Hvis ikke for hende
Hvorfor tog du hende med herhjem?
Anna stivnede da stemmen lød. Det var ikke så meget ordene, men hvordan de lød gennemsyret af en koncentreret vrede, der fik luften i entreen til at føles tung. Den 15-årige pige, Clara, så på hende, som om Anna var noget klamt, der var slæbt ind på skoene.
Clara, hvad mener du med tog hende med? Jens lagde blidt hånden på Annas skulder, og det lette en smule hans berøring at kunne trække vejret Vi er blevet gift, Anna og jeg. Nu skal hun bo sammen med os.
Bo sammen med os? Claras stemme gik op i et skrig. Skal hun sove i mors seng? Gå rundt i mors hus? Røre mors ting?
Skat, mor har været væk i fem år nu…
Kald mig ikke det! Pigen rystede af sig. Og nævn ikke mor! Du har bare taget en fremmed kvinde med herind, og hvad så, skal jeg kalde hende mor? Hun er ingenting for mig. Ingenting! Hører du?
Anna ville sige noget, forklare at hun ikke havde tænkt sig at tage nogen plads, at hun bare gerne ville være en del af familien, men ordene satte sig fast i halsen, og der slap intet ud.
Jeg ha-der hende! Forstår I det, I nygifte?! skreg Clara, stavelserne haltede, øjnene borede sig ind i Anna, og så løb hun. Larmen fra døren rungede gennem huset.
Jens trak sin kone ind til sig, kyssede hende blidt på håret og hviskede beroligende ord om tid, om tålmodighed, og om at Clara nok skulle vænne sig til hendes tilstedeværelse, man skulle bare vente. Anna nikkede og begravede næsen i hans uldsweater, mens en sort og tung forudanelse voksede i hende en følelse, der fik hende til at ville gribe kufferten og tage tilbage til sin ensomme og trygge lejlighed.
Men hun blev. Selvfølgelig blev hun. Hvor skulle hun også tage hen, fra denne mand hun elskede så hjælpeløst og desperat, som kun dem der har opgivet håbet tør elske?
Dagene blev mærkelige og seje, fulde af tavshed. Clara kiggede lige igennem Anna som om hun bare var et møbel ikke det pæneste og klart det unødvendige i rummet. Hun spiste den morgenmad Anna havde lavet, sagde ikke tak. Satte sig til aftensmaden, skubbede tallerkenen demonstrativt væk, hvis Anna prøvede sig på en samtale. Skruede tvet op på fuld styrke når Anna kom ind i stuen.
Anna prøvede alt. Bagte kanelpandekager, fordi Jens havde fortalt at Clara elskede dem. Pandekagerne blev liggende urørte, selvom de duftede så godt, at Anna selv fik mundvand. Hun købte billetter til en koncert med et populært band, hvis navn hun havde hørt da Clara talte med veninderne. Billetterne blev båret tilbage til Annas natbord, flået i stykker.
Jens prøvede at ryste dem sammen, arrangerede fællesmiddage, fandt på brætspilsaftener med popcorn og hyggelys. Clara sad med stiv maske, svarede faderen med ord på én stavelse og kiggede slet ikke på Anna.
Måske vi kunne tage i biografen på lørdag? foreslog Jens en aften, så håbefuldt at Anna fik ondt helt indeni. Bare os tre. Som en familie.
Ikke tale om, sagde Clara uden at flytte blikket fra telefonen.
Clara, det betyder ikke noget…
Jeg sagde jeg ikke vil. Jeg gider ikke. Hun løftede endelig blikket, og Anna veg tilbage for den kulde og det had der mødte hende. Ikke med hende. Fatter du?
Jens sank sammen. Anna så hans skuldre falde, så blikket slukkedes, og det gjorde ondt at se på, hun havde lyst til at beskytte ham mod hans egen datter og hun skammede sig så over den tanke.
Så gik de to alene i biografen. De sad i en halvtom sal, spiste popcorn der satte sig fast i halsen, så en komedie der mest fik tårerne frem. På vejen hjem tav Jens, greb fat om rattet som om det var skyld i alt.
Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre, sagde han opgivende da bilen blev parkeret. Jeg ved ikke noget mere.
Anna lagde sin hånd over hans, flettede deres fingre. Hun sagde ingenting. Det sorte, kolde savn rumsterede i hendes bryst, voksede sig tydeligere for hver dag.
…En dag kom Anna hjem fra arbejde tidligere end hun plejede, låste stille døren op og stod i entreen og tog støvler af. Inde fra Claras værelse lød en dæmpet stemme, og noget i tonlejet fik Anna til at spidse ører.
Jeg er i tvivl… Ved ikke om jeg vil det her… lød Claras stemme svagt gennem den halvlukkede dør.
Anna stod som forstenet med støvlen i hånden, bange for at røre sig. 15 år gammel, det er alderen for dumme beslutninger, oprør mod alting, handlinger man fortryder resten af livet. Hvad foregik der? Hvem snakkede hun med? Om hvad?
Men stemmen faldt, Anna skyndte sig ind på sit værelse, pressede ryggen mod den lukkede dør. Hjertebanken i halsen, hovedet fyldt af spørgsmål uden svar. Om aftenen forsøgte hun forsigtigt at tale med Jens, nævnte om han måske burde snakke med datteren, finde ud af hvem hun talte med, hvad hun gik og lavede. Jens nikkede, lovede at tage sig af det, men Clara slap som sædvanlig af sted med enstavelsesord og lukkede sig inde på sit værelse.
Der gik to uger i det samme tavse opgør, og Anna overbeviste sig selv om, at den samtale hun havde overhørt ikke havde betydet noget det var bare ungdomsøjne. Ingenting alvorligt.
Men så kom den aften
Jens blev sent på arbejde, noget vigtigt, en rapport der skulle ligge klar til næste morgen. Anna sad i køkkenet, varme fingre om en kop lunken te, da Clara kom udklædt, i nederdel og læderjakke, alt for lidt til årstiden.
Skal du ud?
Jeg går bare en tur.
Clara, det er mørkt, klokken er næsten ti, kan du ikke blive hjemme?
Stedfaren fik et blik fuld af irritation og den foragt Anna havde vænnet sig til.
Jeg klarer mig fint uden dine råd.
Vil du ikke… Anna nærmest tiggede, og hun hadede den stemme, men hun kunne ikke gøre andet, …bare skrive adressen til din far, så ved han hvor du er. Han bliver bekymret.
Clara himlede med øjnene, greb en kuglepen og kradsede en adresse ned på en seddel, smed den på bordet og forsvandt ud af døren uden farvel.
Anna blev siddende i køkkenet og talte minutterne. En time. Halvanden. To. Udenfor var det blevet natmørkt, Jens skrev, at han ikke var hjemme før midnat, og Annas uro voksede, gjorde det svært at trække vejret. Hun tog sedlen, tastede adressen ind på sin mobil, og maven snørede sig sammen af kold frygt. Udkanten af byen, industriområde, og lige ved siden af lå en natklub anmeldelserne fik hårene til at rejse sig. Slagsmål, piger der blev hentet af ambulancer.
Anna huskede ikke hvordan hun fik frakke på, løb ud til taxaen. Hendes tanker var kun én: Bare hun ikke er kommet til skade, bare jeg når det.
Taxaen satte hende af ved et dystert neonskilt, og Anna løb ned ad gaden og spejdede efter Clara i skyggerne. Hun hørte det før hun så det: Et kvælende skrig, tumult, mænds latter. Hun drejede om hjørnet og tiden frøs.
Tre fyre var ved at slæbe Clara ind i en mørk gyde, én holdt hånden for hendes mund, én for armene, og den tredje rodede i hendes lommer. Clara sparkede og vred sig, men hvad kan man gøre mod tre store mænd
Anna tænkte ikke. Hun stormede frem, råbte så det kløvede natten.
Slip hende! Slip min datter! Hjælp! Er der nogen!
Hun kradsede, bed, slog hvor hun kunne, kendte hverken frygt eller smerte, kun en vild, brændende raseri indeni. Én af fyrene veg tilbage med blod i ansigtet, Clara fik vriste sig fri, og Anna blev ved at skrige, svingede tasken som et våben.
Ud af mørket kom en mand i træningsjakke og brummede, og fyrene løb væk, forsvandt som rotter. Anna sank ned på den kolde asfalt, følte ikke de brændende hænder og slidte knæ, kun hammerende hjerte i ørerne.
Clara stod og klamrede sig til muren, hele kroppen rystede, mascaraen løb ned ad kinderne.
Er I okay? spurgte manden og hjalp Anna op. Skal jeg ringe til politiet?
Nej, gispede Anna, kunne næsten ikke stå. Det er okay, vi går bare hjem. Tak.
Hun bestilte en taxa, og de satte sig på bagsædet, begge forslåede og snavsede, med rystende hænder. Clara trykkede sig ind til Anna, skjulte ansigtet ved hendes skulder og græd stille og småt, på den måde kun børn kan. Anna holdt om hende, strøg hende over det viltre hår og hviskede beroligende ord hun knapt selv forstod.
Udenfor gled natten forbi, taxachaufføren holdt diskret mund, mens Anna bare blev ved at stryge Clara, den pige der samme morgen havde set hende med had i blikket og et sted inde i Anna skete der noget. Noget gik i stykker og blev bygget op på ny.
De kom op til lejligheden, Anna skubbede døren op, havde glemt at låse. Lyset lyste i entreen, og Jens stormede ud, bleg og anspændt, mobilen rystede i hånden.
Hvor har I været? Jeg har ringet hele aftenen, Clara svarer ikke, du svarer ikke, din mobil ligger på køkkenbordet jeg troede I var væk, jeg skulle til at ringe til politiet!
Clara kastede sig grædende om halsen på sin far og begyndte mellem hikstene at fortælle om klubben, om fyrene, om den mørke gyde, om hvordan de havde båret hende af sted, og hun ikke kunne gøre noget, ikke kunne skrige, fordi hun fik munden lukket til, og hun troede det var slut.
Hvis ikke for hende, Clara så op på Anna med grådkvalt ansigt, jeg ved ikke hvad der ville være sket. Hun kom løbende og slogs som en løvinde, skreg og kradsede, de blev skræmt kan du forstå det?
Jens kiggede på sin kone med blandet rædsel, taknemmelighed og noget mere, som Anna ikke kunne sætte ord på.
Så slap Clara sin far og gik hen til Anna, omfavnede hende, tæt og ægte.
Undskyld, snøftede hun ind mod Annas skulder. Undskyld for alt. Jeg har været dum. Du har reddet mig. Tak.
Anna krammede hende, og tårerne strømmede endelig, varme, salte, og det var gode tårer de lettede brystet.
Senere drak de te med mynte og honning, snakkede til det blev lyst, delte hemmeligheder, og Jens låste armene om dem begge og hviskede, at han havde de dejligste piger i verden.
…Anna blev aldrig Claras mor, og hun ville heller ikke være det. Men hun blev hendes ven, den man kan ringe til midt om natten, dele sine hemmeligheder med, den der kommer løbende uden spørgsmål. Og det var nok. Nok til lykke. Nok til familie.
