Slægten
Marie Friis sad på den solbeskinnede bænk og nød de første lune forårsdage. Så var foråret endelig kommet. Kun Gud kendte til, hvordan Marie Friis havde overlevet den forgangne vinter. Ovnen i hendes gamle hus røg som altid, og det slidte tag lod al den varme slippe ud, som ovnen trods alt kunne frembringe.
“En vinter mere overlever jeg ikke!” tænkte Marie og sukkede lettet. Hun frygtede ikke døden. Tværtimod, hun ventede på den som en forløsning. Begravelsespenge var for længst lagt til side, kjolen syet, og i skuret stod en solid kiste, lavet af Morten fra nabogården og omhyggeligt foret med rødt bomuld.
Der var intet, der holdt Marie fast i denne verden længere.
Engang havde hun haft en stor familie hendes ægtemand, Frederik Friis, en høj og stærk smed, der arbejdede på andelsmejeriet, og fire børn tre drenge og en pige. De levede i harmoni og hjalp hinanden, sjældent var der skænderier. Børnene voksede op én efter én og fløj fra reden. De to ældste sønner kom ind på officersskolen, og deres skæbne førte dem senere til egne af landet, Marie kun havde hørt om i fjernsynet. Mellemste søn, Olav, havde været lidt af en skarnsknægt i skolen, men endte med at drive en succesfuld forretning, som til sidst tog ham til udlandet, hvor han blev. Datteren, Sigrid, blev heller ikke i landsbyen hun tog til København og giftede sig hurtigt.
I begyndelsen besøgte børnene ofte deres forældre. De skrev breve, og da mobiltelefonen blev hvermandseje, begyndte de at ringe hjem. Siden fulgte børnebørnene efter og snart også oldebørn. Marie pakkede jævnligt sin slidte kuffert og tog afsted for at hjælpe til det ene eller det andet sted.
Men børnebørnene voksede også fra hendes omsorg. Opkaldene blev sjældnere, og invitationerne til at komme på besøg forsvandt. Alle havde nok at se til arbejde, familie, og deres egne børn.
Den seneste gang familien samledes, var ved Frederik Friis bisættelse. Det virkede ufatteligt, at en så livskraftig mand skulle gå bort før tiden. Men virkeligheden var en anden.
Efter begravelsen rejste alle børnene hjem, og kontakten med Marie blev mere og mere sporadisk. Først ringede de endnu, men opkaldene blev færre og færre.
Marie forsøgte at ringe selv, men mærkede hurtigt, at hun ikke længere var i deres tanker. Hun trak sig tilbage og levede de sidste ti år for sig selv. En sjælden gang om året ringede én af dem, og så gik hun rundt i flere dage med et lille smil på læben.
En eftermiddag sad Marie igen på bænken og tænkte på livet, som det nu var.
Dav, moster Marie! lød en ung mands stemme bag hækken. Han stod med et stort smil på læben. Kan du kende mig?
Marie kneb øjnene sammen: Niklas! Er det virkelig dig?
Det er det, moster Marie! Han åbnede lågen og gik ind i haven.
Niklas var søn af naboerne, der ikke kunne klare hverdagen uden en snaps. Så længe Marie kunne huske ham, havde han altid været en forhutlet og sulten dreng. Hun hjalp ham, gav ham tøj, som hendes egne børn var vokset fra, og lod ham sove hos sig, når forældrene holdt vilde drukture. En aften gik det galt: Niklas far stak moderen ned under et skænderi og tog derefter sit eget liv. Niklas blev sendt på børnehjem, og siden havde Marie ikke set ham, men hun havde ofte tænkt på ham.
Hvor har du været så længe, Niklas?
Først i børnehjem, så i militæret, og senere på skole. Nu er jeg vendt hjem. Vil bygge noget op her!
Hvad er der overhovedet tilbage at bygge? Marie rystede på hovedet. Alt er solgt fra og stykkerne splittet. Det er kun nogle få, der holder ud.
Det skal du ikke tænke på! Jeg skal nok klare mig!
Så begyndte et nyt kapitel for Marie. Niklas blev ansat hos Larsen, områdets største landmand, og i fritiden lagde han nyt tag på sit lille hus, mens han også hjalp Marie så meget, han kunne. Hun kvikkede op og begyndte at kalde ham for sin “søn”. Sådan gik tre år.
Jeg rejser, moster Marie, sagde Niklas undskyldende en dag. Larsen presser på med arbejdet, men vil ikke betale. Jeg drager nordpå. Tjener penge der. Du må ikke blive ked af det!
Nej, da, Niklas, hvem kan bebrejde dig? Fisken søger dybere vand, mennesket søger bedre kår. Rejs bare men pas nu på dig selv!
Marie blev igen alene. Inde mellem væggene kunne ensomheden få hende til at græde, men hun holdt sig tilbage. Det passede sig ikke hvad skulle naboerne tænke? Og tage sit eget liv, det var hun for kristen til at overveje. Dag efter dag gik således, mens hun ventede på døden men den lod vente på sig.
_____________________
Dav, moster Marie! lød en velkendt stemme. Marie kiggede ud mod vejen og så et kendt ansigt.
Niklas! Er det sandt?
Nemlig, moster Marie! Den høje, velklædte unge mand kom ind i haven. Nu er jeg hjemme! For altid!
Jamen dog, hvor er det skønt! Marie blev ganske forfjamsket. Kom ind, Niklas! Jeg sætter vand over til te! Det varer kun et øjeblik!
Te lyder skønt! sagde Niklas grinende. Lad mig lige forbi hjemmet først. Jeg havde ingen anelse om, at du stadig var her, så jeg har altså ikke noget med til dig!
En halv time senere sad en lykkelig Marie og en glad Niklas ved bordet og drak te af de fine, gamle kopper. De snakkede løs, som havde de aldrig været adskilt.
Jeg havde ellers tænkt mig, at det snart var slut, Niklas, sagde Marie og tørrede en tåre væk.
Fy! De tanker skal du ikke have! lo Niklas og viftede med pegefingeren. Nu er jeg her, moster Marie, og nu skal vi leve livet! Jeg har tjent penge, og nu bygger jeg mit eget op her. Nu har du ikke tid til at dø!
Hallo! Er der nogen hjemme? lød en lys pigestemme og afbrød idyllen. Marie kiggede ud af vinduet og så en ung kvinde i kort frakke og stiletter.
Hvem søger du? Marie og Niklas gik ud på trappen og så spørgende på pigen.
Jeg leder efter Marie Friis. Jeg er hendes oldebarn, nej, tipoldebarn. Jeg er barnebarn af Axel Maries ældste søn.
Marie og Niklas vekslede et overrasket blik.
Jeg forsøgte at ringe, men nummeret virker ikke. Så jeg tog bare chancen og kom! Håber det er okay?
Kom indenfor! sagde Marie, stadig lidt forvirret, og Niklas ilede hen og greb pigen kuffert.
Marie og Niklas betragtede Vibe, som med stor appetit spiste af det, hun fik budt og fortalte om sit liv.
Jeg bryder mig ikke om storbyen. Jeg vil hellere bo på landet! Men mine forældre forstår det ikke. Farfar Axel mente, jeg kunne prøve at bo her i et par måneder så ville jeg nok få hjemve. Han, far og jeg har alle forsøgt at ringe til dig, men vi kunne ikke få fat. Undskyld at jeg bare tropper op! Jeg skal nok lade være med at være til besvær. Jeg har penge med, og far og farfar har også sendt lidt til dig! Jeg bliver kun indtil næste eksamen læser på fjernstudie og så tager jeg tilbage.
Du skal blive, så længe du vil! sagde Marie til sidst for alvor. Det gør mig kun glad!
Måneden gik hurtigt. Marie sad på bænken og iagttog, hvordan Vibe styrede køkkenhaven som en fisk i vandet. Man skulle ikke tro, hun kom fra byen! Med Niklas hjælp blev den overgroede have pløjet op, sat i rækker og delt i bede. Vibe købte tomatplanter af naboerne og gik ivrigt i gang med arbejdet.
Niklas var heller ikke længe om at gå i gang med sine projekter. For sine opsparede penge byggede han en moderne gård, samtidig med at han sørgede for at hyre folk til at fixe Maries tag og installere centralvarme i stedet for den gamle ovn.
Marie blomstrede op. Hendes smil forsvandt knap fra hendes ansigt. Hun var ikke længere alene. Kun af og til smøg en skygge af vemod sig ind, når hun kom i tanke om, at Vibe snart skulle rejse. Marie havde hurtigt fået hende kær. Men tiden fløj, og Vibe gjorde sig klar til at vende tilbage til byen.
Hvordan skal jeg dog klare køkkenhaven alene, Vibe? spurgte Marie, mens hun pakkede kager til tipoldebarnet.
Du skal bare sørge for at fylde vand i tønden, bedstemor. Niklas skal nok vande bedene! Og jeg kommer tilbage, skal du se. Så ordner jeg alt det, der trænger! smilede Vibe.
Så du kommer igen? Marie blev glad.
Selvfølgelig! Jeg kan slet ikke undvære dig, bedstemor. Og Niklas har friet til mig vi skal giftes til efteråret! Så jeg flytter altså ikke herfra. Han er jo bonderøv ligesom du kan lide det!
Et år senere sad Marie Friis igen på sin solrige bænk og gyngede barnevognen, hvor hendes lille tip-tip-oldebarn sov trygt. Vibe og Niklas var ude på gården. Gården gik strygende og havde givet nyt liv til hele området.
Hov, Marie! råbte nabokonen Lise over hækken. De siger, du har en kiste stående i skuret, der bare samler støv? Vil du sælge? Min gamle mor er død, og Morten er for drukken til at bygge en. Kan jeg købe den?
Marie kiggede på det lille barn, der sov og sugede på sin sut. Hun svarede roligt:
Tag den du bare, Lise! Jeg får ikke tid til at dø lige nu jeg har børn at hjælpe!.
