At straffe sin hustrus frække familie
– Hvordan kunne du få dig selv til at smide min mor og hendes gæster ud? råbte Iben.
– Jeg vil ikke høre ét ord mere om, at din mor eller søster gerne vil med ud på min kolonihave! De kan krybe til korset, men nej og det bliver nej! vrissede Morten.
– Morten, rejs dig med det samme! udbrød Iben nervøst, da hun stormede ind i stuen.
– Nej, nej! Jeg gider ikke. Jeg er udkørt efter arbejde, småforkølet, og faktisk sover jeg! sagde Morten, mens han lå på sofaen med ryggen til sin hustru.
– Kom nu, vi skal afsted! sagde Iben bestemt.
– Afsted? Du må da lave sjov? svarede Morten til væggen. Bilen mangler benzin, motoren larmer, og jeg skal ha den til mekanikeren.
I morgen er det lørdag, så kan jeg køre forbi værkstedet lydede det, mens Morten trak vokalen ud som i et gab. Uden mig!
– Du laver grin med mig! Iben satte hænderne i siden.
– Nej, bestemt ikke! Min skat, hvordan skulle jeg kunne det? sagde Morten.
Imens Iben ikke kunne se hans ansigt, smilede han tilfreds.
– Morten, hvis du ikke rejser dig, slår jeg dig ihjel!
Morten lavede først en utilfreds grimasse, vendte sig så mod sin hustru:
– Iben, må jeg ikke engang hvile i fred i mit eget hjem?
Ugen har været hård, min makker har sygt barn og er sygemeldt!
Og jeg knokler for to, for planerne laver ikke sig selv! Lad mig nu bare få ro denne gang!
Vil du afsted, så god vind! Jeg kører dig ikke, jeg rejser mig ikke engang!
Taxi er altid en løsning!
– Har du da ingen samvittighed? sagde Iben skuffet.
– Jo, masser! Vil du låne lidt? Morten svarede spydigt. Selv Trolden fra Klippeøen i eventyrene giver dig mad, drikke og varm bad før hun gør noget grimt!
Du springer bare direkte: “Rejs dig! Vi skal køre!” Nå, hvem mangler så samvittighed, siger du?
– Morten, min mor, min søster og hendes mand er hos politiet! udbrød Iben.
– Fantastisk nyhed! På tide! Ondskab skal bekæmpes! lo Morten.
– Morten, vi skal køre med det samme, de er tilbageholdt indtil sagen er klarlagt! sagde Iben.
– Når det hele er klarlagt, kan du fortælle mig om det, men indtil da lad mig være! og Morten vendte sig demonstrativt væk.
– Morten, de sidder i celle nu, – Iben talte lavere.
– Super! Der er både lys, varme og ingen fluer, brokkede Morten. Hvis det er sandt, så har de fortjent det!
– Morten! hun kunne ikke holde sit skrig tilbage. De venter kun på dig! Ingenting bliver afklaret uden du kommer!
– De kan bare sende en indkaldelse, Morten viftede afværgende med hånden.
– Indkaldelse? Det går ikke hurtigt nok! De sidder jo inde!
Min mor ringede, der er vist femten derinde! Og kun de er ordentlige mennesker!
– Det tvivler jeg på, mumlede Morten, mens Iben snakkede videre.
– Morten, de venter kun på dig! Når du forklarer, bliver de straks løsladt!
– Herregud, Morten vendte sig igen. Og hvad skal jeg forklare? At de er søde folk, og ikke skal i fængsel?
Det er jeg altså ikke sikker på. Måske hører de mere hjemme der!
– Er du blevet vanvittig? Iben blev paf.
– Samtalen er slut! Morten lagde tæppet over hovedet.
– Så! Iben rykkede tæppet af. Rejs dig straks, start bilen, vi kører til stationen!
Du kan hurtigt fortælle, de ikke ulovligt har overtaget kolonihaven, og bagefter kan du sove alt det du vil!
– Aha, kolonihaven! Morten smilede bredt, satte sig op og kiggede på Iben. Er det den kolonihave, jeg har sagt din familie ikke må besøge?
Eller snakker vi om en anden kolonihave?
– Morten, lad mig nu være i fred! Iben knyttede næverne. Det tager vi senere!
Nu skal jeg have min familie ud af celle! De sidder der med et vildt klientel, det er helt forfærdeligt!
– De er nøjagtig hvor de hører til! sagde Morten. De kan sidde og tænke! Du burde måske også gøre det med dem, og samme sted!
Men du kan nøjes med at tænke herhjemme.
***
Morten og hans kolonihave var som et kapitel i hans livs bog.
Han fik den foræret af sine forældre ved sin myndighedsalder. Dengang var det hans mormors hus i en landsby tyve kilometer fra Aarhus.
– Du kan renovere og bo der, sagde hans far, Eller sælge, eller lade den stå til bedre tider.
Morten tog ud for at kigge. Grunden var tilgroet, huset okay, men trængte til arbejde og penge.
Måske havde han kastet sig over renoveringen, men der kørte kun halvtroddet bus hver uge, og studiet tog sin tid. Penge var der heller ikke.
Så Morten besøgte stedet ved skiftende sæsoner for at varme op og rydde lidt op. Han tog det op igen, når han fik tid og penge.
Morten voksede og byen det samme. Nu var der kun otte kilometer til landsbyen. Busser kom og gik.
Selve landsbyen blev til et villakvarter med kolonihaver. Landsbyboerne solgte grunde til byfolk til sommerboliger.
Så blev huset en kolonihave.
Da Morten fik job, drømte han om grillhygge i weekender og ferier, måske et lille bed med grønt. Som ægtemand ville han give familien ro derude.
Han begyndte derfor at renovere og forbedre huset.
Ikke på ét år, end ikke fem. Det tog tid og blev hans hobby.
Selv da han blev gift med Iben og fik børn, fortsatte han med hobbyen, og huset blev langsomt smukkere.
Der var selvfølgelig grillfester, glade gæster og afslapning i naturen.
Iben var aldrig den store fan af landlig ferie. Hun brød sig ikke om insekter, træk og manglende shopping eller kultur.
Børnene fandt det kedeligt fra de var femten. Byen var sjovere.
Da Morten spurgte dem direkte om de ville beholde kolonihaven, svarede de:
– Far, hvorfor? Kun besvær og problemer! Sælg hvis du ikke vil have den!
Men det var svært. Hans livs hobby.
Så Morten kørte alene derud. Nogle år plantede han lidt grønt, og passede det. Andre år blev det til få besøg, bare for at varme op og rydde og mindes gode stunder med familien.
Han tænkte:
– Jeg er ikke engang fyldt fyrre, hvorfor sidder jeg her og sørger Glade dage skal nok komme!
En dag flytter jeg herud som pensionist! Og så bliver livet skønt!
Sådan overbeviste han sig selv om ikke at sælge.
Stedet var ikke tomt længe. Da Morten ikke kom så tit, spurgte svigermor, om hun ikke måtte bo der.
– Hvorfor lade huset stå tomt? spurgte Karen. Frisk luft ville gøre mig godt!
– Der er brændeovn, sagde Morten. Træet skal bæres ind, og huset varmes op. Selv om sommeren kan det være køligt.
– Jeg tager datteren med, smilede svigermor. Hun kan hjælpe, og det bliver hyggeligt! Natur, fred og frisk luft!
– Ja-ja, sagde Iben støttende. Du har jo ikke plantet noget i år.
Mor og Rikke kan holde øje med huset! Så sparer du besvær!
– Jeg ved ikke, Morten tænkte.
Han havde det neutralt med svigermor og svigerinde.
Men det er en ting at fejre sammen noget andet at overlade sin kolonihave.
– Bare vær forsigtige, sagde Morten. Huset er renoveret, men det er ikke nyt. Vær nu varsomme.
– Åh, Morten, viftede Iben af ham. Skal vi ha’ brugsanvisning? Mor er voksen! Hun klarer det!
– Fint, sagde Morten, Her er nøgler til port, hus og redskabsskur. Der er skovle og river.
– Jeg skal ikke dyrke jorden endnu, smilede Karen.
Et par uger senere tog Morten forbi for at se til dem.
Måske havde de brug for hjælp? Rikke var ung og kendte ikke til livet på landet.
Allerede fra han nærmede sig haven stoppede hjertet. Porten, han trådte ind, og synet mødte ham.
Gården flød med affald. Papirer, etiketter, flasker, pizzakasser.
Saunadøren hang på én hængsel. Baghaven var et svedent rod. Ukrudtet var væk, men redskabsskuret var svedet af.
Hegnet manglede brædder.
Der var affald overalt.
Inde lugtede der brændt og grimt. Og affald igen.
På gulvet lå porcelænsstumper og rester af mad.
Hvordan kunne to kvinder, én ung og én ældre, gøre huset sådan på to uger?
Svaret var enkelt. De var ikke alene.
Morten fandt ikke blot svigermor, men også tre veninder. Rikke og hendes mand. Yderligere tre par, som han ikke kendte det var venner af svigersvigersønnen.
De havde alle festet i to uger!
Morten ventede ikke på at de vågnede. Han løftede én ad gangen op, rystede dem, og bad dem officielt om at forsvinde med så klare ord, kun jysk bandeord var undtaget.
Kvinderne blev pænt bedt om at forlade, mens mændene fik lidt mere fart på.
Da flokken stod, halvt påklædt udenfor, nægtede Morten at blødgøre sig. Han sendte dem udenfor porten.
Han lukkede og råbte, hvor de kunne gå hen.
Fra den anden side af hegnet råbte de om deres ting. Morten kom ud med en økse og spurgte, hvad de mente.
Så brød de op og kørte i en sky af støv.
Anden omgang ballade kom hjemme.
– Hvordan kunne du smide min mor og hendes gæster ud? råbte Iben.
Men hendes mands blik fik hende til at tie.
– Jeg vil ikke høre ét ord mere om, at din mor eller søster tager til min kolonihave!
De kan gøre hvad de vil, men aldrig mere på min grund! rasede Morten.
Resten af sommeren brugte han på at istandsætte kolonihave og hus. Opførte nyt skur, reparerede hegn.
Huset blev vasket og møblerne fik nyt liv.
Året efter spurgte Iben stadig, om Morten skulle plante grøntsager på kolonihaven. Men han havde fået nok.
Og på sin treogfyrreårs fødselsdag gjorde hjertet også knuder.
Han tog derud i tre dage for at varme og rydde op. Og sagde at han ikke ville komme efter sommeren.
Kort efter forsvandt kolonihavens nøgler, og en uge senere dukkede de op igen. Men hverken hustru eller børn sagde, de havde været der.
Morten kørte forbi efter arbejde for at tjekke.
Og opdagede nogen havde boet der. Ikke hjemløse eller fremmede men nogen han kendte.
Døren var ikke brudt op, men der var brugsspor.
Fra naboerne hørte han, det havde været svigermor, svigerinde og mand.
– Nå, sådan tænkte Morten. Iben har givet nøglerne uden at sige noget. Nå-nå!
En uge senere forsvandt nøglerne igen og kom tilbage efter en uge. Det var kun en måned til sæsonens slutning, men Morten følte sig presset.
Han forstod, at svigermor havde presset Iben, og hun havde givet efter. Givet nøglerne på trods af Mortens direkte forbud.
Man kunne straffe hustruen. Men hun fulgte bare familiens pres, selv om de godt vidste hvorfor de ikke måtte komme.
Så straffen skulle ramme alle!
Men dilemmaet opstod:
– Har jeg overhovedet brug for kolonihaven? spurgte Morten sig selv Om jeg lever til pension, så vil jeg bo komfortabelt, ikke på landet.
Jeg har jo lagt meget tid og penge, men egentlig var det mere besvær end glæde.
Så Morten solgte kolonihaven. Til en god ven. Vennen var draget af landsbylivet.
Han solgte under markedspris, med en lille note i aftalen. Kendsgerningen om salget holdt han skjult for hustru og børn.
***
– Morten, hvad betyder det her? råbte Iben.
– Det betyder, at du og din familie har trængt ind på andres ejendom og forbrugt andres ting uden tilladelse.
Det kaldes ulovlig indtrængen, hvis ikke jeg tager fejl, svarede Morten roligt.
– Som om det er andres! snøftede Iben. Det er da vores kolonihave!
– Min kolonihave! sagde Morten højere. Du har intet med den at gøre! Jeg har solgt den!
At den nye ejer ikke skiftede lås, og at du og dine udnyttede det, står for jeres regning. Han har ingen pligt.
Jeg beholdt et sæt nøgler som minde. Du stjal dem for at give dem til din familie!
– Det er jo ulovligt! udbrød Iben.
– Fint, svarede Morten.
– Hvis de får bøde, forlanger jeg skilsmisse! truede Iben.
– Hvis jeg ikke beder min ven om at droppe anmeldelsen, ender det med fængsel!
Og du følger med som medskyldig! sagde Morten hårdt. De kan tænke over deres opførsel i cellen.
Min ven kigger forbi politiet om to dage og fortæller, de bare kom derind af vane. En misforståelse!
Vennen besøgte politiet og bekræftede, at familien af gammel vane var dukket op på den solgte kolonihave.
En måned senere var Morten ikke længere svigersøn eller ægtemand. Iben forsøgte bittert at dele lejligheden, men den havde han købt før ægteskab. Børnene var myndige.
Så gik Iben til sin familie, som hun så gerne havde villet glæde på andres bekostning.
Der er lærdom at hente i at beskytte sine grænser både bogstaveligt og i livet. Hvis man tillader dem, der misbruger ens velvilje gang på gang, mister man til sidst det, man holder af. Det gælder om ikke at lade sig presse og stå fast, så man ikke glemmer både sig selv og sine værdier.
