Anders trykkede bremseknappen ved porten og stod stille. Jeepen var allerede forsvundet ind i indkørslen, og porten lukkede bag ham, så han stod udenfor som en uvelkommen gæst. For hans øjne rejste en moderne villa sig store panoramavinduer, en velplejet have med farverige blomsterbede og en ryddelig græsplæne. Alt skrønnede af rigdom og status.
Bor hun her? Mette?! Hvor får hun penge til så’n hus? gik det i hans hoved.
Jaloux som en kniv gennemborede det ham. Anders, som altid havde praleret med at være en seriøs fyr og havde efterladt sin eks uden en krone, stod nu i sin gamle bil foran hendes dør. Og hun hun havde tydeligvis klaret det.
Han sad længe i bilen. Så så han lyset fra lamperne i vinduerne. Indenfor gik folk, man hørte latter, høje glas med vin. Og midt i det hele stod Mette selvsikker, smilende, med det livlige blik hun engang havde prøvet at slukke i ham.
Hold nu op, mumlede han. Hvordan i alverden er det muligt?
Næste dag kom han tilbage. Ventede på et andet køretøj, så det gå ind og sneg sig efter det gennem porten. Hjertet hamrede vildt.
På verandaen stod Mette med et kamera i hånden. Hun gav instruktioner til to unge mænd med lysudstyr. Ved siden af hende sad en kvinde med en bærbar, der notede noget. Stemningen var som i et professionelt studie.
Anders gik i stå, men hun så ham med det samme.
Anders? sagde hun roligt, med et strejf af overraskelse. Hvad laver du her?
Jeg han hostede, forvirret. Jeg ville bare se hvordan du lever.
Hun så ham længe, som om hun læste hans tanker.
Jeg har det fint, sagde hun endelig. Jeg arbejder.
Arbejder? lo Anders bittert. Og den arbejde købte dig en jeep og en villa?
De unge mænd så på hinanden akavet. Mette vinkede dem væk.
Ja, svarede hun. Jeg har mit eget studie. Vi laver billeder for magasiner, mærker og gallerier. Jeg fandt investorer, og så betalte det sig.
Anders blinkede. Han havde aldrig forestillet sig, at fotografering kunne bringe så mange penge.
Du lyver! brød han ud. Efter skilsmissen havde du intet!
Det er sandt, nikkede Mette. Jeg havde intet bortset fra mig selv. Og det var nok.
Hendes ord slog som en hammer. Hvor før stod den tavse, underdanige kvinde, han havde efterladt uden en øre, stod nu en stærk, smuk og selvsikker kvinde, der ikke var bange.
Tror du, jeg har tilgivet dig? sagde hun stille. Nej, Anders. Men jeg lukkede dig ud. Og så begyndte jeg at leve.
Hans hals tørrede ud. Han ville forklare, undskylde, måske bede om tilgivelse. Men han nåede kun at sige:
Du har altid kun været ingenting. Uden mig.
Mette sukkede og smilede, men med et strejf af melankoli.
Nej, Anders. Jeg var intet uden dig.
Pludselig kom en lille pige på omkring seks år løbende ud af huset og sprang i hendes arme.
Mamma! råbte hun glad.
Anders frøs.
Det her stammede han.
Det er min datter, sagde Mette roligt. Og du har intet med hende at gøre.
Han så på dem begge og mærkede, hvordan noget i ham brast. For første gang forstod han, at han ikke bare havde mistet en kvinde han havde mistet chancen for et helt nyt liv.
Fra den dag begyndte han at se hjemmet med andre øjne. Hans nye kæreste drillede ham konstant spotte hans gamle bil, ville have gaver, teaterbilletter og fester. I hendes øjne var der kun interesse.
En aften indrømte han: Jeg er jaloux. Jeg er jaloux på den kvinde, jeg selv ødelagde.
Han sad alene i sin grå lejlighed, stirrede på de blege tapeter og kunne ikke huske, hvornår han sidst havde haft et ægte grin.
Samtidig åbnede Mette sin udstilling i et galleri i Indre By. Billederne viste liv gadeøjeblikke, portrætter, bylandskaber. Hver foto strålede af lys, frihed og følelser. Publikum klappede, kritikere skrev begejstrede anmeldelser. Mette stod rolig og stolt midt i det hele, vidende at hun havde vundet.
Det var ikke Anders, der havde vundet. Det var hun, der havde besejret sit gamle jeg den Mette, der stillede sig selv og gik videre.
Anders blev stående udenfor. Alene. I mørket.
Og da gik det op for ham: Det største nederlag i livet er at miste den, du burde have støttet, og i stedet forsøge at knuse hende.
