Jeg er nu fyldt 60 år, og det føles som evigheder siden, jeg gik på pension og begyndte at leve et mere stille liv. I over ti år har jeg boet for mig selv ingen mand, ingen børn tæt på, ingen veninder, kun mine egne tanker og mit gamle sommerhus, som jeg holder meget af. Mine børn har nu deres egne liv og familier i fjerne byer, min mand er gået bort for længst, og det lille sted ude på landet er blevet min glæde og min selskab. Så snart foråret begynder at lune, flytter jeg derud, gør huset og haven i stand, og går i gang med at plante og anlægge blomsterbede. Det bringer en særlig ro, som kun findes dér.
Men når vinteren sætter ind, kan jeg ikke blive. Sneen gør det umuligt for mig at komme rundt, og der er ingen, der kan hjælpe mig med at rydde den væk. Så må jeg tilbage til lejligheden i København. Efteråret kæmper jeg mig som regel igennem, men i september det år blev jeg forkølet og måtte blive i byen i en uges tid. Da det blev mildere igen, tog jeg straks toget tilbage til mit elskede sted uden for Roskilde.
Men da jeg kom til min have, stod lågen på vid gab. Jeg tænkte straks, at nogen måtte have været her. Alt virkede dog som det plejede, men døren til huset stod åben. Mit hjerte slog et ekstra slag, for jeg frygtede, der var indbrud. Jeg gik ind med list. Men inde i huset var alt, som det skulle være undtagen et tæppe, jeg sjældent brugte, og på bordet stod en kop Jeg plejer altid at vaske op med det samme! Noget føltes forkert.
Da den værste forskrækkelse havde lagt sig, blev jeg frustreret. Hvem havde givet sig selv lov til at gå her og endda drikke af min kop? Jeg kiggede ud af vinduet, og der bag huset sad en dreng ved et lille bål og forsøgte at varme sine små hænder. Der var han, min ubudne gæst.
Jeg gik forsigtigt ud og hostede let, for at se, hvordan han reagerede. “Ballademageren” fór sammen, men i stedet for at flygte, kom han stille hen mod mig:
Undskyld, frue. Jeg har ikke været her længe
Hans rolige væsen og ydmyge blik rørte mig med det samme.
Hvor længe har du været her? Har du fået noget at spise?
Kun i to dage Jeg har ikke haft meget mad Jeg havde lidt brød, der er kun krummer tilbage nu
Drengen viste med stolthed en pind, hvor der sad en lille skive lyst rugbrød.
Hvad hedder du? Og hvordan havnede du her?
Jeg hedder Viggo. Min mor og stedfar smed mig ud. Jeg vil ikke bo hos dem mere
Hele byen leder sikkert efter dig.
Der er ingen, der leder. Det er sket før. Jeg er væk i ugevis, og ingen lægger mærke til det. Kun når jeg er sulten, kommer jeg hjem, men de savner mig aldrig. De opdagede det knapt nok
Det viste sig, at Viggo slet ikke kom her fra egnen. En trist, men almindelig historie. Hans mor havde aldrig haft fast arbejde, stedfædre kom og gik, der var sjældent rigtig mad i hjemmet kun sprut og ballade.
Efter at have hørt hans historie kunne jeg mærke tristheden komme krybende. Men hvad kunne jeg ellers gøre, end at hjælpe? Jeg lod Viggo blive, lavede mad til ham og lå vågen hele natten, mens jeg tænkte. Næste morgen huskede jeg på en gammel bekendt fra min skoletid, som vidst nok havde en stilling i kommunen, og jeg besluttede at ringe til hende. Kunne hun ikke hjælpe selv, så ville hun kunne fortælle mig, hvor jeg skulle henvende mig.
Hun lovede straks at gøre, hvad hun kunne, og sagde, hun ville tage sagen i egne hænder. Det førte til mange ture op og ned ad trapper og bunker af papirer, men efter nogle uger blev jeg Viggos værge. Han kunne ikke tro sit held, og hans mor meldte sig aldrig for at høre til ham.
Nu lever vi som mormor og barnebarn, vinteren igennem i min lejlighed i byen, og hele foråret, sommeren og efteråret på landet. Snart skal Viggo begynde i skole, og jeg ved, han bliver dygtig han læser, skriver, regner og tegner allerede ganske flot. Ja, hvordan han tegner! En rigtig lille kunstnerNu hænger hans tegninger side om side med mine gamle haveplaner på køleskabet, mens duften af hjemmebag siver ud under den blå dør. Når mørket falder på, læser vi højt for hinanden. En aften lagde Viggo sin hånd over min og sagde:
Hvis jeg havde valgt alt om igen, ville jeg alligevel altid vælge dig som den første, jeg fandt.
Jeg smilte over kanten på min kop, mens roen fra efterårsaftenen gled ind mellem os. Udenfor summede vinden i det store birketræ. Måske var vi ikke en hel familie i det traditionelle ord, men vi var to sjæle, som begge havde fundet et hjem. Når foråret igen bryder frem, vil vi sammen tænde bål i haven, plante blomster, og åbne lågen endnu en gang ikke for at holde nogen ude, men for at invitere eventyret ind.
