Hjertets Trofasthed: En fortælling om misundelse, mistillid og den svære grænse mellem venskab og kærlighed i København

– Jeg misunder dig, Smilla. Ærligt talt. Jeg misunder dig virkelig.

Smilla stirrede undrende ud i den blå tåge. Misundelse, sådan en sær følelse, som dansede forsigtigt mellem Sonjas ord

– Mener du det? – spurgte Smilla med tykke drømmehænder. – Hvad er det, du misunder mig? Husk du, hvordan mine sidste forhold endte? Og i det her… Alt er lidt på hovedet. Jeg har aldrig været heldig med mændene Hvad kan der være at misunde?

Sonja rystede tankefuldt på hovedet, og hendes korte mørke hår glimtede som fiske i Limfjorden.

– Det handler slet ikke om mænd, Smilla. Dine forældre de er gode, ved du det? Rigtige gode mennesker. De har aldrig råbt ad dig, aldrig drukket dig omkuld så du skulle slæbe dem hjem gennem regnen. Og se nu bare, du har fået en lejlighed som gave af dem.

– Sonja

Men Sonjas ord var som snefnug, der ikke ville smelte.

– Mine – Sonja famlede efter ordene, – De har drukket hele livet. Først lidt hvidvin efter jobbet i ægte dansk manér, senere øl og snaps mod stress, og nu er det bare forbi. Desuden hober lånene sig op, og de låner penge for at redde det hele… ja, redder gør de. Når jeg ser på din mor, der ringer bare for at høre hvordan du har det, så tænker jeg, jeg må være født uheldig

Det var ikke synd, men både ondt og bittersødt. Smilla kunne ikke lide den der blege misundelse; venner burde ikke misunde.

– Man vælger jo ikke sine forældre, – sukkede Smilla drømmeagtigt.

Smilla havde også sine skår.

Smilla var uheldig i kærlighed.

Hendes første rigtige kæreste, Mikkel, svor at de var én sjæl. Efter tre år forsvandt han, giftede sig med en anden. Det var smertende og usmageligt, som forsvunden kransekage ved bryllup.

Efter Mikkel besluttede Smilla at leve enkelt. Kærlighed kom, hvis man lod den være. Hun ventede, og så kom Valdemar. Først venlig, så blev han et virvar af rod og selvoptagethed.

Igen havde han glemt at låse døren til lejligheden. Skoene flød i gangen, én ved stuen og én, som om den var på vej ned i den lilla badekar.

– Hej, – sagde Smilla.

Valdemar rystede hovedet, hans hår stod som halm efter høst.

– Endelig, – mumlede han på mærkelig vis, – Jeg skal akut have penge på kortet. Vil du overføre? De ryger tilbage til dig, siger jeg.

Smilla smed tasken på den sure sofa. Klassisk sang.

– Valdemar, vi har jo en aftale. Jeg mangler at betale for fiber, og jeg ville gerne købe noget ordentlig flæsk, ikke dine løgnehistorier om pølser.

– Flæsket kan vente, Smilla! Kom nu, kun to tusind kroner. Jeg betaler til næste lønudbetaling.

– Okay. Men det er det sidste, indtil du får løn. Og husk nu internettet.

Men Smilla begyndte at ane uro.

Først var der ringen, ikke en forlovelsesring (med forlovelsesringe havde Smilla sine egne mange lag). Bare en spinkel guldring med lille mat ametyst, altid på samme sted som barndommens sneglehus.

– Sonja, kan du huske hvor jeg sidst havde min ring på? – spurgte Smilla en aften i te-duft og blødt regnvejr.

– Nej, Smilla Slet ikke. Er den ikke herhjemme? Måske mistede du den på gaden?

– Jeg så den sidste weekend. Valdemar rode i skabet, måske kom han til at flytte den

– Valdemar? Er han i dit skab? – Sonja snørede blikket som knapper.

– Ja, han bor jo nærmest her nu.

Det næste forsvinding var mere surrealistisk. En gammel Nokia-mobil backup til nemID eller til madudbringning. Lå i skrivebordsskuffen.

Smilla gennemsøgte det hele tre gange.

– Valdemar, har du set den gamle mobil?

– Hvad skal du med den? – Valdemar vendte ikke engang hovedet, – Bruger jo ikke den. Du har nok smidt den ud.

Hans afslappede tone føltes som jazz på hovedet. Alt for afslappet.

Smilla bemærkede, at penge forsvandt fra pungen. Småting forsvandt igen. En pakke dyre batterier til badevægt. Alt småt, men det samlede sig som besk regn.

– Hør, Sonja, – Smilla rørte drømmeskum i sin kaffe, – Du kender jo det med at miste ting i hverdagskaos.

– Ja, – Sonja smagte på teen, ansigtet hyldet i sort te-strejf, – Jeg ledte i tre dage efter min paraply, og så hang den bare på stolen

– Præcis. Ville du nogensinde, hvis du VIRKELIG skulle bruge penge, tage noget fra din veninde bare for at klare den og give det tilbage?

Sonja stirrede vantro.

– Hvad snakker du om, Smilla? Har DU stjålet noget?

– Nej, bare en tanke. Forestil dig du vil virkelig til en koncert, og din veninde har en ring, hun kun bruger én gang om året.

Sonja lukkede øjnene i dyb dansk fundering

– Teoretisk? Jeg ville tage ekstra vagter, sælge mine egne ting. Ville aldrig rode i andres. Det er at stjæle selv midlertidigt.

– Hvis det var en kæreste? – Smilla lurede på reaktionen.

Sonja svarede tøvende.

– Begynder min fyr at tage mit, uden at spørge så er han ikke min fyr længere. Tyveri er tyveri. At stjæle fra sine egne skrækkeligt. Smilla, stjæler Valdemar fra dig?

Smilla indrømmede sin mistanke.

– Spørg ham direkte, – foreslog Sonja, – Hold øje med hans reaktion.

– Helt direkte??

– Hvad har du at tabe? – svarede Sonja, – Hvis han er ærlig, bliver han måske såret men siger sandheden. Hvis han lyver det kan du se. Bedst at kende sandheden.

Måske var det tiden. Man kunne mærke det på Valdemar, han blev straks gal:

– Er du vanvittig? Hvilke ting? Er det det, du tror? Så taber du dem, og jeg er syndebuk? – Han indrømmede intet. Han råbte. Han rev alle sine tasker op, viste Smilla de bare lommer. Men han tilstod ikke.

Sent på dagen tog han til en ven, drak og brokkede sig over Smilla. Næste dag ringede Smilla til Sonja.

– Sonja, hej. Kan jeg komme forbi? Jeg skal snakke Valdemar

– Smilla, jeg kan ikke nu, – afbrød Sonja, – Har travlt. Snak i aften?

– Bare et minut?

– Et minut kan du få.

Smilla havde gjort Valdemar ondt. Kommer han tilbage? Kan man tilgives? Sonja lyttede tavst, nikkede indimellem, hendes blik svævede mod evigheden. Til slut ventede Smilla på medfølelse.

– …Og han gik! Forstår du?

Sonja som var på vej ud, iført blomstret kjole og forvirrede drømme sagde:

– Tillykke, Smilla. Hvis han stak af, var han skyldig.

– Tak for støtten, – snerrede Smilla, – Er du underlig i dag?

Sonja nævnte ikke sit nye forsøg på en romance fra kontoret, hun hastede videre, kiggede flakkende på sit ur, da Smilla greb om armen. Med et sølvarmbånd præcis som det forsvundne fra Smilla.

– Seriøst? – hviskede Smilla, – Er det dig?

– Mig?! – Sonja rykkede om på armen.

– Vil du nu sige, at din kusine gav dig det her armbånd? – Smilla slap hende, – Så du blev misundelig, og så listede du mine ting. Og så anklager du Valdemar! Sikke en veninde Og du tog endda armbåndet på!

Sonja kiggede på Smilla, på armbåndet, på spejlet i vinduet

– Det er ikke dit – svarede hun tomt, – Smilla, du har kendt mig siden vuggestuen. Det her armbånd er givet til mig! Jeg kan vise dig!

– Jeg behøver ikke beviser. Behold du det. Et lille plaster til dig, nu hvor du er en vaskeægte taber.

En uge gik i tavshed. Valdemar kom ikke tilbage. For at finde ham og nærmest tigge om tilgivelse måtte Smilla ydmyge sig, men hun ville gøre alt, bare hun kunne slippe for skammen.

Om morgenen, mens Valdemar var i bad, besluttede hun at rydde op. Hun fandt hans gamle teltpose på altanen den havde han aldrig fået på genbrugsstationen. Smilla trak i den, og lommen revnet.

Ud væltede indholdet. Kvittoer, guitarplektre, og, som små skaller fra de drømmende år: smykker og stumper. Først troede hun, det var skrald.

Men det var ikke skrald.

Her lå hendes øreringe med blå topas, som hun troede var væk for evigt. Og der, lige midt i det hele, lå armbåndet det, der var stjålet af Sonja.

– Valdemar

– Jeg kan forklare, – han stod bag hende, som om han var en skygge med indlandsis.

– Skal du forklare, hvad? At du stjal, men nåede ikke at sælge?

– Jeg ville give dem tilbage

Valdemar blev smidt ud samme dag og han var snart glemt for Smilla. Hun var kun ked af, at Sonja ikke tog telefonen, for hun skyldte undskyldning.

– Jeg ved, du ikke vil se mig, – sagde Smilla ude foran Sonjas dør, – Men jeg må sige det.

Sonja var i morgenkåbe, som hjemme i barndommen.

– Jeg har aldrig taget noget fra dig.

– Det ved jeg nu. Og jeg er frygteligt skyldig, Sonja. Det var Valdemar. Jeg fandt armbåndet i hans taske han ville sikkert sælge. Ringen har han også solgt. Han tilstod. Sonja, hvordan kunne jeg tro på det, at du fik et IDENTISK armbånd i gave?

– Du kunne jo stole på mig i stedet for et dumt tilfælde. Valdemar stolede du på med det samme. Er jeg så meget ringere? Hvis jeg er fattigere, er jeg så automatisk tyv? Nej. Jeg har ikke brug for den slags veninder. I morgen anmelder du mig måske. Hvorfor skulle jeg dog have det? Gå nu hjem.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

20 − 2 =

Hjertets Trofasthed: En fortælling om misundelse, mistillid og den svære grænse mellem venskab og kærlighed i København
Ældre Far Smidt Ud af Hjemmet af Sønnen Bliver Reddet af Overraskende Besøg Sønnen og svigerdatteren smed den gamle far ud af hans eget hjem. Den ældre mand var ved at fryse ihjel, da en blød pote rørte hans kind. Anders sad på en iskold bænk i Østre Anlæg i hjertet af Aarhus, mens vinden peb som en sulten ulv, tunge snefnug faldt, og natten føltes uendelig. Han stirrede tomt frem, ude af stand til at fatte, hvordan han, efter at have bygget huset med sine egne hænder, kunne ende på gaden som et værdiløst objekt. Timer før var han hjemme i væggene, han havde elsket et helt liv. Men hans søn, Peter, så på ham med isnende ligegyldighed, som var han en fremmed. – Far, det er blevet lidt trangt for mig og Lone, – sagde han uden at blinke. – Og desuden, du er jo ikke ung længere, det er bedre for dig at komme på plejehjem eller leje et værelse. Du har jo din folkepension… Lone, svigerdatteren, nikkede tavst, som var det den naturligste beslutning i verden. – Men… det er jo mit hjem… – sagde Anders, stemmen rystede, ikke af kulde, men af smerten fra svigtet. – Du har jo selv skrevet det hele over på mig, – Peter trak på skuldrene med kølig afstand. – Papirerne er underskrevet, far. I dét øjeblik slog det Anders: Alt var væk. Han protesterede ikke. Om det var stolthed eller fortvivlelse, bare vendte han sig om og gik – efterlod alt det kære. Nu sad han i mørket, indhyllet i en gammel frakke, tankerne snurrede: Hvordan kunne han stole på sønnen, opfostre ham, give ham alt – og ende som en ubuden gæst? Kulden gik i knoglerne, men sjælens smerte var værre. Pludseligt mærkede han en berøring. En varm, pelsklædt pote lagde sig blidt på hans iskolde hånd. Foran ham stod en hund – stor, lodden, med milde, næsten menneskelige øjne. Den kiggede intenst på Anders, snusede til hans hånd, og sagde med blikket: “Du er ikke alene.” – Hvor kommer du fra, ven? – mumlede den gamle, ville skjule tårerne, der pressede sig på. Hunden logrede og bed forsigtigt i kanten af hans frakke. – Hvad har du gang i? – spurgte Anders forundret, men stemmen havde mistet sin sørgelige klang. Hunden hev stædigt i ham, og den gamle besluttede sig for at følge med. Hvad havde han at miste? De gik gennem sneklædte gader, indtil døren til et lille hus slog op. En kvinde, pakket ind i et varmt sjal, stod i døren. – Max! Hvor har du været, din bandit?! – begyndte hun, men blev stille, da hun så den rystende, gamle mand. – Åh nej… har De det okay? Anders ville sige, at han klarede sig, men kun en hæs lyd slap ud. – De fryser jo! Kom ind! – hun tog ham i hånden og trak ham ind i varmen. Anders vågnede i en lun stue. Duft af friskbrygget kaffe og kanelboller fyldte rummet. Han forstod ikke straks, hvor han var, men varmen drev frygten væk. – Godmorgen, – sagde en blid stemme. Kvinden fra natten før stod smilende i døren med en bakke. – Jeg hedder Marie, – sagde hun. – Og du? – Anders… – Jamen Anders, – smilede hun bredt, – min Max bringer sjældent folk med hjem. Du må være heldig. Han prøvede at smile taknemmeligt. – Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig… – Fortæl mig, hvordan du havnede på gaden sådan en nat, – sagde hun og satte bakken på bordet. Han tøvede, men hendes øjne var så ærlige, at han fortalte alt: Om huset, sønnen – svigtet fra dem, han levede for. Da han var færdig, hvilede stilheden i stuen. – Bliv her hos mig, – sagde Marie pludselig. Anders blev overrasket. – Hvad? – Jeg bor alene, bare Max og jeg. Jeg savner selskab, og du mangler et hjem. – Jeg… ved ikke, hvad jeg skal sige… – Sig “ja”, – smilede hun igen, og Max lænede sig op ad ham som for at stemme i. Anders forstod: Han havde fundet en ny familie. Måneder senere hjalp Marie ham med en retssag. Papirerne Peter havde tvunget ham til at skrive under på, blev kendt ugyldige. Huset gik tilbage til ham. Men Anders vendte ikke hjem. – Det sted er ikke mit længere, – sagde han roligt til Marie. – Lad dem beholde det. – Du gør det rigtige, – nikkede hun. – For dit hjem er her nu. Han så på Max, på det snurrende køkken og på kvinden, som gav ham varme og håb. Livet var ikke slut – det var lige begyndt, og for første gang i årevis, mærkede Anders, at han stadig kunne være lykkelig.