Det blæste ind
Der blev banket på døren. Det var ikke længere til at bortforklare med uvejret, og man kunne heller ikke bare ignorere det.
Så måtte jeg gamle Ragnhild op af stolen og liste ud i gangen. Så stille som en mus. Men de bag døren hørte mig alligevel:
Luk op!
Jeg fik et lille chok, trak mig tilbage til køkkenet, satte mig på taburetten og ventede.
Udenfor blev de ved: de bankede, bønfaldt, og begyndte sågar at klynke, hvilket var både skræmmende og mærkeligt.
For første gang fortrød jeg, at der ikke var en eneste sjæl omkring…
*****
Jeg har boet i mit sommerhus om vinteren flere år nu. Har aldrig savnet folk; jeg havde ikke brug for selskab…
Ingen kan alligevel erstatte Viggo. Det er ikke for mig at opsøge fremmede, jagte forståelse eller føre tomme samtaler. Jeg søgte ro.
Desuden er lidt ekstra kroner til min pension ikke at kimse ad, når jeg udlejer mit værelse i min gamle lejlighed i København. Vi fik aldrig en egen lejlighed, Viggo og jeg. Det blev aldrig til noget.
Vi mistede nærmest alt i de hårde år. Men dengang havde vi stadig kræfter, tro på fremtiden og planer. De gik ikke i opfyldelse. Ikke alle kan finde ud af at drive forretning. Jeg er dog taknemlig for, at vi ikke endte på gaden.
Men det er fortid nu; vi elskede hinanden gennem alle tider selv i det lille kammer. Men børn fik vi aldrig
Jeg gav al min kærlighed til Viggo. Men han var heller ikke evig. Han gik bort for fem år siden, og jeg blev alene tilbage.
Jeg græd ikke. Tårer bringer ikke en elsket tilbage; det er intet værd. Man må leve videre, selvom man ikke har lyst. Heldigvis havde min mor efterladt mig det gamle hus i landsbyen.
Tidligere kom Viggo og jeg der kun om sommeren. Han ville aldrig sælge det:
Ragnhild, man skal ikke smide jorden væk. Jeg gør det her hus til en perle. Når vi går på pension, flytter vi til naturen.
Åh, de planer Det blev heller aldrig til noget. Og huset fik han aldrig gjort til en perle. Han fik lappet lidt, så det står endnu. Det er jeg taknemlig for.
Måske holder det hele mit liv Hvis jeg er heldig, bliver det ikke så langt. Eller når en ny storm river det ned måske allerede i dag.
Det blæser så det knager i væggene, og vinden piber i skorstenen. Det er skræmmende. Regnen slår mod vinduerne, som om den vil ind for enhver pris. Og kæmpegrantræet udenfor vinker truende det knirker og svajer, klar til at vælte.
Strømmen gik også Så jeg krøb tidligt under tæppet og besluttede at sove det uhyggelige væk. Men nej…
*****
Først kradsede noget ved døren. Jeg lyttede og bildte mig ind, at det var regnen. Måske havde vinden skubbet en gren op mod døren, så den skramlede og kradsede på brædderne.
Lige da jeg troede på det, kom banket igen. Rytmisk og insisterende, med pauser. Bank-bank, bank-bank-bank.
Det kunne jeg ikke holde ud, så jeg gik til døren. Og der stod rent faktisk nogen levende!
Nej, jeg er ikke af dem, der let bliver bange. Jeg har oplevet for meget til at frygte meget længere. Alligevel var det ubehageligt
På tv fortæller de hele tiden om svindlere og forbrydere, der lurer overalt og intet skyr, heller ikke pensioner.
Det er måske ikke skræmmende at dø, men det er bittert at give det sidste til en hustler. Og hvem ved måske vil han ikke bare slå mig ihjel, men pine mig først.
Jeg tænkte over alt dette på taburetten i det mørke køkken. Så holdt banket op. Jeg lyttede udenfor græd og klynkede nogen.
“En svindler græder ikke udenfor døren!” besluttede jeg, og gik ud til døren.
Jeg låste op, tog fat i håndtaget, før jeg kunne fortryde…
*****
På trappen under silende regn sad en gammel mand. Lille, spinkel. Med ørevarmer-hue, gammel jakke og gummistøvler.
Ved siden af ham lå en bulet, brun hund.
Hvad vil du? spurgte jeg, mens jeg satte hænderne i siden og rynkede panden.
Du lever! blev han glad og sprang op.
Hvorfor skulle jeg dø? sagde jeg forbløffet.
Man ved jo aldrig Uvejr og nat, og så banker vi på din dør.
Hvorfor banker I på? Jeg blev mere mistænksom.
Vi har ingen andre steder at gå, mig og Basse. Det er slemt Vores sidste tag over hovedet er væk. Må vi have lov til at tørre, bare lidt? Han så spørgende på mig.
Basse logrede forsigtigt og snuste til min tøffel.
Jeg har ellers ikke for vane at tage vagabonder ind, brummede jeg. Men okay, kom ind. Vejret er virkelig slemt.
Gæsterne lod sig ikke be to gange; de smuttede ind i køkkenet. Den gamle mand gik straks i gang med at rode ved næsten udbrændt brændeovn, Basse lagde sig tæt ved.
Vi er altså ikke hjemløse, forklarede manden, mens han flækkede små pinde. Det er faktisk lidt fornærmende.
Hvad er I så? Du sagde jo selv, I var uden bolig. Og ærlig talt, dit udseende
Hvad er der med det? blev han lidt fornærmet. Helt normalt. Alle husnisser ser sådan ud.
Så du er en husnisse? Spændende Hvorfor er du så uden hus?
Det var et hus! sagde han, mens han satte sig ved ilden. Alt var fint. Men folk er utaknemmelige væsener! De flyttede til byen og efterlod mig.
Jeg passede på huset de første år, håbede de kom tilbage Eller måske nye folk. Ingenting.
Senere blev jeg trist og opgav mine pligter. Jeg må indrømme det men hvem skulle jeg holde huset for? Nisser har også behov for at føle sig nyttige.
Så jeg gik i dvale i årevis. Men ham dér vækkede mig for en uge siden
Han nikkede mod hunden:
Han dukkede op ved min trappe og græd. Han er jo stadig en lille fyr. En tosset hund. Han blev også kastet ud og ingen ville have ham.
Vi blev venner; jeg vågnede op og rundt omkring: totalt ødelagt!
Huset er tæt på at kollapse. Væggene kan falde sammen, taget snart styrte. Jeg gik i gang med at reparere, men nåede ikke langt. Uvejret kom.
Huset faldt, kunne ikke klare det.
Så vi gik på jagt efter ly, Basse og jeg. Han ledte mig til din dør han mærkede nok varmen og duften af mad, den stakkel.
Vi bankede og bankede, men du åbnede ikke. Jeg blev trist. Der er ikke andre steder at gå hen, alt er mørkt, tomt og koldt.
Nå, nu er det godt nu skal det nok gå.
Vent nu lidt, gamle mand, sagde jeg surt. Du tror, du bare kan blive? Jeg inviterede dig ikke til at blive her! Når vejret bliver bedre, må I finde jeres eget sted eller finde en ny vært. Jeg har ikke brug for selskab.
Vent lidt, frue, sagde han, ivrigt Du har ikke forstået, hvilket held du har fået. Dit hus mangler jo en vært taget lækker, gulvet knager, træk overalt.
Det er, hvad det er!
Lad dig ikke fornærme. Hør nu her du har aldrig haft med nisser at gøre før, ellers ville du have set mulighederne.
Jeg kan få dit hus i tiptop stand og jeg vil ikke være til besvær. Nisser passer på hjemmet gør det solidt og hyggeligt, så ejeren er tilfreds. Det er formålet med livet.
Det lyder for godt, gamle mand hvad får du til gengæld?
Intet, frue! Du giver mig meningen med livet. Og hvis du gør en god gerning, er du uvurderlig.
Nå?
Du må ikke afvise Basse behold ham hos dig. Han er klog! Lytter, jager sorgen væk, tigger ikke, hører efter og kan beskytte dig, hvis det behøves.
Jeg overvejede det. Jeg har det udmærket uden mennesker, men de to er jo ikke folk
Ensommheden kommer alligevel snigende og han har ret: huset skal have en hånd, og hunden kan være god at have. Det er rart med lidt beskyttelse.
I må blive, så sagde jeg. Jeg er ikke særlig gæstfri, men jeg ved, hvad jeg får ud af det.
Nissen smilede i sit grå skæg, klappede Basse og hviskede noget til ham. Hundens hale logrede vildt, ørerne rejste sig.
Hvad siger du til ham? Jeg var nysgerrig.
Jeg forklarer, at du er venlig, selvom du prøver at virke hård. Det ved han godt.
Nå, snakkehoved, nu er det tid til at sove
Jeg smed min gamle frakke til Basse ved ovnen, vendte mig for at tilbyde nissen en gæsteseng men han var væk, som om han aldrig havde været der.
Hvad, hvor er han blevet af? spurgte jeg Basse.
Han svarede ikke, krøb sammen, lagde hovedet på poterne og betragtede mig stille; det lignede et smil.
Så må han selv klare sig. Jeg går i seng!
Jeg troede, jeg ikke ville falde i søvn; det var en vanvittig nat. Men jeg faldt straks i søvn, så snart jeg var under tæppet.
Jeg drømte noget herligt. Hvad kan jeg ikke huske, men jeg vågnede fyldt med glæde.
Basse ventede tålmodigt i køkkenet…
*****
Nissen har jeg ikke set siden den stormfulde nat. Først tvivlede jeg på, om han var virkelig. Men Basse ham er der, han spiser, han bjeffer, leger og forguder mig. Men nissen
All tvivl forsvandt, da jeg opdagede, at taget ikke lækkede mere. Ingen træk fra vinduerne, gulvet knager ikke, og den gamle taburet står fast.
Basse standser sommetider op, lytter, logrer med halen, bevæger ørerne og mumler hundesnak.
Det er tydeligt, han taler med sin gamle ven, nissen…
Huset hvisker også med nissen, stille og hyggeligt. Det er godt at sove til det. Tidligere klagede huset og stønnede.
Og jeg ændrede mig også. Jeg tænker ikke på døden længere; der er ingen grund. Hun kommer, når hun skal.
Indtil da må man leve, fodre Basse, plante i haven, fyre op i ovnen og elske sit hus. Hvad fremtiden bringer, må tiden vise. Livet har altid mere at overraske os med.
Personlig læring: Jeg indså, at ensomhed ikke er det samme som frihed og ro, og at livet selv langt fra mennesker kan give nye overraskelser og fordele, hvis man tør åbne døren, selv når det blæser og regner.
