Den stolte brud
Det skete for længst, helt tilbage i begyndelsen af det forrige århundrede. Gennem alle tider har piger drømt om at leve i velstand og kærlighed, især hvis de voksede op i armod. Dengang levede næsten alle sådan i landsbyerne, bortset fra de velhavende familier.
I et lille hus næsten i udkanten af landsbyen boede Maren, alle kaldte hende for Mare. Hun boede med sin far og mor, deres eneste datter, men hun var så smuk, at alle i landsbyen undrede sig. Hvor kom sådan en skønhed fra?
Hendes forældre, Jens og Kirsten, arbejdede uden hvile for at kunne klæde deres eneste datter i de fineste kjoler, så de kunne få hende godt gift. Mare vidste selv fra barnsben, at hun var smuk. Naboerne talte med moren, mens hun lyttede:
“Kirsten, åh, hvor bliver jeres Mare en skønhed! Øjnene som to klare sole, håret flettet i en tyk fletning, og læberne så fyldige – et sandt vidunder! Hvem ligner hun?”
“Hendes bedstemor, min svigermor, Gudfreda. Hun døde tidligt, men Mare blev født som hendes kopi. Vi vidste det med det samme. Men min svigermors temperament… Gud fri mig, når hun blev vred, fløj der fjer og hår!” sagde Kirsten. “Gud må tilgive mig, men jeg var næsten lettet, da hun døde. Hun gav mig ikke et øjebliks ro.”
“Mon ikke Mare har arvet hendes temperament?”
“Gud forbyde det! Men hun er allerede stædig og påståelig. Men nok så… livet lærer hende nok.”
Maren voksede op, og det var svært at tage øjnene fra hende. Alle de unge mænd i landsbyen kunne ikke sove, sådan drømte de i smug om at gifte sig med sådan en skønhed. Selv de gifte mænd drømte. Og deres koner kunne ikke udstå Mare – de blev rasende, når hun gik forbi, og deres mænd næsten vred halsen om på sig.
I landsbykirken var der morgenandagt, det var Hellig Trefoldigheds dag, og mange var kommet for at høre præsten og bede. Også Niels og hans kone Anna var der. Selv om han havde været gift i ti år og havde tre børn, kunne han ikke slippe tanken om Mare.
Maren og hendes mor kom også, de gik ofte i kirke. De stod lidt fra alteret og lyttede opmærksomt til præsten. Så snart hun trådte ind, glemte Niels straks, hvorfor han var kommet. Tankerne summede i hans hoved.
“Åh, hvor er hun dog smuk, den Mare! Høj, slank og yndig som en frisk wienerbrød,” tænkte han. “Og øjnene… de lyser som stjerner, og læberne… Åh, de læber! Som roser i tante Agnetas have.”
Niels kunne ikke se andet i kirken end Maren. Han vidste ikke, at alle mændene i smug stirrede på hende i stedet for præsten. De tænkte ikke på Gud, men på hende, den unge skønhed.
Niels glemte endda at korsse sig, stod som en støtte og kunne ikke tage øjnene fra hende – indtil Anna stak ham hårdt i siden.
“Kom du i kirke for at bede eller for at glo med dine uforskammede øjne på den tøs, Mare?”
Niels protesterede ikke, men bøjede ydmyg hovedet, korsede sig og forsøgte at lytte til præsten. Men efter en stund bemærkede han, at hans tanker igen var vandret.
“Æh, en dag bliver jeg så træt af dette liv,” tænkte Niels. “Jeg smider Anna ud og vover at tiltale Mare. Jeg er jo ikke rig, men jeg har et nyt hus, en god ko – ingen hest, selvfølgelig…” Han drømte videre, men da han så, at Anna så på ham, korsede han sig hurtigt.
Han kunne ikke koncentrere sig om gudstjenesten og talte indreMen til sidst lærte Maren, at sand kærlighed ikke måles i rigdom, men i trofasthed, da hun og Keld fandt lykken sammen i en beskeden tilværelse fyldt med kærlighed og respekt.
