Lejligheden er udlejet – Design interior

Lejligheden er udlejet
Stine, åbne nu, vi står allerede ved havelågen! Kan du høre mig?

Stine Madsen holdt mobilen op til øret og kiggede ud i den mørke have. Klokken var halv ti om aftenen, birketræerne svajede udenfor, og bag det nye havehegn i lærketræ, som hun endnu ikke havde nået at male, stod folk hendes mands familie. Uden invitation.

Lene, hvad er der sket? Du sagde jo ikke, I ville komme

Vi havde ikke tid til at give besked! Der er vandskade! Lige ovenfra, alt er gennemblødt. Vi nåede dårligt at få ting og papirer med. Åben nu, det er koldt at stå herude.

Stine lagde telefonen fra sig på vindueskarmen, tog tre korte skridt mod hoveddøren, vendte om, og gik tilbage. Sådan havde hun nu boet de sidste to år: altid tre skridt frem, tre tilbage, aldrig i stand til at sige ja eller nej, før hun havde tænkt længe. Hendes mand, Anders, plejede at sige, det var hendes bedste og værste egenskab på én gang.

Anders er i Aarhus for tiden. Han tog af sted for tre uger siden, arbejder på et større byggeri, ringer om aftenen og lover at være hjemme igen ved månedens udgang. Stine er alene i huset det hus de har brugt fem år på at bygge og endnu længere tid på at spare op til. Først i marts har de endelig kunnet flytte ind. Huset ligger i udkanten af Sorø et ganske nydeligt parcelhus med veranda og blomsterbed, hvor Stine allerede har plantet floks.

Stine trykker på portåbneren.

Udenfor står tre personer. Lene Skov, Anders svigermor på énoghalvfjerds, stor og myndig. Hendes mand Poul, fire og halvfjerds, stille, men med et glimt i øjet. Og deres søn Martin, syvogfyrre, fraskilt, arbejdsløs, med en sportstaske over skulderen og en attitude som en, der altid forventer, at andre betaler. Martin er Anders lillebror og Stine har kendt ham i seksten år uden at have set ham betale en eneste regning.

Åh Gud, Stine, endelig, siger Lene og skrider forbi, inden Stine når at sige noget. Poul nikker bare og træder ind. Martin kommer sidst, kigger undersøgende rundt og fløjter.

Ikke dårligt. Havde ikke regnet med, at I kunne få sådan et hus op at stå.

Stine ignorerer kommentaren.

Hvad skete der præcis med lejligheden? Fortæl det lige.

Lene er allerede i gang med at hænge sin frakke i entreen på Stines knage.

Det er naboerne ovenpå, Stine. Niende sal, vandrør brast søndag morgen. Vores loft styrtede ned i stuen, soveværelset er gennemblødt. Boligforeningen siger, reparationen tager mindst tre uger, måske en måned. Vi har ikke andre steder at tage hen, du forstår hotel er dyrt, og tiderne ja.

Stine lytter og nikker. Noget lille, uroligt rumsterer i hendes mave tre uger, tre mennesker, ikke helt fremmede, men slet ikke tætte, nu i hendes hus. Hendes første, rigtige hjem som hun var ved at vænne sig forsigtigt til, som når man får et nyt glædeligt kapitel, man ikke helt tør stole på endnu.

Bare nogle uger, Stine, ikke mere, indskyder Poul, mens han tager skoene af og sætter dem midt i gangen.

Stine flytter dem til siden. Siger ingenting.

Samme nat ringer Stine til Anders tæt på midnat. Han svarer søvnigt.

Anders, dine forældre er her. Og Martin. De siger, de har haft vandskade.

Pause.

Vandskade? Hvornår?

Søndag, siger de. De beder om at blive, til lejligheden er klar.

Anders tier lidt.

Nå, vi kan næppe sige nej. Familien alligevel. Jeg ved, det er ubelejligt.

Jeg ville bare, du skulle vide det.

Du klarer det. Du er god til at klare dem, Stine.

Men det er det ikke: at klare dem hedder i virkeligheden at tie, smile og lade som om, alt er okay.

De første to dage går. Lene færdes i huset som én, der vænner sig til andres gode plads, selvom det bestemt er pænere end hendes eget sted i Vanløse. Poul ser fjernsyn. Martin sover til middag. Stine laver morgenmad, gør rent og ignorerer, at gæsterne har bredt sig i de bedste værelser. Lene og Poul har indtaget ægteparrets soveværelse der er dobbeltseng og eget bad. Martin får det kontor, som Stine havde planlagt som arbejdsrum. Hun selv flytter ind i det lille gæsteværelse.

På tredje dag beder Lene hende købe den rigtige hytteost.

Stine, har de ikke Engens Hytteost i Brugsen? Min mave kan kun tåle den.

Det kigger jeg på.

Og den skal ikke være mager! Minimum fem procent, forstås.

Stine finder hytteosten uden en kommentar om prisen, selvom den er til at mærke.

På fjerde dagen spiser Martin den ost, Stine køber til sig selv, og beder hende købe noget mildere næste gang. Stine gør det. Hun køber ekstra smør, fordi det forsvinder hurtigt, kiks til Poul, der ikke drikker the uden, og særlig danskvand til Lene, som kun vil have mærket Aqua dOr uden brus.

Ingen tilbyder sig til at betale.

Stine venter, ikke fordi hun er nærig, men fordi hun tænker, det dog er indlysende: folk forstår vel af sig selv. Men dagene går, varerne forsvinder, og kun hendes Dankort kommer frem.

Efter en uge regner hun løst på det: hun mærker ikke så meget beløbet, men den ligegyldighed, de har overfor hendes økonomi. Anders sender hende en fast overførsel hver måned til én, ikke fire personer.

Lene, skulle vi ikke deles lidt om udgifterne på maden? Vi spiser jo allesammen her.

Lene ser op fra kaffen.

Stine, vi har det meget svært lige nu. Udgifter, nerver, reparationer. Når vi er på benene igen

Jeg forstår, siger Stine og forlader køkkenet.

Hun forstår noget andet noget, hun ikke har sat ord på endnu.

Martin bliver hurtigt mere hjemmevant. Han tager bilen uden at spørge, enkel gang bliver den væk, da Stine selv skal handle. Martin vender tilbage timer senere og kaster nøglerne på bordet.

Havde ærinder i byen. Du har nok ikke noget imod det?

Spørg mig næste gang, siger Stine.

Ja ja.

Det gør han ikke. Han tager bare bilen næste gang også.

Stine ringer til Anders.

Martin tager bilen uden at spørge.

Ej, Stine, lad det nu ligge. Han klarer vel noget i byen.

Hvad?

Det ved jeg ikke. Tal med ham.

Det gør hun. Martin siger blot: Du kan se, jeg har travlt, og lægger sig på verandaen. Emnet er lukket.

Efter ti dage opdager Stine, at ingen længere nævner reparationen. Ikke et ord om status, ingen opkald til ejendomsmesteren. Første dage stod Lene og ringede med en bekymret mine nu holder hun op. Tingene er pakket ud, tøjet hænger i skabene, Poul har sat sutsko på soveværelset, og Lenes ansigtscreme ligger på natbordet. Martin har sat stikdåse op og lader tre gadgets på én gang.

Stine forsøger at spørge direkte.

Lene, er der nyt om lejligheden? Hvornår kan I flytte hjem?

Svigermor ser ud over blomsterbedet.

Det tager tid, Stine. Du kender håndværkere. Materialer, ventetid Der går lidt endnu.

Men hvornår går de i gang?

Snart. Poul ringer til administrator i morgen.

Men Poul ringer ikke. Han sidder foran fjernsynet og ser fiskeri fra kl. 15 til aften.

Stine begynder at tælle dage. Ti. Tolv. Fjorten.

Den fjortende dag hører hun stemmer på verandaen efter midnat hun er stået op for at få et glas vand, døren står lidt på klem. Hun havde ikke tænkt at lytte, men så hører hun sit navn.

Stine fatter virkelig ikke en pind, siger Martin. Ligesom Anders sagde: godhjertet til det absurde.

Sig det nu ikke for højt, siger Poul dæmpet, men uden pres.

Hun sover alligevel. Martin, nu skal du ikke være grov, Lenes stemme mild, hjemlig, ikke bekymret som over for Stine Men det er sgu smart: vi får lejligheden lejet ud, pengene triller ind, og vi bor her uden at løfte en finger. Som jeg sagde, det var planen.

Stine står bomstille.

Hvad hvis Anders kommer tidligere hjem? spørger Martin.

Det gør han ikke, han sagde selv: ikke før månedens ende. Vi når at nyde det. Ren luft, god mad, gratis vask. Hvorfor ikke?

Stine spurgte for resten om penge til mad, griner Martin hun tror, vi skylder hende noget.

Lad hende bare spørge, Lene fniser vi er jo gæster. Gæster betaler ikke.

Stine sætter glasset fra sig. Vandet skvulper ud på fingrene, men hun mærker ingen kulde. Noget andet, varmt og roligt, stiger op i hende. Klarhed.

Der var ingen vandskade. Lejligheden i Vanløse er lejet ud. De kom målrettet, fordi Anders var væk og hun var den lette.

Hun går ind på sit værelse, lægger sig oven på dynen og stirrer længe op i loftet. Så tager hun mobilen.

Anders svarer sløvt og lidt anspændt.

Stine? Sker der noget?

Anders, jeg skal sige dig noget. Du må ikke afbryde.

Hun fortæller alt. Punkt for punkt, roligt, uden drama. Om lejligheden, pengene, udlejningen, deres ord om godhjertethed.

Anders tier længe.

Hørte du det virkelig?

Ja, hvert ord.

Længere pause.

For helvede, siger Anders, og ordene bærer alt hans udmattelse. Jeg vidste det virkelig ikke, Stine. Ikke det mindste.

Det ved jeg.

Hvad vil du gøre?

Jeg vil have dem ud. I morgen.

Helt rigtigt. Selvfølgelig. Vil du have, jeg ringer og siger det?

Stine tænker et øjeblik.

Nej. Jeg tager den selv. Men du skal bakke mig op.

Selvfølgelig. Du har min fulde støtte. Altid.

Hun lægger på og falder for første gang i lang tid hurtigt i søvn.

Næste morgen står Stine op før de andre. Hun laver én kop kaffe, vander floksene, står lidt på trappen og lytter til fuglene i birketræerne. Det er en klar, kølig morgen. Græsset glitrer i duggen.

Klokken halv ni kommer Lene ind i køkkenet med forventning i blikket. Stine sidder og ser hende roligt i øjnene. En sælsom, ny ro.

Stine, har du ikke lavet morgenmad? Jeg troede…

Sæt dig, Lene. Jeg vil gerne tale med jer alle sammen.

Lene kniber øjnene sammen.

Så tidligt på dagen?

Ja. Væk Poul og Martin.

Noget i Stines stille stemme får Lene til at lystre. Ti minutter senere sidder de alle tre ved køkkenbordet. Martin med uglet hår, Poul i T-shirt og joggingbukser, Lene med anspændt blik.

Stine lægger mobilen på bordet.

Jeg vil bede jer om at pakke og være væk fra mit hus inden for en time.

Stilhed.

Stine, hvad snakker du om? Martin forsøger.

Jeg er ikke færdig. Hvis ikke, ringer jeg til politiet og beder jer fjerne stedet. Det her er min bolig, og jeg har ret til at kræve, at uinviterede gæster flytter ud. Det er ikke en trussel, det er bare sådan det bliver.

Du er jo ikke rigtig klog! skriger Lene. Vi er jo familie!

I kom, sagde, lejligheden var oversvømmet imens er den udlejet, pengene kører ind. Jeg hørte alt hvad I sagde i nat.

Martin lukker munden igen. Poul ser på sin kone. Lene kigger ned i bordet.

Vi har ikke udlejet noget, mumler Martin men uden overbevisning.

Martin, lad nu være, siger Stine trægt. Jeg skal ikke skændes. Jeg vil ikke diskutere. Pak nu jeres ting. En time.

Ved Anders det? spørger Lene svagt.

Jeg talte med ham i nat. Han bakker mig op.

Der sker noget i ansigterne på dem alle. Martin læner sig tilbage, Poul gnider knæene.

Det kan da ikke kaldes familie, hvis man bliver smidt ud, siger Lene bittert og går fra bordet.

Jeg beder jer ikke flytte, fordi I er familie. Men fordi I har snydt.

Du vil komme til at fortryde, Stine.

Måske, siger Stine, og stiller sig ved vinduet. Om en time.

Derefter går hun ud til floksene. Hænderne dirrer lidt ikke af frygt, men fordi hun for første gang siger det, som det er. Ikke undskyld, ikke ikke for at være besværlig. Bare det, hun vil.

Lydene fra huset er anderledes nu folk pakker. Der trækkes kufferter, skabene klaprer. Martin nærmer sig verandaen, standser.

Stine, du ved godt det her er overdrevet, ikke?

Martin, du skal pakke. Ikke andet.

Pause.

Vi er jo familie.

Familie tager ikke røven på hinanden.

Han tøver lidt, så går han.

Omkring fyrre minutter senere står de tre ved havelågen med tasker. Martin slæber på den største, Poul trækker en trolley, Lene kommer sidst, rank og tavs.

Ved havelågen standser Lene.

Hils Anders og sig, at vi ikke tilgiver.

Stine ser på hende.

Det skal jeg nok.

Husk: familie, det er at tage imod ikke at smide ud.

Lene, jeg tog imod. I to uger. I udnyttede det. Jeres valg, ikke mit.

Lene siger intet. Går ud gennem lågen. Poul bagefter, så Martin med et udtryk som om det hele bare er en misforståelse.

Stine lukker lågen efter dem.

Hun går ind huset lugter stadig af andres parfume og cremer. Tre beskidte kopper i køkkenet, en fremmed hårbørste på badeværelset, uorden i soveværelset, sutsko under sengen.

Stine åbner vinduerne. Sætter en vask over. Skifter sengetøjet og smider hårbørsten ud. Alt sker roligt og metodisk, som om hun vasker noget usynligt væk.

Ved frokosttid er huset hendes igen.

Hun ringer til Anders.

De er væk, siger hun.

Gudskelov. Hvordan har du det?

Træt. Men ellers fint.

Godt klaret, Stine. Jeg ville ikke have gjort det nær så sejt.

Du kunne også. Du havde bare ikke brug for det.

Hun tøver.

Anders, vidste du egentlig, at de havde lejet lejligheden ud?

Nej, det sværger jeg. Jeg troede, de havde styr på det.

Fint. Jeg tror dig.

Jeg tager en snak med mor, men ikke lige nu. Hun skal køle af.

Efter samtalen laver Stine sig frokost: kartofler, egne agurker, et stykke rugbrød. Hun spiser i ro. Stilheden er anderledes i dag ikke tung, men hendes.

Om aftenen sidder hun på verandaen og ser mørket falde over birketræerne. Hun tænker på, hvordan hun og Anders fandt huset og sagde: Her skal vi sidde sammen om aftenen. Det blev aldrig til noget byggeriet og alt det andet kom i vejen. Men nu var det hende. Og ingen indtrængende.

Stine ved, historien ikke er færdig. Lene glemmer ikke. Martin vil surmule. Poul gemmer sig bag dem. Der vil blive samtaler med Anders måske også konflikter.

Men lige nu sidder hun på sin egen veranda og mærker, at noget vigtigt er faldet på plads.

Et par dage senere ringer veninden, Birgitte Skytte, fra arbejdet. Birgitte har fingeren på byens puls.

Stine, har du hørt hvad din svigerfamilie har rodet sig ud i?

Hvad?

Jo, det med vandet, ikke? De lejede faktisk et lille sommerhus i Halsted, efter de flyttede fra dig. Men de har ikke fået alle pengene ind fra lejeren endnu det hænger i banken. Hotel kunne de ikke betale. Nu bor de i en gammel hytte uden ordentlig varme. Martin brokker sig, siger min niece der bor deroppe. Og Lene klager over, at brændeovnen ryger.

Stine siger ikke noget et øjeblik.

Ja, sådan kan det gå.

Stine, du skadefro?

Nej. Ikke rigtig noget som helst.

Birgitte tier.

Jeg mener det, du var stærk at sætte dem på porten. Det kunne jeg aldrig.

Det kunne jeg heller ikke før.

Det er sandt. Stine ville før have drukket kamillete for at dulme nerverne og vente, til alt gled over. For at undgå at være den ubekvemme, den, der bryder tavse regler om gæstfrihed men det viser sig bare at være frygt. Frygt for at sige fra.

Anders kommer hjem som lovet ved månedens slutning. Han krammer Stine på trappen, så hun mærker spændingerne slippe op efter mange ugers pres.

Er alt okay nu? spørger han, da han ser hende.

Ja, helt fint.

Han går gennem huset alt er rent og roligt. Køkkenet dufter af suppe. På verandaen står to stole, dem Stine selv har sat frem.

Jeg har talt med mor i telefonen. Hun var først såret, men gled så ud, da jeg sagde, hun havde været uærlig. Hun afviser det, men sagde ikke mere.

Jeg vil ikke være uvenner for evigt, siger Stine.

Det vil jeg heller ikke men jeg vil heller aldrig se dig blive udnyttet.

Stine nikker.

De spiser aftensmad under åben himmel. Birken står stille, og en kukker høres langt væk. Stine tænker, at hun ikke mere spørger hvor mange kuk, for hun har ikke længere brug for at vide, hvor mange år der er. Lige nu har hun nok i denne aften, sig selv, og et hus, der endelig føles som hendes.

Floksene blomstrer hun har ikke bemærket hvornår. Nu står de lyserøde og hvide, let forpjuskede, men livfulde.

Tre uger senere ringer Martin. Stine ser navnet lyse på mobilens skærm. Hun svarer.

Stine. Du jeg ville bare sige

Pause.

Sig det bare, Martin.

Vi har måske overreageret. Med det hele.

Måske.

Mor ja, du ved hvordan hun kan være. Det var jo ikke ondt ment.

Stine går langsomt gennem huset, standser ved vinduet.

Martin, jeg bærer ikke nag. Men du må forstå: det var ikke bare sådan, det gik det var noget I valgte.

Stilhed.

Ja det kan jeg godt se.