Landsbyen havde et besynderligt navn Kornblomst, som en af dem man kun hører om i gamle folkesange. Det fjollede var, at pigen hed Kornelia. Ja, du kan tro, folk lo: Kornelia fra Kornblomst! Det var som det måtte være. Hun så også ret typisk ud robust og landlig, ikke noget særligt at kigge på. Bortset fra øjnene. De var ikke bare blå, men en slags himmelblå med et anstrøg af kornblomst. Men Kornelia var pinligt berørt over dem og plejede at kigge ned og slentre lidt skævt frem, med et lille hop i gangen. Derfor kaldte alle hende Skævfod. Det navn hang så hårdt ved, at kun hendes far brugte hendes rigtige navn.
Hendes mor døde tidligt Kornelia var kun tre år. Moren havde været uopmærksom og løb ud på landsbyens vej, hvor en flok unge mænd kom susende forbi i hestevogne, som om det var Vesterbro om lørdagen. Moren nåede lige at skubbe Kornelia til siden, men blev selv ramt af vognen og døde på stedet. Kornelia gik derfra med en skæv fod noget hun nu blev kendt for. Faren blev aldrig gift igen, men gik en tid på nabogården til enkefru Andersen, og blev ofte natten over, især da Kornelia blev ældre. Men så tog fru Andersen til Odense, og rygtet sagde, at hun ville have ham med bare han sendte datteren på kostskole, for “hvad skal vi med den byrde?”
Far, hvorfor tog du aldrig til byen? spurgte Kornelia en dag, da han sad på trappestenen og stirrede ud over markerne med et trist blik.
I byen er der mudder og larm. Et barn skal vokse op i frisk luft, klappede han hende på knæet, især sådan en urostifter som dig.
Hans jordnære finger, snavset og sort under neglen, gav hende et kærligt dask på næsen.
Jeg er jo snart ikke barn længere. Jeg fylder ti. Kan selv klare det hele, og en mand bør ikke være uden kone, sagde Kornelia og kopierede nabokonen, fru Nielsens stemme ret godt.
Faren smilede nu, men lod til at få mere gang i livet huset skulle fikses, det samme med køkkenhaven og dyrene. Sådan gik dagene. Kornelia blev husets mester lavede mad, syede, malkede koen og fodrede hønsene. Faren forvandlede huset til en nærmest herskabsvilla, med udskåret hegn og ornamenterede skodder, og på taget satte han en vejrhanekylling af kobber, fordi Kornelia havde læst om det i en børnebog og plaget om det. Han nød at gøre hende glad.
Problemerne begyndte, da Kornelia fyldte sytten. De andre piger hang ved gadekæret med drengene, men hun var altid hjemme.
Skal du ikke gå til dans, min pige? sagde faren og kiggede ud af vinduet, Se, Mathilde løber hen til forsamlingshuset! Eller mangler du noget tøj? kom det pludseligt til ham.
Han trak den blomstrede gardin til side og så vurderende på datterens kjole.
Hvis vi bare udvider lidt her… og lægger en ny kant nederst
Han vendte og drejede Kornelia.
Vent, jeg kommer straks.
Tyve minutter senere kom han tilbage med en pose, øjnene røde af følelser…
Din mors… Prøv den…
Han foldede blidt et stykke sølvfarvet stof ud let og glitrende. Kornelia havde aldrig set magen til. Hun turde næsten ikke røre det.
Det sidste der er tilbage fra din mormor, sagde faren, mens han strøg det. Din mor var af “gode folk.”
Kornelia blev stille faren snakkede sjældent om hendes mor. Hun vidste, at det altid endte med at han græd udendørs halvdelen af natten, så hun lod ham være. Da hun blev ældre, havde hun samlet alle mors ting og gemt dem i kisten, så faren ikke blev plagede af minder.
Hun prøvede at stoppe ham nu: “Lad være, far”
Det er fint, Kornelia, jeg er klar nu, sagde han og klappede på bænken. Det er tid, du skal vide
Sådan hørte Kornelia om oldemor Elisabeth, som blev skudt med sin mand i 1917, men de havde lige nået at sende deres fem-årige datter Natalia på landet med barnepigen. Barnepigen sagde, hun var hendes egen. Elisabeth havde sendt en æske med juveler og brudekjolen med “sælg juvelerne, men gem kjolen til Natalia, det er min brudekjole.”
Barnepigen gjorde som sagt, beholdt lidt af juvelerne. De blev byttet til mad under krigen, mens kjolen blev gemt værnet, for ingen ville bytte en kjole mod mere end en skive rugbrød.
Og her er ørenringene, faren pakkede endnu en klud ud, denne gang et blåt fløjlsposer med guldbroderi, Din mor, Lisa, plejede at tage både kjole og ringe på, svinge dem rundt i stuen, faren smilede varmt, og så puttede hun dem tilbage i posen. Hun turde aldrig få lavet huller til dem. Hvor skulle man her i landsbyen også bruge sådanne smykker, andet end til at få køerne til at grine!
Faren forsigtig hældte indholdet ud blå safirsdråber dannede en slags påfuglehale. Kornelia gispede.
Der var engang et matchende vedhæng, men det blev byttet til et halvt kilo mel under en hungersnød. Men ringene nægtede din mormor at give bort; de mindede hende om hendes egen mor, Elisabeth.
Da din mor blev født, sagde mormor: en kopi af Elisabeth. Hun fik derfor samme navn. Og du har dine mors øjne, så ringene passer dig.
Han holdt forsigtigt en ørenring op til Kornelias øre.
Og hendes ellers lidt kedelige udseende blev forvandlede øjnene strålede som safirer, og det var umuligt at sige hvad der glimtede mest. Farens åndedræt stak for så forandrede hun sig.
Kornelia følte straks, at de var varme og nærmest kendte, som om hun altid havde haft dem.
Samme aften steriliserede hun en nål og tråd med snaps, lavede hul i ørene med lidt spyt, og tråden blev hurtigt erstattet af smykkerne på tredje dagen.
Selvom faren mente, at kjolen måtte syes om, sad den som skræddersyet. Men så fin kunne man da ikke gå rundt hjemme i landsbyen? Kornelia sukkede og hængte kjolen tilbage, tiden var ikke inde endnu. Men ørenringene blev hun ved med at bære, dækkede dem med tørklæde når hun hentede vand ved brønden.
Skævfod har fået lus! grinede børnene.
Men hvad kan man forvente af dem? De var værre end landsbyens koner, der snakkede i timevis. Kornelia var vant til at ignorere det; hun ville dog gerne, at folk så på hende med beundring i stedet for drilleri og grimme ord.
Faren overtalte hende til at gå til dans. Hun gik uden at pynte sig, beholdt tørklædet på, og det var lidt spildt: hun fik bare ryggen skrammet mod birketræet. Drengene havde ingen interesse, og hun havde aldrig haft tætte veninder. Men hun ville ikke hjem faren skulle jo tro, hun havde det sjovt. I stedet tog hun sig en aftentur det var juli, varmt, duft af nyslået græs, ren idyl. Siden Skt. Peter og Skt. Paul havde hun samlet urter, slået dem med segl og hængt dem til tørre på loftet. Nu ville hun tjekke stierne var det tid at samle kløver, firebensurt, lyng? Juli er vildt gavmild skoven bugner af svampe, bær, og hun havde allerede samlet masser af hindbær de lå til tørring, klar til vinter-te sammen med faren.
Da stemmerne var svundet, tog Kornelia tørklædet af og lagde det over skuldrene. Hun rørte kort ved ørenringene og smilede. Nu kunne hun slappe af skuldrene rettede sig, hovedet løftede sig, og gangen blev let. Hun rystede håret og lyttede til den knap hørbare klang fra ørenringene. Måske var det bare indbildt måske var det klangen i hendes egen hjerte?
Vinden bragte en berusende duft af lyng, og hun drejede af fra stien mod lugten. Hun sang stille og skilte grene til side, banede sig vej. Pludselig lød lyden af ksss…ksss… Nogen slog græs, men hvem gør det nu? I deres landsby var alt græsslåning overstået klokken ti om formiddagen det var den gamle regel. Ksss En lysning mellem træer, og der stod en ung mand og svingede leen kluntet så det næsten var komisk. Kornelia fnisede i hånden og blev straks opdaget.
Hun vendte sig ville flygte, men hendes ørenring satte sig fast i en gren. Panik hun var nærmest fanget.
Fanget fugl i net, sagde han muntert, og Kornelia lukkede øjnene hendes fingre rystede, prøvede stadig at få smykket fri.
Ingen slipper væk fra mig, sagde han, kom nærmere. Bare rolig, jeg hjælper dig
Hans varme ånde duftede af gran og mynte, eller noget midt imellem
Sådan, min lille fugl, sagde han og vendte Kornelia om.
Smykkerne ringede som små klokker. Kornelia åbnede øjnene i forskrækkelse hans øjne var som natten. Øjenvipper længere end nogen pige det brændte så meget ind i hende, hun kunne knapt trække vejret. Hun lagde mærke til, at han også havde en ørenring.
Slip mig, hviskede hun, men bad i tankerne om, at han ikke skulle gøre det.
Men hans stærke fingre slap, og hun løb væk, ignorerede grene, der strøg mod kinden.
Han bukkede og samlede hendes tørklæde op, som hun tabte.
Efter det mistede Kornelia roen hun længtes mod skoven, håbede på at det sorte blik igen ville dukke op. Hele efteråret gik hun rundt, klarte dårligt dagens sysler. Faren blev bekymret var nogen blevet onde mod hans pige? Kornelia krammede ham og græd i skjul. Hjemme føltes tungt, og udenfor var det værre alle drillede.
Skævfod, kig ud din krøbling af en kæreste står!
Skrid, unger! råbte faren så river jeg jeres ører af!
Men til jul skete noget vildt: en vognspand med sorte heste bragede ind gennem landsbyen klokker på selerne, røde bånd i manken. Kvinderne stimlede sammen, de unge fløj til gaden med fine sjaler. Vognen susede gennem byen kusken fløjtede til pigerne, som grinede. Men samtalen gik mest på den flotte fyr i vognen. Hele julen gættede de på ham kastede vinterstøvler over hegn.
Han har ørenring, så I? hviskede de gamle ved brønden.
Kornelia tabte næsten spanden. Hendes hjerte hamrede, kinderne brændte. Hun blev ekstra længe havde hun hørt rigtigt?
Hans hår var sort som kul, krøllet, sagde fru Nielsen, han må være rejsende.
Hvor skulle de dog komme fra?
Uh, de stjæler alt!
Det er fordi Lasse siger, de har slået lejr bag skoven.
Nå, det er noget…
Men flot er han!
De grinede og lavede skøre bemærkninger.
Far, bliver de rejsende her længe? spurgte Kornelia, næsten forjaget, hjemme hos faren.
Hvem ved, min pige de folk er flyttende, i dag her, i morgen dér. De bliver sjældent længe.
Men de har været her siden sommer, sagde Kornelia lidt for hurtigt.
Og hvor ved du det fra?
Nu fik faren øje på pointen han var ikke til at narre. Hun fortalte ham om mødet.
Er du forelsket, min stakkel? blev han lidt trist.
Og Kornelia græd endnu en gang Sådan gik vinteren. Faren begyndte at være meget væk han havde nok fundet en. Kornelia glædede sig på hans vegne. Til hendes atten-års fødselsdag gav han hende sølvglimmer-sko til kjolen, med lille hælhøjde.
Hvor skulle jeg dog bruge de her, far? grinede hun.
Næh, det finder vi ud af, sagde han listigt.
En uge efter red en gæst hen til deres gård… Faren bød ham ind, satte ham ved bordet, og kaldte på datteren.
Kornelia lagde strikketøjet fra sig, glattede håret og så blev hun nærmest lammet da hun så gæsten.
Datter, han er kommet for at fri til dig.
Hun kunne ikke sige en lyd.
Gæsten tog hendes tørklæde frem og gav det til hende.
Kornelia snuppede det og forsvandt ud af stuen. Hun kunne høre faren og gæsten grine de hyggede sig! Hun blev småirritabel. Han kunne rende og hoppe! Men halvvejs fra huset så hun, at den sorte øjenmand ikke forsvandt.
Du elsker ham! sagde faren undrende.
Man kan ikke sige imod, men hun stampede alligevel i gulvet.
Han er god, min pige, sagde faren han er faktisk barons søn, arving. Men for din skyld opgav han alt og blev. Hans bror Tam som betyder tvilling overtog hans plads da hele gruppen rejste mod syd. Han blev her, byggede hus. Jeg fandt ham efter vores snak hjalp ham. Han vil gøre det ordentligt.
Faren knyttede næven det er en rigtig mand. For ham er jeg ikke bange for at give min dyrebare datter…
Nu blev farens øjne våde, og Kornelia sprang hen og omfavnede ham de græd af glæde helt til aftensmad.
Tag din mors kjole på til brylluppet, og skoene selvfølgelig
Hvad hedder han?
Steffen. Det betyder den kronede. Jeg kalder ham Steffe, det tager han pænt. Og du har jo kongeligt blod I passer sammen.
Hele natten snakkede de. Landsbyen kommer nok til at sludre men hvad så? Hvad har hun fået fra dem? Deres hjem var alligevel et stykke fra landsbyen, tættere på skoven. Bare de ikke glemte faren…
En uge senere stod hele landsbyen og så den smukkeste pige i det sølvsilke kjole, med safirblå ørenringe, der matchede hendes øjne, stige ind i hendes guldvogn trukket af hvid hest Hvis ikke de havde vidst, det var Skævfods hus, ville de have troet det var en prinsesse.
Gifter sig med en rejsende, fnøs fru Nielsen, skal sove ved bålet, dækket af et tæppe, føj.
Jeg ville gerne sove med ham selv på bar jord, sukker Mathilde drømmende…
Åh, damer, jeg bliver jo helt misundelig
Se selv Skævfod nu har hun givet alle baghjul…
Hvorfor har du skjult din pige så længe, Gregers, brokkede naboen, min Mikkel er klar til at blive gift…
Din Mikkel spiller kun harmonika og drikker snaps, sagde Kornelias far, mens han så den guldvogn forsvinde.
Han kommer snart hjem med bærer i skørtet, spyttede naboen.
Pas på, hvad du siger, sagde Gregers har du glemt hvor hård min næve er?
Han gik hjem, lykkelig, smilede stort under moustachen.
Landsbyen sludrede længe. Hvad skulle de ellers tale om?
Kornelia uddannede sig til læge, Steffen byggede sygehus til hende ved deres hus. Folk fra nabobyer kørte til hende de sagde, hun var en sand helbreder. De fik to drenge tvillinger. Rejsende blod, men øjene som dansk sommerhimmel En aften stod Kornelia på trappen foran det nye hus, tvillingerne sov, Steffen spillede sagte på fløjte blandt birkene. Vejrhanen drejede i vinden, safirringe glimtede. Landsbyens børn, der havde kaldt hende Skævfod, kom løbende for at få urter mod hoste og høre historier om fjerne lande; ingen drillede mere. Gregers kom forbi med favnen fuld af æbler, grinede og kyssede sin datters kind.
Måske var hun stadig lidt skæv i gangen det sagde folk men hun trådte nu let, og alle vendte sig, når hun gik gennem landsbyen. Ingen glemte hende. Safirringe klang gennem Kornblomst, og flere begyndte at synge gamle folkesange om den blåøjede læge, hendes sorte kærlighed, og de to små tvillinger med løbeblod og viden om urter.
En sommeraften, da solnedgangen farvede himlen kornblomstblå, stillede Kornelia sig midt på landsbyens plads, rettede skulderne og strålede så meget, at der stod en ring af børn og voksne omkring hende og én efter én begyndte de at danse, ikke til hån, men af glæde. “Se, Skævfod har lært landsbyen at danse,” mumlede de gamle, og ingen kunne huske, hvornår de sidst havde følt sig så lette.
En ny folkesang blev født den nat, om pigen der var skæv, men bar arven, og hvis ørenringe klang, hver gang vinden gik gennem Kornblomst. Det blev sagt, at alt det triste og ensomme i den gamle landsby blev løftet i safirernes klang og ingen lo mere af navne eller gang.
Kornelia smilede, mærkede børnene danse om sine fødder, og Steffen stod i udkanten og løftede hende med blikket. Hun var ikke længere Skævfod hun var Kornelia, datter af Kornblomst, og hun vidste at selv de skrøbelige ting kan skinne stærkest, når de får lov at lyse.
