GAVEN
Nå, min dreng, fortæl mig lige, hvordan er det gået i dag? Hvad har du oplevet?
Far Henrik, der netop var kommet hjem fra arbejde, løftede femårige Mikkel op og satte ham ved siden af sig i sofaen, mens han rode lidt op i den lyse, bløde manke på hans hoved. Imens mor Rikke jonglerede rundt i køkkenet og tryllede med duftende flæskesteg, hyggede far sig med sin yndlings- og indtil videre enebarn. Hjemmet emmede af hygge, og midt i stuen, dér mellem den mumlende TV-skærm og bogskabet, blinkede en pyntet, lav julegran som et magisk stroboskop i alle regnbuens farver. Endnu én søvn til nytår, mirakuløst!
Alt er super! proklamerede arvtageren. Men min ven Emil har det skidt.
Hvad nu? spurgte Henrik, nysgerrig. Er det den Emil fra opgangen ved siden af?
Ja, det er ham, nikkede Mikkel.
Han fik ingen gave til juleafslutningen i børnehaven, forklarede Rikke, der kort kiggede ud af køkkenet med et duftende sky af stegeos omkring sig. Stakkels dreng Nå, vas hænder, gutter maden er klar!
Hvordan ingen gave? Henrik så overrasket ud, mens han rejste sig. Alle fik, undtagen lige ham? Der må være gået noget galt.
Ja, alle fik, men Emil fik ingenting, bekræftede Mikkel og fulgte efter far hen mod bordet. Både julemanden og nissemor delte ud til alle, bare ikke til ham. Og han ventede ellers så meget.
Hvilken slags nissefolk kan tillade sig at overse et barn? Henrik var nu tydeligt irriteret, trak stolen frem og satte sig til bords.
Der er nok en forklaring, Rikke trak på skuldrene. Måske Emils mor enten glemte at betale ind til gavekassen, eller også har hun bare ikke haft råd. Sådan er livet, Mikkel har du nu vasket fingre?
Han var med mig ude at vaske dem, sagde far, omhyggeligt mens han parterede svinekammen og fordelte stykkerne på tallerkenerne. Okay, lad os nu sige de ikke har indbetalt. Men hvordan kunne lederen i børnehaven, hende Hanne Nielsen, lade sådan noget ske? Foran alle!
Hanne Nielsen var faktisk selv nissemor, proklamerede Mikkel. Og julemanden var den gamle pedel!
Jo mere grund til at skamme sig! Henrik rystede på hovedet. Man klarer da et ekstra barn, og så må moren ordne regnskabet bagefter. Hvor er medmenneskeligheden?
De har nok ikke tænkt så langt, sukkede Rikke. Jeg ville fandeme have fundet en løsning.
Og Emils mor hvordan kunne hun bare lade ham sidde uden gave? Henrik var stadig forarget. Forstår det ikke Men du, søn! Han vendte sig mod Mikkel, der gnaskede sin flæskestegs-svørd med største entusiasme.
Du delte vel din gave med din ven?
Mikkel så bebrejdende op på far:
Ja, jeg ville gerne, og Sofie, Jonas, Line, og flere tilbød også, men Emil ville ikke tage noget fra os.
Han er åbenbart stolt, Henrik grinede opgivende. Siger du mig, at han ikke tudede over det?
Ved det ikke jeg så det ikke, svarede Mikkel ærligt.
Sejt, Henrik var endnu engang imponeret. Han har altså ikke fortjent sådan en behandling.
Ja, den stakkels Emil, Rikke nikkede medfølende. Det må have været så hårdt for ham.
Lad os gøre det godt igen! udbrød Henrik med glimt i øjet, tydeligvis med et eller andet i tankerne. Kinderne røde, øjnene funklede.
Hvordan? Rikke tørrede sig om munden med servietten, og Mikkel så spørgende på far.
Sådan! Henrik blinkede hemmelighedsfuldt. Ved nogen af jer, hvor Emil bor? Ved du det, Mikkel?
Nej, rystede han på hovedet. Jeg har aldrig været hjemme hos ham, vi er kun sammen i gården og børnehaven.
Måske kan jeg finde ud af det, Rikke tænkte efter. Min veninde Astrid ved næsten alt om vores opgang. Jeg ringer lige! Bare sig, hvorfor?
Ring du bare og nu! Henrik insisterede.
Som du vil! Rikke nikkede, så må I selv rydde af bordet og vaske op!
Det er nummer 35, familien hedder Jensen, meddelte Rikke efter et par minutter. Moren hedder Lene. Der er ingen far eller, der var, men han er væk. Ingen ved helt om han gik, eller blev smidt ud. De er bare hende og Emil.
Hvorfra ved du alt det? lo Henrik.
Skal det være viden, er Astrid altid klar hun sidder i beboerforeningen, og der flyder al info hen.
Så er det på plads, Henrik nikker. Mikkel, har du spist alle dine julegodter?
Ikke helt, sukkede Mikkel. Mor siger, at for meget slik er usundt.
Hun har helt ret, far smiler. Har du så stadig din gavepose?
Ja, sagde Mikkel. Jeg åbnede den forsigtigt.
Perfekt, Henrik klappede ham på hovedet igen. Kan du pakke det ind, der er tilbage, og give mig den tomme pose?
Hvorfor? Mikkel så skeptisk ud, men listede alligevel af og kom tilbage med den farverige julepose, nu markant lettere. Slik og kager blev breddes ud over bordet som stjerner på himmelen.
Rikke betragtede cirkusset stille, hvorefter hun byder ind:
Så I vil altså glæde Emil med en gave? Hvornår? Og hvem leverer?
Allerbedst i dag! Henrik svarede. Hvad siger du, Mikkel?
Selvfølgelig! Lad os gøre det i dag! Mikkel var fyr og flamme. Skal jeg lægge lidt ekstra slik ned til ham?
Hvis du kan undvære, smilte Henrik anerkendende.
Skal vi af sted sammen? Mikkel begyndte at fylde posen op med godter, men holdt ind.
Du har jo allerede prøvet at dele, og han ville ikke tage imod. Måske skal vi gøre det anderledes
Henrik listede afog kom tilbage som… Julemanden! Helt korrekt: hvidt skæg, rød kappe med hvid pels og finurlige broderier, hue, en stave og gavepose broderet med gyldne stjerner. Gaveposen dog tom endnu.
Mikkel stirrede undrende, og sagde så:
Far, var det dig, der var julemanden sidste år? Og året før?!
Jamen, ja! Henrik indrømmede. Undskyld det først kommer frem nu. Men du ville nok have gættet det før eller siden. På jobbet bad de mig engang være julemand til en fest og det blev sådan et hit, at jeg har været julemand hvert år siden. Kan du huske sidste års julemand?
Han var vildt god! roste Mikkel. Dejligt, vi har en helt egen julemand!
Han kastede sig om benene på far.
Rikke tilføjede et par ekstra slikstykker, bandt en snor om halsen på posen og Henrik lagde den i julemandens store, røde sæk.
Henrik lynede skægget. Er det ok, at jeg tager af sted til Emil?
JA! lød det fra både mor og Mikkel.
Mikkel spurgte bedende:
Må jeg komme med til Emil, far?
Som julemandens hjælper? grinede Henrik.
Næh, som en kanin! råbte Mikkel, og spurtede ind for at klæde sig ud. Han kom ud som snemand nej, kanin helt i hvidt, med lange ører og pompomhale. På næsen en maske med små huller til øjnene og store, tegnede knurhår.
Ok, du tager da overtøjet på! sagde Henrik overgivende. Selvom du er vinterkanin, er det stadig koldt udenfor!
Far og søn trippede af sted, Rikke kneb sig i næsen for ikke at bryde ud i grinden lange, rappe julemand og hjemmeopdyrket kanin med gavepose slæbende hen ad gulvet, et syn for guder.
Henrik kom hjem alene ti minutter senere, lettere forfjamsket.
Hvor er Mikkel? blev Rikke straks nervøs.
Bare rolig, han er hos Emil og leger jeg henter ham om lidt, Henrik tørrede sved af ansigtet med julemands-skægget, satte sig: Du tror det er løgn!
Han berettede, at de faktisk kun var det sjette hold der aflagde Emil visit med gave den aften! Og næppe de sidste. Lige før var daginstitutionslederen Hanne Nielsen selv kommet forbi, ikke som nissemor men som sig selv.
Hun undskyldte tusind gange overfor Emil og mor og lovede bod og bedring, mumlede Henrik, mens han tog kappe og skæg af. Tænk dig, nogen havde filmet juleafslutningen og lagt det online på byens portal. Tusindvis så det og kommenterede. Givetvis derfor eksploderede gaveleverancerne til Emil!
Det må jeg se! udbrød Rikke.
Men hovedsagen er, sagde Henrik, at Emils mor bare var lidt for sent med at indbetale pengene til gaven
Ja, hun har nok selv lidt af skylden, sagde Rikke, det er hårdt som enlig, pengene er ikke altid der. Kunne man virkelig ikke have fundet en løsning i børnehaven?
De valgte bare at fjerne ham fra gave-listen, Henrik var stadig rystet. Det ramte jo kun drengen.
Åh, jeg var Hanne Nielsens chef! sukkede Rikke. Sådan kolde ledere bør fyres!
Måske bliver hun det, Henrik nikkede, eller også lærer hun noget. Folk, der arbejder med børn, bør have hjerte
Efter et øjeblik sagde Henrik:
Og gæt hvad: Selv Emils far kom forbi! Med gave og skyldfølelse, så han næsten græd
Er det rigtigt?! Rikke blev glad.
Da ringede det på døren. Rikke gik udog så var Mikkel tilbage.
Hvorfor gik du hjem alene?! Henrik var overrasket. Vi aftalte jo, jeg skulle hente dig
Hvad tror du, at jeg er lille? Mikkel svarede fornærmet. Og jeg kedede mig.
Hvorfor det? spurgte far.
Fordi Emils mor og far først skændtes, så græd de, vi kom ud til dem på køkkenet, og dér krammede de og græd hele familien. Underligt! De opdagede slet ikke, at jeg gik
Henrik og Rikke så på hinanden og brød ud i latter.
Nå, min familie, tid til te, sagde Rikke. Og senere fejrer vi nytår ikke lang tid nu! Lad det blive et lykkeligt år for alle!
Skål for det! erklærede Mikkel storsindet.
