Hvad laver du her?! – Maria Ilyinichna blev forskrækket, da hun trådte ud af elevatoren og næsten sn…

– Hvad laver du her? spurgte jeg, da jeg kom ud af elevatoren og næsten snublede over fødderne på en dreng, der sad på trappen.
Han var omkring ti år gammel, skævt til mode, og tydeligt ligeså vred som en dreng, der netop var sluppet ud af en slåskamp. Det var også tydeligt, for hans ene øje var ved at blive lukket af et blåt mærke. Jeg rystede på hovedet og gentog mit spørgsmål:
– Hvad laver du her?
Drengen ville tydeligvis helst ikke svare, men han kiggede op på mig lille og tør af statur, næsten som en porcelænsdukke og mumlede:
– Jeg venter på min mor. Hej.
Jeg smilte. Høflighed det har hans mor lært ham. Jeg kendte ikke drengen de børn, jeg havde set vokse op her i opgangen, gik altid forbi mig med høretelefoner på og næppe værdigede mig et blik. Hvad skulle de vel også bruge mig til? Jeg har jo passet på Rasmus, tørret næse på Emil fra anden sal men det var dengang, og jeg tror mest, det er mødrene, der husker det.
– Også goddag til dig! Hvem har du været oppe at slås med?
– Hva?
– Hvor har du fået det blå mærke fra? Der er jo lys i hele trappen! Din mor sparer på elregningen. Var det i orden, eller bare for sjov?
– Det var i orden, sagde drengen hårdt. Det er kun fjolser, der slås uden grund.
Han rejste sig, børstede jakken omhyggeligt, og det viste sig, at han var lige så høj som mig. Hans øjne var brune med grønne undertoner de stirrede direkte på mine blå, og der var noget der, som fik mig til at nikke ved mig selv, før jeg spurgte:
– Har du glemt nøglerne?
– Ja.
– Hvor længe venter du på din mor?
– Til omkring aften. Hun er på arbejde. Du behøver ikke være bekymret. Jeg sidder bare her stille.
– Jeg er nu ikke bekymret. Jeg hører ikke meget på det ene øre, og kun lidt på det andet. Du kan både hoppe omkring og råbe jeg bliver ikke forstyrret. Men at sidde i en kold opgang er ikke den bedste idé. Din mor skal ikke bruge sine penge på medicin. Kom med mig.
– Hvorhen?
Drengen sprang væk fra mig og greb sin rygsæk, klar til at løbe.
– Hvorfor er du bange? Jo, jeg er måske en gammel kone, men dig kender jeg endnu ikke, så du behøver ikke frygte mig. Hvis du derimod tramper vores have ned eller skyder bolden gennem mit vindue, så er det noget andet. På fjerde sal bor jeg der skal du være en rigtig fodboldspiller for at ramme mit vindue! Kommer du så langt, vil du straks blive rygtet direkte til Superligaen! Jeg elsker at se fodbold bare på tv, for stadion tør jeg ikke mere.
Drengen stirrede på mig som om han ikke helt vidste, om han skulle tro på mig eller ej, men fulgte mig som en kanin følger en slange, og stoppede først, da jeg havde fået døren op.
– Jeg kan ikke! sagde han, rystende på hovedet.
– Hvorfor ikke? Jeg har jo inviteret dig. Ah, jeg forstår. Vi kender jo ikke hinanden! Jeg hedder Karen Møller.
Jeg rakte min hånd ud, og ventede på hans reaktion. Han tøvede lidt, men trykkede forsigtigt mine knudrede fingre og svarede:
– Kasper Olsen.
– Så har vi jo mødt hinanden! jeg åbnede døren op og nikkede. Kom indenfor! Du er gæst nu!
Torden og Frej løb hen mod mig, men da de så Kasper trak de sig tilbage og hvæsede.
– Hvad er det for noget? Hvem har opdraget jer, banditter? Der er gæst i huset, og I brokker jer? Ud!
De krøb skuldrene, men begyndte at spinde så højt at Kasper løftede øjenbrynene:
– Sikke en lyd!
– Du skulle bare høre dem, når de er sultne! Så kan du råbe hjælp det er ikke til at høre. Jeg satte tasken på bordet. Hvorfor står du der? Kom ind, vi skal have te, og dit blå mærke skal have lidt hjælp ellers bliver din mor forskrækket.
– Det gør hun ikke.
– Hvorfor ikke? Slås du ofte?
– Nej. Kasper smilte. Jeg er ellers fredelig. Det er bare startpakke på ny skole. Forventet.
– Du godeste, det har jeg ikke prøvet før.
– Har du børn?
– Selvfølgelig. To. En datter og en søn men de er voksne og bor langt væk. Og du, er du ene barn?
– Ja. Indtil videre.
– Nå, så din mor venter sig?
– Ja. Jeg får snart en lillesøster.
– Det er godt. Hun er heldig.
– Hvem er heldig?
– Din søster. Hun får en stærk storebror!
– Det ved jeg nu ikke Kasper langsede ansigtet.
– Hvad er der?
– Hun får ikke meget at være stolt over. Jeg er svag.
– Hvorfor det? Fordi du ikke slås?
– Ja.
– Var det en mod en?
– Nej! Kasper så overrasket på mig. De var tre!
– Tre? Og du har kun fået ét blåt mærke? Du er sej! jeg tog en pose solbær fra fryseren og lagde på hans kind.
– Uhh! Kasper hoppede op, skræmte kattene.
– Koldt?
– Meget!
– Hold ud! Ellers kan du ikke åbne øjet senere.
Kedlen sang stille, og jeg tog den gamle blikdåse med de bedste teblade.
– Hvorfor arbejder din mor, når hun er gravid? Skal hun ikke snart på barsel?
– Snart.
– Hvad siger din far om det?
Kasper blev stille og puslede med bærrene i posen.
Jeg så på ham og spurgte roligt:
– Vil du ikke tale om det? Så sig det. Jeg er gammel, jeg forstår det meste.
– Jeg vil ikke tale om ham Nu klarer vi os selv
– Okay. Sådan er det. Jeg opfostrede mine børn med deres far men det var alligevel svært. Men din mor har stor støtte.
– Hvilken støtte?
– Dig! Hun har dig. Stor og stærk.
– Mig?
– Hvem ellers? Hvis du tør tage kampen op mod tre, kan du nok også klare det andet. Drik te. Tag lidt af min solbærmarmelade jeg har selv lavet det. Det er sidste glas, jeg har ikke længere sommerhus, så næste år bliver det ikke til så meget marmelade.
– Hvorfor har du ikke sommerhus mere? Kasper tog en solbær fra skålen, smagte marmeladen og lukkede øjnene af glæde. Det smagte som hos hans bedstemor. Hun lavede præcis sådan bær, der var hele, og så sødt, at det var næsten for meget Underligt, tænkte han, bedstemor er væk for længst, men han husker stadig smagen mere end hendes ansigt.
Han snøftede og mærkede tårerne presse sig frem. Mens bedstemor levede, var alt godt. Hvis mor og far skændtes, tog mor ham med til bedstemor og der var altid trygt. Bedstemor holdt af ham, hjalp mor, selvom hun ikke nærede sympati for far, men blandede sig aldrig.
– Mand og kone det må de selv klare. Jeg hjælper, hvis du beslutter at ægteskabet er slut, ellers blander jeg mig ikke. Hvilken mand vil have, at svigermor blander sig? Han er jo god nok, drikker ikke, slår ikke, giver hele lønnen til familien. Han elsker dig og Kasper, det ser jeg. Resten er jeres sag. Og husk når I skændes, glem ikke barnet. I har ansvaret for ham.
Da far forsvandt, forstod Kasper ikke hvorfor. Mor græd i lang tid, løb rundt med papirer og fortalte en dag, at de skulle skilles, og nu bo i en anden lejlighed. Senere var der en retssag, hvor han skulle vælge, hvem han ville bo hos. Kasper så på far, der ikke ville møde hans blik, og sagde, han ville bo med mor hvordan kunne han lade hende være alene, snart med lillesøster? Og at lillesøster skulle hedde Freja det besluttede de hurtigt, mor og ham.
– Kasper og Freja! Lyder det godt, mor?
– Det lyder. Men måske Kasper og lille Freja?
Mor smilede for første gang i lang tid, og Kasper besluttede aldrig mere at lade hende græde. Det var nok nu. Hun havde grædt så meget næsten som et lille barn
– Fordi jeg solgte huset.
Mit svar kom så kraftigt, at Kasper blev forskrækket. Jeg havde glemt, hvor vi var.
– Hvorfor?
– Børnene havde brug for pengene. Hvordan kunne jeg sige nej? Og det er for tungt med sommerhus nu både gamle ben og to tunge katte. De ser slanke ud, men der er vægt i dem! Jeg kan ikke løfte dem begge mere. Selvom Frej havde jeg fra han var mindre end min håndflade. Syg og næsten død Men jeg fik ham på benene!
– Det ser man ikke! Kasper forsigtigt klappede den store sort-hvide kat, der snuste hans fingre og trykkede panden mod hånden. Hvorfor hedder han sådan?
– Frej? Ja, det var en gammel sanger, jeg hørte ham miave så melodisk, så jeg gav ham det navn. Senere fortrød jeg lidt.
– Hvorfor?
– Frej, vis Kasper hvorfor jeg ikke bruger dit fulde navn! Jeg smurte brød og kaldte på katten.
Hans dybe miauv gav Kasper store øjne.
– Det var ikke småting!
– Og han er mæt! Er han sulten, så larmer han endnu mere.
Kasper lyttede til katten, spiste marmelade, og tænkte, at det var første gang siden fars afsked, at han ikke havde ondt indeni. Her var en mærkelig, rare kvinde, hendes katte, der strøg op til ham, prøvede at klappe hans hage Her var godt, trygt. Han ville bringe sin mor hertil så hun også kunne mærke den lettelse, hvor det tunge indre glider væk.
Om aftenen da mor kom hjem fra arbejde, præsenterede Kasper hende for Karen:
– Kasper, hvorfor ringede du ikke?
– Hvad ville du gøre? Droppe alt og komme? Mor, jeg er ikke lille mere!
– Det er du ikke sagde Ida, min nabo, og klappede ham på hovedet. Hun rørte forsigtigt hans kind. Gør det ondt?
– Ikke mere. Karen siger, det er kulden hvis man lægger noget koldt på straks, bliver det bedre.
– Tak! Ida nikkede til mig, underligt hun ikke havde mødt mig før men de var jo nye her i opgangen.
– Så lidt, søde. Jeg hjælper gerne det er kun hyggeligt.
Ida ville egentlig undskylde sig, men blev hurtigt fanget på min lille køkken, klappede kattene og drak te med marmelade, og mærkede det tunge sive ud.
Den aften blev begyndelsen på et godt bekendtskab. Kasper kom ofte forbi, klappede katte og spurgte om jeg manglede noget. Ida kiggede også ind, fortalte om sin dag, og bad mig passe på Kasper. Hun havde det lettere hos mig end hos nogen selv sin mor.
– Det er fordi jeg er gammel, Ida.
– Sikke noget!
– Nej, jeg siger det! Alderdom er ikke kun elendighed, men har sine fordele. Hvis man er klog, ved man hvornår man skal tale og hvornår tie. Erfaring Min erfaring kunne jeg godt have brugt tidligere. Måske var livet blevet anderledes.
– Hvorfor?
– Fordi tavshed måske ikke er guld, men noget endnu bedre. Vi er hurtigt vrede, hurtigt til at hævde os og det koster ofte hele livet. Det er let at såre med ord, langt sværere med handling. Et fejltrin kan glemmes, men ord huskes og selv om man tror det er glemt, så river det en gang imellem op i sjælen. Til sidst er kun demens virkelig befriende. Men den velsignelse får jeg nok ikke jeg er for sund!
– Taler du i gåder?
– Nej. Det handler bare om at jeg ikke kunne tæmme min tunge i tide og nu sidder jeg her. Jeg fik ikke talt med min datter, havde det svært med svigerdatteren. Sådan sidder jeg nu alene og ikke interessant for nogen.
– Er de vrede på dig?
– Ja, det er de nok. Ikke fordi jeg mindes at jeg ville dem ondt, men det er de færreste, der bryder sig om sandheder serveret uden filter. Jeg talte når jeg skulle tie og ikke altid med kærlighed. Nu ved jeg bedre, men får ikke rettet op Det er for sent.
– Er I helt uvenner?
– Nej, men jeg ved, at hvis noget sker, så får jeg ikke hjælp.
– Sikke noget de kan da ikke svigte dig?
– Jo, det kan man. Nogle forældre stiller sig ved siden af, andre skubber endnu hårdere. Jeg fejlede og nu retter jeg op alene.
– Fortæl.
– Vil du virkelig høre det?
– Ja, jeg har jo selv børn en søn og snart en datter. Jeg ved ikke hvad er rigtigt nu hvor jeg har skilt mig fra deres far. Han var mig utro, og jeg kunne ikke tilgive. Vi var meget forskellige, men lignede hinanden begge impulsive, reagerer på hver en sætning, kunne ikke holde tungen for os selv. Dengang kunne vi skændes i ugevis, men bo sammen. Nu intet. Jeg elsker ham stadig, men kan ikke tilgive ikke for mig, ikke for børnene.
– Måske skal du give dig tid. Er han sammen med hende nu?
– Nej. Det var aldrig alvorligt. Men jeg kan ikke tvinge mig selv til at blive i det, når jeg ikke vil.
– Du behøver ikke. Hvis du kun tilgiver for børnenes skyld, så varer det ikke længe og ingen bliver glad. Børn ser alt selv om de ikke altid forstår det.
– Har Kasper sagt noget til dig?
– Ikke meget. Men jeg mærker, det er svært for ham. Han forstår ikke, hvad der sker, men han søger efter en skyldig og det ender ofte med, at han tror det er sig selv.
– Hvorfor?
– Sådan er børn. De overser de voksnes drama og peger på sig selv som syndebukken. Og hvis du bekræfter det, mister du barnet, jeg lover dig.
– Det er din tragedie?
– Ja. Jeg skændtes kraftigt med datteren og manden. Jeg havde ret men opførte mig forkert. Jeg omfavnede Frej tårerne trillede. Jeg burde have støttet men jeg skældte hende bare ud, krævede, hun gik hjem. Vi søgte hende hele natten skændtes men manden holdt alligevel min hånd.
– Fandt I hende?
– Ved daggry. Jeg omfavnede hende og bad om tilgivelse men det fik jeg aldrig. Da hun fik søn nægtede hun stadig at tage imod mit forsøg på hjælp. Hun husker hvert ord jeg sagde i vrede og kan ikke, eller vil ikke, glemme. Efter hun giftede sig og flyttede, har hun aldrig været hjemme igen ikke engang til fars begravelse. Nu er jeg selv blevet bitter kan ikke tilgive hende for det. For han elskede hende og beskyttede hende altid. Hvorfor skulle det ende sådan?
Jeg tav, og Ida kunne ikke finde ord. Det var som at trække en dør til en fremmed verden mærkelig, men alligevel forståeligt. Og det lettede lidt dine tanker. Ligesom lille Freja sparkede blidt, hvor det før var hårdt, så Ida kunne ikke lade være med at smile og holde sig om maven.
– Sparker hun?
– Nej Ikke nu. Hun var hård de sidste dage, men nu føles det let, som om hun trøster mig.
– Pass godt på din pige, Ida! Det er let at såre sit barn men svært at reparere. At bevare og varme med kærlighed det lykkes ikke altid
– Tak, fordi du delte. Jeg vil huske det du har sagt
En uge gik. Efterårens slud og mørke gav op, is lagde sig, og snart kom sneen og lagde gaderne under et falsk trygt lag. Jeg havde været lidt sløj, og gik ikke udenfor, men besluttede en dag at gå ned til supermarkedet for mælk og fisk til kattene. Jeg kom ikke langt fra opgangen, før jeg faldt benet viklet under mig og blev ramt af mørket. Smerterne var hvinende, men ingen kom straks til hjælp. Alle havde travlt december er jo fyldt med gøremål men til sidst kom ambulancen, kaldt af en godhjertet kvinde, og jeg blev kørt til hospitalet, hvor Ida først fandt mig efter lang tid. Kun fordi jeg havde lovet hende et par hjemmestrikkede babysokker, gik hun så langt for at finde mig. Jeg fandt aldrig mit navn, eller hvor jeg var, og heller ikke Ida og Kasper.
Jeg så på dem uden at genkende ubekymret, men uden forståelse for hvem de var eller hvad de ville. Ida tog min mobil, ringede til sin eksmand:
– Søren, jeg har brug for din hjælp
Kasper sad stille på værelset, lyttede til samtalen i køkkenet og bad for første gang i sit liv:
– Lad dem blive venner. Lad Freja også få en far Heldigvis
Søren fiskede min datters og søns numre ud af min mobil, og Ida klappede i hænderne.
– Jeg vidste du kunne gøre det! Tak!
– Selv tak, Ida
– Søren, jeg ved hvad du vil sige måske er jeg klar Men lad os ikke skynde os nu, lad det ikke gå galt. Vil du have te?
– Gerne
Kasper hørte til, var ved at råbe, men holdt hånd over mund og smuttede ind til sig selv mor har ret: Tag det forsigtigt man ved aldrig
Morgenen på hospitalet var som altid larmende. Sygeplejersker løb mellem sengene, patienter gjorde sig klar. Jeg lå roligt, skjulte mine øjne for lyset og ledte i hukommelsen efter et eller andet at holde fast i. Så da døren åbnede, ventede jeg kun på Ida og Kasper de skulle først komme efter frokost.
– Mor
Den stemme. Jeg blev bange for at åbne øjnene.
– Mor
Kolde, tynde fingre rørte min hånd og jeg sagde:
– Har du nu været uden handsker igen? Du bliver kold!
Min hånd lagde sig rundt om hendes et glimt af hukommelse vendte tilbage, mildt og langsomt. Kys på hånden og jeg græd, som jeg kun havde grædt som barn.
Ida lukkede døren, nikkede til Søren, der havde hentet datteren i lufthavnen, og sagde:
– Nu tager vi hjem! De skal nok klare resten selv. De to katte skal have mad, ellers vender de huset op og ned! Klager fra naboerne koncerten i går var overvældende. Kasper fodrede dem i morges.
– Morgenmad, men ikke til natten. Det må man forstå. Hvilken mand sover på tom mave selv med hale? Mænd skal have kød! Har vi kød?
– Nej, det har vi ikke.
– Så må vi først på torvet. Kød og ost. Og hvad vil du ellers have?
– Sild!
– Sild bliver der.
– Det er ikke til mig det er til Freja.
– Alle piger vil have sild måske en kage?
Ida lo, tænkte, og nikkede:
– Okay, det kan vi. Men silde først! Og diskutér ikke det er skadeligt!
– For hvem?
– Både og, alle Så skal vi bare afsted!.