Kære dagbog,
Det var mærkeligt, da jeg i morges låste op med min nøgle og gik ind i lejlighed 20 i København. Hvor er Signe? Jeg gik først til skohylden og så, at hendes beige ruskindstøvler – de hun altid har passet så omhyggeligt på – var væk. Hendes yndlingsfrakke i lys rosa og den lette silkehal, som hun stolt viser frem, var også forsvundet.
Jeg tænkte, at hun skulle have været hjemme fra kontoret for længe siden og ventet på mig. Måske havde hun lavet aftensmad, før hun forsvandt? Jeg sagde højt til mig selv, at jeg var sulten. På bordet stod en gryde med pilaff, i køleskabet fandt jeg krabbesalat og kompot af tørret frugt.
Selv Misser, vores kat, lod som om han ikke havde bemærket noget. Han åbnede blot et øje, sikrede sig, at der ingen fremmede var, og gabte så dovent. Han krøllede sig sammen igen og fortsatte sin slumrende eftermiddagssøvn, som langsomt gled over i en pause før aftensmaden.
Jeg skiftede til hjemmehusetøj, tjekkede nyhederne på telefonen og kiggede ud af vinduet – men Signe var stadig ingen steder. Jeg besluttede mig for at gå i køkkenet, men så mig selv flytte tallerkenen væk. Jeg tænkte, at jeg hellere ville trække mig tilbage til soveværelset.
Der slap jeg tilfældigt på fjernbetjeningen, uden at finde noget, der fangede min interesse. Fra vinduet åbenbarede der sig en hverdagsagtig panorama, som solen langsomt gik ned og sendte varme kys over byen. Det føltes som om solens stråler rakte ud og kærtegnede min kind.
Jeg gentog mig selv: “Hvor er min kone forsvundet?” Katten kom bagfra og stødte sin kolde snude mod min fod. “Miau, miau!” kiggede Misser på mig med et spøgende, men sultent blik, som om han sagde: “Foder! Skålen er tom! Skynd dig, tjener!” Jeg løftede stemmen, blev overrasket over min egen lyd, og lovede at give ham mad – selvom det normalt er Signe, der gør det.
Jeg blandede en portion grød og fisk i hans skål, lagde den på gulvet og sagde: “Spis, dovne! Stil dig roligt! Det er ikke min opgave at fodre dig, men du er husets yndlingskat, så mens Signe er væk, skal du adlyde mig. Bliv ikke i vejen, ellers får du en piskesving!” Misser så på mig uden at blinke, snuste til maden, fnøs let og gik tilbage til sit yndlingssted på vindueskarmen i soveværelset, hvor han betragter beboerne i bygningen gennem glasset.
Jeg tænkte: “Hvis katte kunne tale, hvad ville de så sige til os?” Jeg spekulerede på, om Misser vidste, hvor Signe var, eller hvad hun lavede, mens hun var væk. Jeg har aldrig været god til at ringe til hende. Hvad skulle vi snakke om? En ny borschtsuppe eller svampesuppe? Hun er jo bogholder og taler kun i tal.
Jeg indså, at jeg aldrig havde tænkt på at ringe til hende. I otte timer havde jeg ikke fundet et øjeblik til at spørge, hvordan hun havde det. Vi sover i separate værelser, for hendes læsning af “tåbelige” bøger forstyrrer mig. Jeg foretrækker at sove alene, så ingen kræver min plads. Hun drager altid dynen over mig, så jeg fryser, og derfor har jeg fundet på, at vi skal sove hver for sig. To soveværelser er så smart – så kan vi besøge hinanden, når vi har lyst.
Jeg greb min mobil, men den lå på sofabordet, gemt under en bog. “Endelig!” udbrød jeg, da jeg så, at den var udenfor rækkevidde. Jeg blev vred over, at hun havde glemt den og gik ud for at konfrontere hende. Jeg tænkte på, hvordan hun sjældent ringer på arbejdet, og jeg svarer altid kort og hårdt: “Hvad vil du? Du forstyrrer mig.”
Jeg åbnede Signe’s natbordsskuffe og så håndlavede dukker: en grå langøret kanin, en hvid kat og en gul and. “Hvor har du lært at strikke?” undrede jeg mig. Jeg så på garnnøgle og spandt. Hun har skjult sin hobby for mig! Jeg beundrede hendes kreativitet, selvom hun aldrig har indrømmet det.
Jeg gentog en slags bøn: “Jeg håber, at intet er sket med Signe. Når hun kommer tilbage, spiller vi skak igen – hun vandt altid, da vi var unge. Vi kan tage på café og spise croissanter med chokoladecreme, som du ved, jeg elsker.” Jeg tænkte også på, om vi skulle overveje børn, da hun ofte nævner ønsket om en lille en.
Misser snusede til en orkidé ved vinduet, så udmattet ud, men holdt sin vagt. Jeg skubbede en stol frem til vinduet og satte mig, håbende at se Signe dukke op. Jeg overvejede at ringe til hendes kollegaer eller veninder, men havde ingen numre gemt i min telefon. Jeg ville bare vide, at hun var i live og rask – det var alt, jeg ønskede.
Jeg spekulerede på, om hun måske havde fundet en anden, eller om hun var vred på mig, fordi jeg aldrig spiser med hende. Jeg tænkte på, at hun er min verden, selvom hun ofte er tavs og ignorerer mine små bebrejdelser. Jeg indså, at min egen komfort er vigtig, men jeg har måske presset hende for meget.
Det blev mørkt udenfor. Jeg overvejede, om jeg skulle anmelde hendes forsvinden til politiet. Jeg tænkte på, hvad jeg skulle sige, hvis jeg sagde, at hun har været væk i tre timer. Jeg ventede videre, men fire timer gik, og jeg kunne ikke finde ro.
Pludselig sprang Misser ned fra vinduet og løb mod hoveddøren, mjavede og kradsede på låsen. Jeg løb ud i gangen, hvor låsen pludselig drejede op. På døråbningen stod Signe.
“Åh Signe! Hvor har du været så længe? Glemte du din mobil?” sagde jeg, mens jeg kyssede hende. Hun smilede og sagde: “God aften, Jens! Eller god morgen! Undskyld, jeg gik en tur uden for byen, så kom jeg ud i marken, lyttede til fuglene og talte med blomsterne. Solen gik hurtigt ned, og jeg gik mig vild i mørket, men fandt vejen tilbage ved gadelyg
