Ikke mine støvler
Erik, har du spist?
Han svarede ikke. Sad ved bordet og stirrede ned i tallerkenen, som jeg havde sat foran ham for tyve minutter siden. Kartoflerne var allerede blevet kolde. Frikadellerne ligeså. Jeg stod i køkkendøren og så på hans nakke. En helt almindelig nakke, ikke noget særligt. En smule grå stænk ved tindingerne, som han aldrig har kunnet lide. Ørerne lidt udstående. Den nakke, jeg har kendt i snart énogtredive år.
Erik.
Hm.
Ikke et spørgsmål. Bare en lyd. Som om luften slap ud af ham.
Vil du spise?
Nej, jeg har ikke lyst.
Jeg gik over og tog tallerkenen. Kartoflerne var helt kolde. Jeg skrabede dem i vasken og lod vandet løbe. Frikadellerne pakkede jeg ind i stanniol og satte i køleskabet. Hele tiden sad han bare der og så på bordet. Eller ind i ingenting.
Sådan havde det været i tre uger.
Jeg kan huske, hvornår det startede. Ikke datoen præcist, men det var en onsdag. Midt i februar, sådan en grå, træls dag. Han kom hjem fra arbejde en time senere end vanligt. Tog skoene af i entréen meget stille. Jeg hørte det faktisk knap nok. Normalt råber han altid fra døren: “Karen, jeg er hjemme!” Sådan har det været i énogtredive år. Selv når vi har været uvenner eller ikke talt sammen i dagevis på grund af noget pjat, råbte han det. En vane. Men den dag: tavshed. Jeg tittede ud fra køkkenet. Han stod ved knagerækken og så på sin jakke. Som om han ikke vidste, om han skulle hænge den op eller tage den på igen.
Erik? Hvorfor er du så sen?
Blev lige lidt forsinket.
Skete der noget?
Nej.
Jeg troede på det. Det kunne jo være arbejde, ny chef, et eller andet. Så jeg satte hans mad frem. Han spiste. Ikke noget særligt. Han var bare lidt mere tavs end normalt, men jeg tænkte, han sikkert bare var træt.
Næste dag det samme. Igen dagen efter. Ugen efter.
Jeg ville ikke lægge mærke til det. Vi kvinder, især efter de halvtreds, har set så meget man begynder at tænke: Han er nok bare træt. Det er nok alderen. Arbejdet. Man beroliger sig selv. For hvis man først lægger mærke til det, må man jo gøre noget og hvad? Så man lader som ingenting.
Men så blev det umuligt at lade som ingenting.
En nat vågnede jeg. Klokken var tre, bælgmørkt. Erik var der ikke. Jeg lå og lyttede. Stilhed. Jeg gik ud i køkkenet. Han sad derude i mørket foran fjernsynet. Fjernsynet var slukket. Bare en sort skærm. Og han så ind i den. Hænderne på knæene. Ryggen rank. Som om han ventede på noget.
Erik. Klokken er tre om natten.
Han vendte sig mod mig. Så på mig, som om jeg var fra en anden verden. Som om han var langt nede i sig selv, og jeg bare dukkede op.
Gå i seng, sagde han.
Hvad laver du herude?
Ingenting. Bare gå i seng.
Jeg gik ikke. Stillede mig ved siden af ham og lagde hånden på hans skulder. Skulderen var kold. Han sad jo i t-shirt, og det var koldt derude i februar. Men han reagerede ikke. Før i tiden lagde han altid sin hånd oven på min. Altid. Automatisk.
Hvad er der sket?
Ingenting. Kunne bare ikke sove.
Du har aldrig haft problemer med at sove.
Der er vel en første gang for alt.
Jeg gik i seng igen. Kiggede længe op i loftet. Han kom først ind omkring klokken fem. Lagde sig, rørte mig ikke. Jeg kunne høre, at han ikke sov. Vi lå begge to og lod, som om vi sov.
Der forstod jeg, at noget var galt. Alvorligt galt.
De næste dage gik jeg bare og tænkte. Gennemgik alt forfra og bagfra. Det er ubehageligt, når tankerne begynder at rode i de mørkeste kroge. Jeg er ikke nogen ung naive pige længere. Jeg er Karen Møller, seksoghalvtreds år, gift i énogtredive år. Jeg forstår lidt af livet.
Det første, jeg tænkte, var naturligvis En anden kvinde.
Jeg skammede mig nærmest ved tanken. For det er jo Erik. Erik! Aldrig et eneste tegn på noget i alle årene. Men når en mand bliver tavs, ikke spiser, sidder om natten og glor ind i et slukket fjernsyn så fantaserer kvindehjernen sit. Der er intet at gøre.
Jeg begyndte at holde øje. Telefonen. Han plejede at lægge den fra sig hvor som helst, så jeg samlede den altid op for ham. Men nu havde han den altid i lommen. Det bemærkede jeg. Men ikke andet. Ingen mærkelige dufte af fremmede parfumer. Ingen sene opkald. Tværtimod, han kom hjem til tiden. Nogle gange for tidligt. Han kom bare hjem, satte sig, tav.
Snyd afskrev jeg. Eller næsten. Tankerne slipper aldrig helt.
Den anden mulighed: sygdom.
Det var den tanke, jeg var mest bange for. Han fylder tres til april. Mænd i den alder Hjertet, eller noget andet, man dårligt tør sige højt. Han havde ikke været til læge længe. Mænd undgår jo læger, til det for alvor går galt. Kunne han gå og bære på noget, han ikke ville gøre mig bange med?
Det ville ligne ham. Meget.
Jeg prøvede forsigtigt:
Erik, det er længe siden, du har været til lægen. Skal du ikke bare sådan for en sikkerheds skyld?
Jeg fejler ikke noget.
Hvordan ved du det, når du ikke har fået det tjekket?
Karen, jeg har det fint. Slap nu af.
Han sagde det helt roligt. Men alligevel ramte ordet. Han havde nærmest aldrig skudt mig sådan væk før.
Tredje tanke: penge.
Vi har altid klaret os. Ikke rigt, men pænt. Erik har arbejdet som snedkermester på et møbelfabrik, jeg på regnskabskontoret på den lokale sundhedsklinik. To børn er blevet store, flyttet hjemmefra. Barnebarn, Cecilie, tre år. Huslånet betalt ud for længe siden. Bilen gammel, men kører. Det gik.
Alligevel tænkte jeg: Hvad nu hvis han havde gæld? Brugte skjulte penge? Jeg tjekkede vores fælleskonto. Alt var normalt. Jeg kunne ikke tjekke hans. Jeg turde ikke spørge direkte. For han ville bare svare kort eller slet ikke svare, og så føles det værre end et skænderi.
Der gik flere dage. Jeg holdt mig sammen på arbejde. Chefen, Birthe, spurgte en morgen:
Karen, du ser helt ude af den ud i dag. Er alt okay?
Ja, Birthe, bare lidt træt.
Din mand? spurgte hun hurtigt. Sådan, som kvinder i vores alder gør.
Nej, nej, alt er fint.
Hun nikkede. Hun ved godt: Når folk siger alt er fint, er det sjældent sandt. Men hun lod det ligge. Tak for det.
Hjemme prøvede jeg at opføre mig normalt. Lavede mad, gjorde rent, spurgte til hans arbejde. Han svarede i korte sætninger. Okay. Fint. Ja. Det var, som om vi var to fremmede i samme lejlighed. Underligt. Selv når vi virkelig havde været uvenner før, havde der været følelser enten varme eller kulde. Her: ingenting.
En dag, da jeg bad ham ordne vandhanen i køkkenet, som havde dryppet i en uge, svarede han for første gang vredt.
Erik, kan du ikke snart fixe hanen?
Han så op på mig. Der var noget i øjnene. Træthed, irritation, jeg ved ikke.
Ikke nu, Karen.
Men den har dryppet i en uge.
Jeg sagde, ikke nu!
Han slog hånden i bordet. Ikke voldsomt. Men det kom helt bag på mig. Erik Møller har aldrig banket i bordet før.
Vi sagde ikke mere. Han gik ind i soveværelset. Jeg stod bare og hørte på hanen, der dryppede.
Så fandt jeg selv skiftnøglen frem og fik skruet den nogenlunde fast. Ikke så godt som han ville have gjort men den dryppede ikke.
Den nat sov jeg dårligt. Jeg tænkte: Hvad pokker er det her? Hvor blev min mand af? Ham, der griner på de mærkeligste tidspunkter, som kan citere alle de gamle Morten Korch-film. Som brænder pandekager om søndagene. Som ringer uden grund fra arbejdet bare for at høre, hvordan jeg har det. Hvor blev han af?
Dét at have en person lige ved siden af sig men alligevel ikke. Det er værre end at være uvenner. Værre end at han skulle rejse væk. For han er der jo og alligevel ikke.
Familiens krise. Det ord kom til mig den nat. Eet af den slags ord, der siger noget men kun halvt. Vi havde det jo egentlig godt. Hvad havde ændret sig?
Intet udadtil. Og det var næsten det værste.
Så kom der en aften, jeg aldrig glemmer.
Jeg kom hjem lidt over seks. Hans jakke var ikke på knagen. Så han var ikke hjemme. Jeg tog skoene af, satte en elkedel over i køkkenet. Så hørte jeg døren blive åbnet meget stille. Jeg kiggede ud.
Han kom ind. Tavs, som han havde været de sidste tre uger.
Du er hjemme, sagde jeg. Vil du have aftensmad?
Han svarede ikke. Gik bare ud i køkkenet. Han åbnede overskabet over køleskabet. Der står en flaske snaps, som vi altid har til gæster eller hvis nu. Den har stået der siden sidste jul. Han tog den ud.
Mit hjerte hamrede. Han satte flasken på bordet. Satte et glas ved siden af. Satte sig og stirrede på væggen.
Jeg ventede. Han åbnede ikke flasken. Bare sad og så. Som om han diskuterede med sig selv indeni.
Jeg gik stille hen og fjernede glasset. Satte flasken tilbage.
Han fulgte mig med øjnene. Men sagde intet.
Jeg hældte te op og satte den foran ham.
Erik, sagde jeg. Jeg ved ikke, hvad der sker. Men du er her. Jeg er her. Alt andet må vi tage, som det kommer.
Han så længe på mig. Der var noget i hans øjne, jeg ikke havde set længe. Var det sorg? Skyld? Slidthed?
Gå i seng, Karen, sagde han stille.
Hvad med dig?
Jeg kommer om lidt.
Jeg gik. Jeg kunne ikke tvinge ham til at tale. Det kan man ikke med voksne mennesker. Men jeg vidste også, at vi ikke kunne fortsætte sådan.
Og det blev da også afgjort kort efter. Bare ikke, som jeg havde ventet.
Det var fredag. Jeg gjorde mig klar til arbejde. Stod foran spejlet i entréen, bandt tørklædet. Han sov stadig tungt. Det har ellers aldrig været hans stil. Jeg så på mit spejlbillede og tænkte på, at jeg havde gået tre uger og følt at noget var gået i stykker. At min nærmeste var en fremmed og alligevel det vigtigste menneske.
Jeg besluttede mig.
Jeg tog mobilen og sendte Birthe en sms: Har brug for en fridag. I dag, hvis muligt. Hun svarede hurtigt: Selvfølgelig, Karen. Pas nu på dig selv.
Jeg gik ud som normalt. Ned i gården. Ventede nogle minutter. Gik så stille op igen, låste mig ind. Skiftede sko lydløst.
Og så så jeg dem: et par fremmede støvler. Mørkebrune, kvindestøvler med lille hæl. Sat pænt ind til væggen. Ikke mine. Jeg kender mine støvler. Det dér var ikke mine.
Jeg stod bare og kiggede. Så kom lydene fra køkkenet: stemmer, en kvinde græd, en mandlig stemme prøvede at trøste.
Jeg skulle kun bruge ét sekund på at bestemme mig. Gik ud i køkkenet.
Ved bordet sad to. Min Erik. Og Gitte, kone til hans bedste ven Poul. Gitte sad og græd med ansigtet i hænderne. Erik sad ved siden af, rørte hende ikke, bare nærvær. Foran dem: to kopper te og en åben pakke småkager fra skabet.
Erik så op og opdagede mig.
Han virkede ikke overrasket. Ikke forlegen. Bare opgivende som én, der er blevet opdaget men næsten lettet over ikke at skulle skjule mere.
Gitte så op. Røde, hævede øjne.
Vi sagde ingenting. Måske tre sekunder. Eller fem. Eller en evighed.
Så sagde Gitte:
Karen undskyld. Jeg havde ikke andre steder at gå hen.
Jeg svarede hende ikke. Jeg så kun på Erik.
Forklar det, sagde jeg.
Han rejste sig, gik hen til vinduet, vendte ryggen til. Udenfor februar, gråt, ingen sne.
Erik.
Ja, sagde han. Jeg forklarer.
Han vendte sig. Gitte så ned i bordet; Erik så på mig.
Poul blev overfaldet i går. Udenfor sit arbejde. Tre mand. De sagde: Hils din ven og sig, han skal holde kæft. Poul ligger på hospitalet nu.
Det stak i mig. Poul? Vi har kendt ham i næsten alle ægteskabsårene. Jeg så på Erik.
Hvad betyder det? Hvem holdt ikke kæft?
Erik sænkede hovedet, gned ansigtet.
Jeg har afleveret en rapport. Starten af februar. Om den nye formand på fabrikken.
Og?
Han stjæler, Karen. Systematisk. Lageret, materialer. Jeg har set på tallene, holdt øje, talt sammen. Skrev en rapport.
Til hvem?
Fabrikkens HR. Og regnskabskontoret.
Jeg sagde ingenting.
Poul han vidste, at jeg skrev rapporten. Jeg fortalte ham det. Vi er venner. Jeg regnede med ham. Han fortalte det videre til formanden. To måneder gik han til ham med alt, hvad jeg lavede. To måneder.
Der var dødstille. Køleskabet brummede.
Jeg blev fyret, sagde Erik. For tre uger siden. Samme dag, jeg kom sent hjem. Manglende materialer i regnskabet. Jeg havde ikke taget noget. Men papirerne var i orden, der var underskrifter (falske, mit navn men pænt gjort). Jeg blev bedt om at sige op selv. Ellers ville sagen gå videre.
Du har gået tre uger uden at sige noget, sagde jeg.
Ja.
Har du bare gået rundt og ladet, som om du gik på arbejde?
Ja.
Hvor har du været henne?
Forskelligt. Først i parken. Så på biblioteket. Nogle gange bare med bussen rundt.
Jeg så på ham. Min mand. Tæt på 60, snedkermester, de bedste hænder. Vores liv sammen. Og han havde brugt tre uger på bare at køre med bus for at tage væk og havde intet sagt.
Hvorfor? spurgte jeg.
Han gned ansigtet igen.
Kan du huske 1998? Da jeg blev fyret der?
Jeg kunne huske det. Børnene små, pengene snævre. Jeg arbejdede dobbelt. Han søgte arbejde længe, og jeg kan huske, hvordan han så ud i den tid.
Jeg husker det.
Du sagde aldrig noget dengang, men jeg kunne se dine øjne, Karen. Når du troede, jeg ikke kiggede. Jeg ville ikke se det blik igen.
Sådan var det altså.
Efter så mange år. Han så stadig mine øjne for sig fra dengang. Og bar det rundt i sig.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til det.
Vidste Poul, at du var blevet fyret?
Ja. Han ringede næste dag. Spurgte, hvordan jeg havde det. Sagde, det var uretfærdigt. Det er jeg ked af, sagde han.
Han tav. Ordet “ked af” hang i luften.
Men han gik til formanden? i to måneder?
Ja.
Jeg så på Gitte. Hun havde hovedet helt nede. Hun vidste alt.
Gitte. Vidste du det?
Hun nikkede svagt.
Fik det at vide i går, da han kom på hospitalet. Han bad mig fortælle Erik, at han fortryder. Derfor er jeg her.
Lang pause.
Men han kom ikke selv, sagde Erik stille.
Han ligger jo på hospitalet, sagde Gitte.
Det er ikke det.
Mere blev vi ikke ved den snak. Det var for stort.
Jeg lavede te. Når man ikke ved, hvad man skal gøre, laver man te. Det hjælper ikke, men man gør noget. Livet fortsætter.
Så, sagde jeg ved komfuret, du er uden arbejde nu.
Ja.
Har været det i tre uger.
Ja.
Du kan ikke bare gå tilbage til fabrikken.
Nej.
Okay.
Jeg satte te frem. Erik kiggede på mig.
Karen, jeg ved godt, det her er slemt. Men
Erik.
Hm?
Hold bare mund et øjeblik. Jeg tænker.
Han tav. Gitte blinkede. Kedlen peb.
Jeg lavede rigtig te. Ikke i pose, men løs te, som altid. Erik sagde allerede på vores første date, at han ikke kunne udstå tebreve. Jeg grinede, men vænnede mig til det.
Jeg satte tre krus frem, et til hver. Satte mig.
Hør nu, sagde jeg til Erik. Hør ordentligt efter.
Jeg lytter.
Du er den bedste snedker, de har haft på fabrikken de sidste tredive år. Alle kender dig for dine hænder og dit arbejde. Ethvert værksted ville tage dig ind. Det ved du godt, ikke?
Han sagde ikke noget.
Det ved du udmærket.
Måske, sagde han tøvende.
Godt. Så kan du huske, at Henning fra kommunen spurgte dig for et par år siden? Ville starte sin egen møbelrestaurering op spurgte, om du ville være med.
Erik så op.
Ja, jeg husker det.
Du sagde nej fordi det var usikkert, ikke fast. På fabrikken var det trygt.
Karen
Jeg bebrejder dig ikke. Det var rigtigt dengang børnene skulle hjælpes videre, lån, alt det. Men nu? Nu er børnene voksne, ligusterhækken klippet, lånet væk. Vi er to. Jeg arbejder. Det er ikke 1998 længere.
Han så på mig. Jeg kunne se noget begynde at flytte sig i ham. Noget dæmpet inde bag øjnene.
Ved du, om Henning stadig laver den slags?
Ved jeg ikke. Ikke talt med ham længe.
Ring. I dag, eller i morgen.
Måske har han andre med nu.
Ring og find ud af det.
Det tager tid. Lokale, udstyr, alt det der.
Erik.
Hm?
Har du nogensinde set mig ikke kunne arrangere noget, hvis jeg virkelig ville?
Kort pause. Han smilede svagt for første gang i tre uger. En lille grimasse, men den var der.
Faktisk ikke.
Netop. Så drikker vi te nu og tænker. Skriver en liste, hvis vi skal. Vi har hele natten.
Hele natten, gentog han.
Du har tænkt alene i tre uger. Nu tænker vi sammen. Som vi skulle have gjort hele tiden.
Gitte snøftede.
Jeg så på hende.
Tænker du på Poul nu?
Ja.
Får han den hjælp, han har brug for?
Ja. Brækket hånd, brækkede ribben. Men de siger, han skal blive rask.
Så bliver han det. Og så må I to få talt ud. Det er jeres sag.
Jeg ved ikke, hvordan jeg kan se ham i øjnene igen.
Det ved jeg heller ikke, sagde Erik, mere roligt, men det er jeres snak.
Vi var stille et stykke tid. Men det var en anden stilhed end de sidste uger en stilhed hvor alt var ude på bordet. Det var rart.
Gitte gik tidligt i seng. Vores datters gamle værelse stod tomt. Jeg var glad for, hun gik; ikke af uvilje, men jeg havde brug for at være alene med Erik.
Da hun var væk, sad vi lidt endnu.
Er du vred? spurgte han.
På dig?
Ja.
Jeg tænkte over det.
Det er jeg. Men ikke på dig. Jeg er vred over, at du troede, du var nødt til at bære det alene. At du undervurderede mig.
Det gjorde jeg ikke.
Det gjorde du alligevel. Troede, jeg ville knække.
Han rystede på hovedet.
Nej jeg var bange for at knække selv.
Ja?
Jeg kunne sikkert holde mig oprejst, hvis jeg ikke så dig bekymret. Jeg kunne ikke overskue at se din reaktion.
Det kender jeg godt. Det er så mærkeligt. Nogle gange holder man lige nøjagtig sammen på det hele indtil det vigtigste menneske kigger én i øjnene, og så vælter det hele. Fordi man tør.
Jeg forstår, sagde jeg.
Nu er det ikke så slemt mere.
Det der ikke længere så slemt det var den første ægte sætning fra ham i tre uger.
Godt så, sagde jeg. Så lægger vi en plan.
Vi startede med det praktiske. Penge. Vi har en lille opsparing, samlet sammen til netop kriser. Erik mumlede, at han syntes, det var svært at bruge af DET. Jeg sagde: “Det er vores opsparing, ikke kun min.” Han nikkede.
Min løn fra klinikken kunne vi leve for. Ikke luksus, men vi klarede os.
Så Henning.
Henning Knudsen. Erik og han havde tidligere arbejdet sammen. Henning havde startet et lille firma, restaurering af gamle møbler. Erik havde hjulpet til et par gange. For to år siden ville Henning have Erik med som partner. Erik sagde nej dengang. Men nu…
Du ringer til ham i dag.
Klokken er snart ni.
Han tager røret. Ring.
Erik tøvede. Så gik han ind i stuen og ringede. Jeg sad og lyttede til ham. Blev efterhånden mere og mere snaksalig på telefonen. Lidt grin, let latter. Det var længe siden.
Han kom tilbage tyve minutter efter.
Nå?
Henning blev glad. Han mangler folk, og der er arbejde nok. Han foreslog, jeg kommer forbi på mandag. Starter som ansat, og måske kan vi snakke partnerskab på sigt.
Fint. Start der. Lønnen?
Ikke som på fabrikken.
Det går nok.
Han satte sig. Tog fat om sin gamle blå krus med hvidt isbjørnsmotiv fra Skagen. Hvorfor kom jeg i tanker om det? Fordi nogle ting binder tingene sammen, måske.
Karen. Jeg er ked af, at jeg ikke sagde noget før.
Du siger det nu.
Efter tre uger.
Glem det. Nu er det fremad, der gælder.
Er du sur på mig for det med Poul? At jeg fortalte ham for meget?
Det spurgte han pludselig. Jeg tænkte.
Du stolede på ham. Sådan gør man med gamle venner. Det var ikke dig, der begik fejlen.
Jeg skulle have set det komme.
Nej. Har vi ikke været venner med dem i snart tredive år? Ingen kan se sådan noget komme.
Alligevel…
Erik, stop. Folk kan svigte én. Men det er ikke dig, der er skyld i det.
Han tav.
Jeg forstår ikke, hvorfor han gjorde det, sagde han stille. Hvad fik han ud af det? Han ved jo, hvor travlt formanden har.
Måske frygt. Måske noget han blev lovet. Vi ved det ikke.
Tredive år Vi var jo på fisketur sammen sidste sommer.
Jeg husker, han gav os fisk med hjem.
Lige præcis. Og så det her
Han sagde ikke mere. Det var det værste. Ikke selve fyringen men at den slags kunne ske med en så gammel ven.
Forræderi, sagde han.
Jeg nikkede.
Ja. Det gør ondt. Det går langsomt over.
Tror du det gør det?
Ja. Smerten forsvinder, men noget bliver.
Han så på sit krus.
Det mærkeligste er: Jeg er vred men jeg har ondt af ham alligevel. Han er jo på hospitalet nu.
Det er fordi, du er et ordentligt menneske.
Det gør ikke følelsen nemmere.
Nej.
Så sad vi bare. Klokken var næsten elleve. Udenfor var det mørkt, februar næsten slut. Snart marts.
Jeg satte mig med notesbogen. Jeg har altid en notesbog i køkkenet.
Lad os lave en liste, sagde jeg.
Hvad skal jeg skrive?
Alt, vi skal have styr på.
Erik tog pennen.
Først: Ring til Henning. Start på mandag. Nummer to: Få styr på min ansættelsesattest og hvad der står skrevet. De kan have skadet mit rygte.
Du må snakke med en fagforening eller en jurist.
Gode idé. Vores nabo, Torben, er jurist. Jeg spørger ham.
Han skrev det ned med den pæne, lige håndskrift.
Tre: Penge. Kontrollere budgettet, undgå panik.
Jeg smilede over undgå panik.
Fire: Formanden og rapporten. Hvad sker der med det?
Rapporten er på HR og i regnskab. Så må vi se.
Han skrev ikke punkt fire færdigt. Lod linjen stå åben.
Vi snakkede længe om møbelrestaurering, internettet, om at folk nu vil have gammel dansk stil restaureret. Erik blev mere og mere levende. Mit gamle Erik.
Ved midnat lavede jeg mere te. Vi var trætte, men blev siddende. Han fortalte om at restaurere et gammelt skab, der havde et hemmeligt rum, han kom i tanke om for år tilbage. Det var en god historie.
Til sidst blev han mere og mere træt, hovedet faldt mod bordet, og han sov.
Jeg lagde hurtigt et tæppe omkring ham. Han vågnede ikke. Jeg lod det lille lys i køkkenet brænde, så det ikke blev helt mørkt.
Jeg satte mig og drak min sidste kop te. Udenfor begyndte det at lysne. Ikke dag endnu men vinterens mørke var ikke helt tæt længere. Marts. Snart.
Af nedløbsrøret udenfor dryppede det. Det første begyndende forår. Ikke sne. Vand, liv.
Jeg sad der, tænkte på min datter Katrine. Hun bor hos sin mand nu, lille Cecilie er der. Må ringe i morgen. Bare hvordan går det? Intet andet. Forklar senere, hvis der bliver behov.
Tænkte på min søn Mads i Odense. Han ringer om søndagen. Det må vente.
Tænkte på Henning. Hvordan mon han har det nu?
Tænkte på restaureringsarbejde. Det er meningsfuldt at tage noget slidt og gammelt og genskabe dets gamle form. Ikke nyt og fremmed. Bare dets eget, oprindelige. Det kan jeg lide.
Erik sov tungt, tæppet lå skævt, jeg rettede det. Han sov uanfægtet videre.
Jeg satte mig igen.
Dryppet fortsatte. Martsmørket var ikke så mørkt mere.
Eriks notesbog lå åben. Pennen ved siden af. Jeg tog den, så på den tomme linje efter fjerde punkt.
Tænkte. Skrev ikke noget. Lagde pennen igen.
Nogle linjer skal stå åbne. Indtil videre.
Udenfor dryppede det stadig. Og marts var kun lige begyndt.
