Bedstemor kom for at møde sit adopterede barnebarn – hun så pigen og blev målløs.

Du, hør lige den her vilde historie det føles næsten som noget, jeg kunne fortælle dig over en kop kaffe.
Der var engang en pige, Lærke, som kun var 17 år, da hun blev gravid.
Da hun ville tage hjem til sin kæreste for at fortælle ham de store nyheder, åbnede hans mor døren og hun var iskold. Hun sagde, at hendes Simon var taget til København for at læse på universitetet, og at han havde bedt om, at Lærke ikke skulle komme der mere, for nu havde han startet et nyt kapitel. Lærke stod helt alene, for hun vidste, at hvis hendes far fandt ud af det, ville han aldrig tilgive hende. Så hun pakkede det, hun kunne, og tog alle sine sparepenge med sig et par tusinde kroner og satte kurs mod Aarhus.
Der lykkedes det hende at finde et lille værelse, og hun prøvede at falde til. Hun gjorde sig klar til at stå med det hele selv, og hendes graviditet forløb heldigvis fint. Til tiden fødte hun en sund og smuk pige, som hun kaldte Frida.
Men kort efter fødslen fik Lærke alvorlige komplikationer og gik desværre bort alt for tidligt. Da Frida ikke havde nogen far, endte hun på børnehjem.
Et par år senere begyndte en hjertevarm og livsglad kvinde at arbejde på børnehjemmet, Mette hed hun. Hun blev lynhurtigt helt vild med Frida. Da hun kom hjem, snakkede hun med sin mand, Claus, og fik ham overtalt til at adoptere den lille pige, som hun næsten ikke kunne undvære mere. Claus var lidt bekymret i starten, mest for om der var arvelige sygdomme eller noget, men de blev hurtigt rigtig glade for hende.
Efter et stykke tid begyndte Mette at lægge mærke til, hvor meget Frida egentlig lignede Claus. De blev nysgerrige og inviterede forældrene forbi. Da Claus mor så Frida, begyndte hun at græde, og Frida sagde: “Bedste, er du her også?”
Og så kom det hele frem. Claus mor fortalte, at hun havde løjet for Lærke dengang og at hun faktisk havde besøgt Frida på børnehjemmet, men ikke havde turdet sige det til Claus. Hun var bange for at han aldrig ville kunne tilgive hende. Senere kom Lærkes forældre også på banen. De havde altid troet, de ikke kunne tilgive det der var sket, og havde holdt afstand, men som årene gik indså de deres fejl.
Helt ærligt, ikke? Det er bare sådan en historie, man kan mærke langt ind i hjertet.