Gravid i en alder af 56
Jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvordan det altid er kvinderne, der gør det største arbejde ved festlige lejligheder som Kvindernes Internationale Kampdag. I film gør mændene alt for at forkæle deres koner, men i virkeligheden ender det oftest med, at vi selv laver maden og dækker bordet. Jeg smilede lidt for mig selv, mens jeg stillede den smukke salatskål med klassisk rejesalat på bordet og håbede bare, at min mand ikke havde glemt blomsterne.
Pludseligt lød dørklokken ude fra gangen. Jeg rettede hurtigt håret, tørrede hænderne i forklædet og skyndte mig ud for at åbne. På dørtrinnet stod min svigermor, Marianne, med min mand, Søren, lidt bagved begge med overdådige buketter.
Tro mig, mor ville slet ikke komme, jeg måtte virkelig overtale hende, sagde Søren, mens han gav sin mor et kærligt puf ind ad døren. Hun gik ind, smed sit varme uldtøj, og gled nærmest lydløst ind i stuen, hvor hun blev stående ved vinduet. Jeg har aldrig helt forstået hendes sind; hun mistede sin egen mor tidligt, og jeg mærkede straks en uro. Forsigtigt lagde jeg min arm om hendes skuldre.
Er der noget galt, Marianne?
Hun strøg mig over ryggen og rystede bare på hovedet. Bare rolig, der er ikke noget.
Vi satte os til bords, Søren holdt en lille tale for os kvinder, mens jeg sørgede for, at Marianne fik ekstra af snitterne. Men det var tydeligt, hun ikke var til stede mentalt hendes blik var fjernt og tankefuldt.
Hun takkede nej til champagne og stak forsigtigt i rejesalaten. Ud af det blå blev hun bleg, rejste sig og gik hastigt ud på badeværelset. Da hun kom tilbage, tørrede hun ansigtet med et vådt håndklæde og jeg mødte hende ved døren, tydeligt bekymret.
Er du blevet dårlig? spurgte jeg blidt.
Hun rystede på hovedet, tog mig under armen og trak mig med ud i køkkenet, væk fra Søren, der stod og lurede i døren. Hun hviskede næsten:
Jeg er gravid. Jeg var til undersøgelse, og de siger ni-ti uger inde.
Jeg blev så overrasket, at jeg bare sank ned på en stol. Hvordan… hvordan kan det ske?
Marianne sukkede tungt. Jeg forstår det heller ikke. Jeg er jo 56. Trodde aldrig, det kunne ske.
Langsomt fik jeg samlet mig, og spurgte, hvad hun nu ville gøre og hvem faderen kunne være. Hun så forlegent ned.
Det kan være Emil fra arbejde eller måske Gregers, min nabomand fra sommerhuset.
Da hun så mit overraskede ansigt, begravede hun sit hoved i sine hænder og græd stille:
Det var nytårsaften, du ved. Firmaet holdt fest på et hotel. Efter banketten anede jeg ikke, hvordan jeg vågnede sammen med Emil der er så meget jeg ikke husker. Måske skete der ikke noget, jeg ved det ikke engang!
Hun tog et stort glas vand, og drak det nærmest i ét hug.
Gregers han har været så omsorgsfuld, og vi fejrede jo nytår sammen. Jeg kan faktisk godt lide ham. Du ved, jeg var jo på sommerhuset hele den tid.
Tankefuld nikkede jeg, og til sidst bad jeg Søren om at give os lidt fred. Han havde tydeligvis overhørt det hele, men han blev siddende og sagde med et praktisk blik:
Ja, mor, du har da virkelig bragt dig selv i en situation. Hvad siger lægerne?
Marianne så op på ham med våde øjne, De siger, jeg sagtens kan gennemføre graviditeten Synes du virkelig, jeg skal?
Søren så længe på hende. Hvorfor ikke? Du bor jo ikke engang sammen med os, og hvis du har brug for økonomisk hjælp, så klarer vi det.
Hun bringte hænderne op til halsen. Og hvis der sker mig noget, hvem skal så tage sig af barnet? Jeg er jo ikke ung længere.
Søren lagde hånden på hendes skulder. Vi er her jo. Bare rolig, vi efterlader dig ikke. Han lagde kærligt en lok bag hendes øre. Tænk dig grundigt om; vi støtter dig uanset hvad du beslutter.
Marianne smilede taknemmeligt med rystende læber og jeg tænkte for mig selv, hvor heldig jeg var med Søren.
Med familiens opbakning besluttede Marianne sig for ikke at gå i panik der var jo tid til at tænke det igennem. Hun fortsatte sit arbejde, dog skiftede hun de stramt siddende bluser ud med noget mere løst, selvom sådan noget hurtigt bliver opdaget, især blandt kvinderne på kontoret.
Det varede ikke længe, før hendes kolleger begyndte at lægge mærke til hendes humørsvingninger og hyppige besøg på toilettet især under eftermiddagskaffen. Efter lidt pres, fortalte hun til sidst sin bedste veninde om graviditeten og nyheden spredte sig som en steppebrand. Senere på ugen, da Marianne var ved at gå hjem, blev hun stoppet af sin chef, Andreas.
Han så alvorligt på hende og sagde med en stram tone: Da jeg ansatte dig som regnskabschef, regnede jeg med stabilitet. Dine børn er voksne, du har aldrig taget sygedage Nu graviditet betyder det, du skal på barsel? Og etisk set du er ikke gift, og så din alder
Hun nikkede træt og gik slukøret til busstoppestedet. Næste dag besluttede hun sig for at gøre rent der er ikke noget, der dulmer tankerne som rutinemæssig rengøring. Men det fik hun ikke lov til.
Ud på eftermiddagen ringede det på døren. Jeg hørte om det senere Emil fra arbejdet og hans mor dukkede op helt uventet.
Må vi komme ind? sagde den midaldrende dame og gav Emil et klap bag nakken og puffede ham ind. Jeg er hans mor og han har fortalt mig om nytårsfesten. Han skal snart giftes, og du må ikke ødelægge hans liv. Vi betaler for abort få det væk, vær sød!
Marianne trak sig væmmeligt væk og pegede på døren. Gå. Jeg vil ikke blande jer ind i det her held og lykke til jeres søn.
Hun ringede straks til mig bagefter, oprevet over de seneste besøg. Mænd nu om dage er forfærdelige! Og mødrene blander sig bare.
Marianne stirrede ud ad vinduet, og tankerne flød igennem hende. Skal hun beholde barnet og gøre tilværelsen mere vanskelig for sig selv og andre eller lade det gå? Spørgsmålene hobede sig op, og hun tog sit overtøj. Ét sted ville hun få reelle svar.
Hun gik hastigt gennem byen til kirken, trådte ind gennem den høje trædør og tændte et stearinlys foran ikonerne. Under de høje hvælvinger fandt hun den gamle præst og rørte forsigtigt hans ærme.
Vil du skrifte, min datter? spurgte han. Da han så hendes tårer, blev hans blik blødt.
Hun trak vejret dybt og udbrød: Far, jeg har syndet.
Hun kom nærmest aldrig i kirke, men nu mærkede hun præstens varme og talte hurtigt og ærligt om sine problemer. Han blev alvorlig.
Jeg kan ikke give min velsignelse til abort det ville være mord.
Hun rystede på hovedet. Nej, nej jeg vil faktisk gerne beholde barnet!
Præsten trak hende ind til sig og sagde mildt: Så er det ingen synd, men snarere Guds vilje. Gå hjem med ro i sindet. Giv barnet kærlighed, og Gud vil tilgive dig det meste.
Som om hun fløj, gik Marianne hjem. Nu vidste hun, at hun ikke ville lade sig presse til andet. Mandag indgav hun sin pension, og ugen efter fik hun styr på papirerne heldigvis havde hun kun haft to steder at arbejde i hele sit liv.
Om søndagen tog hun hjem til os for at sige farvel. Hun flyttede ud til sommerhuset for at undgå naboernes nysgerrighed. Jeg bød hende på te, men rynkede panden og sagde: Er du nu sikker på at flytte væk fra byen? Der er jo ikke noget stort hospital ude på landet!
Marianne smilede bare og svarede: Der er et fint lille sygehus på landet. Jeg har allerede ordnet det hele.
Søren, der stod i døråbningen, nikkede støttende. Selvfølgelig skal du tage derud, mor. Du får bedst ro derude. Jeg kører dig, og så hugger jeg lidt ekstra brænde.
Hun tog taknemmeligt hans hånd.
Halvandet år gik hurtigt, og Marianne fik det overraskende godt under graviditeten. Jeg begyndte at forberede små lyserøde dragter til den ventede lille pige.
Efteråret sidste varme solstråler var ved at forsvinde, da vores dørklokke ringede. Jeg løb ud og så Gregers, sommerhusnaboen, med kage og en kæmpe buket.
Er I klar? Marianne venter nede, hun ville ikke gå op det er hårdt for hende nu, sagde han nervøst. Lad os skynde os, vi skal til vielse, ellers føder hun i taxaen! Jeg vil ikke have, min datter kommer til verden uden far.
Jeg så spørgende på ham, og han svarede blidt: Jeg ved godt, Marianne har fortalt mig det hele. Men jeg er sikker på, det er min datter. Og hvis ikke, så elsker jeg hende alligevel!
Søren og jeg tog hurtigt overtøjet på og gik ned til Marianne. Vielsen gik gnidningsløst, og vi fejrede med kaffe og lagkage på en hyggelig café. Næste morgen gik fødslen i gang alt det sidste stress havde nok sat det igang lidt for tidligt.
Gregers var mere forvirret end jeg har set en mand før og forstyrrede mere end han hjalp med taskepakningen, og Søren løb ned for at hente bilen.
Efter nogle dage ventede Gregers, Søren og jeg foran det store vindue på det moderne fødested. I morgen må vi hente mor og den lille pige hjem.
Se, hvor fin hun er, sagde jeg stolt og rakte armene ud mod Marianne, der var hvidglad på den anden side af ruden. Den lille, buttede bylt i hendes arme gabte og rynkede fjæset.
Søren støttede Gregers, der var så rørt, han tyggede på en beroligende tablet og smilede forsigtigt.
DNA-testen viste, at den gamle reserveofficer for første gang var far. Gregers var så lykkelig, at han næsten græd, men smilede henrykt til Marianne, som tog blikket fra datteren og så forelsket på ham.
Hvor vidunderligt! Søren Skal vi selv prøve snart?Søren grinede højt, rødmede og trak mig ind til sig. Du er skør, men hvorfor ikke? Livet slutter ikke, bare fordi man bliver lidt ældre, sagde han og kyssede min pande. Jeg mærkede håbet boble i brystet, mens vi stod der i det gullige hospitalslys tre generationer samlet, hver med sit smil.
Marianne satte sig med den lille på skødet og pegede ud på os: Uanset hvor gammel man er, stopper drømmen aldrig. Man kan stadig begynde forfraog måske endda blive lykkeligere, end man nogensinde turde tro.
Gregers lagde sin store hånd over Mariennes, og babyen gurglede og strakte sig, som om hun allerede hilste på verden. Et lille håb, en ny begyndelse.
Så gik døren op, og sygeplejersken vinkede os ind. Vi trådte ind i rummet, og alle slutter op om Marianne, Gregers og den lille pige. Tårer, latter og varme fyldte rummet. Sammen ældre, yngre og helt nye talte vi ikke om alder, fortid eller fejl. Vi talte kun om dagen, om hinanden, og om alt det gode, der stadig venter.
Det var hverken en typisk familie eller en typisk begyndelse, men det var vores. Nogle gange skal livet bare have lov til at overraske én og det er der, lykken bor.
