SKRØNER FRA MIN STEDMODER
Mikkel, mon ikke du skulle opgive arven? Du har jo alt, og jeg er blevet enke. Hvordan skal jeg nu klare mig? Min stedmor, Karen, virkede pludselig ynkelig.
Nej, Karen Andersen, det vil jeg ikke. Jeg har jo en søn, der skal have en chance. Han skal uddannes, og alt koster penge nu om dage. Lad os dele min fars lejlighed retfærdigt, sagde jeg uden at vakle.
Nå, men så må du ikke blive sur, Mikkel. Jeg har også børn, sagde hun gennem sammenbidte tænder.
En uge senere lå der en indkaldelse fra retten i min postkasse.
Så begyndte den uendelige juridiske kamp.
Min mor kastede sig under et tog, da jeg var kun et halvt år gammel. Den egentlige årsag fik jeg aldrig forklaret. Min bedstemor tog sig af mig.
Indtil jeg blev omkring syv år, troede jeg, hun var min mor. I skolen fandt jeg ud af sandheden. Det var svært for mig bare at kalde hende bedstemor, og en lang tid undgik jeg at kalde hende noget overhovedet.
Min far havde altid kvinder omkring sig. Han skiftede dem ofte i sine unge år. Til sidst slog Karen Andersen sig ned. Jeg aner ikke, hvad han fandt ved hende.
Jeg blev gift tidligt og flyttede sammen med min kone, Lise. Min far og stedmor så ud til at ånde lettet op én mund mindre at tænke på.
Karen Andersen havde to sønner, Mads og Søren, som opførte sig så dårligt, at de fik hende smidt ud af hendes egen lejlighed. De havde lige været i fængsel for tyveri. Alligevel blev Karen ved med at tage sig af dem, på trods af at de nu var i trediverne. Hendes første mand havde for længst fundet en ny familie og glemte alt om sine drenge.
Min far levede med Karen Andersen, og bekymrede sig ikke om mig. Egentlig ville jeg blot have lidt varm kontakt.
Jeg troede, at mit barnebarn ville bløde min far op. Men jeg tog fejl. Så jeg nøjedes med lejlighedsvis at ringe til ham og ønske ham godt nytår og tillykke med fødselsdagen. Hvis Karen tog telefonen, sagde hun altid, at han ikke var hjemme.
Da min søn Emil blev ti, ringede han uden vi vidste det til sin bedstefar og bad om en cykel i fødselsdagsgave.
Mikkel, din søn ringede. Kan I ikke selv købe en cykel til ham? spurgte Karen irriteret.
Lise og jeg anede ingenting. Da alt kom frem, cyklede Emil alligevel hen til sin bedstefar på sin flotte nye cykel. Jeg havde købt den dyreste jeg fandt og fortalte, at den kom fra bedstefar. Man vil jo ikke skuffe sin dreng.
Tak bedstefar! Jeg har den sejeste cykel! Emil strålede.
Da Emil blev ældre, ville han gerne lære at køre bil, som de fleste drenge.
Min far havde en gammel Volvo i garagen, som han ikke havde startet i årevis.
Far, Emil vil gerne låne bilen en måned. Kan du give ham lov? spurgte jeg for første gang min far om noget. Det føltes underligt.
Selvfølgelig, Mikkel. Gå over til Karen og hent nøglerne til garagen, sagde min far ivrigt.
Karen gik ind i stuen for at lede, men kom tilbage lidt efter:
Mikkel, kom igen senere, jeg kan ikke finde nøglerne, hun så væk.
Dagen efter ringede min far og sagde, at han havde fundet en køber til både Volvoen og garagen.
Lise og jeg kunne kun grine af det hele.
Senere, da Emil selv var voksen, købte han sin egen bil og blev en fantastisk bilist.
Min far blev syg og kom på hospitalet. For første gang kom Karen Andersen på besøg hos os.
Mikkel, far har brug for penge til en operation, sagde Karen og fældede tårer.
Men Karen, I har jo lige solgt bilen og garagen undrede jeg mig.
Hun sukkede og tav. Jeg forstod, at pengene nok var gået til hendes sønner.
Jeg betalte for operationen. Men det var forgæves. Far døde under indgrebet.
Efter begravelsen, som jeg også betalte for, indledte Karen Andersen en retskamp om min fars lejlighed.
Til retssagen havde hun slæbt sine naboer med, som skulle vidne mod mig, den uduelige søn. Naboerne overhældte mig med sladder.
Men jeg fornemmede hendes spil og fremlagde alle kvitteringer og beviser på min støtte til far.
Retten mødtes tre gange og besluttede, at lejligheden skulle deles lige. Jeg var tilfreds med det.
Bagefter solgte vi lejligheden og pengene gik til Emil.
Karen Andersen købte et værelse i et kollegie.
Hendes sønner endte igen bag tremmer.
Livets gang har lært mig, at selv i hårde familiekampe skal man holde fast i sin egen værdighed og lade retfærdigheden råde. For kun gennem åbenhed og ærlighed kan vi bevare freden i sjælen.
