Bjarne havde aldrig haft lyst til børn. Han var overrasket over bare tanken om at skulle være far. Faktisk havde Bjarne altid drømt om en hund en stor, pelset en, men først syntes hans mor, det var en dårlig idé; senere rynkede hans kone på næsen af det.
Men nu stod Bjarne altså der med et lyserødt wrap i armene, hvorfra et bitte lille ansigt tittede frem med enorme blå øjne og nogen helt ekstreme øjenvipper, lange, mørke og vamsede. Diagnosen Russell-Silver sagde ikke Bjarne noget. Han så kun de blå øjne med de vanvittigt lange vipper. Hans datters let udstående ører gav ham en yndefuld, smertefuld følelse af ømhed.
Hun kommer aldrig til at blive over 140 cm høj, hun bliver dværg, – forsøgte den bekymrede jordemoder at forklare. I kan skrive under på en afvisning.
Bjarne klemte bare det lyserøde tæppe tættere og stirrede uforstående tilbage. Hans kone græd, rykkede i hans ærme, sagde noget, han ikke hørte. Alt omkring ham var lukkede døre.
De kaldte datteren Naja for ingen havde nogensinde hørt om en dværg, der hed Naja.
Siden fulgte hus og hverdag med baby. Hans kone havde ikke mælk, fødslen havde været hård, diagnosen knusende.
Pludselig pakkede hun sine ting og sagde:
Når jeg kigger på hende, får jeg lyst til at græde. Det er uudholdeligt. Vi har ikke haft sådan noget i familien det må være fra din side.
Når hun begyndte den slags snakke, blev Bjarne doven i ørerne. Han hørte hverken kvinden, svigermoren eller sin egen far, der kun én gang havde kastet et let ubehageligt blik ind i vuggen. Kun hans mor stod der, kiggede med mild beklagelse på Bjarne og rystede på hovedet.
Der efter gik konen. Bjarne sad alene tilbage med Naja. Satte sig på barsel i et år. Der var brug for penge fysioterapeuter, massører, daglig svømning i vand så måtte han på arbejde igen.
Først passede hans mor Naja om dagen, men så sagde hun, at hun trængte til ferie. Ud med nanna og ind med en børnepige. En ældre, venlig dame, der til og med indvilligede i nattevagter, når Bjarne tog ekstravagter som taxachauffør.
Naja snakkede flydende som toårig, sang med sin tynde stemme, var spinkel som en sprød klipfisk, og talte alle sine fingre op, svømmede som en laks og grinede højt, når hun så tegnefilm. Sådan gik livet frem til Naja fyldte syv. Det var tid til skole.
Bjarne begyndte at spekulere. Han meldte hende til selvforsvar i et skolecenter havde tårnhøje ambitioner om knivkamp, men det blev afvist: Kun fra atten år. Så måtte hun nøjes med normal skole.
Naja skilte sig kun ud ved højden og sin sarte krop. Bjarne fulgte hende personligt til klasse de første to uger, landede farblikket på alle børn, løftede Naja stolt op, gav hende et larmende kys på kinden og råbte:
Hvis nogen driller Naja, så knækker jeg jeres øreflip!
Den danske trussel virkede: Han skred afsted med tungt hjerte til sit job. Naja blev en stjerne i skolegården; i skolens teater spillede hun Tommelise.
Og så blev Bjarne endelig hundeejer. Han købte en Komondor for nærmest bare en pose wienerbrød af sin chef. Chefens flytning til København betød nyt job, ny lejlighed, og pludselig var Komondor Albert endt på Bjarne og Najas dørtrin. Chefen klappede Bjarne på skulderen og sagde:
Du har en skæbne, Bjarne. Spøjs og besværlig. Så får du også en spøjs hund. Du må ikke børste den bare del pelsen ud på snore hver dag.
Nu begyndte livet for alvor: Hver aften gik Bjarne og Naja tur med Albert, iført speciel hundefrakke, og bagefter flettede de snore. Naja red på Albert som en lille jysk cowboy, og Albert slentrede forsigtigt rundt, bange for at smide sin mini-hest af.
Den farverige trio samlede hver aften beboere fra blokken foran vinduerne. Bjarne i sin slidte lammeskindsjakke, kæmpe hvid Albert i grøn frakke, og på hans ryg lillebitte Naja i lyserødt dunfrakke.
Og så flyttede de. Men alle naboerne husker stadig Bjarne, Naja og Albert.
Senere fandt nogle Naja på Instagram i USA. Hun havde læst, giftet sig, fået helt almindelige børn. Og gråhårede Bjarne giftede sig med en meget rund afroamerikansk dame. Fordi hans skæbne altid var lidt mærkelig. Men meget dansk.
