– Hvor er du henne?! Mine forældre er kommet, og der er intet aftensmad! Kom hjem straks! – råbte min mand gennem røret Svetlana tog først sine sko på ude ved elevatoren. Hun havde gået barfodet over de kolde fliser i opgangen – ligeglad med skik og brug, for fødderne var vigtigst. Telefonen vibrerede netop som hun nåede stoppestedet. – Svetka! – brølede Anders så hun måtte trække røret væk. – Hvor pokker går du og gemmer dig? – Kommer lige fra arbejde, Anders. – Ligeglad med dit arbejde! Vi har gæster! Mine forældre er her! Bordet er tomt! Svetlana lukkede øjnene. I går havde han ikke sagt et ord. Ikke et eneste. – Hvornår kom de? – For to timer siden! De venter på aftensmad! Mor har allerede sagt, at jeg har gjort et dårligt kup! – Anders, måske… – Måske hvad?! – afbrød han. – Forstår du ikke? Familien er vigtigere end dine patienter! Pip. Han lagde på. Svetlana satte sig på bænken og tænkte. Bussen kom om tyve minutter. Hjemme ventede fremmede mennesker der skulle bespises. En mand, der råber. Og hun midt imellem, som altid. “Hvad kan man lave hurtigt?” I hovedet snurrede: pasta, pølser, salat fra dåse. Det enkleste. Det hurtigste. “Eller måske bare lade være med at tage hjem?” Tanken kom bare sådan. Uventet og farlig. Hvad hvis hun bare… lod være? Nej, selvfølgelig kører hun hjem. Hvad skulle hun ellers? Hjemme blev hun mødt af stemmer fra stuen. Anders fortalte noget sjovt, hans forældre lo. – Nå! Svetlana er hjemme! – råbte svigerfar højt. – Endelig! Hun gik ind i stuen. Svigermoren – rund og med et stærkt mønstret tørklæde – gav hende et kritisk blik: – Åh, min pige, hvor er du blevet tynd! Får du mon mad på arbejdet? – Godaften, – fik Svetlana klemt ud. – Undskyld jeg er sent på den. – Det går nok! – svigermor viftede afværgende. – Vi forstår. Men nu er du jo hjemme! Anders siger, du kan lave de mest fantastiske boller! Svetlana kiggede på sin mand. Han sad i lænestolen og smilede. Som en herre, der præsenterer sin dresserede hund. – Svetlana, – sagde han blødt, – dæk bordet. Folk er sultne. – Selvfølgelig. Og hun gik ud i køkkenet. For at lave aftensmad til folk hun så for tredje gang i sit liv. Klokken ni satte Svetlana den sidste ret på bordet. Kartofler med kød. Lige som svigermor eller svigerfar kunne lide. Hun kunne ikke huske hvilket. – Åh, Svetlana! – svigermor klappede i hænderne. – Vi troede vi måtte gå sultne i seng! – Undskyld, – mumlede Svetlana. – Det tog lang tid at lave. – Bare rolig! Det er det endelige resultat der tæller! Anders skænkede snaps: – Nå, skål for familien! For gensynet! Svetlana satte sig på kanten af stolen. Hun ønskede kun én ting – at ligge ned. Bare ligge og ikke rejse sig før morgen. – Svetlana, lidt mere brød, hvis du gider, – bad svigermor uden at løfte blikket fra tallerkenen. Svetlana rejste sig og hentede brød. – Og lidt syltede agurker! – råbte svigerfar. – Så dem i køleskabet! – Og sennep! – tilføjede Anders. Hun gik frem og tilbage. Hentede det, der blev bedt om. Ingen sagde tak. Det var naturligt – konen skulle servicere. Ved bordet gik snakken om arbejde, børn, priser. Ingen spurgte Svetlana om noget. Hun var serveringspersonale. – Kan du huske, Anders, – lo hans mor, – da vi tog i sommerhus som børn? Mormor lavede de bedste boller! – Ja, det var gode tider, – nikkede han. – I øvrigt, – sagde svigermor til Svetlana, – Anders er heldig. En praktisk kone er sjælden i dag. Svetlana forsøgte at smile. Indeni snørede noget sig sammen. Sådan tænker de altså om hende. Ved ét-tiden gik gæsterne. Det tog lang tid at sige farvel og kramme hinanden. – Tak for mad! – råbte svigermor. – Det smagte skønt! Især kaffen – ægte, brasiliansk! Døren lukkede. Anders strakte sig: – Det var hyggeligt. Det er længe siden sidst. Svetlana samlede stille den beskidte opvask op. Skåle, glas, tallerkener i bunker. – Anders, – sagde hun stille, – vil du hjælpe mig? – Hvad? – Han var allerede i gang med at klæde sig om. – Nå, opvasken. Du klarer det jo hurtigt. Og jeg skal tidligt op. – Jeg skal også tidligt op. – Svetlana, lad nu være, – han rynkede panden. – Jeg har ansvar på arbejdet. Du kan vel klare lidt opvask? Hun stod midt i køkkenet med den fedtede pande i hånden. Tårerne løb ned af kinderne. “Opvasken”. Tolv timer på hospitalet. Andres liv at redde. Derefter tre timers madlavning. Og nu – opvask til langt ud på natten. “Opvasken”. Om morgenen gik Anders uden et farvel. Svetlana kom på arbejde som i søvne. – Hvordan går det, Svetlana? – spurgte kollegaen Maria. – Du ser ikke for godt ud. – Det går. Havde gæster i går. – Åh, – nikkede Maria medfølelse. – Kender alt til familiefester. Hele dagen arbejde Svetlana på autopilot. Sprøjter, procedurer, stuegang. – Svetlana, – råbte lægen Petrov, – skal du med til konference? Nye behandlingsmetoder i morgen. – Ved ikke. Har ting derhjemme. – Ærgerligt. Det er spændende. Godt at komme ud af rutinen en gang imellem. Om aftenen var Anders særlig snakkesalig: – Mor ringede. Hun takker for i går. Sagde du laver fantastisk mad. – Mhm. – Hun sagde også at jeg er heldig. – Anders, – sagde Svetlana, – der er konference på medicinsk center i morgen. Må jeg tage afsted? – Konference? – Om nye behandlingsmetoder. – Hvem laver så aftensmad? – Du kan gøre det selv én gang. – Svetlana, nu må du stoppe. Hvilke konferencer? Har du ikke nok at lave på arbejdet? Der er masser at gøre herhjemme. – Men det er jo fagligt! – Hvad skal du lære? – fnøs Anders. – Sprøjter har du givet i tyve år. Du behøver ikke flere konferencer. Svetlana tav. Rejste sig og ryddede af bordet. “Flere konferencer”. Engang ville hun være læge. Men hun mødte Anders, blev forelsket, giftede sig. “Hvorfor blive læge? – sagde han. – Sygeplejerske er også godt. Du kan nå alt hjemme.” Og hun adlød. Maria tog til konference næste dag. Kom tilbage fuld af inspiration: – Svetlana, ved du at de tilbyder gratis yoga for sundhedspersonale i naboklinikken om aftenen? – Yoga? – Ja! Det hjælper mod stress. Skal vi prøve sammen? Svetlana kiggede på den farverige flyer. “Yoga for sjælen. Få balance.” – Ved ikke. – Kom nu! – Maria tog hende under armen. – Vi prøver bare én gang! Og Svetlana tog med. Fordi hun var træt af altid at forklare hvorfor hun ikke kunne, ikke havde tid. Der var femten kvinder i salen. Instruktøren – en blid stemme – bad alle ligge ned og lukke øjnene. – Mærk kroppen. Lyt til din vejrtrækning. For første gang i mange år mærkede Svetlana sin krop. Trætte skuldre. Anspændt nakke. Stramme kæber. Og for første gang i mange år – stilhed i hovedet. – Kunne du lide det? – spurgte Maria efter timen. – Ja. Meget. – Så kommer vi igen torsdag? – Jeg kommer. Hjemme ventede en utilfreds Anders: – Hvor har du været? Jeg har ventet på aftensmad i en halv time! – Til yoga. – Yoga? – han fnøs. – I din alder? Svetlana, er du blevet skør? To uger gik hun i smug. Sagde hun var sent på arbejde. Og hver torsdag følte hun sig levende. Men så kom det opkald. Svetlana stod i træstilling, balancerede, da telefonen ringede. – Ikke tage den, – sagde instruktøren. – Det her er jeres tid. Men telefonsvareren gik i gang: – Hvor er du henne?! Forældrene kom uventet, og der er intet mad! Kom hjem straks! – råbte Anders. Alle vendte sig. Svetlana rødmede. – Du kan ringe tilbage senere, – foreslog instruktøren blidt. Svetlana kiggede på skærmen. Fem ubesvarede opkald. Og pludselig klikkede noget. – Nej, – sagde hun. – Jeg ringer ikke. Hun slukkede telefonen. – Vi fortsætter, – sagde instruktøren. Hun gik langsomt hjem. Gjorde sig klar til kamp. – Hvor har du været?! – Anders var rasende. – Mine forældre tog afsted uden mad! Pinligt! – Jeg var til yoga. – Til yoga?! Hvorfor tog du ikke telefonen?! – Yoga er min tid. Og jeg slukkede den med vilje. – Hvad?! – han råbte. – Når jeg ringer, skal min kone svare! – Skal, – nikkede Svetlana. – Konen. Ikke slaven. – Hvad snakker du om? – Når du har gæster, kan du lave mad selv. Eller bestille. – Jeg kan ikke lave mad! – Jeg kunne heller ikke give sprøjter. Jeg lærte det. Det kan du også. – Svetlana, er du blevet sindssyg? – Tværtimod, – smilte hun. – Jeg er blevet mig selv. Anders stirrede. Denne rolige kvinde lignede ikke hans føjelige Svetlana. – Elsker du mig ikke mere? – sagde han forvirret. – Jeg elsker dig, – svarede hun ærligt. – Men nu elsker jeg også mig selv. En måned senere søgte Svetlana om ferie. – Svetlana, – sagde Anders til morgenmaden, – måske skal du lade være. Jeg får travlt, du kan blive hjemme. – Jeg har allerede købt billet. – Billet? Til hvad? – Til kursted ved Vesterhavet. Ti dage. – Alene?! – Ja. – Det gør man da ikke! Hustruer tager ikke alene afsted! – Jo, – Svetlana smilede. – Jeg har undersøgt det. På kurstedet vågnede hun for første gang i tredive år uden vækkeur. Vesterhavet brusede udenfor. Telefonen lå slukket ved sengen. Til morgenmad – buffet. Hun tog en croissant med syltetøj. Sådan én som hun aldrig købte hjemme. Ved nabobordet sad en kvinde på hendes alder med en bog. – Er den spændende? – spurgte Svetlana. – Meget! – kvinden smilede. – Om en kvinde, der beslutter sig for at starte livet forfra som 45-årig. – Lykkes det? – Jeg er ikke færdig endnu. Men jeg tror det. Efter morgenmad gik Svetlana til stranden. Satte sig i en liggestol, lukkede øjnene. “Måske skulle jeg bare lade være med at tage hjem?” Tanken var skræmmende. Og lokkende. Selvfølgelig tager hun hjem. Hun har job, lejlighed, liv. Men nu ved hun – hun kunne vælge ikke at tage hjem. Hvis hun ville. Hun kom hjem med solskin og ny frisure. – Nå! – sagde Anders. – Jeg har savnet dig! Han krammede hende. Hun skubbede ikke væk, men holdt heller ikke om ham som før. – Hvordan har du haft det? – spurgte hun. – Fint. Har tabt mig lidt. Kun spist rugbrødsmadder. – Har du ikke prøvet at lave suppe? – Hvordan skulle jeg gøre det?! – Ligesom jeg lærte det for tredive år siden. Efter opskrift. Hun gik ud i køkkenet. Vasken fuld af beskidt service. Bordet dækket af emballager fra færdigretter. – Anders, – sagde hun roligt, – i morgen skal jeg på arbejde. Og torsdag til yoga. Hver uge. – Men… – Intet “men”. Det er min tid. Anders så på hende og forstod – noget var forandret for altid. Denne kvinde ville ikke længere hoppe for hvert lille vink. – Og aftensmaden? – spurgte han usikkert. – Vi laver den sammen. Eller skiftes. Som voksne. Hun hældte te op og så på sin mand. – Nå? Skal vi lære det? Eller vil du kun leve af færdigretter? Anders sukkede: – Så måtte vi hellere lære det. – Godt, – nikkede Svetlana. – Vi starter med borsjtj. Så ser vi videre. Vi ser, hvad der ellers ændrer sig i hendes nye liv. I det liv, hvor hun fandt styrken til at sige til sig selv: “Jeg har også ret til at være lykkelig.” Og ved I hvad? Det viste sig at være sandt.

Hvor er du henne?! Mine forældre er her, og der står ingen aftensmad på bordet! Kom hjem med det samme! råbte Anders så højt i røret, at det rungede ned gennem linjen.

Solveig stak først fødderne i sine sko helt henne ved opgangen, smuttede barfodet hen over de kolde fliser. Høflighed? Ja, ja. Fødderne først.

Telefonen begyndte at vibrere, da hun nåede til busstoppestedet.

Solveig! brølede Anders, så hun måtte holde mobilen væk fra øret. Hvor har du gemt dig?

Jeg er lige kommet fra arbejde, Anders.

Arbejde, schmarbejde! Mine forældre er her! Ingen mad! Bordet er tomt!

Solveig lukkede øjnene. Han havde ikke nævnt det med besøg, ikke et ord i går.

Hvornår kom de?

For to timer siden! Vi venter på mad! Min mor er allerede begyndt at antyde, at jeg har giftet mig uheldigt!

Anders, måske…

Måske hvad?! skar han hende af. Forstår du ikke? Familien er vigtigere end dine patienter!

Der blev lagt på. Bip-bip-bip.

Solveig sad på bænken og kiggede ud i luften. Bussen kom om tyve minutter. Derhjemme fremmede mennesker, der skulle have mad. En mand, der råber. Og hun som vanligt låst mellem dem.

«Mon jeg kan bikse noget hurtigt sammen?»

I hendes hoved snurrede det: pasta, pølser, tuning fra dåse. Der var ikke overskud til de store kulinariske armbevægelser.

«Eller… måske bare blive siddende og ikke komme hjem?»

Tanken dukkede op som en overraskelse næsten uhyggelig. Men det virkede forbudt. Selvfølgelig skulle hun hjem. Hvem skulle ellers gøre det?

Hjemme blev hun mødt af stemmer fra stuen. Anders var ved at berette en af hans såkaldte sjove historier, forældrene grinede taktfuldt på den måde, forældre gør.

Nå! Solveig er kommet hjem! proklamerede svigerfar, glad og højtidelig. Endelig!

Hun trådte forsigtigt ind. Svigermor rund og med et spraglet tørklæde gav hende et kritisk blik op og ned:

Åh, min pige, du er helt mager! Får du slet ikke noget at spise på hospitalet?

Hej, fremstammede Solveig. Undskyld, jeg er sent på den.

Pjat! svigermor løftede hånden. Vi forstår det jo. Men nu er du hjemme! Anders siger, du er god til frikadeller!

Solveig kiggede på Anders. Han sad henslængt i lænestolen og smilede. Han så ud som en mand, der præsenterer sin velopdragne hund.

Solveig, sagde han venligt, kan du dække bordet? Folk er sultne.

Selvfølgelig.

Så gik hun ud i køkkenet og lavede mad til folk, hun havde set tre gange før i sit liv.

Klokken ni stod det sidste fad på bordet ovnbagte kartofler med kød, sådan som… ja, var det svigermor, eller var det svigerfar, der bedst kunne lide det? Hun kunne ikke huske mere.

Åh, Solveig! svigermor klappede i hænderne. Vi var lige ved at tro, vi blev tvunget til at gå sultne i seng!

Undskyld, mumlede Solveig. Det tog lidt tid.

Pyt! Det vigtigste er resultatet!

Anders begyndte at skænke snapsen op:

Nå, skål! For familien! For at ses igen!

Solveig tog plads, yderst på stolen. Hun tænkte mest på at smide sig fladt på sengen og ikke rejse sig før i morgen.

Solveig, lidt rugbrød ville være fint til, bad svigermor, uden at løfte blikket fra tallerkenen.

Solveig rejste sig og hentede brød.

Og syltede agurker! råbte svigerfar. Jeg så nogen i køleskabet!

Og sennep! tilføjede Anders.

Hun gik frem og tilbage, hentede ting, og ingen sagde tak. Det var ligesom en selvfølge konen klarer det jo bare.

Ved bordet gik diskussionen om arbejde, børnebørn, og priserne oppe i Netto. Solveig blev ikke spurgt om noget; hun var bare serveringspersonalet.

Husker du, Anders, grinede hans mor, dengang vi tog i sommerhus som børn? Mormor lavede verdens bedste æblekage!

Ja, det var tider, sagde Anders.

Og du er heldig, sagde svigermor til Solveig. Så dygtig og praktisk hustru, det er sjældent nu om dage.

Solveig forsøgte at smile. Indeni snørede det sig sammen det var, hvad de tænkte om hende.

Først klokken et om natten gik gæsterne. Lange farvelkram. Store armbevægelser.

Tak for mad! råbte svigermor i døren. Rigtig lækkert! Især kaffen, den var jo helt som i Brasilien!

Døren lukkede. Anders strakte sig:

Det var hyggeligt. Dem ser vi alt for sjældent.

Solveig samlede beskidt service sammen. Bjerge af tallerkener, glas og skåle.

Anders, sagde hun stille, vil du hjælpe?

Hva’? Han var allerede i gang med pyjamasen. Åh, opvasken. Du er jo så hurtig til det, og jeg skal tidligt op.

Det skal jeg også.

Solveig, lad nu være. Jeg har et ansvar på mit arbejde! For dig er det jo bare… ja, hvad opvasken?

Hun stod midt i køkkenet med stegepanden. Tårerne løb ned af kinderne.

“Opvasken”. Tolv timer på hospitalet. Liv, der skulle reddes. Tre timers madlavning bagefter. Og nu: opvask til klokken to om natten.

“Opvasken.”

Næste morgen gik Anders uden at sige farvel. Solveig kom lidt for sent til hospitalet, nærmest i søvne.

Solveig Hansen, er du okay? spurgte kollegaen Mette. Du ser ikke for frisk ud.

Det går. Gæster i går.

Åh, forståeligt, nikkede Mette indforstået. Jeg kender de der familieaftener…

Hele dagen gik Solveig på autopilot. Sprøjter, medicin, runder.

Solveig Hansen, skal du med til medicinsk konference i morgen? råbte overlægen Petersen. Nye spændende behandlinger bliver drøftet.

Ved ikke. Har så meget derhjemme.

Ærgerligt. Det giver ellers gode muligheder for at ryste posen lidt.

Hjemme var Anders særlig snakkesalig:

Mor ringede. Hun sagde tak for igår. Roser din madlavning til skyerne.

Ja, ja.

Og hun sagde, at jeg har været heldig med min kone, sagde han, stolt som en prismodtager.

Anders, sagde Solveig pludselig, der er konference på hospitalet i morgen. Må jeg tage afsted?

Hvilken konference?

Om nye behandlingsmetoder.

Hvem laver så mad?

Kan du ikke én gang selv lave den?

Solveig, nu må du holde op. Skal du til konferencer nu? Du har da arbejde nok! Der er masser at lave herhjemme.

Men… men det er jo mit fag.

Og hvad tror du, du lærer der? fnøs Anders. At stikke sprøjter? Det har du gjort i tyve år. Du behøver ikke flere konferencer.

Solveig sagde ikke mere. Hun ryddede bare af bordet, sagde ingenting.

“Hvornår er det nok med konferencer?” Hun havde egentlig haft drømmen om at være læge. Kom ind på medicinstudiet. Men så mødte hun Anders, blev forelsket, giftede sig.

“Hvorfor læge? sagde han dengang. Sygeplejersker er også gode! Og du får tid hjemme.”

Og hun lod sig overtale.

Dagen efter tog Mette til konference. Hun kom tilbage helt opløftet:

Solveig! De har begyndt gratis yoga for medarbejdere ovre i Sundhedshuset! Hver aften!

Yoga?

Ja! Det skulle være vildt godt mod stress! Skal vi ikke prøve?

Solveig kiggede på den farvestrålende flyer. “Yoga for sjælen. Find balancen.”

Ved ikke…

Kom nu! Mette tog hende under armen. Vi prøver én gang. Hvad har vi at miste?

Så Solveig gik med. Hun var træt af altid at skulle forklare, hvorfor hun ikke kunne, ikke magtede, ikke havde tid.

I salen lå femten kvinder klar på yogamåtterne. Instruktøren en blid ungersvend bad alle lukke øjnene og mærke kroppen.

Føl din krop. Lyt til dit åndedræt.

For første gang i mange år mærkede Solveig sin egen krop. De trætte skuldre. Den stive nakke. Spændingen i kæberne.

Og for første gang i mange år: ro i hovedet.

Kan du lide det? spurgte Mette efter timen.

Ja. Meget.

Så ses vi igen torsdag?

Ja.

Da hun kom hjem, var Anders utilfreds:

Hvor har du været? Jeg har ventet! Jeg er sulten.

Til yoga.

Yoga?! I din alder? Solveig, du er jo ikke rigtig klog!

To uger gik hun i smug. Påstod hun havde overarbejde. Hver torsdag følte hun sig mere og mere levende.

Så kom det uundgåelige opkald.

Solveig stod midt i træet den der yoga-position da mobilen kimede.

Lad være med at tage den, sagde instruktøren roligt. Det her er din tid.

Men telefonsvareren gik i gang:

Hvor er du?! Mine forældre er pludselig kommet, og der står ingen mad! Kom hjem NU! brølede Anders på båndet.

Alle kiggede op. Solveig stod rød som en tomat midt på måtten.

Du kan ringe tilbage senere, hviskede instruktøren.

Solveig så på skærmen. Fem ubesvarede.

Og så… klikkede noget indeni.

Nej, sagde hun. Jeg tager den ikke.

Hun slukkede telefonen.

Vi fortsætter, sagde instruktøren.

Hun gik hjem så langsomt, som man nu kan, når man forbereder sig på krig.

Hvor har du været?! Anders mødte hende ildrød. Mine forældre tog hjem uden mad! Pinligt!

Jeg var til yoga.

Til yoga?! Hvorfor tog du ikke telefonen?!

Det er min tid. Telefonen var slukket med vilje.

Hvad?! Han råbte. Når jeg ringer, skal du svare! Det er din rolle som kone!

Som kone, nikkede Solveig. Ikke som slave.

Hvad snakker du om?

Hvis dine gæster kommer på overraskelsesbesøg, må du selv lave mad. Eller bestille pizza.

Jeg kan IKKE lave mad!

Jeg kunne heller ikke finde ud af at lægge venflon, men det lærte jeg. Det kan du også.

Solveig, har du slået hovedet?

Nej, sagde hun med et træt men roligt smil. Jeg er endelig blevet mig selv.

Anders stirrede. Denne kvinde lignede overhovedet ikke den gamle, underdanige Solveig.

Elsker du mig ikke mere? spurgte han, forvirret.

Jo, svarede hun ærligt. Men nu elsker jeg også mig selv.

En måned senere søgte Solveig om ferie.

Solveig, sagde Anders over morgenbordet, jeg har travlt på arbejde. Du kan jo blive hjemme?

Jeg har allerede købt billetter.

Billetter? Til hvad?

Til wellness ophold. På Skagen. Ti dage.

Alene?!

Ja.

Det gør rigtige koner da ikke!

De gør, sagde hun med et stort smil. Jeg har tjekket.

På hotellet vågnede hun første gang i tredive år uden vækkeur. Udenfor susede havet.

Telefonen lå slukket på natbordet.

Til morgenmaden buffét. Hun tog en croissant med marmelade. Sådan en hun aldrig købte hjemme.

Ved nabobordet sad der en kvinde på hendes alder og læste.

Er den spændende? spurgte Solveig.

Mere end spændende! kvinden smilede. Om en kvinde, der forandrer sit liv, når hun bliver fyrre.

Lykkes det for hende?

Jeg har ikke læst helt færdigt. Men jeg tror det.

Efter morgenmaden gik Solveig til stranden. Satte sig i en solvogn og lukkede øjnene.

“Mon man bare kunne blive her?”

Tanken var skræmmende. Og fristende.

Selvfølgelig tog hun hjem igen. Hun havde job, lejlighed, sit liv. Men nu vidste hun hun kunne også lade være. Hvis det var det, hun ville.

Hjemme igen, brun som en småkage og nyklippet.

Så! Anders stod klar. Jeg har savnet dig.

Han krammede hende. Hun undlod at skubbe ham væk, men hun kastede sig heller ikke ind i favnen, som før.

Hvordan går det? spurgte hun.

Ok. Har nok tabt mig lidt. Har spist rugbrødsmadder hver dag.

Har du aldrig prøvet at lave suppe?

Hvordan det?

På samme måde, som jeg gjorde for tredive år siden. Med opskrift.

Hun gik ud i køkkenet. Vasken fuld af beskidt service. Borde med rester af take-away.

Anders, sagde hun roligt, jeg skal på arbejde igen i morgen. Og til yoga torsdag. Hver uge.

Jamen

Ingen jamen. Det er min tid.

Anders kiggede på hende og vidste noget var forandret. Denne kvinde ville ikke hoppe mere ved første pift.

Hvad med aftensmaden? spurgte han usikkert.

Skal vi lave den sammen? Eller måske skiftes. Som voksne folk.

Hun skænkede te og så på Anders.

Nå? Skal vi lære det? Eller fortsætte med færdigretter?

Anders sukkede:

Lærer det nok.

Godt, nikkede Solveig. Vi starter med “boller i karry”. Så ser vi, hvad der ellers kan ske.

Lad os se, hvad mere der hænder i hendes nye liv. I det liv, hvor hun endelig kunne sige til sig selv:

“Jeg må også godt være glad.”

Og gæt selv det var sandt.