Vi skal bo hele sommeren i dit sommerhus, proklamerede min bror.
Jeg blev helt stum. Nej! Nu må det være slut med ubudne gæster det er tid til at smide dem ud.
***
Da jeg trak poserne med stiklinger ud af bagagerummet, mærkede jeg straks roen brede sig. Mit lille grønne hjørne, mine sekshundrede kvadratmeter fred. Men noget var anderledes. Fra naboens hegn lød der sus fra spillemandsmusik, og på lågen… Jeg stivnede. Låsen var brækket op, bogstaveligt talt flået væk.
Hvad i alverden? mumlede jeg, idet jeg skubbede lågen op.
Scenen foran mig mindede mest af alt om en gyser for haveentusiaster. I min hængekøje lå Lene, min brors hustru og skulle det vise sig konge af andres terrassestole. I den ene hånd havde hun mit vinglas med noget lyserødt, i den anden mobiltelefonen. Hun var iført min hjemmeslåbrok den bløde, som min kollega havde foræret mig til min femogfyrreårs fødselsdag. Og på min grill røg og sydede noget livligt.
Mads! råbte jeg, og lyden fik æbletræets blomster til at drysse ned.
Min bror dukkede straks op bag huset med mine beskæresakse i hånden. Hans T-shirt med påskriften Er der øl? strammede trofast om maven.
Nå, Malene! smilede han bredt, som om det var det mest naturlige at gå ind i andres sommerhus. Det var bare… Du ved… Vi ville overraske dig.
Har du brækket min lås op? spurgte jeg og satte poserne langsomt fra mig.
Det er ikke som om jeg ligefrem brækkede… mumlede Mads og kløede sig i nakken. Den var faktisk løs allerede, tror jeg.
Fra buskene sprang der noget frem i orange shorts.
Tante Malene! Har du et fiskenet? Vi vil fange firben i aften!
Jeg kiggede nærmere. Det var Hans, den ældste af mine nevøer. Eller var det Niels? Jeg roder sådan rundt med dem.
Har I… smadret… mit… hus? sagde jeg langsomt, helt som jeg lærte på vredeshåndteringskurset.
Men Malene, du er her! erklærede Lene, som endelig rejste sig fra hængekøjen.
Slåbrokken blafrede og afslørede hendes solbrune ben.
Vi ville bare puste lidt liv i stedet, nu du ikke var her!
Lene, du har min slåbrok på, hvislede jeg mellem tænderne.
Den er så blød! sagde hun og aede kraven, som om det var mink. Hvorfor hænger den bare den skal jo bruges!
Gennem de åbne vinduer lød torden og skrig.
Mine nevøer ødelægger mine bøger!? Jeg genkendte straks lyden.
Min Agatha Christie-samling den jeg altid lod ligge i sommerhuset til hyggelæsning blev kastet op fra hylderne.
Øh, børnene legede, sagde Mads undskyldende. De byggede en borg af dem. Meget symbolsk!
Symbolsk? spurgte jeg og løftede brynene. Ved du hvad der også er symbolsk? At jeg sagde, I ikke skulle komme uden mig. Mest fordi I sidste gang brændte min sofa af!
Lyset faldt selv ned vi havde en romantisk aften! forsvarede Mads sig straks. Og det var altså sidste år. Vi er blevet klogere siden!
Ja da, nikkede Lene ivrigt. Jeg er faktisk begyndt på psykologi, og ved du hvad? Dine problemer med Mads skyldes din barndom!
Jeg lukkede øjnene og talte til ti. Det hjalp ikke. Så til tyve.
Pak jeres ting og kør, sagde jeg så roligt jeg kunne. Nu.
Men vi er lige kommet! udbrød Mads. Og kødet…
Lad det være og forsvind, sagde jeg og vendte mig mod bilen. Tjek for øvrigt om I tilfældigvis har taget mine sølvgafler med.
Vi har da ikke brug for dine gafler! råbte Mads efter mig. Det er jo ikke rigtigt sølv!
Jeg satte mig i bilen og startede motoren. Mine hænder rystede af vrede.
***
Da gæsterne var sparket ud, hældte jeg stærk te op, med chokolade. Og tårer, fanden tage det.
I syv år havde jeg knoklet som besat, sparet hver eneste krone og endelig fået mit drømmesommerhus. Her plantede jeg hortensiaer, drak kaffe af bedstemors gamle stel, nussede i bedene. Og fremfor alt det var MIT sted. Ikke vores med Henrik, eksmanden. Ikke familie. Mit. Punktum.
Mine tanker blev afbrudt af telefonen. Det var mor.
Min pige, lød stemmen fra Anna-Marie, professionel fredsmægler med diplom i alt for børnene og doktorgrad i man skal ikke skændes. Hvorfor har du nu skændtes med din bror?
Jeg sukkede dybt.
Mor, de har brækket min hus op.
Nå, så slemt er det vel ikke Måske var låsen bare dårlig.
Mor, jeg stred mod trangen til at smække hovedet ned i bordet. Den var fuldstændig brækket af.
Jamen, søde, han er jo din bror der var et skær af bebrejdelse i mors stemme. Det er svært for ham, og hvorfor er du så gnaven? Han er jo den eneste ægte sjæl du har!
Hvis han er min sjæleven, så er jeg i hvert fald ateist, mumlede jeg. De smadrer alt. Lene render rundt i min slåbrok, børnene bygger borge af mine bøger, som om de ikke havde Lego hjemme!
De er jo små, drenge vil altid lave ballade.
De er tolv. Små barbarer!
Mor sukkede bare.
Okay, okay! Jeg forstår. Du kan ikke lide dine nevøer, hun lavede en dramatisk pause. Eller din bror. Eller mig. Eller nogen overhovedet.
Jeg lagde telefonen fra mig. Klassisk mor: når hun taber på fakta, trykker hun på følelser og forældreskyld.
Mor, jeg går i seng, sagde jeg træt. Jeg skal på arbejde i morgen.
Tænk nu over det, skat, nynnede hun. De er jo familie. Hvad skulle det gøre?
Jeg trykkede slut og lænede mig tilbage i sofaen. Én tanke rumsterede: hvad skal min bror dog gøre, før mor tager mit parti?
***
Mads gav sig ikke bare. Han var mere stædig end en uldgris. Skrev: Hvad hvis vi boede her hele sommeren? Lene elsker det, og børnene trives.
Jeg lagde telefonen fra mig og hældte kaffe op uden sukker, så jeg kunne smage bitterheden fuldt ud.
Hele sommeren? HELE SOMMEREN?! Tre måneder?!
Først ville jeg ringe og lukke op for al min vrede mod ham, konen og ungerne.
Malene, tag dig sammen, sagde jeg højt til mit spejlbillede. Du er voksen og fornuftig. Du kan godt håndtere dette.
Jeg nikkede til spejlbilledet og tastede nummeret.
Mads, mener du med hele sommeren? spurgte jeg, da han tog telefonen.
Selvfølgelig, sagde han afslappet, som lå han i min terrassestol. I MIN stol!
Du har ikke noget imod det, vel? Du er så god.
Jeg er god, men ikke dum, svarede jeg tørt. Det er MIT sommerhus.
Helt ærligt, fnøs Mads. Hvad gør det dig? Vi holder øje med det for dig.
Du passede godt på roserne, da Lene klippede dem til en veninde
Jamen veninden blev glad, sagde han forundret.
Jeg trak vejret dybt. Talte til ti, så til hundrede. Intet hjalp.
Lene vil gerne tale med dig! tilføjede han.
Der blev rodet med telefonen.
Malene! kvitrede Lene, som solgte mig en støvsuger for to måneders løn. Børnene elsker at være her, de har så godt af frisk luft. Vær nu en god tante!
Lene, sagde jeg roligt, som man taler til et barn, der spiser sand. Det er min ejendom. I bor der uden tilladelse. Hvis I havde spurgt, havde jeg måske sagt ja.
Jamen, det har du jo nu! Sagde Lene tilfreds.
Jeg indså, at samtaler med hende var trist ufrugtbare.
Godt, sagde jeg med falsk ro. Nyd det.
Malene, er du sur? spurgte Mads nervøst, idet han dukkede op igen.
Nej, sagde jeg med et smil, han heldigvis ikke kunne se. Jeg vil løse problemet.
***
Hos ejendomsmægleren duftede der af kaffe og fortvivlelse. Fortvivlelsen kom hovedsageligt fra mig. Kaffen fra den velklædte dame på den anden side af bordet, der langsomt bladede mellem billeder af min sommerbolig på sin tablet.
Er du sikker på, du vil sælge? spurgte hun og løftede blikket. Sommerhuse som dette er hotte nu.
Helt sikker, nikkede jeg så ivrigt, at min nakke knagede. Jo før, desto bedre.
Mægleren hævede et bryn.
Har du travlt?
Jeg skaffer mig af med gammelt bagage, sagde jeg med et martyrisk smil. Jeg har fået … nye mål i livet.
Like at smide min bror ud af mit liv, tilføjede jeg indvendigt.
Godt hus, sagde hun og strøg fingeren ned over skærmen. Jeg har måske allerede en køber.
Jeg åndede lettet op alt tegnede til at gå op…
***
Den nye ejer hed Olaf Christensen. En solid mand på omkring halvtreds, poleret isse som et billardkugle, køligt blik. Han kiggede på billederne, stillede tre præcise spørgsmål og sagde:
Jeg køber det.
Vil du ikke se grunden først? spurgte jeg overrasket.
Jeg stoler på billederne, trak han på skuldrene. Og på dig.
Jeg blev lidt forlegent.
Der kommer… mine slægtninge på besøg nogle gange…
Er det et problem? spurgte han.
Ikke juridisk, rystede jeg på hovedet. Men det kan blive akavet.
Jeg er ligeglad, sagde han. Jeg køber ejendommen, ikke familien. Hvornår kan vi skrive under?
Vi aftalte næste lørdag. Præcis den dag Mads havde planlagt et stort grillarrangement for alle naboerne.
Han havde selvfølgelig ikke sagt det til migrygterne kom via mor. Sikkert ville han bryde låsen igen for at overraske mig.
Men nu var det min tur til at overraske!
***
Da vi kom, summede grunden som en bikube. Naboernes biler, oppustet bassin på græsset, musik, grill, børneskrig. Der var fest.
Er det altid sådan her? spurgte Olaf, mens han steg ud af sin sorte SUV.
Kun når min bror er her, sukkede jeg.
Vi gik gennem lågen, og Lene så os først, idet hun kom rundt om huset med en stor salatskål.
Malene! udbrød hun. Vi troede ikke, du kom!
Planerne ændredes, smilede jeg. Dette er Olaf Christensen. Og Jens Møller, jurist.
Hyggeligt! smilte Lene. Venner eller…
Hun blinkede antydende.
Noget mere?
Jeg er sommerhusets nye ejer, sagde Olaf roligt.
Lene stivnede med skålen.
Hvad betyder ejer?
Præcis det, sagde juristen. Frk. Hansen har solgt huset til hr. Christensen. Her er dokumenterne.
Han klappede på mappen.
Men… Hvordan… sagde Lene blegt. Mads!
Min bror dukkede frem bag grillen (MIN grill!), med forklæde og grillspyd udstrålede her kommer hovedpersonen.
Malene! råbte han begejstret. Vi troede, du havde droppet os!
Det ville jeg, hvis jeg kunne, mumlede jeg.
Mads, Malene har solgt sommerhuset! Sagde Lene.
Min bror frøs med grillspyddet midt i luften:
Hvad?
Jeg har solgt det, gentog jeg langsomt og tydeligt. Olaf er den nye ejer. Og juristen er her for at ordne papirerne.
Jeg ventede på skænderi. Hånlige ord. Men Mads sænkede sine hænder og spurgte stille:
Hvorfor?
Spørgsmålet tog mig faktisk på sengen.
Fordi du invaderede mit hjem uden tilladelse, svarede jeg. Fordi du mener, alt mit automatisk er dit. Fordi du ignorerer mine grænser. Jeg er træt lettere bare at slippe af med det her arnested for strid.
Og nu? spurgte Mads med sænkede øjne.
Nu pakker I og rejser, sagde Olaf køligt. I dag, nu. Det er privat ejendom.
Men vi skulle være her hele sommeren! udbrød Lene. Vi har endda telt!
Tag det med jer, sagde den nye ejer. Jeg bryder mig ikke om gæster.
Mads rev forklædet af og kastede det på græsset:
Det har alligevel været et hæsligt fangearbejde! Skulle grave i blomsterbede normale folk tager til Mallorca, ikke græder over roser!
Fantastisk, nikkede jeg. Tag til Mallorca.
Du… Du… Mads ledte febrilsk efter argumenter. Du er hjerteløs! Det var jo vores familiehjem!
Hvorfor skulle det være det? jeg krydsede armene. Jeg købte det med min egne penge. Din indsats var fakta: hvorfor har du brug for det hus.
Lene tog Mads i armen:
Nu går vi. Det er tydeligt nok.
Så vendte hun sig mod mig og sagde:
Det vil du fortryde, Malene.
Tvivler, svarede jeg med et smil. Til gengæld slipper jeg for at se jer gøre min have til en slagmark.
I samme øjeblik sprang nevøerne ud af huset, med flere nabobørn i hælene.
Tante Malene! råbte Hans (eller Niels?). Vi brugte sofaen som trampolin!
På min sofa?! Jeg snappede efter vejret. Er I skøre?!
Nok, afbrød Olaf. Jeg ringer til politiet. I har en halv time til at pakke og forlade grunden.
Han fandt sin mobil og begyndte at taste. Frygten i min brors og Lene ansigt var min belønning for mange års tålmodighed.
***
Malene, skat, hvordan har du det? mor sad overfor mig ved køkkenbordet, så bekymret ud. Fortryder du ikke?
Nej, mor. Ikke det mindste, svarede jeg ærligt.
Din bror er stadig sur, sukkede hun.
Han overlever, jeg trak på skuldrene. Han kan altid undskylde alt for sig selv.
To måneder var gået siden salget. Mads havde ikke ringet, og jeg til ham. Det var nok det længste vi havde været tavse sammen siden han lærte at tale og begyndte at plage mig med hvorfor er himlen blå og hvor kommer børn fra.
Han er trods alt din bror, sagde mor, men ikke så insisterende som før.
Jeg ved det, nikkede jeg. Og jeg vil altid være hans søster. Men det betyder ikke, at jeg skal finde mig i alt hvad han gør.
Mor sad stille og drejede koppen rundt.
Hvad gør du med pengene fra salget?
Ikke besluttet. Måske på konto, eller en ferie sagde jeg. Det kræver ikke den store intelligens at bruge penge.
***
I virkeligheden havde jeg allerede brugt dem jeg havde købt et nyt sommerhus, et helt andet sted. Var allerede ved at gøre haven fin. Men det tvivler jeg på at fortælle mor eller nogen om. Og adressen? Aldrig.
Jeg har lært én ting: Har du noget godt, vil nogen altid prøve at ødelægge det. Men det sker der ikke igen.
