Dyr fornøjelse
Signe, igen? Hvor længe skal det her fortsætte? Jeg føler, jeg arbejder kun for din kat!
Katten, som Signe i dette mærkværdige, flydende drømmelandskab forsøgte at klemme ind i sin blågrønne transportkasse, vred sig som en glidende, sølvskinnende fisk ud af hendes famlende hænder, bragede ned på det mønstrede gulv og styrtede ind i hjørnet af entreen, hvor den begyndte en klagende, hul mjaven, der lød som vinden over Vesterhavet på en stormnat. Katten hed engang romantisk nu med et suk Holger. Eller, retteligt, han var blevet kaldt Holger, da Signe for mange år siden tog ham til sig.
Nu kaldte hun ham bare for Holle, når hun kløede ham bag øret. Hun vidste egentlig ikke hvor gammel han var. Signe havde fundet ham på gaden, og han var allerede der voksent, om end stadig ungdommelig i øjnene, hvilket dyrlægen på Frederiksberg også havde forsikret hendes mor om dengang.
Hendes mor, Karen, havde selv båret katten ind i klinikken, pakket ind i et blomstret børnetæppe.
Hjælp ham, han skal ikke dø!
Hvor i alverden har I samlet det bæst op fra? spurgte den unge veterinær og rynkede på næsen. Det er jo en vaskeægte baggårdskat!
Og? Han er nu min kat! Kan De ikke se, at han lider? Og pengene i min pung fejler ikke noget, vel? Bare fordi han ikke er en racekat!
Karen var på så grimt et humør, at dyrlægen valgte klogt nok ikke at modsige hende.
Karen Jensen havde et særligt ry for stædighed. Hvad ellers? At opdrage et barn alene, mens man plejede to gamle bedsteforældre og klarede sig for lønnen som pædagog i en børnehave krævede sin kvinde, sagde hun altid. Man kunne blive bidt af mindre.
Hun kunne sagtens stå ved sig selv, men var samtidig kendt for at være en af de venligste sjæle i Sankt Hans Have. Hun elskede børn, elskede katte og til tider også hunde, selvom hun af uforklarlige grunde havde frygtet sidstnævnte hele sit liv.
Ingen slap let fra Karen. Hverken naboer i opgangen, forældre med børn i hendes gruppe eller tilfældige forbipasserende, der måske, måske ikke, troede, denne spinkle danske kvinde var nem at kue.
Men Karen kunne altid vende situationen uden at hæve stemmen. Hun trykkede på de knapper, ingen andre kendte til, og pludseligt sad hendes modstander og snakkede om sig selv. Klager, indvendinger, råb blev til bekendelser, gråd og tak. Ingen vidste, hvordan det gik til. Måske netop fordi Karen virkelig lyttede.
Men hjemme fungerede hendes evner anderledes. Den nære familie kunne hun ikke rigtig nå.
Hendes mand, Henrik, var forsvundet indenfor en uge af brylluppet, hvilket hendes egen mor ofte havde grinet over.
Det gjorde ondt, men Karen anerkendte modvilligt sin mors pointe sådan én som hende var nok svær at holde sammen med. Henrik havde smilende sagt:
Dig? Kvinde? Som jeg er ballerina!
Karen blev ulykkelig, javist, men to måneder senere opdagede hun, at hun ventede barn, og fandt trøst. Mænd føder jo ikke! Hun begyndte at glæde sig til den datter, hun vidste ville komme.
Hendes egen mor var ikke begejstret.
Hvorfor? Det bliver en byrde! Du er ung, køn, har muligheder. Du kommer til at spise rugbrød og leverpostej hele livet! Børn er en dyr fornøjelse, Karen!
Mor, har vi ikke selv levet sådan?
Præcis! Hvad var der godt ved det?
Karen tænkte over det, men denne gang tog hun beslutningen alligevel. Hun mærkede inde i sig, at hun ville beskytte både barn og sig selv, for første gang.
Det afgørende øjeblik kom med hendes mormor, Anna. Pludselig stod hun i stuen, den smukke søndags-Tørklæde påsat, og sagde:
Fød du bare, Karense! Jeg skal nok hjælpe.
Men bedstefar? Alene hjemme på gården?
Han kan sagtens, din gamle bedstefar. Og ellers hiver vi ham med.
Hun lagde en lille, sirligt sammenbundet kludepose på bordet. I den lå hele opsparingen fra gårdsalget samt pengene for huset. Nok til en lille lejlighed.
Bedstemor, det kan jeg da ikke tage imod
Du kan hvad du vil, Karense! Ikke diskuter! Det er til dig og det barn.
Striden med hendes mor blev ikke mindre, men hun fødte alligevel, købte en fireværelses lejlighed i Brønshøj, og bedstemor Anna fik presset både prisen og håndværkerne ned i løn med sin markedsplads-erfaring.
Signe blev født lidt for tidligt, men voksede sig stor og stærk, og Karen svor aldrig at give hende ufiltreret strenghed, kun kærlighed den slags som hendes egen mor aldrig rigtigt havde givet hende.
Problemerne med Signes mormor og mor fortsatte dog i underlige, drømmeagtige samtaler, hvor stemmer og meninger gled sammen som farver under regnvejr.
Signe var aldrig krævende, men besad en viljestyrke, der kunne skubbe bjerge.
Mor, må jeg få et stykke chokolade?
Efter aftensmaden, Signe!
Men så to stykker bagefter måske?
Måske, hvis tallerkenen er spist op.
Sådan blev Signes karakter formet altid diplomatisk, altid kilende sin mormor bag ørerne, når hun blev for arrig.
Tiden gik, alt satte sig på plads. Karen arbejdede, bedsteforældrene passede Signe, hverdagen var tryg og grå, lige indtil Anna blev syg og forsvandt vredt, som skyer der fordamper over en regnvåd fælled.
Det var i dette tågede limbo, at Signe en dag dukkede op med Holger.
Det var en særlig dag, hvor Signe forsvandt fra sin skolevej, og alle ledte, men Signe kom selv hjem perlende af tårer og rystende af følelser, med en forpjusket kat trykket ind i dynen. Hendes mor spurgte ikke, hun handlede bare og løb med Holger til dyrlægen. Skaderne var minimale, og siden boede Holger hos dem.
Behandlingerne var dyre. Karen sad hjemme og talte sine tilbageværende kontanter danske kroner gled ud af pungen som krummer, og der var præcist ikke nok til hverken medicin til bedstemor eller en fødselsdagsgave til Signe.
Men om natten, i den skjulte verden bag vægge og under måneskær, kom Signe listende ud.
Mor, ingen gave i år. Bare lad mig beholde katten. Den er min gave.
Karen nikkede, og Holger blev. Han fandt sig tilrette i den danske stue, elskede bedstefar og lod sig klø bag øret uden at lave ballade. Han forblev familiens mærkelige held. Noget ændrede sig, måske var det bare timingen, måske Holgers insisterende, drømmende mjaven.
Karen sagde op, fik job som privat barnepige for en velhavende familie på Østerbro og blev fremover anbefalet fra familie til familie. Lønnen blev bedre, og hver aften satte hun sig hjemme, kløede Holger bag det skadede øre og sagde:
Holger, du forandrede alt.
Holger blev Signes trofaste følgesvend. Han sad hos hende under lektielæsningen, trøstede hende, da både bedstemor og bedstefar forsvandt, og blev nærmest et skyggebarn i huset. Da Karen fandt kærligheden igen en god mand, Peder og giftede sig, blev Holger. Selv med Peder, som til sidst tilbød svigermor sin bil som gave.
Signes mor struttede nu stolt gennem gården med chili-planter på armen, mens hun viste bilen frem til naboerne.
Signe begyndte på universitetet, men blev boende i lejligheden med Holger. Det var hertil, hun bragte sin udkårne, Emil. Holger kunne ikke udstå Emil. En evindelig kamp mellem dem udspillede sig i mærkelige, forvrængede scener, hvor Holger skød ryg, og Emil sprang ræd over stuegulvet.
Efterhånden blev Signe og Emil gift, men skænderier begyndte at snige sig ind som lysegrå tåge. Ligesom Karens tidligere ord, begyndte Emil at tvivle på Signes evner som kvinde, som hustru, som kok.
Men det største problem var Holger.
Hvad fejler den kat?! skreg Emil, da han så regningen fra dyrlægen. Du er jo blevet vanvittig! Jeg bruger ikke engang så mange penge på mit eget helbred!
Holger er ikke bare en kat. Han er familie.
Din familie, ikke min! Jeg vil ikke ha den dyr her!
Så siger du også farvel til mig, Emil.
Noget revnede mellem dem. Signe sagde ikke noget som helst, da hun tog Emils nøgler, åbnede døren og stille så ham i valget: Nu går du. Mine følelser og min datter som jeg venter er vigtigere end din ligegyldighed.
Emil indså, i denne mærkelige nat, i denne drøm, sin egen ligegyldighed. Han pakkede en sportstaske, smækkede døren. Signe satte Holger i transportkassen. Katten gled ind som skygge uden protest.
Klar? Vi må videre, Holger. Nu starter vi noget nyt.
Holger blev gammel, men endnu et mirakel indfandt sig: Signes lille datter, Frederikke, født i en solbeskinnet juninat, smeltede sammen med Holger i den danske forsommer. Katten blev hendes trofaste dyne, vagtpost, hjælper og ven.
Signe overvejede at opkalde babyen efter sin mor, men Karen rådede hende:
Tænk jer om. Det er jeres barn. Livet ændrer sig, men kærligheden forbliver.
Og Emil dukkede på gådefuld vis op igen, nu roligere, klogere. Han hjalp, holdt sit ord, og Frederikke voksede som et barn med to hjem, to senge, én kærlighed, dobbelt glæde. Signe og Emil blev forbundne i forældrerollen, selvom de aldrig igen blev kærester. Hele familien, alle generationer, flød sammen som penselstrøg i en impressionistisk sommernat.
Og kun Holger kendte hele sandheden om den lille pige men han sagde den aldrig til nogen, for det var ikke nødvendigt.
For kan en kat vise kærlighed, vokser kærligt sind blandt børn og voksne.
En dag, langt ude i fremtiden, vil Frederikke selv stå ved en vugge og stryge sin egen babys kind og hviske:
Hej, min lille skat. Jeg har ventet så længe på dig…
