tilbage. Forklar mig lige: Hvem er alle de her folk? Helle siger, her bor en hel sportsklub! Og hvorfor siger den type, at du er ejer?
Emil stod og gned kanten af t-shirten mellem fingrene, forsøgte at kigge alle andre steder end på Malene. Kindernes farve gik fra hvid til tomatrød.
Malene, jeg kan forklare
Så gør du det. Nu.
Emil begyndte at snakke usammenhængende, nervøst, med flere sidespring end en dansk politiker. Moren sendte penge, men det slog slet ikke til. SUen var en joke, mad var ok, men alt andet var umuligt. Bøger, rejsekort, tøj der ikke ligner hjemløse. I to måneder sparede han, så knap så han begyndte at leje værelser ud til venner.
Så du har lejet MIN lejlighed ud? Malene følte sig pludselig som en sur statsadvokat.
Jeg troede, du aldrig ville opdage det flyttede selv i kollegie, lejede her ud til folk. To tusinde kroner om måneden, så har jeg råd til både mad og en normal cykel.
Malene kiggede skeptisk på parret, der stod forpjusket i hjørnet og så ud som om, de overvejede at stikke af.
I må gerne blive indtil videre, fnøs hun. Men vi skal lige tale seriøst senere.
Pigen nikkede febrilsk, og fyren mumlede noget. Malene greb Emil i albuen og trak ham med ud. Han fulgte bare trop, snøftede og tørrede øjnene med ærmet.
De sagde ingenting på vej hjem. Malene prøvede at finde hoved og hale i sine følelser, der dansede mellem raseri og medlidenhed. Emil sad krumbøjet og prøvede at blive så lille som muligt.
Hjemme løftede Andreas brynene, da han så Emil, men Malene rystede bare opgivende på hovedet, og Andreas trak sig forstående ind i køkkenet. Emil stod i stuen usikker på om han måtte sidde.
Du ved godt, det ikke er DIN lejlighed? Malene satte sig med et bump i sofaen. Du udlejede min bolig UDEN at spørge?
Jeg ved det Undskyld sig det ikke til mor, Malene. Hun flipper fuldstændig. Hun har i forvejen mest hovedbrud over penge.
Malene betragtede sin fætter og mærkede, hvordan vreden blev til varm flødeskum. Han er jo stadig bare et stort barn. Galt og klodset, men jo ikke ondsindet. Bare desperat.
Ok, hun sukkede. Vi siger ikke noget til Birthe.
Emil glimtede håbefuldt.
Men ingen shady udlejning mere, forstået?
Ja, selvfølgelig. Aldrig igen
Og pengene må vi være kreative med. Andreas mangler en nattevagt til sin web-virksomhed nemt, fleksibelt, du kan passe din studie. Tager du jobbet?
Emil lyste op som var han blevet tilbudt postet som direktør for Novo Nordisk.
Det gør jeg! Tak, Malene, tusind, tusind tak!
Døren smækkede bag ham. Malene lænede sig tilbage og trak vejret dybt. Problemet løste sig faktisk nærmest af sig selv. Emil har et job, familien er intakt, og der er stadig liv i lejligheden. Dog er der stadig ballade med larmen, som kræver en snak med de festglade lejere men det klarer hun nok. Det er det mindste her i landet, ikke?
