Anæstesilæge Madsen lå og sov på den lille slidte lædersofa i personalerummet, med armen vristet akavet bag ryggen. Han drømte, at han vandrede ned ad en lang, lys korridor. Lige da han nærmede sig enden, bankede nogen larmende på døren. Træt satte Madsen sig op og kiggede på uret: “Syv. Morgen eller aften?”
Jeg har fået en søn! Lægekollegaen og gamle studiekammerat Emil Kristensen stod i døren, kirurgens frakke dinglende og en flaske stikkende ud af lommen. Jeg er jo som i de gamle vittigheder kan ikke drikke uden min trofaste anæstesilæge!
Tillykke, Emil! Men jeg drikker ikke lige nu.
Så ryger vi i stedet! Emil var mistænkeligt hurtig til at foreslå det.
Cigaretter er væk.
Jeg har heller ingen. Kan du ikke lige smutte ned i kiosken, Madsen? Du har bare én time til vagtens slut, og jeg har 24 timer endnu. Kom nu, jeg beder dig jeg har sådan en rygetrang!
Jeg går lidt senere, gabte Madsen og gned tankefuldt armen. Jeg havde sådan en mærkelig drøm med en lang og lyse korridor.
Det må da være på 2. sal, gangen ned mod regnskabsafdelingen. Emil fandt to små snapseglas i skabet. Jeg drømmer også om den, især før lønudbetaling.
Nej nej, det var en anden slags gang.
Den gang er du ikke klar til endnu, Mads. Forresten er det rigtigt, at I stod syv timer i operationsstuen i går?
Aortastenose, med hypertension og kronisk hjertesvigt oveni. Drengen var kun 23!
Utroligt, hvor ung man kan få forhøjet blodtryk, Emil fløjtede og skænkede cognac op. Det siges jo, at cognac hjælper. Gammelt husråd.
Første gang, jeg hører om det, lo Madsen.
Er glassene en gave fra din kone? På glassene var en skål med en snoet slange og teksten: For et sundt leverliv!
Gode patienter.
Skål for det nye menneske i verden! Må hans liv blive langt og lykkeligt! proklamerede Emil højtideligt, og de klinkede.
Hvordan vil du dog kunne arbejde beruset? spurgte Madsen og åbnede en æske chokolade.
For det første er jeg ikke fuld, og for det andet jeg bytter min vagt. Man får ikke en søn hver dag! Vil du ikke nok hente cigaretter?
Jeg går om lidt, nikkede Madsen.
Det er jo jul i dag, bemærkede Emil og skænkede igen. Den katolske.
Rigtigt, den 25. december! Madsen stivnede af overraskelse. Hvad vil I kalde drengen?
Svigermor vil have ham til at hedde Ib, sukkede Emil.
Hvad?! Madsen var målløs.
Min kone og hendes mor er helt vilde med skuespilleren fra Den Store Dag! Kan du huske replikken: Nå, så blev det min tur?
Stakkels barn. Din svigermor har vel tjekket navnedagene også?
Det har hun. Emil skænkede op igen. Der var navne som Asger, Ejvind, Fjord, Knud, Sigvard, og Torben.
Ib er vel ikke så slemt, indrømmede Madsen og rejste sig hastigt. Jeg går efter cigaretter!
Vent, drik nu bare én mere først!
Nej, jeg går! Jeg er hurtigt tilbage.
Madsen fik hurtigt sin vinterfrakke på og smuttede ud fra sygehuset. Det var, som om nogen skubbede ham i ryggen. Den nærmeste kiosk lå om hjørnet, men da han så ud på den sorte himmel, hvor sneen blødt dalede ned, gik han i stedet mod den fjernere butik. “Lidt frisk luft,” tænkte han, og slentrede ud langs stien bag hospitalets hegn, oplyst af spredte gadelamper.
I sneens stilhed indhentede den unge læge hurtigt en ældre herre med en lille dansk-svensk gårdhund i snor. Den gamle mand satte sig pludselig langsomt ned i en snedrive.
Nå, så blev der røget, mumlede Madsen, bøjede sig og mærkede pulsen. Far, hvordan har du det? Svimmel? Smerter i brystet?
Den gamle var bleg som kridt og trak næsten ikke vejret, læberne var helt blå. Hunden stod og slikkede på hans briller.
Madsen løftede forsigtigt den gamle og slæbte ham stønende tilbage mod hospitalet.
Udenfor stod Emil og ventede, halvt beruset og allerede i gang med at planlægge et rygepauser-medvenskab, når Madsen kom tilbage.
Hvad sker der?! råbte Emil.
Hjertetilfælde! Madsen styrtede ind med den gamle. Pas på hunden!
Emil greb kvikt hundesnoren. Den lille hund trippede forvirret og peb svagt.
Har de taget din ejer fra dig, lille ven? spurgte Emil. Bare rolig, han er i gode hænder nu. Madsen kan hive folk tilbage fra afgrunden. Allerede helt fra studiet fik han tilnavnet. Ved du hvad det var? Ærkeenglen Livredderen, sagde Madsen, idet han forsvandt ind bag akutstuens døre, og Emil smilede tankefuldt ned til den lille hund.
Indenfor summede sygehuset til liv igen. Madsen arbejdede hurtigt med kollegaernes hjælp, genoplivede, gav medicin. Den gamle åbnede øjnene, gispede og kneb Madsens hånd. Udenfor begyndte sneen at falde tættere, og julenattens ro sænkede sig over hospitalet.
Da Madsen kom ud igen, ventede Emil med hunden i armene og to varme kopper chokolade.
Han klarer den, sagde Madsen, træt, men med et lettet smil.
Emil rakte ham koppen, og den lille hund sprang op for at slikke Madsens finger.
Måske skal min dreng hedde Mads, sagde Emil stille. Til ære for livredderen.
Madsen grinede, og sammen stod de dér, mens den første morgensol sneg sig ind over hospitalets tage og sneen glimtede på asfalten. Livet fortsatte, nyt og gammelt, i chokolade, cognac, chancen for at redde nogen og et lille kup, hvor et barn fik et navn, der betød en redning.
