Jeg var lige ved at smide mine elskede støvler ud. Sålen var helt løsnet, og læderet var revnet. Min kone, Frederikke, sagde:
Kom nu, køb nogle nye, lad nu være med at være nærig.
Men jeg holdt fast i de støvler. De havde formet sig efter min fod og været med mig gennem mange kilometer, regnvejrsdage og kolde vintre.
Mens jeg gik gennem centrum af Aarhus, faldt mit blik på et lille skomagerværksted sådan et, som man næsten ikke ser mere. Der duftede af lim, gammelt læder og tid, der nærmest stod stille.
Inde bag disken stod gamle Kaj. En mand omkring 80, bøjet over en slidte symaskine, som så ud til at have flere år på bagen end ham selv. Selv om hans hænder var skæve af slidgigt, havde han en præcision, jeg ikke kunne tage øjnene fra.
Jeg rakte ham støvlerne for mig allerede afskrevet.
Han tog dem, satte sine tykke briller på, og gennemgik dem centimeter for centimeter, som en læge under en undersøgelse.
Det kan lade sig gøre, dreng, sagde han.
Nye mellemsåler, forstærkning ved hælen, og læderet får en ordentlig omgang pleje.
Kom tilbage i morgen klokken seks.
Jeg ventede nervøst på prisen. Jeg var sikker på, at det ville koste mere end nye støvler.
Hvad skal det koste, Kaj?
Han skriblede noget ned på et gammelt stykke papir og sagde roligt:
For det hele 75 kroner.
Jeg blev helt målløs. 75 kroner. Det er ikke nok til en tur i biografen. Jeg vidste, at han ville bruge mindst tre-fire timers arbejde på det.
Jeg følte mig flov. Flov over hvor hurtigt vi bruger penge på ligegyldigheder. Flov over, at vi vil betale småpenge for håndværk. Flov over en verden, hvor vi betaler 50 kroner for kaffe, men prutter om prisen på ægte håndarbejde.
Fint, jeg kommer i morgen, sagde jeg.
Næste dag kom jeg tilbage. Da han rakte mig støvlerne, var jeg i tvivl om de var mine. De så helt nye ud. Han havde ikke blot gjort det aftalte arbejdet men også syet en ekstra indersyning i hånden, som jeg aldrig havde bemærket, og sat nye snørebånd i, uden at kræve ekstra betaling.
Det var perfekt udført. Arbejde med stolthed og ære noget man sjældent ser i dag.
Jeg tog min pung frem og lagde 350 kroner på hans værkstedsbord, hvor der lå ældgamle værktøjer. Kaj begyndte at lede efter byttepenge. Jeg stoppede ham.
Ingen byttepenge. Det er fint sådan.
Han så forskrækket på mig, som om han tænkte, jeg lavede sjov.
Men dreng, det er meget Vi blev enige om 75 kroner.
Jeg lænede mig over mod ham og sagde det, jeg mener verden skylder folk som ham:
Kaj, du får ikke penge for det, du laver.
Du får penge for det, du ved.
Du har ikke bare repareret et par støvler du har reddet noget, jeg havde opgivet.
Din erfaring, tålmodighed og dine hænder er mere værd end penge.
Lad ikke nogen undervurdere dig, bare fordi du er gammel.
Hans øjne blev blanke bag brillerne. Han klemte sedlen og sagde sagte:
Tak, min ven Nogle gange tror man, man ikke længere er nødvendig. Nu handler det hele jo om køb-og-smid-væk.
Jeg gik ud derfra med støvler, der føltes som nye og en tung, men vigtig lektie.
Vi lever i et samfund, hvor ungdom og hastighed dyrkes, mens erfaring og tålmodighed bliver kastet væk.
I dag betalte jeg ikke for en skoreparation.
Jeg betalte for en lektion i værdighed, givet af en dansk håndværker på 80 år.
MORALE:
Billig og hurtig arbejdet findes overalt.
Men det ægte håndværk, dygtighed, og kærlighed til detaljen forsvinder.
Når du møder et menneske, der stadig arbejder med hjertet skomager, syerske, snedker, mekaniker så prut ikke om prisen.
Betal ham ordentligt. Og lidt ekstra.
For når de ikke er her længere, forsvinder kvaliteten for altid.
