Anæstesiologen Gavrilov lå og sov på den lille, slidte lædersofa på lægeværelset, med armen ubehagel…

Anæstesilæge Madsen lå og sov på den lille slidte lædersofa i personalerummet, med armen vristet akavet bag ryggen. Han drømte, at han vandrede ned ad en lang, lys korridor. Lige da han nærmede sig enden, bankede nogen larmende på døren. Træt satte Madsen sig op og kiggede på uret: “Syv. Morgen eller aften?”

Jeg har fået en søn! Lægekollegaen og gamle studiekammerat Emil Kristensen stod i døren, kirurgens frakke dinglende og en flaske stikkende ud af lommen. Jeg er jo som i de gamle vittigheder kan ikke drikke uden min trofaste anæstesilæge!

Tillykke, Emil! Men jeg drikker ikke lige nu.

Så ryger vi i stedet! Emil var mistænkeligt hurtig til at foreslå det.

Cigaretter er væk.

Jeg har heller ingen. Kan du ikke lige smutte ned i kiosken, Madsen? Du har bare én time til vagtens slut, og jeg har 24 timer endnu. Kom nu, jeg beder dig jeg har sådan en rygetrang!

Jeg går lidt senere, gabte Madsen og gned tankefuldt armen. Jeg havde sådan en mærkelig drøm med en lang og lyse korridor.

Det må da være på 2. sal, gangen ned mod regnskabsafdelingen. Emil fandt to små snapseglas i skabet. Jeg drømmer også om den, især før lønudbetaling.

Nej nej, det var en anden slags gang.

Den gang er du ikke klar til endnu, Mads. Forresten er det rigtigt, at I stod syv timer i operationsstuen i går?

Aortastenose, med hypertension og kronisk hjertesvigt oveni. Drengen var kun 23!

Utroligt, hvor ung man kan få forhøjet blodtryk, Emil fløjtede og skænkede cognac op. Det siges jo, at cognac hjælper. Gammelt husråd.

Første gang, jeg hører om det, lo Madsen.

Er glassene en gave fra din kone? På glassene var en skål med en snoet slange og teksten: For et sundt leverliv!

Gode patienter.

Skål for det nye menneske i verden! Må hans liv blive langt og lykkeligt! proklamerede Emil højtideligt, og de klinkede.

Hvordan vil du dog kunne arbejde beruset? spurgte Madsen og åbnede en æske chokolade.

For det første er jeg ikke fuld, og for det andet jeg bytter min vagt. Man får ikke en søn hver dag! Vil du ikke nok hente cigaretter?

Jeg går om lidt, nikkede Madsen.

Det er jo jul i dag, bemærkede Emil og skænkede igen. Den katolske.

Rigtigt, den 25. december! Madsen stivnede af overraskelse. Hvad vil I kalde drengen?

Svigermor vil have ham til at hedde Ib, sukkede Emil.

Hvad?! Madsen var målløs.

Min kone og hendes mor er helt vilde med skuespilleren fra Den Store Dag! Kan du huske replikken: Nå, så blev det min tur?

Stakkels barn. Din svigermor har vel tjekket navnedagene også?

Det har hun. Emil skænkede op igen. Der var navne som Asger, Ejvind, Fjord, Knud, Sigvard, og Torben.

Ib er vel ikke så slemt, indrømmede Madsen og rejste sig hastigt. Jeg går efter cigaretter!

Vent, drik nu bare én mere først!

Nej, jeg går! Jeg er hurtigt tilbage.

Madsen fik hurtigt sin vinterfrakke på og smuttede ud fra sygehuset. Det var, som om nogen skubbede ham i ryggen. Den nærmeste kiosk lå om hjørnet, men da han så ud på den sorte himmel, hvor sneen blødt dalede ned, gik han i stedet mod den fjernere butik. “Lidt frisk luft,” tænkte han, og slentrede ud langs stien bag hospitalets hegn, oplyst af spredte gadelamper.

I sneens stilhed indhentede den unge læge hurtigt en ældre herre med en lille dansk-svensk gårdhund i snor. Den gamle mand satte sig pludselig langsomt ned i en snedrive.

Nå, så blev der røget, mumlede Madsen, bøjede sig og mærkede pulsen. Far, hvordan har du det? Svimmel? Smerter i brystet?

Den gamle var bleg som kridt og trak næsten ikke vejret, læberne var helt blå. Hunden stod og slikkede på hans briller.

Madsen løftede forsigtigt den gamle og slæbte ham stønende tilbage mod hospitalet.

Udenfor stod Emil og ventede, halvt beruset og allerede i gang med at planlægge et rygepauser-medvenskab, når Madsen kom tilbage.

Hvad sker der?! råbte Emil.

Hjertetilfælde! Madsen styrtede ind med den gamle. Pas på hunden!

Emil greb kvikt hundesnoren. Den lille hund trippede forvirret og peb svagt.

Har de taget din ejer fra dig, lille ven? spurgte Emil. Bare rolig, han er i gode hænder nu. Madsen kan hive folk tilbage fra afgrunden. Allerede helt fra studiet fik han tilnavnet. Ved du hvad det var? Ærkeenglen Livredderen, sagde Madsen, idet han forsvandt ind bag akutstuens døre, og Emil smilede tankefuldt ned til den lille hund.

Indenfor summede sygehuset til liv igen. Madsen arbejdede hurtigt med kollegaernes hjælp, genoplivede, gav medicin. Den gamle åbnede øjnene, gispede og kneb Madsens hånd. Udenfor begyndte sneen at falde tættere, og julenattens ro sænkede sig over hospitalet.

Da Madsen kom ud igen, ventede Emil med hunden i armene og to varme kopper chokolade.

Han klarer den, sagde Madsen, træt, men med et lettet smil.

Emil rakte ham koppen, og den lille hund sprang op for at slikke Madsens finger.

Måske skal min dreng hedde Mads, sagde Emil stille. Til ære for livredderen.

Madsen grinede, og sammen stod de dér, mens den første morgensol sneg sig ind over hospitalets tage og sneen glimtede på asfalten. Livet fortsatte, nyt og gammelt, i chokolade, cognac, chancen for at redde nogen og et lille kup, hvor et barn fik et navn, der betød en redning.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

9 + 18 =

Anæstesiologen Gavrilov lå og sov på den lille, slidte lædersofa på lægeværelset, med armen ubehagel…
– Hvor er du henne?! Mine forældre er kommet, og der er intet aftensmad! Kom hjem straks! – råbte min mand gennem røret Svetlana tog først sine sko på ude ved elevatoren. Hun havde gået barfodet over de kolde fliser i opgangen – ligeglad med skik og brug, for fødderne var vigtigst. Telefonen vibrerede netop som hun nåede stoppestedet. – Svetka! – brølede Anders så hun måtte trække røret væk. – Hvor pokker går du og gemmer dig? – Kommer lige fra arbejde, Anders. – Ligeglad med dit arbejde! Vi har gæster! Mine forældre er her! Bordet er tomt! Svetlana lukkede øjnene. I går havde han ikke sagt et ord. Ikke et eneste. – Hvornår kom de? – For to timer siden! De venter på aftensmad! Mor har allerede sagt, at jeg har gjort et dårligt kup! – Anders, måske… – Måske hvad?! – afbrød han. – Forstår du ikke? Familien er vigtigere end dine patienter! Pip. Han lagde på. Svetlana satte sig på bænken og tænkte. Bussen kom om tyve minutter. Hjemme ventede fremmede mennesker der skulle bespises. En mand, der råber. Og hun midt imellem, som altid. “Hvad kan man lave hurtigt?” I hovedet snurrede: pasta, pølser, salat fra dåse. Det enkleste. Det hurtigste. “Eller måske bare lade være med at tage hjem?” Tanken kom bare sådan. Uventet og farlig. Hvad hvis hun bare… lod være? Nej, selvfølgelig kører hun hjem. Hvad skulle hun ellers? Hjemme blev hun mødt af stemmer fra stuen. Anders fortalte noget sjovt, hans forældre lo. – Nå! Svetlana er hjemme! – råbte svigerfar højt. – Endelig! Hun gik ind i stuen. Svigermoren – rund og med et stærkt mønstret tørklæde – gav hende et kritisk blik: – Åh, min pige, hvor er du blevet tynd! Får du mon mad på arbejdet? – Godaften, – fik Svetlana klemt ud. – Undskyld jeg er sent på den. – Det går nok! – svigermor viftede afværgende. – Vi forstår. Men nu er du jo hjemme! Anders siger, du kan lave de mest fantastiske boller! Svetlana kiggede på sin mand. Han sad i lænestolen og smilede. Som en herre, der præsenterer sin dresserede hund. – Svetlana, – sagde han blødt, – dæk bordet. Folk er sultne. – Selvfølgelig. Og hun gik ud i køkkenet. For at lave aftensmad til folk hun så for tredje gang i sit liv. Klokken ni satte Svetlana den sidste ret på bordet. Kartofler med kød. Lige som svigermor eller svigerfar kunne lide. Hun kunne ikke huske hvilket. – Åh, Svetlana! – svigermor klappede i hænderne. – Vi troede vi måtte gå sultne i seng! – Undskyld, – mumlede Svetlana. – Det tog lang tid at lave. – Bare rolig! Det er det endelige resultat der tæller! Anders skænkede snaps: – Nå, skål for familien! For gensynet! Svetlana satte sig på kanten af stolen. Hun ønskede kun én ting – at ligge ned. Bare ligge og ikke rejse sig før morgen. – Svetlana, lidt mere brød, hvis du gider, – bad svigermor uden at løfte blikket fra tallerkenen. Svetlana rejste sig og hentede brød. – Og lidt syltede agurker! – råbte svigerfar. – Så dem i køleskabet! – Og sennep! – tilføjede Anders. Hun gik frem og tilbage. Hentede det, der blev bedt om. Ingen sagde tak. Det var naturligt – konen skulle servicere. Ved bordet gik snakken om arbejde, børn, priser. Ingen spurgte Svetlana om noget. Hun var serveringspersonale. – Kan du huske, Anders, – lo hans mor, – da vi tog i sommerhus som børn? Mormor lavede de bedste boller! – Ja, det var gode tider, – nikkede han. – I øvrigt, – sagde svigermor til Svetlana, – Anders er heldig. En praktisk kone er sjælden i dag. Svetlana forsøgte at smile. Indeni snørede noget sig sammen. Sådan tænker de altså om hende. Ved ét-tiden gik gæsterne. Det tog lang tid at sige farvel og kramme hinanden. – Tak for mad! – råbte svigermor. – Det smagte skønt! Især kaffen – ægte, brasiliansk! Døren lukkede. Anders strakte sig: – Det var hyggeligt. Det er længe siden sidst. Svetlana samlede stille den beskidte opvask op. Skåle, glas, tallerkener i bunker. – Anders, – sagde hun stille, – vil du hjælpe mig? – Hvad? – Han var allerede i gang med at klæde sig om. – Nå, opvasken. Du klarer det jo hurtigt. Og jeg skal tidligt op. – Jeg skal også tidligt op. – Svetlana, lad nu være, – han rynkede panden. – Jeg har ansvar på arbejdet. Du kan vel klare lidt opvask? Hun stod midt i køkkenet med den fedtede pande i hånden. Tårerne løb ned af kinderne. “Opvasken”. Tolv timer på hospitalet. Andres liv at redde. Derefter tre timers madlavning. Og nu – opvask til langt ud på natten. “Opvasken”. Om morgenen gik Anders uden et farvel. Svetlana kom på arbejde som i søvne. – Hvordan går det, Svetlana? – spurgte kollegaen Maria. – Du ser ikke for godt ud. – Det går. Havde gæster i går. – Åh, – nikkede Maria medfølelse. – Kender alt til familiefester. Hele dagen arbejde Svetlana på autopilot. Sprøjter, procedurer, stuegang. – Svetlana, – råbte lægen Petrov, – skal du med til konference? Nye behandlingsmetoder i morgen. – Ved ikke. Har ting derhjemme. – Ærgerligt. Det er spændende. Godt at komme ud af rutinen en gang imellem. Om aftenen var Anders særlig snakkesalig: – Mor ringede. Hun takker for i går. Sagde du laver fantastisk mad. – Mhm. – Hun sagde også at jeg er heldig. – Anders, – sagde Svetlana, – der er konference på medicinsk center i morgen. Må jeg tage afsted? – Konference? – Om nye behandlingsmetoder. – Hvem laver så aftensmad? – Du kan gøre det selv én gang. – Svetlana, nu må du stoppe. Hvilke konferencer? Har du ikke nok at lave på arbejdet? Der er masser at gøre herhjemme. – Men det er jo fagligt! – Hvad skal du lære? – fnøs Anders. – Sprøjter har du givet i tyve år. Du behøver ikke flere konferencer. Svetlana tav. Rejste sig og ryddede af bordet. “Flere konferencer”. Engang ville hun være læge. Men hun mødte Anders, blev forelsket, giftede sig. “Hvorfor blive læge? – sagde han. – Sygeplejerske er også godt. Du kan nå alt hjemme.” Og hun adlød. Maria tog til konference næste dag. Kom tilbage fuld af inspiration: – Svetlana, ved du at de tilbyder gratis yoga for sundhedspersonale i naboklinikken om aftenen? – Yoga? – Ja! Det hjælper mod stress. Skal vi prøve sammen? Svetlana kiggede på den farverige flyer. “Yoga for sjælen. Få balance.” – Ved ikke. – Kom nu! – Maria tog hende under armen. – Vi prøver bare én gang! Og Svetlana tog med. Fordi hun var træt af altid at forklare hvorfor hun ikke kunne, ikke havde tid. Der var femten kvinder i salen. Instruktøren – en blid stemme – bad alle ligge ned og lukke øjnene. – Mærk kroppen. Lyt til din vejrtrækning. For første gang i mange år mærkede Svetlana sin krop. Trætte skuldre. Anspændt nakke. Stramme kæber. Og for første gang i mange år – stilhed i hovedet. – Kunne du lide det? – spurgte Maria efter timen. – Ja. Meget. – Så kommer vi igen torsdag? – Jeg kommer. Hjemme ventede en utilfreds Anders: – Hvor har du været? Jeg har ventet på aftensmad i en halv time! – Til yoga. – Yoga? – han fnøs. – I din alder? Svetlana, er du blevet skør? To uger gik hun i smug. Sagde hun var sent på arbejde. Og hver torsdag følte hun sig levende. Men så kom det opkald. Svetlana stod i træstilling, balancerede, da telefonen ringede. – Ikke tage den, – sagde instruktøren. – Det her er jeres tid. Men telefonsvareren gik i gang: – Hvor er du henne?! Forældrene kom uventet, og der er intet mad! Kom hjem straks! – råbte Anders. Alle vendte sig. Svetlana rødmede. – Du kan ringe tilbage senere, – foreslog instruktøren blidt. Svetlana kiggede på skærmen. Fem ubesvarede opkald. Og pludselig klikkede noget. – Nej, – sagde hun. – Jeg ringer ikke. Hun slukkede telefonen. – Vi fortsætter, – sagde instruktøren. Hun gik langsomt hjem. Gjorde sig klar til kamp. – Hvor har du været?! – Anders var rasende. – Mine forældre tog afsted uden mad! Pinligt! – Jeg var til yoga. – Til yoga?! Hvorfor tog du ikke telefonen?! – Yoga er min tid. Og jeg slukkede den med vilje. – Hvad?! – han råbte. – Når jeg ringer, skal min kone svare! – Skal, – nikkede Svetlana. – Konen. Ikke slaven. – Hvad snakker du om? – Når du har gæster, kan du lave mad selv. Eller bestille. – Jeg kan ikke lave mad! – Jeg kunne heller ikke give sprøjter. Jeg lærte det. Det kan du også. – Svetlana, er du blevet sindssyg? – Tværtimod, – smilte hun. – Jeg er blevet mig selv. Anders stirrede. Denne rolige kvinde lignede ikke hans føjelige Svetlana. – Elsker du mig ikke mere? – sagde han forvirret. – Jeg elsker dig, – svarede hun ærligt. – Men nu elsker jeg også mig selv. En måned senere søgte Svetlana om ferie. – Svetlana, – sagde Anders til morgenmaden, – måske skal du lade være. Jeg får travlt, du kan blive hjemme. – Jeg har allerede købt billet. – Billet? Til hvad? – Til kursted ved Vesterhavet. Ti dage. – Alene?! – Ja. – Det gør man da ikke! Hustruer tager ikke alene afsted! – Jo, – Svetlana smilede. – Jeg har undersøgt det. På kurstedet vågnede hun for første gang i tredive år uden vækkeur. Vesterhavet brusede udenfor. Telefonen lå slukket ved sengen. Til morgenmad – buffet. Hun tog en croissant med syltetøj. Sådan én som hun aldrig købte hjemme. Ved nabobordet sad en kvinde på hendes alder med en bog. – Er den spændende? – spurgte Svetlana. – Meget! – kvinden smilede. – Om en kvinde, der beslutter sig for at starte livet forfra som 45-årig. – Lykkes det? – Jeg er ikke færdig endnu. Men jeg tror det. Efter morgenmad gik Svetlana til stranden. Satte sig i en liggestol, lukkede øjnene. “Måske skulle jeg bare lade være med at tage hjem?” Tanken var skræmmende. Og lokkende. Selvfølgelig tager hun hjem. Hun har job, lejlighed, liv. Men nu ved hun – hun kunne vælge ikke at tage hjem. Hvis hun ville. Hun kom hjem med solskin og ny frisure. – Nå! – sagde Anders. – Jeg har savnet dig! Han krammede hende. Hun skubbede ikke væk, men holdt heller ikke om ham som før. – Hvordan har du haft det? – spurgte hun. – Fint. Har tabt mig lidt. Kun spist rugbrødsmadder. – Har du ikke prøvet at lave suppe? – Hvordan skulle jeg gøre det?! – Ligesom jeg lærte det for tredive år siden. Efter opskrift. Hun gik ud i køkkenet. Vasken fuld af beskidt service. Bordet dækket af emballager fra færdigretter. – Anders, – sagde hun roligt, – i morgen skal jeg på arbejde. Og torsdag til yoga. Hver uge. – Men… – Intet “men”. Det er min tid. Anders så på hende og forstod – noget var forandret for altid. Denne kvinde ville ikke længere hoppe for hvert lille vink. – Og aftensmaden? – spurgte han usikkert. – Vi laver den sammen. Eller skiftes. Som voksne. Hun hældte te op og så på sin mand. – Nå? Skal vi lære det? Eller vil du kun leve af færdigretter? Anders sukkede: – Så måtte vi hellere lære det. – Godt, – nikkede Svetlana. – Vi starter med borsjtj. Så ser vi videre. Vi ser, hvad der ellers ændrer sig i hendes nye liv. I det liv, hvor hun fandt styrken til at sige til sig selv: “Jeg har også ret til at være lykkelig.” Og ved I hvad? Det viste sig at være sandt.